Pladsmangel (S)

[Eirik Våbensmed]

Eirik mødte hendes læber mindst lige så tom for luft som hende. Kysset var vaklende og dvælende alt imens hans tog dybe indåndinger ind gennem næsen. Han løftede sig en smule op så han bedre kunne lade den ru hånd glide ned over hendes kind og videre mod hendes kraveben for til sidst at lukke sig om brystet.

"Mmh. Smukke smukke kvinde" mumlede han mellem deres kys.

[Celeste Våbensmed]

Celeste stønnede lavt for Eirik og kyssede ham. Hans tunge krop føltes skønt mod hendes og hun dvælede villigt i det. Den ru hånd fremkaldte kuldegysninger og et lille efterskælv i hende. Hendes bryster var følsomme for ham og hun skød lidt ryg, så det ene blev trykket ind i hans hånd.

"Din kvinde," mumlede hun opslugt af nærheden. "Stærke mand."

[Eirik Våbensmed]

Eirik brummede let i enighed og bekræftede blot hendes ord endnu mere da han let trak i brystvorten der langsomt blev hård mellem hans fingre.

"Det er tæt på at jeg kan tage dig igen" hviskede han opslugt som de lyse øjne næsten blev helt mørke af begær da de gled ned over hendes ansigt.

[Celeste Våbensmed]

Celeste gispede, da Eiriks fingre trak ud i hendes bryst. Hun så op i hans ellers lyse blik i nattemørket med let skilte læber og en vejrtrækning, der stadig var svagt stakåndet. Han var stadig i hende og hendes underliv trak sig let sammen i et spøgelse af de tidligere kramper, som svar på hans hviskede erklæring.

"Hvornår lærer din krop, at du har passeret de fyrre?"

Hendes blik spillede drillende, som fingerspidser gled op over hans ene side. Hun løftede sit ene ben og hægtede det op over hans hofte.

[Eirik Våbensmed]

"Det må være dig der holder mig evigt ung" Svarede Eirik som et let smil trak sig op. Da Celeste kun forstærkede deres forbindelse trykkede han sig tættere mod hende.

Et dybt sammenbidt støn pressede sig forbi ham før hånden om brystet flyttet sig ned langs hendes side og knugede sig bestemt om hendes hofte for bedre at kunne styre den faste og hårde rytme han langsomt genoptog.

"Mmh. Jeg bliver aldrig mæt af din følelse"

[Celeste Våbensmed]

Celeste åndede hørligt ind med en munter lyd, som Eirik trykkede sig mod hende igen. Imens han genoptog sine rytmiske stød, kunne hun mærke ham vokse i sig igen, frisk som en vårhare, omend det tog ham lidt at vågne helt op til dåd. Hun gav ham plads igen, for han var en mand, der krævede sin plads.

Snart var han tilbage i al sin magt og vælde hos hende og hun stønnede tungt ud i luften, før hun tog en dyb indånding. "Eirik," mumlede hun. "Lad os bytte plads. Jeg har brug for at sidde op."

[Eirik Våbensmed]

Eiriks hoved lå begravet mod sin hustrus hals, hvor både tunge og tænder mærkede mod den sarte hud. Hendes ord fik ham kun til at smile og han løftede sig langsomt op. Havde de været hjemme i sengen ville han med lethed have trillet dem rundt. Men på en tynd mosseng i skoven var der for stor chance for at det kunne gå galt.

Så i stedet trak han sig væk fra hende med et let støn, så de kunne bytte plads. Roligt fik han lagt sig til rette og betragtede Celeste som hun placerede sig hen over ham og lod sig guide ned at sidde.

"Jeg passer til dig som en trone" bemærkede han halvsmørret som hans blik hvilede mod hendes ansigt.

[Celeste Våbensmed]

Celeste kom op på let vaklende ben et øjeblik, men snart efter fandt hun ned på knæ overskrævs på Eirik. Det ville være synd at sige, at det var første gang. De havde været gift i mange, mange år og der var snart ikke den nogenlunde oplagte position, som de ikke havde prøvet. Nogen vendte man oplagt tilbage til. Han havde ret i, at han passede til hende og det passede hende også glimrende at sidde og trone ovenpå ham, opfyldt af ham. Hun lagde hænderne mod hans sider for en smule balance og så ned på hans smørrede smil med et glimt i øjnene.

"Fordi jeg er din dronning," konstaterede hun. "Og din mare, der ridder dig så godt." Hun demonstrerede sin sidste konklusion, som hun rullede med hofterne og tog ham dybere med et lavt støn. "Åh, Eirik."

