Pladsmangel (S)

[Celeste Våbensmed]

Celeste lo over det flabede spørgsmål og stoppede op. Hun drejede sig ind mod Eirik og så op på ham, fingre søgende hans hals, mens den anden hånd endnu var om hans hånd.

"Du ved da at jeg kan være musestille," svarede hun drillende. Fire børn og deres bedsteforældre i et lille hus lærte en at finde hinanden i mørket i komplet tavshed og få afløb for store, fysiske behov, som de altid havde været fælles om. De havde dog også fundet hinanden i andre stunder. I skoven, når de havde friheden. Her slap de begge sig selv mere løs. Hun tog en let skælvende indånding. "Hvis du får mig til at skrige må du holde mig for munden," tilføjede hun dæmpet, et smil krybende op på hendes læber.

[Eirik Våbensmed]

Støt lagde han den anden hånd mod hendes ofte som snart gled om og ned over hendes runde bagparti. Smilet var ikke til at skule som det strakte sig fra øre til øre. Han lænede sig ind mod hende og lod læberne dvæle ved hendes.

"Du spinder kun som en kælen kat" mumlede han før han bed ned og fangede hendes underlæbe med sine tænder. Det var rart at være alene som de var nu og rigtig kunne give sig hen til hinanden. Det var bekræftende og tiltrængt.

"Så bider du mig" drillede han og trykkede sig tættere mod hende.

[Celeste Våbensmed]

Celeste strøg fingrene om i Eiriks nakke og lavmælt mod hans læber over konstateringen, før han nappede i hende og hun gispede lavt.

"Hvem bider hvem lige nu?"

Hun fik sin underlæbe fri og kyssede hans skæggede kind og hans hals. "Jeg bider ikke din håndflade, husbond. Ikke hårdt. Og hvis jeg skriger af nydelse, fordi du føles så godt i mig, så kan du tro jeg slet ikke har tid til at bide." Hun nappede ham lidt i halsen.

[Eirik Våbensmed]

En lav halv brummende lyd forlod smeden imens omfavnelsen af hustruen blev mere intenst i det begge hans hænder nu hev op i det lange skørt for at komme tættere mod den varme hud. "Du er uimodståelig, det var for fristende"

Hendes bramfri beskrivelse fik Eirik til at rykke lidt på sig, og indåndingen gennem næsen var tung. "Hvis?" mumlede han og strakte halsen en smule for at kunne mærke mere af hendes kærtegn. Tankerne havde allerede frit spil, og lysten han i forvejen følte til Celeste blev ikke mindre hvilket også helt naturligt resulterede i hans iver for at nå ind til hende.

[Celeste Våbensmed]

Celeste lo stakåndet over det næsten indignerede spørgsmål og løsnede Eiriks skjorter fra kanten på hans hoseben.

"Når jeg skriger," mumlede hun drillende. "Men så vil jeg have dig helt uden tøj på, husbond. Intet halvt. Mosset herovre er blødt nok til det."

Der var en tid til skyndsomt at få hinanden med tøjet skubbet til siden og så var der en tid til at udnytte af Falanies somre var varme, klæde sig af til skindet og nyde hinanden i måneskin.

[Eirik Våbensmed]

Eirik slap hende kun lige modvilligt for at kunne trække skjorten op over hovedet og helt af. Hænderne fandt omkring Celeste igen hvor at kunne løsne de snore og spænder der holdte hendes kjole oppe. Han mumlede hæst mod hendes hals før han lod sine kyse finde hendes læber.

"Ingen forhindringer.." Hans stemme var lav og utydelig da alt hans opmærksomhed gik på at afklæde sin hustru og holde deres utålmodige kys. Det var ikke tit det skete, og der var noget ganske særligt ved at nyde Celeste i skoven.

[Celeste Våbensmed]

Celeste brummede sin enighed og hendes hænder var også i gang med snører og bånd. Mosset var fugtigt, men hun lagde sit yderste skørt over det og vidste at det let skulle kunne tørres.

