Et uventet gensyn [S]

[Gabriella Lysmager]

Gabriella var ikke én, der tog stort på vej over at folk kom lidt for sent. Alligevel havde hun mærket nervøsiteten røre mærkbart på sig, og den havde nået at udvikle sig til en lille ængstelighed for, at hun var gået forkert, eller at han havde brændt hende af. Tankerne var dog ikke nået at vandre særligt langt, før hendes opmærksomhed blev krævet af en ung fyr, som hun faldt i snak med. Hun havde ikke glemt Nicolaus. Ubevidst spejdede hun også efter ham over Evan Tækkers skulder.

Og så pludseligt, lige da Gabriella grinede og havde ladet fyren lægge en hånd på sin arm, var han der. Hun anede misfornøjelsen i Evan Tækkers ansigt, men tog sig ikke stort af det, da hun svarede: "Overhovedet ikke." 
Øjnene glimtede lidt, da hun drejede sig lidt i stolen med retning mod ham. "Faktisk, sad jeg lige og ventede på en Købmandssøn." Lidt sigende var bemærkningen, men han måtte lægge i den hvad han ville. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var glad for, at han ikke var blevet væk, for det havde betydet, at gribbene havde været over Gabriella uden mulighed for indblanding fra hans side. Han kunne ikke helt svare på, hvorfor det generede ham, andet end at det gjorde. Han kunne da heller ikke lade være med at føle sig selvtilfreds, da hendes opmærksomhed så uforbeholdent skiftede fra Evan til ham.

"Sikke et held for os begge, at jeg er her, så," svarede han og gjorde tegn til krofatter efter et krus øl til sig selv - og et nyt til Gabriella. Hans blik rettede sig mod hende igen og han lænede albuen mod baren, fronten mod hende. "Selvom jeg ærligt stadig er i tvivl om, hvorvidt jeg har slået hovedet og din tilstedeværelse i Levagny blot er et syn."

[Gabriella Lysmager]

At det generede Nicolaus Købmand at en anden relativt pæn mand havde taget kontakt i det tidsrum han havde været forsinket var ikke åbenlyst for Gabriella, men snerten af tilfredshed var derimod, da hun uden tøven vendte sin opmærksomhed mod ham, og derfor også gjorde Evan Tækker til en lidt overflødig, malplaceret part.
"Meget passende, men hvem siger, at det var Dem jeg ventede på?" Gabriella havde været lige på nippet til at sige dig, men hun fastholdte den mere formelle tiltaleform, fordi hun huskede hvordan det havde været tidligere på dagen. Lidt mere distancerende end hun havde været vant til i Blueton.

Hun så lidt til, mens han bestilte en genopfyldning til hende, og et krus øl til sig selv, inden blikket så gled mod hans ansigt på ny, da øllen blev serveret for dem. Hun blinkede lidt forundret over kommentaren, men smilede så skævt og lidt varmt. "Ja?" Glæden var lidt at spore i hendes stemme. Den ængstelighed hun havde følt lidt fordrevet. "Det føles også uvirkeligt for mig. Jeg havde ikke troet, at jeg ville rende ind i dig - men jeg er glad for, at jeg gjorde."

[Nicolaus Itier Købmand]

Evan var sikkert ikke tilfreds, men Nicolaus så ikke efter ham, da han mukkede og vendte tilbage til sit håndværkerslæng. Hans blik var på Gabriella, foruden det korte øjeblik, hvor han bestilte øl. De dukkede hurtigt op og det var han tilfreds med, for det gav ham muligheden for at trække tiden med et svar, fordi han var ved at tage en tår.

"Du må vel have gættet, at der var en sandsynlighed for, at det kunne ske," halvt spurgte, halvt konstaterede han, da han sænkede kruset og sneg sig på den måde udenom at fortælle, hvordan han selv havde det med at se hende igen. Ærligt nok, vidste han det heller ikke helt. Brynene hævede sig lidt og trods foregående faktum, hindrede det ham tydeligvis ikke i selv at fiske efter mere: "Medmindre du rent havde glemt alt om mig og min hjemstavn, naturligvis."

[Gabriella Lysmager]

Et kort glimt af dårlig samvittighed prikkede til hende, da Evan mukkede væk tilbage til egne kammerater, men uden en arm om livet på Gabriella, men fokus landede hurtigt på Nicolaus igen, og da hun så på det drengede, charmerende smil og de velkendte ansigtstræk var det som om hun glemte lidt den samtale, der havde foregået forinden. Den blev automatisk ubetydelig.