[Eirik Våbensmed]

Hænderne knugede sig let på hver side af Celestes bløde og runde hofter. Læberne vibrerede i skiftevis smil og lettere sammentrukkede støn over hvor godt hun føltes. Alene hendes ord gjorde ham helt høj, og da hun i takt begyndte at bevæge sig tog han kun bedre fat for at holde rytmen.

"Celeste, åh Celeste" brummede han imens den ene hånd igen fandt hvile mod hendes bryst. Han var dyrisk besat af hende og hans støn blev kun dybere og lød langt mere som brøl nu.

[Celeste Våbensmed]

Celeste nød hvordan de begge to tabte forstanden helt i deres fælles ekstase. Hendes bryst blev skudt frem og indbød Eirik til mere nærkontakt, imens hun selv red ham helt ustyrligt. Han slap nærmest dyriske lyde og hun halvt stønnede, halvt skreg sin nydelse ud i skovluften.

De tænkte sig måske alene, men så var lejren heller ikke længere væk. For nysgerrige sjæle var de både nemme at høre og finde og i halvmørket var der måske en sjæl eller to, der betragtede dem, hvis ikke blot en spidsmus og en ugle.

"Ja, ja, ja, ja," messede Celeste i et stigende toneleje, før hun fandt sin forløsning hårdt over Eirik, sitrende og helt opslugt af øjeblikket.

[Eirik Våbensmed]

De måtte stå og små glo alt det de ville. De måtte endda blive en smule varme i kinderne af den hede og fuldstændig ukontrollerede elskov.

Eirik havde nu sat sig op. Munden mod hendes, den ene hånd styrende mod hoften og den anden i hårde kærtegn mod brystet. Med hvert stød blev hans støn kraftigere, og han mødte hende på målstregen med samme store kraft.

"Ja, elskede. Lad mig mærke dig" hviskede han næsten tom for luft. Hans vejrtrækning var ru og hurtig og han sad helt stille som alle musklerne i hans krop spændte sig.

[Celeste Våbensmed]

Celeste begravede ansigtet ved Eiriks skulder, hivende efter vejret, imens krampetrækningerne fik hendes krop til at ryste lidt. Hun holdt fast i ham som et anker, knugede ham og nappede let i huden ved hans hals. "Yphion, Mithras og Koarae," mumlede hun. "Velsign denne mand, der velsigner mig med sin elskov, uhæmmet og passioneret som naturen foreskriver mellem mand og hustru."

Det var ikke første gang hun påkaldte sig guderne efter en særligt intens tur i høet. Det føltes ret guddommeligt, imens hun kom ned fra ekstasen, stadig tæt på Eirik.

"Velsign os ikke med flere børn, men med vores sundhed, kærlighed og med mange, mange flere nætter som disse. Må hans sværd altid blive hårdt for mig." Hun nappede ham i øreflippen, smilende. "Og må jeg altid blive våd for ham. Kæreste Yphion, lad det blive sådan."

[Eirik Våbensmed]

Eirik hvilede hovedet ind mod hendes hals og trak vejret i et roligt tempo imens Celeste sagde sin bøn til guderne. Hans fingre søgte omkring hende i bevægende kærtegn mod hendes ryg.

En let tilfreds brummen forlod ham og han løftede hovedet for at dreje det let så han kunne fange hendes læber med sine egne.

"Lad det blive sådan." gentog han imens han strøg en rødlig lok om bag hendes øre.

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede over Eiriks gentagelse, støttende i hendes bøn, uden at tilføje til den. Hun havde vist også sagt alt der var at sige. Endnu var hun ikke selv fyrre, men hun var jordmoder og hun vidste hvad kroppen gjorde, når en kvinde blev ældre. Hun ville få hedeture, miste lysten i perioder, få endnu mere lyst i andre. Det sidste havde hun engang sagt til Eirik til hans store morskab og flabede kommentarer. Tabet af at kunne få børn var det mindste. Hun havde fået dem hun ville have. Nu var hun klar til snart at blive bedstemor, omend den første rolle hun skulle udfylde var at være moster for endnu en størrelse, når Sephare fødte hendes nevø eller niece.

Hun kyssede sin mand helhjertet, før hun strøg hånden gennem hans hår og trak sig nok væk til at se ham i øjnene i skovens mørke.

"Jeg elsker dig ikke kun, fordi du føles tæt på guddommelig i mig," mumlede hun med et glimt i blikket. "Men det hjælper."

[Eirik Våbensmed]

Eirik lænede hovedet lidt tilbage og gengældte hendes blik. De havde været igennem meget sammen, hvilket kun havde knyttet dem stærkere sammen. Han vidste det snart var tid for dem at vende tilbage til pladsen og få et par timer før de skulle videre.

"Jeg elsker også dig, måske lidt mere når du ridder mig" sukkede han let og klemte let om det nederste af hendes hofter.