Et uventet gensyn [S]

[Gabriella Lysmager]

Man kunne kun tillade sig så meget, og de bevægede sig på kanten af, hvad anstændige mennesker kunne gøre i andres nærvær uden at vække opsigt. Men trangen til nærhed med ham igen var så gennemtrængende, umulig at ignorere. Ligesom det bankende hjerte.
"Et andet sted end her," accepterede hun med et hurtigt bankende hjerte. Men hvor? Hun kendte ikke Levagny godt nok til at kende et sted, og kollegieværelser var risikabelt.
"Kan man låne et værelse et sted i nærheden?" spurgte hun ind, uvidende om, at han var klar til at fortsætte i en baggyde. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var et meget åbenlyst tidspunkt at forsvinde fra kroen på, men det var ikke fuldkommen nyt for Nicolaus. Tværtimod ville det ligne ham ret godt og ganske fint opretholde hans ry. Det vidste Gabriella heldigvis ikke - og Nicolaus kunne også let ignorere alle de mere komplicerede fornemmelser, nu hvor begæret tog over.

"Kom med," bad han dæmpet og smed et par mønter til krofatter. De var dog ikke mere end lige nået ud og lidt væk, før han indfangede hende - og hendes læber.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella havde ikke den fjerneste idé om hvilket ry Nicolaus havde eller ikke havde; ikke den fjerneste anelse om, at her var hun måske en pige i rækken, og at ingen ville tænke stort over, at han nu atter engang betrådte denne begærets sti, der bød dem at forlade krostuen, mens tid var. For hende var dette en genoptagelse af noget, som hun havde følt dybt. Som havde siddet i kroppen, og som hun havde tænkt på, mens de rejste fra Briar Glen til Levagny.

Hun var opslugt. Opslugt af ham, og havde blind tillid til ham, da hun fulgte efter ham og måtte komme med et lille hvin, da han indfangede hende og kyssede hende. Begæret boblede under huden. "Nico," sukkede hun. Hun lod fingrene begrave sig lidt mere ublu i hans hår nu, udtrykte lyst mere af den længsel og rå lyst, der føltes så stærk i hende. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var alt andet end upåvirket af det lille hvin, der undslap Gabriella. Tværtimod gjorde det ting ved ham, men han stoppede ikke for at sige det. Tværtimod udnyttede han det faktum, at der var mørkt og de endelig ikke var omgivet af mennesker, til at presse læberne mod hendes i det kys, han havde tænkt på lige siden han havde set hende valse væk fra sig på markedspladsen tidligere. Og siden han havde forladt Blueton, hvis han skulle være ærlig overfor sig selv.

Hånden fandt om hendes nakke, strejfede ind i krøllerne under hendes hovedlin og den anden lukkede sig om hendes hofte, som han guidede hende ind i den lille gyde mellem to huse, hvor deres tilstedeværelse ikke var så åbenlys for nysgerrige øjne. Alt sammen uden at standse sine kys. Vidste ikke helt, hvordan han skulle formå det.

[Gabriella Lysmager]

Det var som en vidunderlig drøm, da de i aftenens mørke genfandt hinandens læber uforstyrret af omgivelserne. Hans kys var bestemt og længselsfuldt og hendes gengældelse emmede af det samme, og hun følte sig allerede stakåndet. Uvirkeligt var det næsten, da hun mærkede hans fingre mod sine krøller under hovedlinnedet på ny. 

Hun var blind for, hvor de var på vej hen, lod sig blot føre af den hånd, der landede på hendes hofte, så hun gled ind i en gyde mellem to huse, og ryggen kunne ramme en kølig væg. Hendes fingre greb blidt om hans lyse lokker, lidt insisterende på at holde ham nær, på at mærke, at det ikke bare var en drøm. Hun lod sin hånd gribe om hans skjorte på ny, for at trække ham nærmere. "Kom," lød det hviskende. Et lille ekko af hans egne ord.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde allerede givet efter og forsøgte ikke at forhindre det. Hvis nogen så dem, ville de ikke ane, at der var historie, men blot antage, at købmandssønnen havde lokket en ung kvinde i uføre. Det ville ikke være komplet uvant for dem.

Den del af det var da også simpel og Nicolaus slap en dæmpet lyd over hendes ene ord, før læber var mod hans igen. Hans hænder cirklede hendes hofter, trykkede hende blidt ind mod muren, selvom den sikkert ikke var ren. Og da han først var startet, føltes det umuligt at stoppe med at kysse hende igen.

