Din ære er min ære (s)

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta skubbede sig dovent lidt bagud i sengen, så hendes ben ikke hang ud over den. Hun var akut opmærksom på Benjamins nøgenhed og ophidselse.

Hun var også, set i lyset af hvordan hendes krop føltes glødende af velbehag, fuldstændig åben for at give ham hvad han end ønskede sig.

Da han lagde sig over hende, havde hun allerede skilt sine ben igen og løftede en hånd for at stryge den over hans kind. Hun tog en dyb indånding. "Jeg elsker dig," svarede hun villigt og tilføjede, fordi hun vidste det ville drive ham til hende. "Denne krop tilhører dig."

[Bénjamin af Bonville]

Lige nu var det godt; de var et godt sted, og Benjamin følte sig både stærk og sårbar på samme tid. Med en hånd støttende ned i madrassen holdte han sig oppe så han kunne se ned på hende. Det store krøllede hår lå udstrakt som en vifte og hendes lyse krop lå under ham.

Han stønnede svagt da han pressede sig mod hende, og let forenede han dem. "Jeg elsker dig" hviskede han let og bøjede sig ned for at tage hende læber med sine egne. Den frie hånd lukkede sig om brystet og nød den bløde vuggende fornemmelse i håndfladen.

Det var overvældende at være så tæt på hende igen.

[Jacquetta af Bonville]

Benjamin var så blid. Jacquetta havde halvt forventet noget voldsommere, men hun klagede på ingen måde. Mere end to uger efter deres sidste fysiske møde, var det alligevel svagt overvældende for hende igen.

Hun sukkede tungt og trykkede sin krop tæt mod hans, imens hun skilte læberne for ham og lod fingrene glide gennem hans lyse hår.

"Jeg har savnet dig," mumlede hun blidt mod hans læber og snoede benene lidt om hans for at vise hvad det præcis var hun havde samlet.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins bevægelser var vuggende, stødt og nogenlunde rolige. Lige nu ville han nyde hver enkel trækning i sin krop, hvert enkelt ryk af nydelse deres forening gjorde ved ham. Selvom han ikke tænkte nær så meget over det, var han alligevel mere til stede end nogensinde.

Varmen og sveden havde fået hans krøller til at dreje og snog sig endnu mere at det næsten strittede let ud til alle sider. Hans kys var dvælende mod hendes læber, hals og kind. Hun var sød ved ham. Hun var god og behøvede ham.

Han rykkede sig mere frem på sengen. Satte knæende mod madrassen så han kunne skubbe sig tættere, og længere op i hende. "Jeg har også savnet dig" hviskede han. "Jeg har manglet dig"

[Jacquetta af Bonville]

"Ahh-," udbrød Jacquetta i en lyd, der tydeligt indikerede at det næsten var for meget for hende, da Benjamin skiftede lidt og hendes ben gled længere fra hinanden igen.

Hun accepterede uden at forsøge at få ham til at stoppe, men øjnene røg lidt tilbage i hovedet på hende, når han trykkede sig tættest.

Men hun havde sagt det var hans krop. Hun overgav den til ham og stønnede lavt. "Din," mumlede hun.

[Bénjamin af Bonville]

Hendes reaktion var præcis den han ønskede fra hende. At hun blev fyldt så meget ud til kanten at det næsten var for overvældende. At hun både ville have mere, men også var på nippet til at ville have han skulle stoppe. At hun vekslede imellem sine følelser i en sådan kraft at det kunne få hende til at se stjerner.

"Ja.." hviskede han lettere sammenbidt som han lænede sig ned og nappede hende i den sarte hud ved halsen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev ført præcis til den kant Benjamin ønskede og det gjorde noget for hende. Hun var tæt på at bede ham stoppe den næste gang han trykkede sig ind til hende, men et sted mellem nej og ja blev det til ja!

Hun klynkede lidt og fik en ret klar fornemmelse af at han nød at se hende sådan. Udfordret. På spidsen af noget.

Et lavt gisp forlod hende ved nærkontakten med hans tænder og hun trykkede sig instinktivt mod ham. "Av," mumlede hun, før hun tog en dyb indånding. "Kan du... Ben... Kan du lide at gøre mig ondt?"

[Bénjamin af Bonville]

Det var altid en konflikt. At ville gøre det så godt for hende som overhovedet muligt, sammentid med at det kriblede i ham hver gang det blev for meget for hende. Aldrig havde det dog været med ønsket om reelt at gøre hende fortræd.

Han blinkede et par gange og blev revet fuldstændig ud af kurs. Hvilket fik ham til at stoppe, brat. "Nej.." svarede han en anelse hårdt. For ham var det lidt ligesom når man blev kildet; det var sjovt, men også på grænsen til at gøre ondt i maven. Grænsen var så fin at skrøbelig at han ikke engang selv kunne forklare det. Han skubbede sig væk fra hende og satte sig på sengen.

"Nej.."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde ikke været anklagende i sit spørgsmål, men Bens reaktion var brat og uigenkaldelig.

