Pladsmangel (S)

[Eirik Våbensmed]

"Du gør det nemt." svarede Eirik og smilte smørret før han lagde begge arme om hende for at trække hende ind i et let omfavnelse. Han plantede et mildt kys mod hendes læber inden han gik hen til hesten for at spænde den fra vognen og i stedet tøjlede den til træet ved siden af.

Imens Celeste var væk samlede Eirik det sidste brænde og gjorde klar til at han kunne kløve noget mere til i løbet af natten. Til sidst dumpede han ned foran de dansende flammer med en brynsten og et par økser der skulle slibes.

[Celeste Våbensmed]

Celeste kunne bedst lide Eirik i det humør. Når han var kærlig. Hun smuttede dog alligevel ud for at sørge for deres mad. Både Eirik og Magnus Våbensmed var nogen store brød, der skulle have godt med mad at spise og Svari Våbensmed og Svea Købmand plejede da også at tage for sig.

En times tid senere var familien affodret og de unge var igen løbet ud for at løbe hornene af sig. Et par af deres faste bekendte på turen havde fundet deres bål og Celeste var rykket op på Eiriks skød, så der var plads til flere nye venner.

[Eirik Våbensmed]

Han tog sig normalt ikke af det, når det hele ikke altid var så let. Han havde med tiden slået det en smule fra og var endt ud i bare at komme igennem det. Tog man ham på et ærligt tidspunkt ville han nemt kunne indrømme at han ikke altid havde behandlet Celeste eller deres børn godt. Nok havde han aldrig slået dem, men ord kunne ramme lige så hårdt. Så han satte som hende, mindst lige så meget pris på øjeblikke som disse.

Med en stærk arm trak han hende også tættere indtil sig da hun var flyttet over på hans skød. En hånd lagde sig vant om hendes talje hvor hans fingre i gentagende bevægelser kærtegnede hende. Han deltog halvt om halvt i de forskellige samtaler, men hans primære fokus lå på hans hustru.

[Celeste Våbensmed]

Celeste deltog livligt i samtalen omkring bålet, men hendes fingre fandt også flere gange hans over hendes talje, opfordrede kærtegnene og flettede sig i midlertidige mønstre ind mellem hans. Hun kyssede ham i tindingen fra tid til anden, strejfede hans skæggede kind og hans nakke. Imens hun og et par af de andre sang, strøg hendes hånd over hans hår.

Da sangen forstummede igen, lænede hun sin pande mod Eiriks og tog en dyb indånding. "Er det en hammer du har i dit bælte eller er du glad for at jeg sidder tæt på dig?" Hun smilede skævt, men hendes stemme var en lav mumlen.

[Eirik Våbensmed]

At vise sin hengivenhed og affektion mod Celeste havde aldrig været et problem for smeden, ej heller for hans hustru og derfor smilte han over skævt bag skægget over hendes ord. Han drejede langsomt hovedet og lænede sig det sidste stykke mod hende så han let kunne bide sammen om hendes bløde øreflip.

"Jeg er altid glad for at du sidder tæt på mig, kvinde" brummede han fornøjelig og lod hånden glide fra hendes hofte og ned på hendes balde som han gav et diskret klem.

[Celeste Våbensmed]

Celeste trak skulderen op over det lille nap om hendes øre og slap en skandaliseret, lille lyd, der fremstod lige så meget munter som forarget. Hun hoppede en smule over klemmet og tog en hørlig indånding.

"Eirik," skændte hun lavt og skjulte sit smil ind mod hans hals. "Du er så upassende. Kan du ikke holde fingrene for dig selv...?"

[Eirik Våbensmed]

Læberne strakte sig i et smil mod den sarte halshud før han rettede hovedet en smule, lige tids nok med at hun lænede sig tættere ind mod ham. Det fik ham kun til at tage et bedre tag om hende og brummede fornøjeligt af hendes ord.

"Du skælder mig ud?.." smålo han og rystede let på hovedet. "Du er mindst lige så upassende." bemærkede han og drejede hovedet ned af i håb om at fange hendes blik der var langt fra uskyldigt.

"Få vores venner til at smutte, så skal jeg vise dig præcis hvor glad jeg er for dig" hans stemme var som en ru hvisken og allerede midt i sætningen lod han sin hånd kærtegne hendes balde i gentagende bevægelser.

