Jeg er tilbage, min sol (s)

[Aleron af Varoy]

Andre var måske blevet fornærmede over hans lille nap, men Zoë fnes lidt som respons, og han elskede hende for det. Det var derfor de passede så vidunderligt godt sammen. De forstod hinanden på et dybere plan. Delte de samme glæder.
Hun trak ham med tilbage til et gammelt minde, men et underholdende et, og hans smil fik en lidt skælmsk karakter, da hun drejede sig, så de lå ansigt mod ansigt. Hans arm lå nu om hendes ryg istedet for mave.

"Hm," brummede han eftertænksomt, og trak drillende tiden. "Hvis du begiver dig ud i skoven, så finder jeg dig. Og nedlægger dig, som det uartige bytte du er," konkluderede han med et lidt mørkt glimt i øjet, da hans hånd så gled ned fra hendes ryg og til hendes bagdel, som han klemte lidt sigende om. "Så må vi se, om vi kan undgå at blive opdaget."
Spændingen ved netop dét havde flere gange været et særdeles effektivt drive for dem begge.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë fnes igen og trykkede sig lidt mod Aleron, da han greb fat om hendes bagdel. Hendes næsetip strejfede hans og hun så ham dybt i øjnene.

"Uartigt bytte, ligefrem?" Hun fugtede læberne. "Mm. Ridder Varoy. Jeg ved ikke om jeg kan finde ud af at være stille nok til ikke at blive opdaget, hvis først du tager mig hårdt."

Hun kyssede ham blidt i kontrast til samtalens emne.

[Aleron af Varoy]

Den var der igen. Den vidunderlige lyd af Zoës lille fnisen, og så trykkede hun sig ind til ham. Deres ansigter så tæt, at næserne strejfede hinanden og øjenkontakten så dyb, at han kunne drukne i hendes blik.

Hans øjne spillede drillende. "Ja, har du ikke altid været det? En lille uartig pige, der er god til at foregive at være et dydsmønster?" drillende han, men der var en sandhed til ordene. Forhåbentligt vidste hun dog, at det var en egenskab han skattede. Både hendes mere beskidte side og hendes evne til at skjule den for omverdenen.
"Ikke det? Du bliver nødt til at prøve, min sol. Men jeg vil gøre det svært for dig. Jeg vil tage dig hårdt. Dybt. Og længe."

Det blide kys stod i mærkbar kontrast til ordene, men det var velkomment, og han kyssede hende igen, før han på ny blidt klemte om hendes bagdel.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë lo henrykt over at blive sat i det lys med så stor kærlighed og begejstring fra Alerons side. Hun stak sit ene ben mellem hans og lænede sin pande ind imod hans.

"Mmh. Sikke et løfte," mumlede hun. "Har du lyst til at øve dig på det, når du er klar igen? Hvis ikke man skal være lidt øm efter sin mand hjemkomst, hvornår så?"

[Aleron af Varoy]

Intimiteten blev stærkere, da hun lagde sit ben ind mellem hans og hvilede panden mod hans. Han brummede let over det, lod så næsen gnide kærligt mod hendes, før han stjal et kys.
Øjnene glimtede mørkt af et tilbagevendende begær og hans smil var en smule skælmsk nu, da han lod et lille hørligt klap lande mod hendes ene balle. 

"Jeg vil øve mig hele natten. Jeg sagde jo, at du ikke ville komme til at glemme denne aften, gjorde jeg ikke?" mindede han hende om. Han greb om hendes baglår, så han kunne vikle hendes ben ud af hans, så han kunne ændre deres stilling og være over hende på ny, nu mens han lidt indikerede pressede hendes ben op i en vinkel, hvor skatten mellem hendes ben blev blottet for ham på ny. "Er du selv klar igen?" brummede han, men uden at vente på svar. Fingrene på den frie hånd gik lidt på opdagelse på ny. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë hvinede lavt, da hun blev tumlet om på ryggen, men hvis hun stred lidt imod, så var det kun for sjov og med et bredt smil. Hun overgav sig hurtigt og satte pris på den nye vinkel. Et rystende lille suk af tilfredshed forlod hende og hun hengav sig atter engang til sin mand.

