Et uventet gensyn [S]

[Nicolaus Itier Købmand]

Selvom Nicolaus brugte en god del af sin fritid på at gå ud og få et godt krus øl, så var hovedparten af hans tid nu engang præget af arbejde - og han nød det såmænd også, for han var god til det. Det bragte ham mange steder i verden, men ganske også ofte til markedspladsen, hvor fremmede handelsfolk også stødte til.

Han stod da også netop og diskuterede venskabeligt med en købmand fra Odriara, en liste over varer, der netop var solgt mellem dem, i hænderne, da hans blik helt tilfældigt farede.

Først gled det bare forbi, men noget fik ham til at se tilbage. Et glimt af gyldne krøller, som blot måtte være hans fantasi. Og alligevel landede hans blik på Gabriella Lysmager , selvom hans hjerne havde svært ved at forstå, hvordan hun pludselig kunne være i Levagny. Han glemte at høre efter, hvad den anden købmand sagde.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella var nysgerrig på sprog og handel, og hvilket sted var bedre til at kombinere de to ting end Markedspladsen? Hun nød at gå her. Der var noget spændende over alt det nye. Alt det fremmede, men dog velkendte, for selvom stemmerne bar præg af en noget anden dialekt end den hun var vant til, var den ikke helt ukendt, og efterhånden kunne hun forstå de fleste ord. De vigtigste dele af sætningerne om ikke andet.
Hun strøg imellem boderne. Lod fingrene vandre på silkestof. Tog imod en smagsprøve på en sennep. Nød duften af nybagt brød. Men midt i alle sansningerne, hørte hun pludseligt en stemme, der var underligt velkendt, og uvilkårligt så hun sig over skulderen. Netop i det samme som Nicolaus Itier Købmand også så på hende og hun blinkede lidt forundret, før hun drejede kroppen i hans retning. Stod et øjeblik længere og betragtede ham. Kunne det virkeligt....

Beslutsomheden greb hende. Hun måtte vide det, så med målrettede skridt satte hun kurs mod Købmandssønnen og hans samtalepartner. "Nicolaus," prøvede hun sig frem med antydningen af et venligt smil. Høfligt. Enten fik hun en reaktion eller også gjorde hun ikke. Men inderst inde var hun ikke i tvivl. Hun huskede hans ansigt for tydeligt. Det smukke gyldne hår. Hans stemme. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus blik dvælede et øjeblik, men det måtte være sindet, der spillede ham et puds. Alt andet var umuligt og måske lod han sig blot narre af afstanden. Før han kunne finde ud af, blev hans opmærksomhed krævet af den odrianske købmand og han måtte beklage, at han kortvarigt havde været distraheret.

Samtalen var dog ikke mere end lige gået i gang igen, før en stemme lød ved siden af og al tvivl forsvandt. Han så på hende, et væld af spørgsmål i blikket, men svarede ikke med det samme. I stedet rettede blikket sig mod den anden købmand igen og han smilede, som han lagde hånden mod den andens arm.

"Undskyld mig et øjeblik," bad han, selvom han normalt ikke ville afbryde en forretningssamtale. Han gjorde det da også kun nu, fordi han ellers kun ville kunne tænke på de ubesvarede spørgsmål. Manden brummede godmodigt og vendte sig mod sine varer, mens Nicolaus selv drejede sig mod krøltoppen. Blikket gled lettere forundret over hende.

"Gabriella," konstaterede han og kunne ikke skjule sin overraskelse. "Hvordan... Hvad gør du her?"

[Gabriella Lysmager]

På sin vis var det uhøfligt at afbryde to mænd midt i en handelsaftale, men Gabriella Lysmager var et kort øjeblik blot fanget af trangen til vished. En vished hun på sin vis allerede havde, før læberne formede hans navn, for hvor det var usædvanligt at hun befandt sig netop her, var det et forventeligt sted at møde Nicolaus Købmand. Hun huskede, at han boede i Levagny. Det havde han fortalt hende.