Hun sank, tog en dyb indånding og satte sig op. Forsigtigt sank hun ned at sidde på hans skød, uden at forsøge at forene dem igen. Hun lagde sin ene hånd imod hans kind.

"Ben," bad hun dæmpet og søgte øjenkontakten. "Jeg mente det ikke sådan." Hun glødede svagt. "N... Nogen gange er det okay, at det gør lidt ondt."

Hun sank en klump. "Jeg kunne godt lide det. Det var intenst."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var nok altid lige hurtig nok til at antage det værste i sin hustrus ord. Det var ikke anderledes denne aften, hvor han nok syntes en del mere følsom end så ofte før. Det havde lige fundet hinanden igen, og det eneste han kunne høre var at han havde gjort hende ondt.

Han lod hende sænke sig over ham, og langsomt lagde han sine arme omkring hendes spinkle krop. Blikket søgte mod hendes. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hendes ord. Det havde han alligevel ikke regnet med. Han mærkede varmen gløde mod hans kinder.

"Jeg ville aldrig gøre dig rigtig ondt" svarede han stille.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rystede lidt på hovedet, selvom Ben havde gjort hende rigtigt ondt. Hun troede dog på at han ikke havde ønsket det. På at han i sit inderste ville være god. Og hun elskede ham helt reelt, eller var i hvertfald forelsket i ham. Derfor tog hun også opgaven til sig at få ham til at forstå og måske også selv forstå hvad der var på spil.

Hun tog hans ene hånd fra sin hofte, klemte lidt om hans fingre og placerede dem over sit bryst. Så løftede hun hans tommel- og pegefinger og fik dem til at gribe om det lille, stadig bløde fremspring.

"Kan du huske at jeg sagde det gjorde ondt, her?" Hun var lidt åndeløs. Ventede et hjerteslag med at fortsætte. "Jeg bad dig ikke om at stoppe," pointerede hun. "Jeg tror... Jeg kunne godt lide det. Det føltes kraftfuldt. Det..." Hun tog en hørlig indånding. "Det føltes som om at du gjorde det hårdere jo hurtigere min hånd var om dig, så jeg satte farten op..." Hun sank, meget varm i ansigtet.

[Bénjamin af Bonville]

Han havde aldrig set Jacquetta sådan der for, og hvis hun havde givet ham tegnende så havde han enten ignoreret dem, eller været komplet blind. Men han klagede ikke. Nok nærmere det modsat. Tænk at der fandtes, nærmest en helt anden person inden i hans hustru. Medmindre selvfølgelig at hun altid havde været der; nu var hun bare brudt ud.

Han fugtede sine læber en smule med tungen. Blikket blev langsomt mere mørkt som han fulgte hendes bevægelse. Han trykkede ned omkring brystet. Mærkede den bløde hud mellem sine fingre. Han nikkede og mumlede bekræftende. Han huskede det tydeligt; alt han ville var at begære hende. Men han var blevet forskrækket og på sin vis vred over at det ikke havde været det nemmeste.

Han kærtegnede brystvorten mellem sine fingre. "Fortæl mig mere hvad du kan lide.." Han ville vide mere om hvad han gjorde rigtigt. Han nød også at udfordre hende og se varmen stige hende til kinderne.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta slap en lille lyd over Benjamin, der hurtigt fangede hentydningen og klemte lidt om hende. Hendes mund faldt en smule åben og hun så ham i øjnene med et opslugt blik.

"Hv... Hvordan du tvinger mine ben vidt åbne for dig," indrømmede hun lavmælt. "Du... Du er så åben om hvor meget du begærer mig. Du indtager mig altid så beslutsomt. Siger præcis hvad du ønsker. Får mig til at føle mig meget... Værdifuld. Ønsket. Begæret."

Hun tog en hørlig indånding. Hendes kinder var meget varme.

"Og din mund..." Hun sank synligt.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins smil blev mere tydeligere jo mere hun fortalte. Det bekræftede ham kun i at de var skabt for hinanden. At hun forstod ham på et helt andet plan end nogen anden. Hun havde tilgivet ham hans fejl; for nu. Hun havde sat sig imod og alligevel fundet til sig rette. Han vidste at det ikke ville blive nemmere, men bare dét at hun allerede nu kunne fortælle ham sine inderste tanker, gjorde ham stærk; og modig.

Han trykkede sig tættere mod hende. Hendes ord havde en effekt på ham, som han ville have hun skulle mærke. "Du elsker min mund" hviskede han og lænede sig frem for at kunne lade tungen kærtegne den sarte hud ved hendes hals. "Du elsker min tunge.." Hans stemme var hæs og han bevægede sin hånd i sigende bevægelser mod hendes bryst.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog en hørlig indånding og nikkede svagt. "Ja," hviskede hun, imens hun gav ham plads ved sin hals og skubbede sit bryst ind i hans hånd i opfordring.

"Jeg elsker din tunge og dine fingre, uanset om... Om... Hvad de gør." Hun blev alligevel for forlegen til at sige det direkte. "S'il vous plait, Ben. Hårdere," mumlede hun genert.