Han levede op til sit rygte. Da hun faldt i søvn flere timer senere kunne hun mærke at hun ville være øm ikke bare dagen efter, men også den næste. Det var dog en pris hun var villig til at betale. Hun smilede bredt ind imod hans brystkasse, før hun mistede fornemmelsen for tid og blev taget med af våde drømme om Aleron.

[Aleron af Varoy]

Hun drillede ham lidt med en mild modstand, men han vidste, at hun ikke for alvor stred imod, slet ikke da han på ny fik hendes krop til at svaje, og hun vred sig lidt under ham, mens han betragtede hende med et begærligt glimt i øjet, før han indfriede sit løfte. Løftet om, at denne aften ville blive svær at glemme. 

Flere timer senere var kroppen færdig. Den trængte til at finde søvnen, og han brummede tilfredst, da Zoës bløde kind fandt hvile på hans brystkasse, mens han så hende smile, før søvnen så tog dem begge. Hans arm om hende. 
Da han vågnede den pågældende dag, følte han sig overordentligt veltilpas, omend hovedet var mærkbart tungt. Måske havde han alligevel drukket flere vinglas end han huskede. 
"Min sol," kaldte han sløvt. Hun lå ikke længere i hans arm, registrerede han i sin tilstand mellem søvn og vågenhed, og det fik ham til at vågne lidt mere. "Zöe?" kaldte han, og følte sig pludseligt næsten lidt urolig, da han åbnede øjnene og ikke straks så hende. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë dukkede op i Alerons synsfelt med et blødt smil og satte sig på kanten af sengen. Hun havde været ved at få sit hår sat af kammerpigen, som nu forlod rummet skyndsomt for at vente udenfor. Det mørke hår snoede sig ned over hendes ryg i to tykke fletninger. Da hun skulle have tøj på, havde hun grebet det første det bedste, så hun sad i sin mands underskjorte med intet andet.

En hånd rakte frem og fandt hans kind. "Godmorgen mit hjerte. Har du sovet godt?"

[Aleron af Varoy]

Han skulle lige vende sig til, at han var tilbage i vante rammer, og at det at han vågnede uden hustruen liggende ved siden af sig ikke var ensbetydende med, at det hele blot havde været en livagtig drøm.
En drøm var det ikke, for hendes bløde smil tittede frem, og vægten af hendes krop ændrede tyngden i sengen, da hun satte sig på den. Svagt registrede han at en kammerpige fik frygteligt travlt med at gå ud af rummet. 

"Hun havde da vældigt travlt, din kammerpige," kommenterede han derfor først med en lille underholdt trækning, før han drejede ansihrtet og kyssede hendes håndflade. "Bedre end i det kolde, våde telt. Meget bedre. Og du, min elskede? Har du sovet godt? Haft søde drømme?" brummede han, før han møvede sig lidt op og sidde. Fra den position kunne han nu spotte, at hendes hår var nået at blive flettet og han løftede en hånd for at gribe om fletningerne og lade fingrene glide over snoningerne.
"Sikke fin du er. Også i min underskjorte."
Han smilede lidt charmerende, før han bøjede sig frem og fandt hendes læber i et kys. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë havde selv diskret bedt kammerpigen om at gå, men det nævnte hun ikke noget om nu. Hun lod Aleron kysse hendes håndflade, røre ved hende, sikre sig at hun var der. Hendes læber skiltes i et smil, som forblev lidt, selv da han kyssede hende.

"Den dufter af dig," forklarede hun lavmælt, da de skiltes lidt igen. "Jeg har savnet din duft, så det var rart at have den på og være indhyllet af dig." Hun løftede den ene hånd og kærtegnede hans let skæggede kind. "Jeg har desuden intet andet på." Hun smilede skævt.

[Aleron af Varoy]

Betagende så hun ud, da hendes ansigt blev indrammet af et smil, der var vedblivende, selv indtil det øjeblik, hvor han fangede hendes og lod deres læber smelte sammen et øjeblik, mens hans hånd lukkede sig om de to fletninger, før han trak ansigtet nok væk til at han kunne fokusere på hendes uden at få ondt i øjnene, fordi de var så tæt på hinanden.