Så, da hun endelig stod nøgen som dagslyset foran Eirik i skovens dunkle mørke, kyssede hun ham dybt, og dvælende, fingrene i hans nakke og den anden hånd snigende sig ned mod hans bagdel.

[Eirik Våbensmed]

Eirik var en hærdet mand, og at stå nøgen i en skov, kun oplyst af solen sidste stråler og en snigende måne gjorde ham intet; og ellers var han også en mand der skjulte det godt. De blå øjne lå dvælende mod sin kone som hun anrettede deres elskovsseng og lysten til at kaste sig over hende kriblede helt ud til fingerspidserne.

Men han blev stående. Hvilket også blev belønnet da hun afklædte sig det sidste og stod som det smukkeste foran ham. "Mmh.. Jeg elsker dig, kvinde" mumlede han mod hendes læber før den ene arm søgte omkring hende for et bedre tag, og den anden hånd begravede han i hendes røde hår.

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede mod Eiriks læber og mærkede hans kærlighed og begær. Hun svajede lidt ind mod ham og strakte sig på tæer.

"Jeg elsker dig mand," mumlede hun ind i deres kys, imens hendes ene hånd greb om hans balle, fast og hård.

[Eirik Våbensmed]

Eirik brummede igen, denne gang mere sammenbidt og intenst imens han med rolige skridt langsomt trådte frem af for at guide hende imod den nylavede mosseng. I mellem deres kys bed han ned i hendes læbe, tungen fandt hendes og de dybe suk tog for alvor fat.

"Jeg skal mærke dig nu." mumlede han.

[Celeste Våbensmed]

Celeste sukkede lavt og medgivende. Hun lod sig føre bagud, gav sig for ham, sank ned på det lille leje hun havde skabt og trak ham blidt med sig.

Hun spredte benene vidt for ham og lukkede en hånd om hans side med den anden om hans nakke. "Kom til mig," mumlede hun. "Elskede."

[Eirik Våbensmed]

Celeste var en kvinde lige efter hans hjerte. Alene måden hun bevægede sig på fik hele hans krop til at sitre. Han lagde sig ned til hende, og placerede armen langs mosset og brugte den anden hånd til at balancere sig bedst over hende.

Han brummede tilfreds over hendes inviterende ord før han skubbede sig helt tæt mod sin hustru og forenede dem.

[Celeste Våbensmed]

Celeste og Eirik havde danset denne dans mange gange. De havde fire børn og over tyve års ægteskab. Hun kendte ham ind og ud og vidste hvordan det føltes, når han kom til hende opildnet som nu, altid hensynsfuld, så han ikke maste hende. Bevidst om den bedste vinkel, så han fik flest muligt lyde ud af hende. Den rigtige måde at trykke sig helt tæt, når han var så dybt han kunne komme.

Hun reagerede på det, gispede lavt og skilte benene længere fra hinanden, satte fødderne mod jorden og tog en hørlig indånding.

[Eirik Våbensmed]

Eirik fangede sin kones læber i et ophedet og fast kys. Han sukkede gispende og stødte let til for at nyde hvordan hver eneste muskel trak sig let sammen. Han blev aldrig træt af at mærke hende omkring sig og nød de lyde han kunne fremkalde fra hende.

Stønnende blev mere gennemtrængende i takt med at han øgede rytmen mod hende. Skoven lå øde hen ud over de to, og aftenkulden kunne han tydeligt mærke mod sin ryg. Men han ignorerede det og hengav sig fuldkommen til Celeste.

[Celeste Våbensmed]

Eirik arbejdede hårdt for det. Celeste belønnede ham til gengæld med en stigende mængde lyde af dyb påskønnelse. Først var det tæt ved hans læber, senere blot ud i den klare natteluft.

Hun hidkaldte Yphion i sine små skrig af nydelse, krampede omkring ham og rystede lidt i sin fortabte ekstase. Han var måske en mand af en hvis alder efterhånden, men han vidste stadig hvordan han skulle tage sig af sin kvinde. Hendes vejrtrækning var stakåndet, men hun smilede bredt, som hun trak hans ansigt ned til sig for at kysse ham.