Et uventet gensyn [S]

[Gabriella Lysmager]

Gabriella vidste det ligesom ham; det var hende, der havde ytret, at de skulle mødes tidligt, så hun ikke var alt for sent hjemme. Alligevel følte hun nu næsten en barnlig trang til at modsætte sig ham og egen fornuft. Hun havde dog pli nok til ikke at gøre det.

Ømheden smøg sig om hende på en ny måde, da han kyssede hendes pande, og hun sukkede let, før hun møvede sig op og sidde på kanten i underkjolen. Snart efter fulgte dog resten af tøjet. Hun smilede svagt, nåede akkurat at række en hånd ud mod ham, men trak den til sig igen. Der var ingen grund til at virke for åbenlys, når de bevægede sig ned forbi receptionen og ned på gaden

På gaden smøg mørket og kulden sig dog mærkbart om hende, og lidt instinktivt trådte hun ham nærmere og forsigtigt rørte hendes hånd hans. "Er det mærkeligt at jeg er her?" 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus skuttede sig også lidt, da først de var ude og det var ikke fordi han bare længtes efter en tur på tværs af byen - og tilbage. Men det var, hvad det var og han havde ikke tænkt sig at ombestemme sig.

Han stivnede dog umærkeligt, da hendes hånd strejfede hans og han anede ikke, om det var tilfældigt eller ej. Han turde dog ikke løbe chancen og, tilsyneladende tilfældigt, flyttede han sin egen væk og hægtede tommelfingeren i bæltet.

"Absolut," svarede han og smilede drillende, som om han ikke havde forstået, at hendes spørgsmål dækkede over noget mere alvorligt. "Sidst jeg så dig, var det i den anden ende af verden, ikke?"

[Gabriella Lysmager]

Gabriella følte det som et stød, men ikke et behageligt et af slagsen, da han trak sin hånd til sig og hægtede den fast i sit bælte. Hun måtte synke kort, men forsøge at virke upåvirket af det, der unægteligt fremstod som en afvisning.

Han tog let på spørgsmålet. Hun smilede synligt i halvmørket, måske også lidt overbærende. "Mh, en helt anden verden. Min verden, og nu er vi i din." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Ordene rungede lidt for ham. I hans verden, ja. Og hvordan passede hun ind der? Han anede det ikke. Blikket forblev rettet frem og han fugtede læberne.

"Det er en mærkelig skæbne," konstaterede han med en lille skuldertrækning. "Jeg havde aldrig forventet at se dig igen, og nu bor du i min by."

[Gabriella Lysmager]

Hun nikkede. Krøllerne var ikke længere synlige. Kun en lille uregerlig tot, der bevægede sig lidt i vinden.
"Skæbner er svære at forstå," konkluderede hun roligt, lavmælt. "Jeg havde heller ikke forventet at se dig igen. Men... Jeg havde et lille håb om, at jeg måske ville. Du er svær at glemme, Nicolaus."

[Nicolaus Itier Købmand]

Det gav et lille vrid i hans bryst over hendes ord og endnu engang var der den oplagte mulighed for at sige noget dybfølt. Men endnu engang bakkede han ud og lod som om, at han ikke forstod dybden af det, hun havde sagt.

"Selvfølgelig er jeg det," svarede han i stedet, det drengede, drillende smil på plads, selvom han følte sig lidt som en idiot. Alligevel puffede han lidt til hende, fremfor mere sårbare handlinger. "Hvem kunne dog modstå det her smil?"

[Gabriella Lysmager]

Enten var hun dum og naiv og så stjerner på en mørk himmel, eller også var han letsindig eller god til at foregive ikke at forstå de dybere lag i hendes ord. Uanset hvad, svarede han hende i hvert fald med drenget drilagtighed, og selvom hun i og for sig godt kunne lide det, prikkede det også til noget andet. Mild irritation? Usikkerhed på det hele og sig selv? Svært at afgøre.

Et lidt halvhjertet latterfnys blev det til. "Ja, hvem kan dog det? Det smil har sikkert været uimodståeligt for mange," svarede hun, uden at tænke over, at det ville afføde tanker, som hun ikke havde lyst til at tænke. Nico sammen med andre piger. Fulgte han også dem hjem? Strøg han også dem over håret, kyssede deres pande, foldede tæppet om deres skuldre? Hun stoppede tankerækken brat. Det var ikke det, der i virkeligheden betød noget. Var det? 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var ikke så meget nybegynder, at han ikke vidste, at det var idiotisk at begynde at tale om andre kvinder i den nuværende situation. Så det gjorde han naturligvis ikke, selvom hun havde ret.

