Kulminering

[Elysande af Arge]

Det var efterhånden snart to måner siden, at krigsfølget havde forladt Levagny for at drage i krig. Det forlød ved hoffet, at tropperne efterhånden måtte været nået til fronten og man mærkede en summen af uvished i alle kroge. Elysande fandt det stigende vanskeligt at holde Thybaudin af Aren fra sine tanker, selvom hun havde alle gode grunde til det. Hendes forlovelse med Greven af Triviers var stort set allerede faldet på plads og det sidste hun burde var at kaste blikke mod en horisont, som hun alligevel ikke kunne se.

På trods af det havde hun brugt de sidste mange aftener på at forfatte et brev til ham, men intet udkast havde endnu været godt nok. Det føltes farligt at sende et brev med de nyheder, hun havde og hun var ikke lige så velformuleret, som han var. Hun sad og gned sig lidt i hårgrænsen, velvidende, at det var ved at være sent og at hun blot skulle give op, da hun syntes at høre en puslen på den anden side af skodderne.

[Thybaudin af Aren]

Det var både farligt og ufattelig dumt. Thybaudin var så godt som deserteret og han var ærlig talt i tvivl om konsekvenserne, hvis nogen opdagede at han var tilbage i Levagny. Han kunne blive stillet for en krigsret og hængt.

Det var ufattelig dumt af ham. Hverken Josephine af Aren eller Kaylein Af Aren var ansvarlige børn, men det skulle vise sig at han var mere uansvarlig end dem tilsammen. Selv hvis man tilsatte kusinerne kunne man næppe slå det.

Og alligevel stod han der, ved sit hjertes vindue, og kastede sten på det i håb om at hun opdagede ham. Åh gid hun gjorde.

[Elysande af Arge]

Det måtte være en mus, tænkte hun, selvom hun havde hørt lyden mange gange før. Andet var jo umuligt og den måtte gentage sig et par gange endnu, før hun ikke længere kunne slå det hen.

Hun tog lyset og rejste sig. En kold vild slog ind, da hun åbnede skodderne og hun skærmende lyset, før hun lænede sig frem og så lyd.

I næste øjeblik blev hun så chokeret, at hun slet og ret tabte det ud af vinduet. Hun gispede.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin måtte flytte sig og bandede lavt, da lyset væltede ned fra vinduet og ramte gaden. Flammen var gået ud i faldet. Han tog en dyb indånding.

"Lys? Kan jeg komme op?"

[Elysande af Arge]

Elysande forstod intet, i hvert fald intet andet end at hun måtte sige ja. Med hjertet i halsen, så hun ham klatre op, som han havde gjort det et utal af gange før og hendes blik flakkede over ham, da han nåede ind og trak skodden i.

"Thybaudin," åndede hun, som for at bekræfte det overfor sig selv. "Hvad? Hvordan?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin var lidt slidt af rejsen tilbage. Hans knæ skælvede svagt, som han faldt ned på dem foran hende.

"Stik af med mig," bad han. "Der er et skib, der sejler mod Blueton om en dag. Kom med mig. Gift dig med mig."

[Elysande af Arge]

Elysande spærrede øjnene op og stirrede på ham med chok. Han var udmattet, beskidt og hun havde ikke set ham sådan før, men hans ord fik hjertet til at hamre og hun måtte tage hans ansigt i sine hænder.

"Min elskede," åndede hun, som om al luften var slået ud af hende. Hun var ved at spørge, hvad han dog havde gjort, men det var åbenlyst. Hendes tanker ræsede og der gik en tid, før hun svarede fra hjertet.

"Jeg vil gøre alt for dig," erkendte hun. "Men hvordan? Vores familier... Må vi rejse væk? Vi kunne gifte os her. Nu i nat. Sørge for, at det ikke kan gøres om."

