Kulminering

[Elysande af Arge]

Elysande så i høj grad skeptisk ud og kom til at fnyse dæmpet over Thybaudins ord, men det sænkede også skuldrene en my. "Jeg har netop brugt årevis på at træne det modsatte," beklagede hun sig halvhjertet. Hun mente det ikke for alvor.

"Jeg prøver," lovede hun og trak lidt på smilebåndet. Midt i alvoren var det nødvendigt at gøre plads til det. "Du fortryder ikke allerede, nu hvor du ser mig sådan her?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin blinkede over spørgsmålet og rystede på hovedet. Han hævede en hånd til hendes kind. "Nej, elskede. Du og jeg. Os sammen er alt jeg nogensinde har ønsket."

Og det var sandt. Aren var en pligt han havde påtaget sig. Ridderskabet var det samme. Kærligheden til Elysande var ikke en pligt. Det var et behov, der strålede hele vejen igennem ham.

"Jeg sværger, at du vil klæde dig fint i bløde stoffer igen en dag, men jeg ved ikke hvor længe det vil vare. Indtil da... Er vi nok?"

[Elysande af Arge]

Elysande havde været opfostret til et liv i overflod og kendte ikke andet. Det var skræmmende for hende og der var en lille del af hende, der ikke havde lyst til at give slip på det, men den blev overdøvet af kærligheden til Thybaudin.

"Ja," svarede hun. "Jeg skal nok lære det," lovede hun. "Hvis bare du er med mig. Her," hun gik over og tog en tung stofpose. Gav den til ham. Den indeholdt alt, hvad hun havde haft af mønter - og Argediamanter.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin smilede svagt, men blødt. Altid lidt blød for Elysande. Han fulgte hende med blikket over gulvet, før han tog imod stofposen, så ned i den og bandede grimt.

"Mithras. Lys. Det er en mindre formue. Er det dit eget?"

[Elysande af Arge]

Elysande så helt chokeret ud over så grimme ord fra ham, men der skulle mere til at skandalisere hende. Hun nikkede.

"Der er ikke mange mønter, kun småpenge, men smykkerne er mine," svarede hun. Det næste gjorde lidt ondt, men hun forsatte. "Hvis vi piller diamanterne ud af fatningerne og kan sælge dem uden at nogen fatter mistanke, så kan vi klare os nogen tid... Ikke?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin gjorde store øjne og nikkede lidt. "Men det er mistænkeligt og kan føre os i problemer hvis nogen finder ud af det. Lad os kun bruge dem hvis ikke vi har anden mulighed."

Han tog posen og stak den ind under sit tøj. Her forsvandt den ud af syne.

"Er du klar?"

[Elysande af Arge]

Elysande nikkede, men det var en god forsikring. Hun havde taget andre, mindre værdifulde smågenstande med, der kunne minde hende om hjem, men der stod så sandelig Arge skrevet ud over hver og en af diamanterne.

"Lad os komme afsted. Jeg tror ikke, at jeg kan trække vejret ordentligt igen, før Falanie er i horisonten," svarede hun, lidt bleg ved tanken. Men Thybaudin skulle væk og hun måtte med ham.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kendte følelsen og nikkede. Et kys mere blev det til, før han hjalp hende ud af vinduet og selv viste vej.

De fulgtes hånd i hånd, nervøse, men med havnen i sigte. Her steg de ombord på et skib og Thybaudin betalte kaptajnen med sine egne penge. De stod begge ved rælingen, da først der blev lagt fra kaj. Han lagde begge arme omkring hende og hvilede sit hoved på hendes skulder.

"Jeg har fortalt dem at vi er gift. Du hedder Alina Grovsmed, hvis nogen spørger. Vi er ikke herfra byen."

[Elysande af Arge]

Elysande var ude af sit vand, men fulgte med Thybaudin og var lettet, da hans arme endelig lagde sig om hende. Selvom det føltes underligt, ude i det åbne. Underligt, men godt og hun lukkede hænderne om hans arme.

"Alina," gentog hun og nikkede. Strammede grebet lidt. "Og dig?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin nød at omfavne hende. Nød at hun ville være hans hustru nu i andres øjne. Snart i virkeligheden.

"Leon Grovsmed," svarede han. "Fra en landsby lidt nordpå. Jourdain. Du er fra samme by. Vi har kendt hinanden hele livet, men vi måtte ikke få hinanden, fordi vores fædre var uvenner. Derfor er vi stukket af sammen. Vi blev viet ved Yphions tempel."

[Elysande af Arge]

Elysande lyttede. Hun havde heldigvis altid været rimelig lærenem, selvom det var Lysanna, der var den boglige. Tanken om tvillingesøsteren gav et jag i hende. Hun havde intet fortalt.

"En del af sandheden gør løgnen mere troværdig," bemærkede hun dæmpet. Så på sit fødeland, som det blev mindre i horisonten. "Hvad venter os i Blueton?"

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin åndede langsomt ud.

"Jeg har en fjern slægtning der. En fætter til en fætter. Jeg håber han vil hjælpe os til at komme på fode. Bare en lille start. Jeg kan arbejde. Jeg er dygtig bag et skrivebord. Jeg håber at en handelsmand måske vil ansætte mig. Det bliver ikke ligesom det liv vi har levet i Levagny, men det bliver sammen."

[Elysande af Arge]

Elysande nikkede. "Du er dygtig. Nogen skal nok give dig arbejde," sagde hun med sikkerhed. Lod være med at tænke for meget på, hvilket liv de mon ville få. Hun kunne ikke forestille sig at være fattig.

"Jeg ved ikke om noget af det jeg har lært, er noget værd andet end ved hoffet," indrømmede hun. Det havde aldrig været på bordet, at hun skulle arbejde. Hun havde aldrig haft behov for det.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin rystede på hovedet. "Jeg skal nok tage mig af dig. Af os," forsikrede han og kyssede hendes kind.

"Du kan skabe vores hjem. Købe mad. Kan du lave mad?"

[Elysande af Arge]

Elysande drejede hovedet og så lidt bestyrtet op på ham. Ikke så meget som aversion mod tanken, som det var over konfrontationen med sine egne mangler.

"Jeg har aldrig..." svarede hun og skar en lille grimasse. "Men jeg kan vel... Lære det?"