Jeg er tilbage, min sol (s)

[Aleron af Varoy]

Tilegnet: Zoë Madeleine af Varoy
Tid: En tidlig onsdag aften

Det var sin egen uvirkelighed stadig. At hun var hans, fuldt og helt. Ikke at gøre krav på, per sé, men at elske til offentligt skue. Han havde nydt det denne aften. Nydt at se hendes kjoles skørt folde sig ud, når han svang hende rundt i dansen, og nydt de forknytte damers blikke. Han havde nydt det på samme måde, som han nød, når hun var med på jagt og ramte plet i første forsøg, før rådyret overhovedet opdagede, at den var en målskive. 

"Min sol," brummede han ind mod hendes skulder, mens han med foden lukkede hoveddøren i bag dem. Hans arme havde svunget sig om hende bagfra og hvilede om lidt. "Det er lige før jeg havde glemt, at du er så vidunderlig," tilføjede han, men uden at mene det, for dét ville han aldrig glemme. Heller ikke selvom han var væk i ugevis på Kongens befaling. Han havde netop været væk godt og vel to ugers tid. Læberne strejfede hendes nakke og han nappede hende blidt. Kold overfor at der nu dukkede en kammerpige op for at orientere sig om, om hun skulle rede op til Nådigfruen. Hun måtte stirre, hvis det var dét hun ville. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë havde haft den bedste aften. Når Aleron var ude på ærinder for kronen, var hun relativt meget alene i Levagny, omend hun havde sin familie og venner at falde tilbage på. Alting var dog bedre, når han var hjemme. Det gav hun også tydeligt udtryk for i sin opførsel, sin latter og den måde hun trykkede sig tilbage imod ham på nu med et bredt smil og et lille, sukkende "mit hjerte."

"Du behøver ikke rede op," informerede hun kammerpigen. "Som du ser er husets herre hjemme igen, så forføj dig blot, Juliette. Vi har ikke tid."

Hun fnes, da Aleron nappede hende i nakken og rakte en hånd bagud for at tage fat i hans tunika. "Skal du mindes om hvor vidunderlig jeg er, siger du?"

[Aleron af Varoy]

Det var en særlig tilfredshed. En der fyldte ham fra top til tå; at vide, at det var ham alene, der fik Zoë til at stråle sådan. Hendes latter til at bølge højere, hendes smil til at blomstre. Som nu. Tilfreds var han også over at mærke hende trykke sig ind mod ham på denne måde. Åh, hvor havde han dog savnet hende. Hendes fine velformede krop. Den mave hans hænder nu hvilede mod.

Zoës svar til kammerpigen, fik hans tandsæt til at blottes ind mod hendes nakke. Et skælmsk smil spillede og han mærkede tydeligt den spænding, der opstod i kølvandet på ordene. "Ikke tid?" brummede han mod hendes øre. Drillende. Så et lille nap. "Hvordan kan det være, min sol?"

"Ja, du må hellere minde mig om det... Præcis hvor vidunderlig du er," bekræftede han med spillende øjne. Den ene hånd bevægede sig ned til hendes hofte og greb om den. "Hvordan vil du få mig til at huske?" 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Kammerpigen gik heldigvis og Zoë spillede op til Aleron. Hun trykkede sin bagdel bagud imod ham og fnes over hans greb om hende. "Vi skal lige op i vores egne gemakker først," svarede hun drillende. Selvom hun ikke var bange for at nogen i byhuset så dem sammen på den måde, så skulle de helst ikke se meget mere end det.

"Så skal jeg nok få dig til at huske det hele og forsikre dig om at du bør blive hjemme hos din hustru i en rum tid, for at blive mindet endnu mere grundigt om det."

Hun løsrev sig, men kun for at flygte op af trapperne imod overetagen i håb om at han løb efter.

[Aleron af Varoy]

De blev ladt alene, og det var lige som Aleron ønskede sig det. Zoës ord var drillende, men han forstod. "Naturligvis," bekræftede han derfor, men med let formørkede, spillende øjne. De intense øjne som ublufærdigt og beundrende betragtede hende.
Han smilede skævt over hendes ord. Det føltes allerede vidunderligt i tanken, og han var ikke sen til at følge efter hende op ad trappen. 

"Jeg er sikker på jeg ikke behøver meget påmindelse for at blive hos dig. Det er mig nogengange en gåde, hvordan jeg nogensinde har kunnet udholde at være fra dig," erklærede han, da de nåede gemakkerne. Han lod en hånd folde sig om hendes nakke og løsnede hendes hovedlinned.
"Nå, hvor vidunderlig er du, min sol?" udfordrede han med et drillende glimt, før han fangede hendes læber i et tiltrængt, insisterende kys. Insisterende på at vise det afsavn han havde haft. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Da først de var alene, helt alene, smilede Zoë varmt og så op på Aleron, imens han løsnede hovedlinnet. Hun kyssede ham blødt og lod sine hænder finde hans sider. Behændigt var hun ved at løsne hans bælte imens deres læber stadig var forbundne.

