Jeg er tilbage, min sol (s)

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë lo, da hun blev væltet ned på ryggen i sengen, helt som hun havde forudset. Da Aleron afveg fra manuskriptet lige derefter, vred hun sig dog svagt i forventning og var tilfreds med at hun havde vasket sig. Hun tyggede ned om sin underlæbe mens han kyssede hendes inderlår og svajede blødt i ryggen, som hans mund søgte hendes mest følsomme.

"Åh, elskede," mumlede hun opslugt med en lille kant. Han var vitterligt blid ved hende og hun satte pris på det. Satte pris på at han vidste lige hvor han skulle trykke og hvilken lyd der ville komme ud af hende. "Aleron," stønnede hun lavt.

[Aleron af Varoy]

Bedårende perlelatter trængte ind i øregangen, og den kortvarige uro fra kort forinden var forduftet til fordel for veltilpasheden. Han mærkede, hvordan hun svajede i ryggen og blidt støttende hans hånd hendes lænd.
Han klemte blidt om hende, og smilede svagt mod hendes hud, da en lille symfoni af nydelseslyde flød fra hendes bløde læber.
"Er jeg blid nok?" brummede han, en anelse kækt, men også med en charmerende, kærlig kant i stemmen, før hans mund på ny søgte hendes følsommeste områder. Hun havde nok ikke forventet dette, denne hengivelse, men han nød også at overraske og af erfaring videre han også at dette var mindst ligeså tilfredsstillende som at trænge ind i hende straks. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë lo igen over spørgsmålet, men det var ikke en hånlig latter. Den var mild og varm og blev snart fulgt af en punkteret lyd af nydelse, da Aleron ikke ventede på svar, men fortsatte med at finde små, følsomme dele af hende og stryge dem ganske blidt, som en musiker behandler sit fineste, mest skattede instrument.

"Uh-huh," svarede hun lidt forsinket og fandt en pude for at kunne lægge hovedet på den og se ned på ham imens. "Du er den mest vidunderlige elsker man kunne forestille sig," mumlede hun frem for sig, lidt forsinket af små stønnelyde. "Jeg elsker dig til månen og tilbage."

[Aleron af Varoy]

Hendes perlelatter flød, og den var så sød. Dén havde han elsket længe før han overhovedet havde kysset hendes bløde læber eller ladet sine fingre klemme om hendes nøgne hud. Punkteret blev latteren dog af en nydelseslyd, som opildnede ham yderligere til blidt at bevæge tungen over det følsomme landskab, der var noget af det mest højtskattede i hans liv.

Hans blik gled opad, da han fornemmede en bevægelse, og det var med en tilfredshed, at han så, hvordan hun lagde sig godt til rette med udsyn til hvad han gjorde. Han kyssede hendes inderlår en gang. "Den mest vidunderlige elsker? Det er ikke svært med så fortryllende en elskerinde, nej, hustru, som dig." Han smilede varmt til hende, før han på ny kredsede om hendes mest følsomme punkt, inden blide fingre også hjalp til. "Jeg elsker dig mere end du aner," sukkede han, før han så møvede sig op til hende for at stjæle et dybt kys, mens han blidt forenede dem. Hans hoftebevægelser var langsommelige, og tog hensyn til, at hun havde udtrykt, at hun kun kunne tåle det blidt denne morgen. Hun måtte være øm fra nattens voldsommere omgang.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë så ned på Aleron med et vågent blik, imens han kyssede hendes inderlår og snart efter tog fingre i brug for at øge hendes nydelse, men sikkert også for at undersøge om hun kunne holde til det. Det kunne hun. Hun stønnede lavt for ham og krummede fingrene i hans krøller med den ene hånd. Da han stoppede og kravlede op til hende var hun efterhånden ved at gå i opløsning. Hun faldt fra hinanden ved hans ord, men blev samlet igen, da han tog hende blidt og kyssede hende med en mund, der smagte af hende selv.

Hun fandt hans hænder med sine og flettede fingre med ham på dem begge. Tempoet var et hun kunne holde til og hun klemte om hans hænder med et dæmpet suk af tilfredshed. "Hvor længe har du elsket mig?"

[Aleron af Varoy]

Bevidstheden om at hun så med, mens han kærtegnede hende opildnede eget begær, og han var omhyggelig, men blid, mens han på ny nød at mærke hendes små muskelspændinger, og lyttede til hendes lave støn, mens hun krummede fingrene om hans krøller, inden han møvede sig op til hende. Hun lignede en, der var salig, da han kyssede hende, og blidt forenede dem. Følelsen fik ham til at brumme tilfredst.

Hendes fingre flettede sig om hans, og gav ham en stærkere fornemmelse af, at han ikke tog hende, men elskede med hende, da han langsomt bevægede sig. Det var noget andet end dét, de havde delt om natten, men ikke mindre skønt, for han elskede også dette. Han nød at kunne se hver en lille trækning i hendes ansigt, når han pirrende langsomt gled ind igen og så ud. "Hm," mumlede han eftertænksomt, som vidste han ikke helt svaret, før han fangede hendes blik. "Længere end jeg selv var klar over det. Måske har jeg elsket dig siden første gang jeg hørte din smukke stemme, så dit smil ... Jeg var sikker på, at jeg elskede dig, da jeg første gang var alene med dig."
Minderne svøbte sig om ham som følelsen af hende, og det hele gjorde ham lykkelig.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë mærkede et lille skælvende stød af nydelse hver gang Aleron trykkede sig mod hende. Deres samlede hænder var varme og da først deres blikke var forbundne føltes det magisk mellem dem. Hun sukkede lavt og smilede tilfreds. Han gjorde hende helt blød.