I det blik der mødte hende så hun gnister af tusinde spørgsmål stå frem, men han svarede hende ikke for alvor, før han havde undskyldt sig til den - for hende - fremmede herre. Han lignede ikke en indfødt heller, bemærkede hun for sig selv. Manden tog det pænt. Måske fordi han selv nåede at fange et glimt af krøltoppen, hvis krøller var lidt synlige selv med hovedlinnedet. Umulige helt at tøjre.
Hun nikkede bekræftende. Der var noget rart over hans forundring. Over at kunne overraske ham, omend uintentionelt.

"Hvordan...?" Hun smilede lidt overbærende over ham. "På markedspladsen? Det de fleste gør her. Jeg handler. Forsøger at lære nye ord og begreber." Hun forstod godt hvad spørgsmålet egentligt gik på, men hun holdte ham kortvarig lidt hen med et funklende skær i øjnene. "Hvis De mener hvad jeg laver i Levagny... Så er jeg begyndt på Universitetet."
Hun afventede hans reaktion og holdte selv sine følelser lidt på afstand. Der var ingen grund til at lægge for meget i det, var der vel? Alligevel mærkede hun en lille boblende fornemmelse nederst i maven. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fattede stadig intet af, hvordan Gabriella pludselig kunne stå der, men han kom sig dog nok over chokket til at slippe et lille fnys over hendes morsomhed. Det hindrede dog ikke blikket i at glide undersøgende over hende, som om hun var en gåde, hun forsøgte at løse. Og selv da han fik svaret på den, troede han dårligt på det.

"Her? I Levagny?" måtte han gentage, selvom det utvivlsomt ikke fik ham til at fremstå intelligent. Men det var da ærligt også et temmelig uventet scenarie og han følte sig lidt varm i nakken. "Bor du her?" fulgte han dog også op, før han indså sin fortalelse og hurtigt rettede: "De."

[Gabriella Lysmager]

Han fnøs over hendes morsomhed, og hun smilede lidt ad det, før hun opklarede det egentlige mysterie for ham. Hun mærkede hans undersøgende blik, og i hans ord stod forvirringen, måske også benægtelsen, tydeligt frem. Hun løftede brynene lidt.
"Her. I Levagny," bekræftede hun, men uden egentligt helt at kunne tolke, hvordan han havde det med dét. Dernæst et nyt spørgsmål, og hun mærkede en varm fornemmelse nederst i maven over fortalelsen, omend han rettede på sig selv.
"Jeg bor på kollegium. Enhjørningekollegiet. Kender du det?" spurgte hun, og slog dermed også fast for ham, at hun ikke havde noget imod på ny at være dus.

Hendes øjne hvilede et langt øjeblik på ham, og hun fugtede læberne, før hun tog tilløb til at spørge om noget mere personligt: "Hvordan har du det? Det er længe siden jeg sidst så dig." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Ikke i noget univers havde Nicolaus forestillet sig, at han nogensinde ville stå overfor Gabriella i Levagny. Hun hørte til i Blueton, hvor han måske i stille sind havde håbet på at se hende igen engang. Her... Her var det mere kompliceret. Han nikkede lidt til hendes ord og sank en enkelt gang, stadig en kende overrasket.

"Godt," fik han dog svaret og klarede halsen lidt. "Godt," gentog han. "Det går fint med forretningen," konstaterede han. Det var lidt ligegyldigt. "Du... Ser ud til at have det godt." Ser godt ud, rettere.

[Gabriella Lysmager]

Det som Nicolaus og Gabriella havde delt i hjembyen i Blueton havde føltes ... ægte. Magisk. Han havde fået hendes hjerte til at banke, og hendes ansigt til at lyse op, og det var derfor en glædelig overraskelse at støde på ham igen. Her. I hans hjemby. Hun havde slet ikke forventet det, men universet var åbenbart ikke færdige med at lade dem støde ind i hinanden, og det var en kærkommen ting i Gabriellas øjne.

