Kulminering

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin smilede svagt. Selvfølgelig havde hun ikke. Hun havde ikke rigtig lært noget andet end hvordan man var charmerende og snedig. Og et håndværk, formentlig. Nok flere.

"Kan du sy? Brodere? Væve?"

[Elysande af Arge]

Elysande nikkede. "Godt nok," medgav hun. Måske var hun ingen kunstner med det, men det var sikkert heller ikke nødvendigt.

"Jeg har altid været bedst til musik, men det er nok ikke til meget nytte..."

Harpespil havde ingen praktiske egenskaber.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin smilede mildt og knugede hende lidt ind til sig.

"Der kommer en dag, hvor du kan spille harpe, arrangere middage og styre vores familie. Jeg lover det. Hold ud imens vi når dertil."

[Elysande af Arge]

Elysande havde været blandt favoritterne på pigeskolen, men nu følte hun sig på grænsen til uduelig. Hvad kunne hun overhovedet, der var noget værd i den virkelige verden og hun følte en underlig skamfuldhed over hans ord.

"Jeg vidste ikke, hvor nyttesløs, jeg ville være," indrømmede hun, lidt modfaldent. Hun håbede ikke, at han ville ende med at tænke, at hun var komplet uduelig.

[Thybaudin af Aren]

Stærke arme strammede deres greb om Elysande og Thybaudin brummede lavt.

"Stop," bad han. "Det er ikke sådan jeg ser det. Slet ikke. Jeg elsker dig. Du er mit livs lys. Selv hvis dine hænder intet kunne og dine ben var for svage til at bære dig, ville du være uvurderlig for mig."

[Elysande af Arge]

På pigeskolen havde de andre nogle gange drillet hende med Thybaudin. Blød, sød, poetisk. Han var alle de ting, men det var det, der gjorde, at hun elskede ham så højt - øjeblikke, som nu. Hendes skuldre faldt.

"Okay," svarede hun dæmpet, ømt. "Du må også vide, at jeg gerne vil lære. Jeg vil gøre alt for dig."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kyssede Elysandes kind blidt. "Og jeg for dig," mumlede han. "Vi har hinanden nu."

Og ikke meget andet. Men det var den pris de havde betalt for at sejle ud i solopgangen sammen.

Lukket?