"Du synes det er vidunderligt at jeg har tænkt på dig hver nat siden du rejste," mumlede hun. "Og rørt ved mig selv imens, nu du ikke var her til at gøre det." Bæltet faldt og hun gik efter hans tunika, som skulle over hovedet på ham. Hun kasserede den på gulvet.." Tænkt på dig, helt alene i et telt. Hvor ville jeg gerne varme dig, min egen."

Hun løsnede blidt snørerne i hans underskjorte. "Jeg har tænkt på at det var dine fingre, der gled over mit bryst, dine fingre i mig."

[Aleron af Varoy]

Alerons fingre var væsentligt grovere i sin struktur, og han var ikke så fingernem med stof, som hun var, men han formåede da at løsne hovedlinnedet og lade hendes hår falde om ansigtet, uden at forvolde nogen skade på det. Hendes blide fingre var allerede i færd med at løsne hans bælte, og det skabte et fornøjeligt smil på læberne, da kysset ophørte.

Smilet voksede sig lidt større i sin fandenivoldske fornøjelse, da sødmefulde ord, flød fra hendes læber. En uartig bekendelse. Nogle ville mænd ville misbillige den slags unoder, men Aleron fandt kun tanken ophidsende. "Rørt ved dig selv? Kunne du slet ikke vente?" drillede han kærligt, mens hans fingre gled igennem hendes hår og ned mod snørerne i hendes kjoleryg, som han lidt bestemt begyndte at snørre op. 
Han lod hende trække tunikaen over hovedet, og tænkte ikke over, hvor den landede. Kun at han nu kunne lade kjolens stof glide nedover hendes arme, hendes velformede krop, så også den landede på gulvet ved deres fødder.

"Jeg ville have elsket at tage dig i det telt. At lade mine fingre mærke dig. Som jeg vil mærke dig i aften," brummede han med en vis sikkerhed, og han var også målrettet, da han lod hånden glide op over underkjolens silkebløde stof, til hans hånd kunne folde sig om brystets kontur, og han klemte kærligt. "Du kommer til at huske denne aften længe."

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë rystede på hovedet og fugtede læberne. Hun kunne ikke vente, tydeligvis. Hun kunne heller ikke helt vente nu, men det samme gjaldt jo ham.

Kjolen endte på gulvet og hun stod tilbage i særken, imens hun løsnede hans snører, så hun kunne få skjorten over hovedet på ham. Det bløde stof føltes godt under hendes fingre og selvom det var en af dem Cathrea havde lavet til ham og ikke en af hendes, så følte hun ikke skinsygen mere. Han var hendes nu. Kun hendes.

"Åh, gør jeg det?"

Hun mærkede de bløde fibre i særken, som den blev klemt inde mellem hans hånd og hendes bryst. "Forhåbentlig ikke fordi du forsvinder igen lige om lidt?"

[Aleron af Varoy]

Hans bryn skød lidt op over spørgsmålet. Det var ikke dér hans egne tanker var vandret hen, men han forstod den snigende bekymring. "Jeg skal ingen steder det næste stykke tid." Forsikringen var rolig. Han betragtede hendes ansigt, greb hende så blidt om nakken. "Nej, du kommer til at huske denne aften, fordi den bliver uforglemmelig, min sol." Hans øjne var intense, brændende af et begær, der ikke var blevet den mindste smule mindre af, at Zoë Madeleine nu var hans kone. Tværtimod.

Han slap brystet, men kun for at afklæde hende af særken. Han havde brug for at se hende. Alt af hende. I sin betagelse gled hans hænder nedover siderne på hende. "Dette syn er det mest vidunderlige længe," konstaterede han kækt. Begge hænder hvilede på hofterne et øjeblik, men det brændte i ham efter mere nærhed, så hans ene hånd sneg sig indad til den skat, der var hans alene. "Var det sådan her dine fingre bevægede sig?" ønskede han at vide, da hans egne begyndte at kærtegne hende.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoe smilede af forsikringen og kyssede Aleron, før han begyndte at trække særken af hende. Hun var ikke blufærdig, men luften var lidt kold til gengæld og hun trykkede sig ind imod hans krop, da først han havde taget synet af hende ind. Hendes ene hånd lagde sig på hans skulder, mens den anden løsnede hosen i den ene side.

Da fingre fandt hendes midte, blev hun dog noget distraheret. Fingrene klemte lidt sammen om hans skulder og hun tog en hørlig indånding.

Der var en grund til at hun var blevet hans elskerinde, ud over de følelser der stadig brændte i hende. Aleron vidste hvad han lavede. "Mmnej. Ikke helt." Hun lukkede øjnene. "Vil du se hvordan?"

