Jeg er tilbage, min sol (s)

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë havde det strålende. Hun havde ikke holdt sig tilbage, men rørt ved sig selv på den bedste måde og fortsatte, imens han kærtegnede hendes bryster på en måde, der fik hende til at sukke tilfreds og gispe lavt. Han vidste hvor sensitiv hun var lige dér og udnyttede det på en måde hun var alt andet end utilfreds med. Da han kyssede hende, tiltede hun hovedet lidt og ville have mere, men hun accepterede at han i stedet lod munden finde hendes bryst.

Helt kørt op og rød i kinderne, lod hun Aleron skubbe hendes fingre væk og gispede igen, da én, to fingre gled ind i hende. Hun så på ham med et lettere fjernt smil og begravede hænderne i hans krøllede hårpragt.

"Dén?" Hendes tonefald var drillende. "Den har også savnet dig," tilføjede hun dog øjeblikket efter med et glimt i de lyse øjne. "Jeg kan røre ved mig selv, men lige dét har jeg altså ikke fundet en erstatning af... Og jeg tror faktisk også du ville blive lidt utilfreds over det."

[Aleron af Varoy]

Han var ikke i tvivl om, at hun ikke gjorde det halvhjertet. Ud af øjenkrogen fulgte han med i hendes fingres egne kærtegn af den dyrebare skat, som han nød var hans alene at nyde nu. Hendes reaktion på hans kærtegn af brystet pustede til hans eget flammende begær. En forventelig reaktion, men ikke mindre ophidsende og vidunderlig af den grund. 

Hun strakte sig lidt efter ham, da han lod sine læber forlade hendes med et let suk, men kun for at kaste opmærksomheden på resten af hendes krop på ny. Lidt bestemt var han nu på at tage en mere aktiv part i hendes nydelse, og han nød hendes gisp, der fik et lille skælmsk smil frem på læberne, mens blikket betragtede hende med den sædvanlige intensitet. 

"Din varme," præciserede han, for ikke at blive helt misforstået. "Lidt utilfreds? Jeg ville blive meget utilfreds... Så det er godt, at du ikke kan finde en erstatning for dét. Jeg skulle jo nødigt blive helt overflødig," brummede han, og mærkede hendes muskler spænde lidt til. "Er det godt lige der, lille sol?" Han klemte om hendes bryst, inden han strakte sig for at kysse hende.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë fnes lavmælt af præciseringen, før Aleron både skiftede sit greb lidt og samtidig understregede en ejerskabsfølelse hun kun havde det godt med. Med Wilecoc havde hun hadet at han mente han havde en endegyldig ret til hende og hendes krop, som han tog som det passede ham og sjældent med nogen hensyn til hendes nydelse. Aleron havde altid været optaget af hende. Han elskede hende og hun elskede ham. Det gjorde hele forskellen og fik hans indignation til at bløde hende op, snarere end det modsatte.

Hun gispede dog også lavt og nåede ikke at svare på spørgsmålet, før hans læber var mod hendes. Hendes lyde svarede dog for hende. Det var godt og hun trykkede sig imod hans fingre.

"Ingen erstatning for dig, mon coeur," mumlede hun tæt på ham, før hun klynkede lavt af nydelse igen. "Jeg elsker dig."

[Aleron af Varoy]

Aleron opfattede ikke Zoë Madeleines krop som hans at tage, mere end som hendes at give, og han havde alle dage følt, at hun gav ham den og mindedes ikke nogensinde at have tiltvunget sig adgang, hvis hun ikke havde lyst. Han håbede, at hun var enig i dét.
Han var optaget af hende, og grunden var simpel. Det var det, der havde gjort ham til en eminent elsker: Nød kvinden det, fik hun lov at have sig selv med, blev intimiteten og sammensmeltningen så meget stærkere. Så meget bedre.
Mest motiveret var han dog af sin kærlighed for den kvinde, der lå ved hans side. Han elskede hende. Dybt og helt. Alt ved hende. 

Aleron lod hende ikke svare, men kroppen svarede for hende, da hun trykkede sig mod hans fingre, og han sukkede tungt i kysset. "Og jeg elsker dig. Og dine små lyde." Han lod fingrene arbejde lidt endnu. Trykkede sig så lidt ind mod hende. "Kan du mærke, hvad du gør ved mig, min sol? Du bliver snart nødt til at vende dig rundt, så jeg kan elske med dig." 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë så Aleron i øjnene imens han manipulerede hendes krop med frydefulde resultater til følge. Hun var ret tæt på, men ville langt hellere få sin forløsning sammen med ham alligevel. Derfor var hun ikke svær at overtale. Hun krummede fingrene kortvarigt i hans krøller, før hun drejede sig om på siden og dermed lagde op til præcis dét hun selv havde beskrevet for kort tid siden.