Noget virkede dog anderledes. Nicolaus virkede mere... tilbageholden. "Godt. Det er jeg glad for," lød det oprigtige svar. "Det har jeg."
Det føltes en smule akavet, og det var uventet for Gabriella, som mærkede en særlig trang til at bryde den. "Jeg havde ikke regnet med at støde ind i dig her... Men jeg kunne altså ikke overse så flot en Købmandssøn," forsøgte hun sig derfor med et skævt smil. "Har du travlt eller har du lyst til at gå lidt med mig? Måske tage et krus øl et sted?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus forsøgte ikke at holde det skæve, charmerende smil tilbage over hendes kompliment, men tøvede alligevel ved hendes spørgsmål. Blikket gled kort til siden, og selvom han måske en enkelt gang eller to havde forsømt regnskaber til fordel for en varm seng, så ville det være meget åbenlyst her, hvis han pludselig gik sammen med hende. Han reflekterede ikke over, at årsagen til at han følte det måske var, at der var noget mere på spil for ham. Ville han have skænket det en eneste tanke ellers?

"Jeg er midt i forretninger," hørte han derfor sig selv sige, selvom han fortrød næsten øjeblikkeligt. Han var dog ikke typen, der forlod alt for at tage en spadseretur, så han måtte ranke sig lidt. Til gengæld tilføjede han så: "Men et krus øl senere?" spurgte han og blikket fik den drengede gnist, som han var kendt for i Levagny. "For gammelt venskabs skyld."

[Gabriella Lysmager]

Det skæve, charmerende smil, som hun havde følt sig forblændet af tidligere blomstrede frem, og hun følte øjeblikkeligt en lille lettelse, fordi det pludseligt virkede mindre svært mellem dem på ny. Hans blik flakkede dog, og hun tolkede, at han skævede til sin tidligere samtalepartner. 
"Naturligvis. Det var dumt af mig at spørge," erkendte Gabriella det, som var en sandhed, men som også føltes som eget nederlag i den stund. Hun havde mest af alt lyst til at undskylde sig straks. Det havde været en dum idé at opsøge ham, nåede hun kort at tænke, men så åbnede han alligevel lidt op med en invitation til at mødes senere. 

For gammelt venskabs skyld. Ordene stak på en uventet måde, for det var ikke helt dét hun havde følt, at de havde delt. Havde hun blot været forblændet? Følelsen af at være en idiot ramte hende perplekst. "Hvornår tænker du?" spurgte hun derfor ind med et skævt smil. Det skulle helst ikke blive for sent, for hun havde trods alt studier at stå op til, og regler at overholde på sit nye bosted. "Og hvor skal vi mødes? Jeg kender ikke så mange steder her i byen. Du må vise mig nogle af de gode." Gabriella forsøgte at få samtalen til at flyde nemt, selvom hun følte en knude nederst i maven. Noget var anderledes her end det havde været i Blueton. Måske var det bare fordi han var på arbejde.

[Nicolaus Itier Købmand]

Der var ikke så meget at bekymre sig om, når han var ude i verden. Her var det anderledes, for her kendte alle ham og det stemte ikke overens med den mand, der havde fundet sig betaget af en ung lysmagerdatter, havde givet hende en rose og strøget hendes kind med en ømhed, der ellers ikke var forbundet med ham. Her virkede han mere upåvirket, som var det blot en pudsig tilfældighed for ham, at hun stod der.

"Le Faucon," svarede ham prompte, selvom en lille, egoistisk del af ham snarere havde lyst til at tage hende hen et sted, hvor ingen han kendte, ville se hende. "I håndværkerkvarteret," uddybede han og fugtede læberne. Smilede skævt. Brynene gled lidt op. "I aften?"