"I hvert fald for dig," svarede han i stedet glat og vippede med øjenbrynene, som han (lettere desperat) opretholdt den afslappede attitude.

[Gabriella Lysmager]

Han smøg sig udenom. Igen. Glat var svaret og hans bryn vippede. Hun burde lade det være ved det, men noget nagede hende ved hans s ar. "Hør, jeg ved godt, at jeg ikke var din første - og formentlig heller ikke sidste."
Således slog hun fast, at hun var klar over, at hun nok ikke havde særstatus som hans store kærlighed. Men hun vidste også, at han golsge af hende. I et eller andet omfang, som var svært helt at få begreb om. Hvad hun ikke kunne vide var, at Nicolaus underspillede egne følelser for hende markant. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus forstod ikke, hvorfor det virkelig var nødvendigt at bringe alvoren ind i det og han fortrød næsten sit valg om at følge hende. Men også kun næsten.

Han anede ikke, hvad han skulle svare til det. Overhovedet ikke. Så han lod slet og ret være.

"Den vej," sagde han i stedet og puffede hende i en anden retning.

[Gabriella Lysmager]

Han svarede hende ikke. Istedet blev hun puffet fysisk i en ny retning, og fødderne skiftede automatisk retning og så gik hun lidt i stilhed, mens tankerne myldrede og maven var lidt urolig. Det føltes på en måde forkert. At de gik der uden et ord. Så da de drejede om en ny gade, hvor der næsten ikke var nogle mennesker, stoppede hun op foran ham, men denne gang ikke for at snakke. Istedet kyssede hun ham.
"Jeg kan godt selv resten af vejen, hvis det er." erklærede hun så, uden helt at vide, hvordan han ville tage imod ordene. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde det også lidt akavet, men han var ikke komplet utilfreds med hendes måde at håndtere det på. Han gengældte da også kysset, kun lidt overrasket - på en god måde.

Det hindrede ham dog ikke i at fnyse dæmpet over ordene. "Ikke tale om," konstaterede han, men smilede skævt. Det var dog ikke til diskussion. "Jeg følger dig hele vejen. Kom."

[Gabriella Lysmager]

Det føltes rart. Ikke at blive afvist, og ikke at blive ignoreret, som hun lidt havde følt sig tidligere, fordi han ikke ville svare hende på de ting, der måske stak lidt dybere. Kysset havde på sin egen måde været tiltrængt.

Hun smilede skævt over hans stædighed. Der var tydeligvis ikke plads til diskussion omkring dét. Han agtede at følge hende til dørs. 
"Du er en gentleman, ved du godt det?" drillede hun ham lidt, før de fortsatte. Gaderne var mere kendte nu. Snart ville de ramme universitetet.
"Har vi en aftale om at ses igen?" spurgte hun så forsigtigt og skævede til ham. Nervøs for at han skulle have ombestemt sig nu. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs muntert. "Ja, men sig det ikke til nogen. Det ødelægger bare mit gode ry," svarede han og rankede sig lidt. Dog ikke utilfreds med, at hun tænkte det.

Så tog han en indånding, men lige dét var han ikke i tvivl om. Så han nikkede og så på hende med et blik, der spillede lidt. "Jeg kommer og henter dig en aften, når der er et stykke at se på teatret."

[Gabriella Lysmager]

En mild latter flød fra Gabbys læber som respons på kommentaren om hans 'gode ry'. "Bare rolig, det skal nok forblive vores lille hemmelighed," legede hun med og blinkede kort drillende.

Han trak vejret ind, men han tøvede ikke stort, og hun følte en lille lettelse over dét. Alligevel kunne hun ikke lade være med at lege lidt med ham. "Så må vi håbe, at jeg ikke har travlt den aften." Et lille smil indikerede dog, at hun ville glæde sig, og så anede hun universitetetsbygningen indenfor rækkevidde. Hun drejede derfor kroppen, da de var så nær, at den var umulig at overse, og hun skævede omkring, før hun så trådte nærmere. "Tak for i aften, Nico. Det var et dejligt gensyn." Øjnene spillede lidt indforstået, og hun lænede sig da også frem og kyssede hans kind. Mere turde hun ikke her. Så tæt på det sted, hvor hun bestemt kunne få skæld ud for at føjte rundt, så istedet smilede hun blot varmt og vendte ham ryggen for at gå det sidste stykke op til kollegiet, og følte stadig smilet sitre, da hun trådte ind ad døren ligeså forsigtigt.

//Lukket <3