Hun rynkede brynene lidt over ham, ikke blind for, at han - bevidst eller ubevidst - sneg sig udenom at sige meget om egne tanker, men fiskede efter hendes. "Glemt alt om dig?" 
Hendes undren var reel. Men måske var det en sigende antagelse. Hun tog sig selv i at tænke, at han måske havde haft glemt alt om hende. Indtil i dag. At han måske havde en kæreste her, og aldrig havde håbet på at møde hende igen. Hun tog en tår for lige at fatte sig, før hun svarede.
"Hvordan kunne jeg glemme dig, Nicolaus?" gik hun så lidt modigt til sagen, lidt sigende, for selvom samtalen var holdt forholdsvis let, kunne hun ikke lade være med at prikke til ham, og indikere, at hun klart huskede det de havde delt som noget, man ikke bare glemte.
"Jeg vidste, at der var en sandsynlighed, men jeg vidste også, at Levagny var stor. Og at du ligeså godt kunne være forretningsrejse som at være i din hjemstavn."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus smilede drenget over hendes ord, selvom de også fik en kuldegysning til at løbe ned over hans rygrad. Sidstnævnte kunne ingen se, og udadtil kunne hendes ord da også let forstået meget mere overfladisk - understreget af hans smil og den person, han var kendt som, i Levagny.

"En værdig pointe," svarede han med et drillende blik, selvom han alene og i Blueton, måske havde givet et andet og mere reelt svar. Han tog en slurk øl og fortsatte med at holde eventuelle forvirrede følelser på en armslængde.

"Hvorfor Levagny, så?" spurgte han, nysgerrig på valget af universitet. Spørgsmålet han virkelig ville stille, var dog snarere, om det var på grund af ham.

[Gabriella Lysmager]

Gabriellas ord kunne have været et letsindigt, overfladisk drilleri, og det var næsten som om Nicolaus reagerede på dem sådan, men det var ikke baggrunden for den modige sætning. Der stak mere under. Meget mere end overfladiske tanker om, at det var svært at glemme en pæn købmandssøn. Det føltes da også lidt uretfærdigt, da han blot konstaterede, at det var en værdig pointe. Det var det naturligvis i sagens forstand, men det var ikke dét hun havde forventet, at han ville svare. Men måske burde det have været det. Den Nicolaus hun mødte her var noget mindre ... dybsindig og åbenhjertet end den hun havde mødt i egen hjemstavn.
Hun skyllede den lidt nagende fornemmelse ned med en slurk øl.

"Du husker måske, at jeg har en særlig interesse for sprog. Og kulturer. Det syntes oplagt, og Levagnys universitet har et godt ry. Det ville næsten være fjollet ikke at gribe muligheden, ville det ikke?" Nu var det Gabriellas tur til at forsøge at fremstå mindre passioneret og mere neutral end hun ellers havde været overfor ham, men hun kunne mærke, at hun ikke havde lyst til at ødsle ud af egne tanker og følelser, hvis han ikke havde i sinde at gøre det samme. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det huskede Nicolaus i hvert fald nu, hvor hun nævnte det og han havde stadig virkelig meget lyst til at spørge, om der bare var en lille del af valget, der havde med ham at gøre. Han tog en slurk øl for at forhindre sig selv i det og fugtede læberne, da han satte det fra sig igen.

"Muligheden, hm?" spurgte han og lod blikket glide over hendes ansigt. "Lever det så op til dine forventninger indtil videre?"

[Gabriella Lysmager]

Hun løftede et spørgende øjenbryn af hans spørgsmål, lidt uforstående overfor hvilken vægt han lagde i sine ord. Så han det ikke som en stor mulighed, hvis man blev tilbudt at studere i et helt fremmed land? 
Hun tog en tår, før hun fugtede læberne for at svare. "Jeg er glad for det indtil videre. Det er stadig nyt og fremmed." 

Hendes øjne gled lidt over hans ansigtstræk, og et flygtigt øjeblik landede blikket på hans læber, og hun følte sig draget af dem, men tvang så blikket opad til hans øjne. "Har du ... " Gabby rømmede sig lidt, for hun havde brug for at få noget på plads. Få plads om dét var grunden til, at han opførte sig anderledes overfor hende. "Har du en kæreste? Eller måske endda en forlovet."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus nikkede og tog en tår mere af sin øl. Den havde han til gengæld nær fået galt i halsen. Han havde på ingen måde forventet så direkte et spørgsmål fra Gabriella og han måtte klare halsen for det, der var ved at ryge den gale vej ned. Instinktivt så han en enkelt gang til siden, som var han bekymret for, at nogen lyttede, før blikket fandt tilbage til hende.

"Sikke et emneskift," svarede han, som han forsøgte at opretholde den drengede, upåvirkede facade, der fik det til at virke som om, at alt bare var en spøg. Han rømmede sig lidt. "Men nej. Jeg er fri som en fugl," konstaterede han og var meget tæt på at komme med en beskidt tilføjelse, som han ville have gjort ellers. Men han kunne ikke få sig selv til det.