"Min elskede," mumlede hun blødt. "Jeg vidste det først da du kyssede mig, men da vidste jeg det til gengæld helt sikkert. Jeg var så lykkelig for, at du kyssede mig. At du blot begærede mig, som jeg dig, var næsten nok."

[Aleron af Varoy]

Intimiteten var i højsædet mere end begærets overvældende kraft i den stund, og han nød at se Zoës krop bevæge sig blødt under hans, mens han mærkede hendes varme hænder om sine, som han kunne klemme blidt.
Han smilede ømt over hendes ord. "Hvordan kunne jeg lade være at kysse dig? Jeg ville have fortrudt det hele livet," lod han hende vide, før han forseglede ordene med et ømt kys. "Og blot at begære dig var ikke nok. Slet, slet ikke nok."
Men begær havde også været en særlig drivkraft. Var det til dels også nu, da han med et tungt tilfredst suk trykkede sig mod hende på ny. Denne gang prøvende med en større dybde, men opmærksom på, om det gjorde ondt på hende.

[Zoë Madeleine af Varoy]

De talte lavt og lyden af sengen, der knirkede lidt i sin ramme, var også svag. Et lille knirk, hver gang deres kroppe gled imod hinanden. En akkompagnerende lille lyd af nydelse fra Zoë. Hun havde det varmt og behageligt under hans tungere krop, med hans hænder i sine og hans fulde opmærksomhed.

"Ikke længere," mumlede hun, da han havde kysset hende. Så, netop da hun tav, trykkede han sig mod hende igen og hun slap et lille klynk. Hun hev luft dybt ned i lungerne. "Min elskede. Min eneste ene." Hun krummede fingrene omkring hans igen. "Snart skal du give mig et barn igen."

[Aleron af Varoy]

Små lyde der mindede ham om alt det, han nød at dele med sin nu hustru. Alt det han havde nydt at dele, da det var forbudt også. Men nu kunne han frit og åbent elske hende. Han kunne uden bekymringer gøre dette med hende, velvidende om, at kammerpigen nok godt anede, hvad der foregik. 

"Ikke længere," gentog han roligt med et varmt, tungt åndedræt. Søvnen sad stadig lidt i ham, og han følte sig i en herlig bobbel med hende, men var opmærksom, da der lød et lille klynk. Forsøgte at afkode om det var smerte eller nydelse - eller lidt af begge. Blidhed havde han lovet, og det overholdt han. Han kyssede hende blidt på halsen. "Hm? Et barn igen?" 
Han løftede ansigtet lidt, så han kunne fange hendes blik. "Jeg vil give dig alle de børn, du har lyst til." 
Et sandfærdigt løfte, og nok ikke svært at indfri, hvis man så på den lille børneflok de allerede havde sig.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë åbnede øjnene helt og så op på Aleron med et blødt smil. Han gav hende så meget nydelse, at en lille smule smerte var til at ignorere, selvom de nu, efter det her, nok måtte holde en reel pause. Heldigvis kendte hun andre måder at være tæt på sin mand. At have været hans elskerinde før de var gift havde sat hende fri til at udforske alt, uden at føle sig bundet af at skulle være den perfekte adelsfrue. Det kom dem til gode nu, hvor de kun havde hinanden.

Hun rykkede sine ben lidt, snoede dem omkring Alerons og krydsede dem over hinanden, så hun holdt lidt på ham. "Jeg vil føde dig flere sønner," mumlede hun. "Stærke sønner, ligesom dig. Og døtre, der kan få dit navn."

Det var en lille sorg for hende - og ham - at Irmeline ikke ville kunne få navnet Varoy, medmindre hun blev gift med en fætter. Og den tanke var skam allerede i Zoës hoved.

[Aleron af Varoy]

 Hendes fulde opmærksomhed var på ham, da hun åbnede øjnene helt og smilede blødt, inden hendes ben snoede sig om ham og derved holde lidt på ham, skulle han have haft en lyst til at løsrive sig fra hende. Den lyst boede dog ikke i ham. Havde heller aldrig for alvor gjort det. 
Det var et lidt tungt emne hun berørte, da hun speficerede: Stærke sønner, og døtre, der kunne hedde Varoy. Kortvarigt spændte han lidr  over tanken om, at Irmeline, hans første datter, ikke kunne have hans navn. "Jeg vil elske hvert et barn, du føder mig, elskede. Hvadend han er en stærk lille dreng, eller en pige, der skal æres med navnet Varoy."

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë smilede svagt og klemte om ham med benene. "Ja, mon ceour," mumlede hun hengivent. Selvom verden troede hendes børn havde to forskellige fædre, kendte de to begge sandheden. Hun ville aldrig føde andre end Alerons børn. Hvis han døde, skulle hun ikke have flere. Han var hendes eneste ene og hun trak ham tættere på sig, dybere ind.

Lige nu hvilede amuletten trygt på hendes bryst og gudindens magi holdt hendes krop fri for svangerskabets velsignelse og byrde. Hun kunne trygt opfordre sin mand til at sætte tempoet lidt op og snart efter til at give efter i hende, imens hun stadig vred sig frydefuldt med fingrene flettet ind mellem hans og små lyde.

Snart efter rejste hun sig op fra sengen og smilede til ham, før hun lukkede kammerpigen ind igen, den stakkels pige ude af stand til at se på ridderen efter hun havde stået udenfor døren og hørt hver en lyd.