Din ære er min ære (s)

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde været gift en måned og to dage præcis. To uger inde i ægteskabet blev hun syg og lige siden havde Bénjamin af Bonville behandlet hende mere som en søster, med undtagelse af en dag på universitetet.

De sov sammen, han fulgte hende ofte steder, men han rørte hende kun let og tog intet initiativ til mere. Hun forstod det ikke. Hun forsøgte at hinte, erklærede at hun ville hvile sig, at hun frøs og havde savnet ham. Han lod til at være komplet ligeglad. I kontrast til starten af deres tid sammen følte hun sig komplet overset.

Helias' ord rungede lidt i hendes ører en dag efter aftensmaden, hvor han igen var gået ind for at arbejde. Hun måtte sige hvad hun ønskede. Ellers fik hun det aldrig.

Hun bankede let på døren, men ventede ikke på svar. I stedet kom hun ind og lukkede efter sig igen. Han sad der ved bordet i lyset fra et enkelt vokslys og hun nærmede sig og lagde forsigtigt hænderne på hans skuldre. "Hvad laver du?"

[Bénjamin af Bonville]

Det havde været sværere end hvad Benjamin først havde antaget. Han havde haft helt klare forestillinger om hvordan deres liv sammen skulle være. Fuld af romantik og elskov. For selvom han elskede sin hustru var der desværre ikke meget af det at finde lige nu.

Han var blevet godt og grundigt forskrækket efter hun blev syg, og hans krop og hjerne samarbejdede ikke længere med hinanden. Hans mareridt om igen at gøre hende så syg overskyggede alle hans lyster. Nogen gange var han komplet uvidende om hendes små hint, hvor han andre gange godt kunne mærke det mere på hende. - Men han var låst.

Derfor havde han også begravet sig i sit arbejde, og han var at finde på sit kontor, som Jacquetta snart trådte ind i. Roligt så han op, smilte til hende og lod ellers blikket glide i mellem de efterhånden store stakke af pergamenter.

Han løftede sin hånd og lukkede den blidt om hendes, før han førte den ned til sine læber så han kunne kysse den. "Jeg arbejder, elskede" svarede han stille.

[Jacquetta af Bonville]

Den simple akt at kysse hendes hånd, fik hårene til at rejse sig på hendes arme under de to lag af kjoler. Hun tog en dyb indånding og krummede den anden hånd blidt om Benjamins skulder.

"Skal du arbejde lige nu?"

Hun klarede halsen lidt.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin brummede først bekræftende som svar, og skænkede hende ellers ingen yderlige opmærksomhed. De brune øjne var fikseret på de skrevne tekster, og han så absolut ikke glad ud. Der havde længe været et stort problem omkring skatter i Bonville, og selvom det kun var en lille procentdel af bønderne, så kunne det for fremtiden have store konsekvenser. Det var ikke Benjamins job alene, men da han en dag stod og skulle rådføre sin bror, så tog han det meget alvorligt, og ville lære så meget som han overhovedet kunne. Det selv samme problem sad de med på Lensborgen og om inden længe skulle han præsentere hans løsning.

"Helst. Keder du dig?" spurgte han og drejede nu hovedet en smule og lænede sig til siden så han kunne se op på hende.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde aldrig i sit liv forsøgt at forføre nogen. Benjamin havde ført an hele tiden og det havde passet hende godt. Hun vidste nemlig ikke helt hvordan hun skulle gøre. Nu lod hun forsigtigt fingerspidserne glide ind i hans lyse hår og mødte hans blik, da han drejede sig.

"Mmh," bekræftede hun dæmpet. "Jeg keder mig og jeg savner dig..."

[Bénjamin af Bonville]

Det var et svagt og afslappet smil der lå på Benjamins læber. Han var blevet så vant til at holde afstand at det var blevet helt normalt for ham. Muren omkring hans sind var både høj og stærk og lige nu prællede hendes ord langsomt af. Nok tog han det ind, men han følte intet for at gøre noget ved det.

"Jamen jeg er jo her" svarede han stille. Han løftede hånden for blidt at lægge den på hendes kind. Tomlen strøg let over den bløde hud. "Men jeg er nødt til at få gjort det her færdig" afsluttede han og vendte igen sin opmærksomhed væk fra hende.