[Gabriella Lysmager]

Han var nær ved at kløjes i sin øl, da hun vovede sig at spørge. Havde hun været for hurtig? For direkte? Tanken strejfede hende flygtigt, men så mærkeligt et spørgsmål var det vel ikke. Alt taget i betragtning.
Hun studsede over at han så til siden, for hvad var bevæggrunden for dét? Var hun her måske et sted? Tanken fik en uretfærdig lille klump til at manifestere sig i maven.

Hun kunne dog ånde lettet ud. Ikke over hans nonchalante opførsel, der sørgede for at alt blev holdt på et mere eller mindre overfladisk niveau, men over at han ikke var nogens. "Okay." Hun slog blikket ned i ølkruset, tog så en relativt stor tår, før hun så på ham igen. "Jeg har tænkt på dig. På at jeg måske ville møde dig her." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus tanker ræsede og en lille lyd af panik rørte på sig i hans baghoved. Spurgte hun, fordi hun ville vide, om det var pladser, der kunne indtages? Var han overhovedet klar til at involvere sig med hende her? Tanken om at blive fanget i noget, fik ham til at føle sig bundet og han måtte tage en slurk øl, som tankerne kørte ud af en spiral.

Han brugte lidt længere tid end højst nødvendigt på at synke, men han kunne ikke bare ikke svare hende. Så: "Jeg ville også have været fornærmet, hvis tanken om Levagny ikke som minimum fik mit ansigt til at dukke op," lød det drillende, som han forsøgte at virke afslappet og upåvirket. Han kunne dog godt høre, at han var en røv og lige i dette ene tilfælde, fik det ham til at tilføje: "Det er godt at se dig igen, Gaby."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella havde ikke spurgt med en alvorlig bagtanke om at lægge beslag på ham, men snarere for at opklare, om det kunne være det faktum, at han havde en anden kvinde, måske sågar én han skulle dele livet med, som var roden til den distancering hun unægteligt følte, at han udøvede overfor hende, men nu vidste hun, at det måtte have rod i noget andet. Noget for hende ukendt. Det betød ikke, at hun ikke kunne drømme om, at hun på ny skulle se ømheden i hans blik, og mærke den i hans hånds kærtegn, men hun var ikke ude i fange ham i noget, han ikke havde lyst til.

Begge parter måtte tage en slurk, og bruge længere tid end normalt på at synke, før hun på ny forsøgte at kredse lidt om dét, som måske optog begges tanker. Der var en lille dybsindighed bag hendes ord, men han affejede den nonchalant, og det var lige før, at det begyndte at irritere hende lidt, at han var så anderledes overfor hende her, end han havde været sidst hun så ham. Som om han havde brug for at lade som om, at det hele havde været ubetydeligt og bare en flygtig god underholdning. Snart ville hun også begynde at tænke, at det måske var sådan det hang sammen, hvis han ikke kom med mere og andet end sine drillerier. "Det ville du vel," lød det derfor lidt spidst, men dog med et smil på læben, der dog var svundet lidt ind, indtil han overraskede hende med en ærlig udmelding. Han var glad for at se hende igen. 
"Det er også godt at se dig igen, Nico." 
Det lagde automatisk en dæmper på usikkerheder hun kortvarigt havde følt. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus hørte det spidse tonefald og selvom det jo nok var, hvad han havde stræbt efter, så generede det ham også. Hvorfor, skulle han ikke kunne sige, andet end at det var tilfældet. Derfor fulgte de mere ærlige trop, selvom han sikkert ikke burde sige dem. Belønningen kom dog øjeblikkeligt og han smilede svagt, som han kortvarigt så ned i sit krus med øl. Han klarede halsen lidt.

"Skål på det," sagde han og hævede sit krus til hendes. "Og på dig i Levagny. Det bliver utvivlsomt et eventyr."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella var ingen usikker, naiv pige, men hun kom til at føle sig mindre modig denne dag end vanligt og det generede hende lidt. De delte dog svage smil i efterdønningen på en ærlig bemærkning, der brød isen lidt for dem, inden han også udbrakte en skål for hendes eventyr i Levagny. "Skål på det. Det føles allerede ret... Eventyrligt." Øjnene glimtede lidt sigende, et glimt af den Gabby hun rigtigt var, da hun klingede sit krus mod hans, før hun tog en tår og så stillede glasset fra sig.
"Er det her er sted du plejer at komme?" spurgte hun nysgerrigt ind og gav så også lidt efter for en trang hun havde haft siden hun først havde spottet ham tidligere på dagen og lod hånden snige sig i nærheden af den arm, der hvilede på bordpladen, så hun flygtigt kunne røre den i et prøvende kærtegn, før hun atter lod hånden folde sig om ølkruset.