De var ligeværdige i deres forhold og det gjorde en stor forskel. Selvfølgelig havde de gjort forfærdelige ting for at nå dertil og var moralsk ikke ligefrem på den grønne gren, men de gjorde ikke skade på hinanden. Han havde altid været god ved hende, lige siden han første gang trøstede hende og hun kom til at tilstå hvordan hun havde det med ham. De havde elsket den nat for første gang og det havde været første gang en mand behandlede hendes krop med værdighed, hensyn og ømhed. Det var han aldrig stoppet med.

[Aleron af Varoy]

Det.var rart. Den måde hun knugede om hans krøller et øjeblik, før hun så gled om på siden med ryggen mod ham, præcis som hun havde malet et billede af tidligere. Nu realiseret. Bare ikke i et koldt telt. Heldigvis. 

Aleron var ingen god mand per definition. Mange kræfter andre ville betegne som ondsindede drev ham frem i verden, men det var anderledes med hende. Drivkraften var en overvældende stor kærlighed og hengivenhed. Han havde dræbt for hende, og han ville gøre det igen uden at tøve. Ligeledes for de børn, der var født af hendes skød.
Det selvsamme skød der nu var centrum for hans længsel. 

Han lod en arm glide om hende, så han kunne holde hende tættere, mens den anden hånd hjalp med at få foreningen til at lykkes. Han måtte stønne lavmælt over fornemmelsen, da hun omsvøbte ham på ny. Hans hånd greb hende om brystet, lidt fast, før han så begyndte. Med små langsomme stød. Langsomme, men dybe. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë trykkede sin bagdel ind mod Alerons skød og fik ham dybere. Hun stønnede lavt og nød også lyden af hans nydelse i øret. Det gjorde lige det hele dobbelt så intenst.

"Ja, mon ceour," mumlede hun opslugt, før hun tog hans hånd fra hendes bryst og førte den ned mellem sine ben for at fortsætte hvad han havde været i færd med tidligere.

[Aleron af Varoy]

Åndedrættet var tungt og et hårdt støn undslap ham, da hun trykkede sin bagdel mod ham og dermed øgede intensiteten. Pulsen dunkede, og hans hjerte bankede hårdt i brystkassen, mens han nød at smelte sammen med hende. Fuldt og helt. 

Hun inviterede ham dog til at røre hende på ny, og han fangede hurtigt hentydningen. Hun fik en stærkere forløsning, når han spillede på flere tangenter. Sådan var kvindekroppen finurlig og forunderlig i dens sensitivitet, og hans fingre søgte de nervefyldte punkter, som han vidste hun havde. Punkter, der kunne få hende til at klynke og trykke sig ind mod ham, sommetider urytmisk, når hun mistede kontrollen, men det gjorde ikke noget. Han nød, når det skete.
"Zoë," sukkede han tungt, nappede hende så lidt i huden ved nakken, før en perlerække af kys blev trukket op ad hendes hals, til han nåede hendes øre: "Jeg vil have, at du skal huske mig sådan her, hver gang vi er adskilt. At du husker alt det, dine egne fingre ikke kan skabe."
Lidt insisterende på at få hendes krop til at skælve og krampe omkring ham, øgede han tempoet lidt. Både med hofterne og med fingrene. Han ønskede at lade hende overvældes af en nydelse, han ikke havde kunnet give hende i noget, der føltes som længere tid, end det nok var i realiteten.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë rakte bagud for at gribe blidt fast om Alerons krøller og trykkede sig bagud når han trængte ind, så oplevelsen for dem begge blev intens. Hun stønnede også hæst hver gang og var begyndt at ryste svagt og være lidt stakåndet.

"Jeg husker dig," mumlede hun opslugt og kælent. "Husk hvor varm og blød og villig jeg er i dine arme." Hun klynkede lavt og var så tæt på kanten. "Jeg husker hvor godt du føles dybt..." Hendes krop begyndte at krampe let sammen omkring ham. "Så dybt inde," fik hun frem, da han var netop dét og alt i hende trak sig frydefuldt sammen i små ryk. Hun selv pressede sig mod hans underliv og rystede let med et dybt suk. Det var intenst. Alt var ikke som denne gang. Hun havde savnet ham.

[Aleron af Varoy]

Intimt var det, da hendes fingre på ny greb om hans krøller, og hun trykkede sig bagud mod ham, så hvert en bevægelse blev mere intens. Hans egne hæse støn blandede sig med hendes. Åndedrættet tungt og varmt mod hendes hals. Han bed mærke i, at hun rystede svagt.