[Celeste Våbensmed]

Celeste gispede lavt over kærtegnene og hun nappede Eirik bestemt i siden med to fingre. "Mester Våbensmed," svarede hun forarget, men hun rømmede sig alligevel og meddelte, at det vist var ved at blive sent og at de skulle tidligt op igen den næste morgen.

Ingen af deres venner var blinde og to af de andre kvinder blinkede endda til parret og mumlede noget om ungdommelig energi, før de gik tilbage til deres egne lejrpladser. Selvom de var alene ved bålet, var der dog ikke langt til de næste. Celeste sad endnu på Eiriks skød og lænede sig lidt ind til ham, panden imod hans.

[Eirik Våbensmed]

Eirik lo varmt og forsøgte at gribe ud efter hendes hånd for at undgå at de borede sig længere ind i siden på ham. I stedet lod hans sine fingre flette sig ind mellem sin kones og i stedet trække hende endnu tættere. Fuldstændig ubekymret af gæsterne der langsomt trak sig væk fra bålet.

Begge arme fandt til sidst omkring Celeste før han lænede sig ind mod hende i et dybt kys.

[Celeste Våbensmed]

Ungdommelig var Celeste måske. Eirik var i hvertfald lidt som en forårsramt kanin. Hun nød det og besvarede hans kys. Hendes fingre gled om i hans nakke og hun brummede let mod hans læber.

"Hvor skal vi gå hen...?"

[Eirik Våbensmed]

Måske var det ilden der dansede foran dem; lokkende og syngende. Stemningen der svang sig omkring dem og fik smeden til at indse hvad der havde været lige foran næsen i alt den tid. Nok var han sentimental men han vidste at han af og til kunne være et hyr at have med at gøre.

Måske var det hans både at råde bod på det; vise Celeste at han elskede hende, og ville hende uanset hvad der skete når han følte sig presset og skubbet ud mod kanten? Han trak en dyb indånding og skimtede til begge sider af deres ildsted.

"Vi kan gå i skoven, eller hoppe i åen" lød det fra Eirik der så mod sin kone med et spillende blik.

[Celeste Våbensmed]

Celeste grinede lavt over forslagene og hvilede panden mod Eiriks et øjeblik. "Du er en slem, slem mand, Eirik Våbensmed," mumlede hun anklagende, men uden rigtige klager. "Jeg tror da nok vi skulle få os en snue, hvis vi hoppede i åen."

I realiteten kunne de også dække deres leje op ved ilden og finde hinanden under tæpperne, men hun havde lyst til mere end et diskret lille put i skjul og med risiko for at blive forstyrret. Hans kys havde lagt op til mere og hun fulgte trop, som hun rejste sig op og tog hans hånd i sin. Bålet var næsten brændt ud og der var ingen risiko for gnister, så hun førte ham med sig mod skoven med et varmt smil.

[Eirik Våbensmed]

"Du ville ikke have mig som en lille skøde hund alligevel" bemærkede Eirik i et let grin og kunne ikke lade være med at lade sine hænder vandre ned over sin kones velformede krop. Han kunne slet ikke hende med en høj ranglede mand der kun hørte efter hvad hun sagde og aldrig satte sig imod.

Han rejste sig fra træstubben og flyttede lidt jord mod ilden for at sikre sig at ingen trådte i det. Han var ikke sen til at lade sig trække afsted af Celeste imens et smørret smil krusede sig bag skægget.

".. Du er desuden mindst lige så slem"

[Celeste Våbensmed]

Celeste lo af Eirik og hev ham mod skoven med et glimt i de lyse øjne. Hun så sig for, så hun ikke trådte i nogen udspændte telte. Snart nåede de de første træer og hun måtte se efter, at der ikke var noget i skovbunden, som hun snublede over. Hun smilede skævt og trak ham med sig videre ind i mørket.

Ja, de skulle holde sig tæt nok på lejeren til at være i sikkerhed, men på den anden side havde hun ikke lyst til at skulle dæmpe sig eller lægge bånd på sig selv.

[Eirik Våbensmed]

Eirik så sig lidt mindre for, men fulgte sin kone. Fingrene strøg hen over hendes imens de lyse øjne søgte gennem den halv mørke skov. Der var ikke megen vind men lyden af fugle kunne høres oppe i trækronerne.

"Tror du vi kan finde vej tilbage, hvis vi skal så langt ind at de ikke høre dig?" lød det fra ham som han skævede ned mod Celeste.