I baghovedet vidste hun, at det måske ikke var en mulighed. Hvis han var rejst uden tilladelse fra sin hærfører... Han var ingen soldat, men selv en ridder kunne forbryde sig mod sin tjeneste.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin rystede på hovedet, selvom han ville ønske det var så nemt. Han ville ønske at han blot kunne blive, gøre sin pligt, arve lenet og føre det videre. Han havde dog forbrudt sig imod sine ordrer, var stukket af, ville forbryde sig mod sin lensherres direkte ønske.

Han sad endnu på knæ med Elysandes hænder omkring sit ansigt og blikket rettet direkte imod hende.

"Det er ikke muligt," hviskede han. "Jeg er deserteret. De kan klynge mig op, Lys. Eller smide mig i et fangehul til jeg makker ret. Vi bliver nødt til at rejse. Der er ingen anden vej."

[Elysande af Arge]

Hun var i sin gode ret til at blive vred over det valg, han stillede hende for. Den udvej, han havde valgt. Det var en rædselsvækkende tanke, at forlade alt, men det var tanken om aldrig at se ham igen også. At se ham hængt...

Hun sank, tydeligt. Så nikkede hun. "Okay," sagde hun, stemmen hæs. "Jeg... Jeg tager med dig."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin vidste at det var urimeligt. At han satte sin familie i en situation. At han overlod arven til Lyra "Emony" af Aren's yngste søn Gerbold og lod hånt om slægten, som han tidligere havde anklaget Josephine af Aren for. Men beslutningen var truffet nu. Der var ingen vej tilbage. Lys måtte tage med ham eller blive - han blev nødt til at rejse.

Lettelsen, da hun medgav, strømmede igennem ham. Han rejste sig og tog hende i sine arme. Kyssede hendes læber, hendes pande. Knugede hende så ind til sig.

[Elysande af Arge]

Elysande vidste ikke helt om hun forstod alvoren af den beslutning, der lige var blevet taget. Hun havde en god fremtid i Falanie, en kommende grevinde for Triviers og alt, hvad hun kunne bede om. Undtagen Thybaudin.

Og da han kyssede hende, holdt om hende, overskyggede den tanke alt andet. Hendes arme gled om ham og hun snappede lidt efter vejret, som hun klamrede sig.

"Nu? I nat? Hvordan?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kyssede Elysande i håret. Han var elektrisk over at få hende i sine arme igen. Han elskede hende. Havde knapt kunne leve uden hende.

"I morgen aften," svarede han. "Du skal blive her indtil jeg henter dig. Ingen må få mistanke..."

[Elysande af Arge]

Elysande var stadig lidt i chok. Hendes tanker var et stort rod, men Thybaudin var lige der og hun følte tusind gange mere for ham i de sekunder end hun havde gjort for greven i al den tid hun havde kendt ham.

Hun var ved at nikke, men stoppede så brat. "Jeg... Det kan jeg ikke. Blive her. Jeg skal mødes med..."

Tankerne gled på de mange kladder, som på bag hende. Det, hun ikke havde kunnet fået skrevet. "Med min forlovede. Hvordan kan jeg aflyse uden at nogen fatter mistanke?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin blinkede. Hendes forlovede. Hun var forlovet. Han tabte kæben halvt og måtte samle den op igen. "Du er forlovet...?" Der var mange spørgsmål. "Vil du hellere... Vil du blive her?"

Han havde slet ikke overvejet muligheden før, men den var der jo. Det kunne være, at Elysande havde brugt månederne på at være kommet videre.

[Elysande af Arge]

Det var et virkelig godt spørgsmål. Der var en sikker fremtid her, et godt, mageligt liv med en mand, der ikke virkede usympatisk. Samtidig var det bare ikke en mand, der fik hendes hjerte til at hamre, som den lyshårede ridder gjorde og hun tøvede ikke for alvor.

"Nej," svarede hun. "Thybaudin, nej. Jeg elsker dig," forsikrede hun. "Jeg... Jeg prøvede at skrive det til dig, men du ved, at jeg ikke er god med ord. Men det er også ligemeget. Jeg vil være med dig."