[Jacquetta af Bonville]

Et øjeblik blev Jacquetta svag i knæene og troede måske, måske at han ville komme til hende. Så vendte han sig igen væk og hun rynkede panden og klemte læberne sammen. Dyb indånding. Ingen hidsige udbrud.

"Ben," insisterede hun dæmpet. "Du er her ikke rigtig." Hun tog en dyb indånding mere. "Jeg savner dig som din hustru," indvendte hun.

[Bénjamin af Bonville]

Som din hustru.. Ordene rungede. Han forstod godt hvad hun mente. Hvilket kun for alvor gjorde det sværere for ham at koncentrere sig. Han trak vejret dybt ind, og stoppede i sin handling i at ville dyppe sin fjerpen i glasset.

"Jacquetta, det er vigtigt, - og." Han tav og bed sig i kinden. "Jeg ønsker ikke at gøre dig ondt" kom det så endelig frem.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blinkede en gang over svaret. Ikke at det var vigtigt arbejde, men at han var så bekymret for hende. Hun sank. Et par dage havde hun været nervøs for ham, men nu? Hun rakte forsigtigt frem og strøg fingerspidserne over hans nakke. Han var følsom der. Og blød.

"Jeg er rask igen," lovede hun. "Du gjorde mig ikke ondt fordi du rørte ved mig. Jeg savner... Længes efter at du rører ved mig," indrømmede hun stille. "Sil vous plait, Ben?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin trak vejret hørligt ind gennem næsen, hvorefter han langsomt puste ud. Det var ikke længe de havde været gift, og det var ikke længe de havde været tæt med hinanden. Men hun var efterhånden ved at lære de steder han var særlig sensitiv. Nakken var en af dem.

Let rykkede han på sig, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, og slet ikke når hun bød sig sådan til; bad ham ligefrem.

Hans blik dvælede let ved hendes fine ansigt. Så til sidst løftede han sin hånd og lod sin hånd lægge sig mod hendes talje. "Jeg savner også dig" erkendte han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog chancen. Da han rykkede lidt på sig blev der plads, så hun gjorde noget impulsivt og gled ned at sidde på skødet af ham. Det bragte dem tæt og hun opsøgte øjenkontakten med ham med vilje.

"Jeg blev nervøs for om du allerede var træt af mig," tilføjede hun lavt. "For jeg brænder stadig efter dig, Ben."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin så overrasket på hende. Aldrig havde han regnet med at hun kunne finde på det; selvom han syntes det var noget spændende og han ville lyve hvis ikke han fandt hende pokkers tiltrækkende. Det gjorde det svært at holde samling på sig selv.

Han så op på hende. Blikket borende dybt i hendes. "Nej, nej jeg er ikke træt af dig" hviskede han hæst. "Du betyder alt, Jacquetta. Alt" Hænderne samlede sig på hver side af hendes talje. Fingrene knugede sig om hendes stof.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sugede bekræftelsen til sig og løftede den ene hånd for at stryge den blidt over Bens kind, let ru af skægstubbe. Hun smilede svagt og nikkede lidt.

"Betyder det at du kommer tidligere i seng i aften? Når du kan lægge arbejdet?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin brummede let igen, svagt bekræftende. Hans vejrtrækning var rolig, selvom hjertet bag brystet hamrede. "Ja.. ja jeg kommer ind til dig når jeg er færdig" hviskede han og lænede sig lidt frem for at søge op efter hendes læber.

Det var svært at slippe hende nu, og noget i ham havde lyst til at smide hele arbejdet på bordet og kræve hende lige her.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas mellemgulv hoppede af fryd over kysset og hun lænede sig ind i det, men lod Benjamin styre længde og intensitet fuldstændig. Hun smilede mod hans læber og strøg fingerspidserne over hans hals.

"Jeg får tjenestepigen til at tænde helt op," lovede hun dæmpet. Han vidste hvor kuldskær hun blev. Hvordan alt måtte foregå under flere lag tæpper, hvis det var koldt.