[Aleron af Varoy]

Det blev til et kys, før hendes krop i dens helhed blev synlig for ham. Uden stof til at skjule den. Zoë vidste, at det betød noget for ham at få lov at se på hende - stadig -, men han forstod også, at det måske var lidt køligt, da hun trykkede sig ind mod ham, og greb ham om skulderen, og han mærkede hvordan hun klemte lidt om den, da hans fingre søgte hendes varme midte.

"Ikke helt," gentog han, men blev lidt forundret over hendes opfølgning. "Mmh, vis mig hvordan," bad han hviskende i hendes øre, kyssede hende på et sart punkt nær øret, og guidede hende så langsomt mod sengen. Hun skulle nødigt stå der og begynde at fryse. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë tog en dyb indånding mere og følte sig på samme tid blød som en gople og anspændt. Hun mumlede sin generelle enighed og fulgte med over imod sengen med Aleron med kun én hose og broger på. Hun trådte ud af sine sko på vejen og fik viklet snøren i sine lange sokker op.

Da hun dumpede ned på sengen kom hun derfor også ud af dem og kravlede under et tæppe. Hvis han vitterligt ville se hende, så måtte han jo kravle under det. For nu, skilte hun benene og så ham lige i øjnene med let åben mund, da hun begyndte at kærtegne sig selv blidt med den ene hånd og lukkede den anden om sit bryst, også under tæppet. "Sådan."

[Aleron af Varoy]

Én hose og broger var hvad han stadig havde på, mens han guidede Zoë mod sengen, men da hun gav sig i kast med at binde snørerne fra de lange strømper op, løsnede han også den anden hose, og smed ublufærdigt brogerne i samme omgang. De ville alternativt blot være en forhindring, og dem undgik han gerne.

Der var noget urimeligt pirrende over at vide, hvad hun gav sig i kast med under tæppet, og et øjeblik stod han blot og betragtede hende. Hendes letadskilte læber. Hendes fortryllende øjne. Han kunne dog ikke se hvad hun lavede præcist, og nysgerrigheden bød ham derfor at kravle under tæppet, men også at flytte lidt på det, så det ikke dækkede hende helt. "Fortæl mig, hvad du tænkte på, da du gjorde det her, og jeg ikke var her," opfordrede han hæst, tydeligt påvirket af situationen. Han havde svært ved at holde fingrene fra hende, men for nu nød han at se, hvordan hun rørte sig selv. Hans hånd faldt dog hvile på hendes lår, og strøg hende fjerlet der, mens hans så på hende. Så hvordan hendes egne fingre arbejdede. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë skød en smule ryg og skilte benene mere, uden skyggen af blufærdighed. Hun lukkede til gengæld øjnene og nød bare at vide at Aleron fulgte levende med.

"Jeg tænkte på min elskede mand i et telt, helt kold og våd. Jeg tænkte på at du snart ville komme hjem til mig og kysse mig og holde mig tæt. Jeg tænkte på hvordan du plejer at kysse mine bryster og nappe lidt i dem."

Hun klemte med vilje lidt om sit bryst og tog en hørlig indånding. "Jeg tænkte på hvordan du ville reagere hvis jeg vækkede dig i det telt. Hvordan vi ville blive nødt til at elske under alle tæpperne på siden med mit bagparti i dit skød og i en tæt omfavnelse. Hvordan du ville ånde mig tungt i øret imens og knibe om mit bryst." Hun gentog samme bevægelse som før og sagde en lille lyd.

[Aleron af Varoy]

Alerons smil trak skævt over det billede hun tegnede for ham, og han nød at vide præcis hvad hun havde fyldt sit hoved med, mens hun ikke havde kunnet dy sig, og længslen og lyset var blevet for intens.

Tungt var hans åndedræt da også nu, som hun havde forudsagt at det ville have været i teltet. "Du har tænkt meget på mig," brummede han, tilfredsheden hørbar i stemmen. Han lod sin frie hånd stryge op over hendes maveskind, til den kunne folde sig om hendes andet bryst. "Var det sådan her, du tænkte?" legede han med hendes tanker, da han kneb kærligt om det, før to fingre blidt nulrede hendes spids inden han bøjede sig ned for at kysse først hende, og så hendes bryst. Bevidst nappede han også let i huden.
Så gled hans fingre på låret opad, og blidt, men også lidt bestemt fjernede han hendes egne for at tage over, og han betragtede hendes ansigt, da han lod sin finger glide ind i hende. "Du er så varm, min sol," anerkendte han hendes mærkbare lyst. "Jeg har savnet den så meget, mens jeg lå i mit kolde, våde telt." Endnu en finger gjorde den anden selskab, før han bøjede sig ned og lod læberne forgude hendes bryster, hals og kraveben. Alt det han havde savnet at kunne røre.