"Gaby," åndede han dog til sidst, lidt brat, som han tvang sine læber fra hendes. Bare en kort afstand. Han klarede halsen og smilede drenget. Blikket afslørede dog, at han ikke var upåvirket. Tværtimod kæmpede han i høj grad med sin selvkontrol. "Hvis ikke vi skal fortsætte lige her..."

[Gabriella Lysmager]

Om muren gjorde hendes tøj beskidt, tænkte Gabriella ikke stort over, ej heller den kulde der krøb sig ind på hende langs rygsøjlen, for huden føltes brændende varm, og hun fokuserede stort set kun på fornemmelsen af Nicolaus' nærvær. Hun havde ikke troet, at det skulle ske igen. At hun på ny ville få lov at lade sig indhylle i den her bobbel, som hun før havde delt med ham i Blueton, men drømme kunne åbenbart blive virkelige.

Hun åndede tungt ud, da kysset lidt brat stoppede, og hun så på ham med glimtende øjne. Hans smil var drenget, men hans øjne fortalte, at også han var påvirket af situationen, og hun nikkede lidt forstående til ordene, og det bratte stop. "Lad os finde et værelse," besluttede hun, for hun havde ikke lyst til at løsrive sig fra ham, tværtimod, men det ville på alle måderne være dristigt at løfte skørterne her i gyden.

[Nicolaus Itier Købmand]

Der var en fandenivoldsk del af Nicolaus, der havde lyst til at fortsætte lige der og ikke stoppe og i et øjeblik lyste det ud af hans blik. Modsat generel tro, var han dog ikke så egoistisk, så han tog en indånding og nikkede let.

Før de kunne gå, måtte han dog lige kysse hende igen. Bare lige én gang mere, sagde han til sig selv, som om det ikke hurtigt kunne eskalere.

[Gabriella Lysmager]

Lysten til at skide på det hele var ikke Nicolaus' alene. Også Gabriella følte sig fristet til blot at fortsætte lige her, opslugt som hun var af den brændende trang til at mærke Nicos hud mod fingerspidserne. Det krævede derfor lidt at løsrive sig, og bedst som hun havde gjort det, sugede han hende ind igen i et kys. 

Hjertet bankede stødt i brystkassen, og fingrene knugede om hans skjorte på ny. "Nico," åndede hun tungt ud. "Lad os gå, før jeg flår skjorten af dig lige her."
Øjnene lyste klart, mens hun så på ham med varme i blikket og antydningen af et skælmsk smil, før hun nu beslutsomt greb om hans hånd og fortsatte ned af gyden uden egentligt at vide præcis, hvor hun skulle gå hen. Da de drejede om det næste hjørne, så hun dog et kroskilt og hun drejede sig mod Nico. "Her?"
Lige nu var det lige før alt der ikke var et bordel gik an. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var umådeligt fristet til at sige, at hun absolut bare skulle gøre dét, men det var trods alt stadig vinter og der var en del af ham, der havde lyst til mere end bare noget forhastet i en gyde. Ikke at han ville sige dét højt. Ikke engang overfor sig selv. Så han fulgte med, noterede sig navnet på kroen og rystede lidt på hovedet.

"Der kommer kun våbenføre mænd," pointerede han og slog med hovedet i en anden retning. "Den her vej," konstaterede han og ganske kort tid efter kom de til et gæsthus. Det var skrigende åbenlyst, hvorfor de var der, da de dukkede op og han betalte med det samme, men han var ligeglad. Han var tilpas pænt klædt på til, at manden åbenlyst vidste bedre end at sige noget og snart efter havde han ledt Gabriella med op ad trappen, da de fik at vide, at rummet var klar.

Det lille kammer var ikke noget imponerende syn, men der var da en seng, der akkurat lige kunne rumme to, samt et bord og en skammel. Til gengæld var der intet ildsted og kulden i rummet bar præg af det. Der var bragt et glødefad ind, men det havde ikke afgivet meget varme endnu og de to lys gjorde ikke meget for at bidrage. Han selv var godt klædt på og tog sig ikke af det, men et anfald af uvant omsorg fik ham til at dreje sig mod hende. "Er her for koldt?" spurgte han, kun en anelse åndeløst og formåede da heller ikke at lade være med at skubbe en krølle ind bag hendes hovedlin. Kun for dernæst at fingerere med kanten på det, åbenlyst fristet til at hive det af.