Kælende fortalte hun, at hun huskede ham, og han smilede mod hendes hud. "Godt," brummede han og som en lille taknemlig gestus lod han fingrene søge mod det punkt, han havde bidt mærke i, at hendes egne havde kredset meget om før. "Det husker jeg, og hvor perfekt du passer rundt om mig... Hvor vidunderlig varm, villig og lystig du er, min sol," brummede han. Han mærkede hvor tæt på hun var, og det var motivationen for at bevæge sig så dybt han kunne i positionen, og det skubbede hende det sidste stykke, for nu spændte musklerne om ham i ryk, som han havde hungret efter, og hun pressede sig mod hans underliv, så også han blev skubbet det sidste stykke. Det var så intenst, da forløsningen ramte og han måtte stønne hårdt og eftergivende. Hans fingre var dog ikke stoppet endnu. Han ønskede at trække hendes så langt ud han kunne. Det fortjente hun.
"Du er så fantastisk, min egen," flød en kompliment så, da han kyssede hendes nakke i etterskælvet. Han trak sig ikke med det samme. Lå blot en stund og nød at være så tæt med hende igen.
Hånden var nu gledet lidt op og strøg hende over maven. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë vred sig lidt i ekstase og slap et par ekstra lyde over Alerons kærtegn, der hev de allersidste små kramper ud af hende. Hun følte sig slap som en gople, der blæste op på kysten. Blød og varm og behageligt uden muskler. Hans arme omkring hende var en evig tryghed og hun svælgede lidt i det. Gøs i nydelse over at blive kysset i nakken.

"Du er fantastisk," mumlede hun og flettede sine fingre ind mellem hans over hendes mave. "Jeg er så glad for at have dig hjemme igen. Jeg savner dig så frygteligt når du er væk."

[Aleron af Varoy]

Hans elskedes symfonier af lyde var langt mere harmoniske og smukke end nogen, der kunne spilles på instrumenter. Hun vred sig for. Ham, og han mærkede hvordan det lykkedes ham at hive de sidste krampetrækninger ud af hende. Det var så vidunderligt intenst. Vidunderligt var det også, da hun dernæst blev slap i hans favn, og hans fingre kunne kærtegne hendes mave.

"Ikke så fantastisk som dig med dine små lyde og bevægelser," brummede han og kyssede hende på ny i nakken, klemte blidt om hendes hænder. "Og jeg savner også dig så frygteligt. Jeg længes altid hjem til dig." Han sukkede let. Hans krop var også ved at føles lidt tung og afslappet, så han trak sig nu, og strakte sig for at gribe en blød stofklud, som han lagde mellem hendes ben, så hun kunne tørre sig, når hun ville.
"Vi skal snart til Varoy, elskede. Min far har mindet om, at det snart er tid til den årlige venskabelige jagt med Coullere."

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë slap en lille punkteret lyd da Aleron trak sig væk. Hun smilede til gengæld over den omsorgsfulde handling han gjorde som det næste og strakte sig for at kysse ham på kinden. Altid betænksom overfor hende.

Hun var ved at benytte kluden, da han skiftede takt og blev praktisk. Et bryn røg op. Det var kun andet år de havde været gift når den årlige aftale forløb. Hun foretrak efterårsjagt, men støttede selvfølgelig op om sin mand.

"Hvad skal du nedlægge denne gang? Udover mig, selvfølgelig."

Efter jagt var man altid så fyldt af spænding og den skulle ud på en eller anden måde.

[Aleron af Varoy]

Aleron kunne fremstå på mange måder, men omsorgen for Zoë var ingen illusion. Den var ægte og dybfølt, og den kom også til udtryk, da han strakte sig for at give hende en blød klud at tørre sig med. Som kvittering for den handling, fik han et kys på kinden, og han sukkede let. 

Var det for tidligt med den slags praktik? Måske, vurderede han, da han så hende løfte et bryn over ordene. Han vidste, at hun ikke ville sætte sig det imod, men alligevel. Han kunne have dvælet ved gensynets sødmefuldhed en stund længere, før han bragte det op.
Hans mundvige trak synligt op over hendes ord. Lidt underholdt.
"Hmm, lad mig se..." brummede han, og lod fingrene stryge over hendes arm, før han på ny lod den glide omkring hendes mave. "Måske et par uvorne stalddrenge," spøgte han først. En dyster spøg, men dog underholdende, følte han. Upassende eller ej. "Vildsvin eller fasaner. Hvadend der viser sig først. Og så dig til sidst. Dig vil jeg nedlægge med en helt særlig iver."
Blidt nappede han i hendes hud. Velbehaget over det de lige havde delt var stadig mærkbart i kroppen. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë nød hvordan Alerons arm lagde sig om hende igen og hun fnes over hans tænder, der lukkede sig flygtigt om hende, som var han virkelig et rovdyr og hun hans bytte.

"Finder du mig i skoven ligesom dengang lidt udenfor Levagny, hvor du tog mig op af en hård træstamme?"

Hun drejede sig så hun lå ansigt til ansigt med ham og strøg fingrene over hans kind, før hun trak blidt i hans øreflip.

De havde været elskere dengang. Begge optagede af at Cathrea og Wilecoc ikke skulle opdage hvad der foregik. Det havde altid været spændende at elske med ham med den risiko over hovedet og Zoë hadede ikke idéen om en gentagelse. Her ville Pancras af Coullere vel være den, der ikke skulle finde dem. Tanken morede hende. Hun fugtede læberne.