Kulminering

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kyssede hendes mund igen, inden hun fik sagt mere. Han lænede sin pande ind mod hendes og tog en dyb indånding. Fingre strøg ned over hendes bløde hår.

"Godt," mumlede han simpelt. "Det er jeg taknemmelig for." Han kyssede hende igen. "Meget taknemmelig. Fortæl din familie, at du har det lidt skidt i morgen. Bliv hjemme, når de tager afsted. Så kommer jeg efter dig. Pak det vigtigste - jeg skaffer tøj, som du ikke bliver genkendt i."

[Elysande af Arge]

Måske var det idiotisk. Hun vidste ikke, hvad der ventede dem i Blueton, men hun måtte stole på, at det var værd at opgive det hele for Thybaudin. Hvis ikke hun gjorde det, ville hun sandsynligvis fortryde det hele sit liv.

Så hun nikkede, selvom hele planen føltes farlig. "Jeg prøver," lovede hun og øjnene prikkede lidt. Ville hun nogensinde se sin familie igen? Sin tvillingesøster?

"Jeg vil også prøve ikke at være bange."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin frygtede alt ved den sætning. Prøve. Hvis hun fejlede, måtte han rejse uden hende. Det var noget af det værste han kunne forestille sig. Han kyssede hende i et forsøg på at overbevise hende om at hun blev nødt til at være succesfuld. Han havde brug for hende. Desperat.

"Jeg sørger for dig," mumlede han ind mod hendes læber. "Jeg vil altid sørge for dig.

[Elysande af Arge]

Elysandes knæ blev bløde og ved alle Guder, hvordan skulle hun nogensinde kunne modstå ham? Hendes reservationer smeltede væk, som hendes fingre gled ind i hans lyse hår. Det sluttede alt for hurtigt, men hun lod ham ikke trække sig tilbage.

"Jeg stoler på dig," sagde hun og kyssede ham igen. "Det lover jeg."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudins øjne stak lidt, men han bed det i sig og trykkede sine læber mod Elysandes. Han mærkede hende, mærkede sit eget hjerteslag, vidste at de skulle blive én. Når de kom til Blueton ville han finde en præstinde.

"Jeg vil altid gøre alt hvad jeg kan for at fortjene den tillid," mumlede han. "Jeg elsker dig så højt, min vidunderlige sol."

[Elysande af Arge]

Elysandes øjne stak også, men for hvert kys, smeltede flere bekymringer væk og blev erstattet af visheden om, at der kun var Thybaudin. At det var den eneste mulighed.

"Hvad med i nat?" spurgte hun, læberne stadig tæt på hans. Fingrene var i hans hår. "Kan du blive? Bare lidt?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde praktiske ting han måtte se til. Der kunne ikke være en sprække i planen. Han kunne dog ikke modstå Elysande. Han havde ikke tænkt på andre end hende i den tid de havde været adskilt og han var kun et menneske, trods alt. Hans læber dvælede ved hendes hals og han tog en dyb indånding.

"Jeg skal gå snart, men jeg kan blive lidt," mumlede han. "Vil du tage imod mig, min sol?"

[Elysande af Arge]

Elysande svajede ind mod ham og lukkede øjnene, dvælede i følelsen af hans læber mod hendes hals. Hænderne gled ned over hans skuldre, holdt ham tættere.

"Ja," svarede hun, uden nogen form for tøven. Åndeløs i sin længsel efter ham. "Altid. Min elskede."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kyssede hende under øret og tog en dyb indånding, før han bøjede lidt i knæene og løftede hende op fra gulvet. Han bar hende over i sengen og brugte det næste halve timeslag på at minde dem begge om, at det ikke kun var ord og poesi han kunne forføre hende med.

Da han rejste sig fra sengen igen var det modvilligt og med flere kys på hendes kinder, pande og læber.

"Jeg må gå," mumlede han. "Jeg kommer tilbage efter dig i morgen. Jeg elsker dig. Så højt."

[Elysande af Arge]

Elysande havde ikke lyst til at give slip, men snart var de bare de to, alene mod verden, og det hjalp på det. Frygten for, at der skete noget med ham inden var dog reel.

Hun gengældte hans kys og knugede hans hånd lidt. "Det næste døgn vil føles som en evighed," svarede hun. "Jeg vil vente på dig med længsel."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kyssede hende en sidste gang. Han trak sig væk.

"Jeg ved det," beklagede han. "Snart er der kun os."

Han sendte hende et luftkys, før han forsvandt ud af vinduet. Ville han vise sig igen?

[Elysande af Arge]

Elysande så ham forsvinde ud i natten, hvor han tog hendes hjerte med sig. Hun var ængstelig, sov ikke den nat og det var ikke svært at overbevise nogen om, at hun ikke var i stand til at tage nogen steder.

Ventetiden var den værste. Ville alt gå galt?

[Thybaudin af Aren]

Alt gik ikke galt. Tværtimod. Planen holdt, Thybaudin kastede en sten op mod skodderne på det rigtige tidspunkt og kravlede snart op til Elysande med en stofsæk over ryggen. Han var klædt som en havnearbejder i brun uld, primært.

Han smed sækken på gulvet og åbnede den, da han var landet. "Vi har travlt," konstaterede han. "Du skal klæde om til det her." Han trak en slidt, lysebrun uldkjole frem.

[Elysande af Arge]

Elysande kunne have grædt af lettelse, da lyden af småsten endelig lød på skodderne. Hun hjalp ham ind og øjnene udvidede sig lidt ved synet af ham og igen ved det tøj, han rakte frem mod hende.

Hun sank, men nikkede og havde snart afklædt sig sin dyre kjole. Arge var et rigt len og hun var vant til kvalitet. Kjolen var noget helt andet og det føltes ikke naturligt for hende. Endnu mindre, da hun samlede sit lange hår under et stridt hovedlin. Hun sank.

"Er det... Ser det rigtigt ud?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over Elysande. Han trykkede læberne sammen, men hans øjne gnistrede stadig.

"Du ser sød ud, min lille bagerjomfru," mumlede han drillende og rettede lidt på hendes hovedlin. "Men du skal øve dig på en mindre rank ryg og slå blikket ned. Og se mindre skeptisk ud."