[Gabriella Lysmager]

Kun våbenføre mænd, derfor ikke et sted for en krølhåret kvinde ifølgeskab med en mand. Budskabet sank ind sammen med følelsen af at være en totalt fremmed i en fremmed by. Hun vidste slet ikke nok til overhovedet at finde vej i halvmørket. Hun fulgte derfor tillidsfuldt efter Nicolaus til et gæsthus, og hun mærkede tydeligt på det blik, der diskret blev sendt hende, at manden bag skranken ikke var i tvivl om, hvad de skulle bruge værelset til, men han undlod at kommentere på det. Heldigvis.

Gabriella fulgte efter Nicolaus op til det kammer, der var deres for nu. Der var køligt, men ikke alarmerende koldt. Dog ikke meget varmere end udenfor, men i det mindste var der en seng med tilhørende tæppe. Og privatliv. Det føltes som om den Nicolaus hun følte hun havde kendt viste sit ansigt, da han med omsorg spurgte til, om det var for koldt, mens hans fingre skubbede en krølle ind under hendes hovedlinned. "Nej, det kunne være værre," konstaterede hun lavmælt. Snørerne i hans skjorte fristede på ny, og da hun greb om dem denne gang, var det for at begynde at løsne dem og dermed også skjorten. "Jeg er sikker på, at vi nok skal finde en måde at holde varmen," tillod hun sig også at tilføje med glødende, forførende øjne.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' bekymring blev sat til dørs, da hun mindede ham om, at hun ikke var skrøbelig. Smilet trak unægteligt i hans læber og han slap en dæmpet lyd i bekræftelse.

"Det er jeg ikke i tvivl om," svarede han med et blik, der glødede let. Så listede fingrene sig under hendes hovedlin og løsnede det. Blikket fulgte bevægelsen og det samme, da han trak det ud, der holdt hendes krøller på plads. Han smilede, som de foldede sig ud.

"Mh. Hvilket glædeligt gensyn."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella var ingen skrøbelig komtesse, der skulle beskyttes, men derfor var omsorgen velkommen alligevel, for det var den hun fokuserede på bag hans ord. Hans øjne glødede dog let, da han svarede hende på det andet. Måske mere væsentlige.

Hans fingre arbejdede med hovedlinnedet, og da han løsmede det, mærkede hun krøllerne folde sig ud i deres pragtige vidde, og hun smilede list over hans kompliment. "Et glædeligt gensyn? Med krøllerne eller mig?" drillende hun ham, før hun nu lod sine fingre lande på den dem af hans brystkasse hun havde blotlagt kort forinden, før hun ikke længere kunne holde sig væk, og var nødt til at kysse ham igen. Insisterende og længselsfuldt. Hun kunne mærke nu, at hun havde savnet ham. Mere end hun havde turde mærme. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus nåede ikke at svare, før hendes læber var mod hans igen og dét klagede han ikke over. Til gengæld tog han sig tiden til at kysse hende grundigt, før han brød lidt væk igen. Smilede drillende og drenget. "Begge dele," svarede han forsinket og så på hende med et tydeligt glimt i øjet.

"Men måske lidt mere med førstnævnte," tilføjede han, åbenlyst drillende. Til gengæld skyndte han sig at kysse hende igen, før hun kunne nå at daske til ham eller lignende og denne gang greb han fat om hendes hofter. Beslutsomt, begærligt.

[Gabriella Lysmager]

Blussende var hendes kinder på ny, selv i det kølige kammer, fordi kysset vækkede alle de følelser, hun havde forsøgt at lægge låg på til livs igen, og de blev ikke mindre tydelige af hans drengede, drillende smil. 
Trangen til at komme med et modsvar var mærkbart, men før hun nåede det, indfangede han hende på ny i et beslutsomt kys, og nu greb han hende om hofterne, så en rislen gled igennem alle nervebanerne og samlede sig i ét særligt, forventningsfuldt centrum. 
I et åndehul fik hun dog alligevel mumlet lidt kækt: "Mine krøller er værd at glædes over, men der er andre gensyn jeg glæder mig mere til."
I en sigende indikation trykkede hun sig nu ublufærdigt og begærligt ind mod ham, og den hånd der havde kærtegnet bar hud på brystkassen gled nu beslutsomt nedad, før den nåede brogerne.