[Gabriella Lysmager]

Den Nicolaus Gabriella havde lært at kende virkede ikke helt som den, hun nu mødte her i hjembyen, og det var svært helt at afgøre, hvad der gjorde forskellen, men hun var ikke i tvivl om, at der havde været ømhed i Blueton. I hans glimtende charmerende øjne. I den hånd, der havde placeret en rose i hendes hår, og strøget hende over kinden. Også i de hænder, der havde svunget sig om hendes talje, da han holdte om hende, og de havde set på den sø, som hende og tvillingesøsteren ofte havde badet i om sommeren.

"Le Faucon," gentog hun langsomt for lige at få ordlyden på plads. Hun var lidt i tvivl om hun betonede ordene rigtigt. "Godt. Håndværkerkvarteret. Jeg må se, om jeg kan finde det." Hun smilede let, og nikkede så bekræftende. "I aften. Klokken syv?" foreslog hun, for det var tilpas sent til, at man kunne nå at spise inden, men også tilpas tidligt til, at hun kunne nå hjem uden at det blev suspekt sent.

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var lidt tidligere end Nicolaus normalt ville gå ud, men han havde en mistanke om, at det ville komme til at føles som om, at klokken syv var en evighed væk, når først hun var gået. Ikke, at han ville sige dét højt. "Det er en aftale," svarede han derfor og smilede skævt. Tommelfingrene lirkede sig ned i bæltet.

Hans blik gled fortsat lidt over hende, som om han ikke havde fuldt forstået, at hun var der. Han fugtede læberne. "Klokken syv."

[Gabriella Lysmager]

Det skæve smil var velkendt, ligesom hans gyldne lokker og det drengede glimt i hans øjne, og selvom alt ikke føltes helt, som det havde gjort, da hun først havde lært ham at kende i Blueton, så mærkede hun alligevel en lille spire af håb indeni, da de aftalte at mødes igen senere. Mindre formelt end dette møde, hvor han var på arbejde. Mindre akavet, håbede hun på.
"Ja, klokken syv. Så ses vi på Le Faucon." Gabriellas øjne glimtede let. "Du må hellere komme tilbage til forretningerne." Og med de ord vendte hun sig om, så krøllerne bølgede efter hende ned ad gaden. Pludseligt følte hun, at der var en evighed til klokken blev syv.

-----

Gabriella havde været nervøs for at fare vild i denne nye væsentligt større by, men Le Faucon havde ikke været helt umulig at finde, og hun kom ikke for sent, da hun trådte indenfor. Iført et broderet hovedlinned og en cremefarvet kjole under den varme, uldne frakke. En nødvendighed her i vintermånederne. Hun spejdede rundt i lokalet, men kunne ikke umiddelbart se ham, så hun begav sig op i baren. Det måtte være det mest synlige sted at spotte hende, mente hun. Og for at dulme nerverne lidt bestilte hun også et krus lys øl.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde set lettere forundret efter Gabriella i nogle øjeblikke, før han var blevet mindet om, hvor han var og hastigt var vendt tilbage til sine forretninger. Det hele var blevet ved at tumle rundt i hans tanker efterfølgende og han vidste ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til det. I nogen tid var han reelt ved at få kolde fødder, men til sidst forlod han hjemmet og drog mod kroen. Fortrød nu engang, at han ikke havde valgt et sted, hvor han var mindre kendt, men det var for sent nu.

Og apropos for sent, så kom han også senere end aftalt, men ikke skandaløst meget. Ingen behøvede at vide, at det var fordi, han havde været i tvivl. Nu trådte han ind i den velkendte krostue og det tog ham ikke lang tid at få øje på Gabriella - eller de håndværkersvende, der allerede stod og savlede åbenlyst over hende. Det generede ham lidt, men han skjulte det, som han nærmede sig. Det drengede smil røg på plads.

"Forstyrrer jeg?" brød han ind, da han nåede baren. Uden at tage sig særligt meget af Evan Tækker, der så lidt mellemfornøjet ud over at blive afbrudt i sit kurtiseringsforsøg.