Hendes begrundelse fik ham til at smile lidt ømt, kærligt. "Mh, jeg må huske at efterlade nogle til dig næste gang. Der er intet som duften af en svedig ridder, er der vel?" drillede han kærligt. Skærpet blev opmærksomheden dog, da hun afslørede, at hun ikke havde noget på indenunder. Var det en invitation? 
"Ikke det?" brummede han. Øjnene glimtede lidt af en særlig interesse, da hans frie hånd fandt vej til hendes ene lår, og hans fingre sporede en linje op til midten af det, hvor kanten af underskjorten startede. Lidt pirrende krængede han en finger ind under, stadig mod hendes bare hud. Mere bar end den burde være, hvis hun havde haft andet på. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë lo af beskrivelsen, men der var forskel på svedige riddere og hendes svedige ridder. Hun strøg fingrene gennem hans mørke krøller og så ham i øjnene, imens hans fingre tegnede deres vej op af hendes lår og fandt, at hun havde talt helt sandt om fraværet af tøj. Hun smilede skævt og hævede et bryn.

"Hvorfor tror du jeg bad kammerpigen om at gå, min svedige ridder...?"

[Aleron af Varoy]

Hendes fingres kærtegn i hans hår var velkomne, ligeledes de ledende ord, der flød fra hendes bløde læber. Han knugede lidt mere bestemt om hendes fletninger. "Måske er det fordi du er bange for, at hun ikke skulle kunne stå for din svedige ridder, hvis først hun fik set ham ordentligt," legede han, mens pegefingeren sporede en linje fra yderlår til inderlår. Hans øjne glødede lidt, da han fangede hendes blik.
"Ellers må det være fordi du gerne vil have mig til at få dig til at skælve igen. Som i nat." 

Uden rigtigt at advare hende, strøg hans hånd ind under stoffet, og tommelfingeren strejfede hendes helligste, før han bevidst lod hånden glide opad, til han kunne klemme om hendes bryst. Hendes faste, vidunderlige bryst, som var hans at nyde. "Hvorfor bad du hende gå, Zoë?"

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoës læber skiltes med en lille lyd, imens hendes blik blev ufokuseret. Det fangede dog Alerons, da hans hånd klemte omkring hendes bryst. Hun sank en klump og nød det spil, der var imellem dem. Nød at hun stadig kunne have lyst til ham, selvom hun var øm efter en nat med meget få timers søvn. Nød at det gik begge veje. Hendes lyse øjne blev klemt let sammen og hun smilede katteagtigt.

"Jeg bad hende gå, fordi jeg håbede det ville tænde en flamme i dig, at jeg ikke havde andet på end din underskjorte. Fordi jeg håbede du ville vælte mig om på sengen og tage mig igen. Blidt, dog. Jeg kan kun tåle det blidt efter i nat."

[Aleron af Varoy]

Han nød at se hende sådan, da hendes blik blev lidt svævende, og hun sagde en lille lyd, da hans fingre bevægede sig over hendes bare hud under den løse underskjorte, før deres blikke mødtes, da han klemte hende om brystet. Hans øjne glimtede muntert, mens han så på hende med et smil, der havde fået en lidt mere begærlig kant. 

Smilet voksede lidt yderligere over hendes kommentar. "Du er ganske uimodståelig, når du er sådan," brummede han, og så væltede han hende ind på sengen, men ikke nødvendigvis for at gøre nøjagtigt hvad hun havde opfordret til. Istedet kyssede han hende dybt, før han så manøvrede sig ned imellem hendes ben ovenpå dynen og han så op mod hende med et glimt i øjet. "Min tunge skal nok være blid ved dig," lovede han, før han kærligt bøjede sig ned og blidt lod en lille perlerække af kys lande på indersiden af hendes lår, før læberne så fandt vej til hendes varme skød. Til den del af hende, som han gerne tilbad til sine dages ende.
"Ved Yphion, hvor er du vidunderlig," sukkede han, da han lod sin tunge udforske det landskab, som efterhånden var velkendt, men stadig spændende, som var det evigt foranderligt. Han kunne altid fortabe sig i det.