Et uventet gensyn [S]

[Nicolaus Itier Købmand]

Der var i og for sig intet nyt i, at Nicolaus flirtede med kvinder eller delte kærtegn med dem. Og heller ikke, at det af og til var den samme. Det ville først vække mistanke blandt de andre krogængere, hvis han gav sig til at vise mere end en overfladisk interesse, men han valgte at tænke, at han var nogenlunde sikker for nu. Ingen kunne trods alt læse hans tanker, mindede han sig selv om.

Derfor kunne ingen heller se, hvordan en spændt følelse spredte sig i kroppen, da hendes fingre strejfede hans arm og han smilede skævt. "Mine venner og jeg kommer på forskellige steder, men ofte her," konstaterede han og fulgte hendes fingre med blikket; afslørede, at han ikke havde overset det. "Falken og Kronen er for håndværkerkroen, men der er også plads til sådan nogle som mig."

Han blik spillede lidt. Købmænd var rige folk og håndværkere var mere almene, men der var god øl og han havde da også kammerater her.

[Gabriella Lysmager]

Det syn der var på Nicolaus Købmand i Levagny, i hjemlige omgivelser, var Gabriella intetanende om, men hun var ikke bleg for, at noget var anderledes, og hun havde endnu ikke fundet roden til dét, men spekulerede fortsat på, om det havde at gøre med, at de havde været fra hinanden, om det var overraskelsen over gensynet eller noget tredje, der spillede ind. Måske ville hun aldrig finde ud af det. I hvert fald ikke, hvis hun ikke turde vove sig et stykke, som hun gjorde, da fingrene strejfede hans arm i et let kærtegn, der ikke varede længe, men var mærkbart. 

"Der må også være mange steder her i Levagny," indskød hun. "Er der nogle af dine venner her i aften?" Flygtigt gled hendes blik rundt i lokalet, før det gled tilbage til ham, tids nok til at spotte, at hans blik fulgte hendes fingre, der foldede sig om kruset på ny, og hun smilede svagt over det, inden han fangede hendes opmærksomhed på ny med en lidt flabet kommentar, der havde en vis indikation.

"Sådan nogle som dig?" gentog hun med et hævet skeptisk bryn, inden hun så legede lidt med, og lænede sig frem mod ham. "Hvordan er sådan nogle som dig, Nico?" spurgte hun interesseret ind med glimtende øjne. Interessen stak dog dybere end til det drilleri, hun nu lød flyde, da hun på ny dristede fingrene til at bevæge sig i hans retning. "En Købmandssøn, der inviterer en anden højborgerlig udenlandsk kvinde på en håndværkerkro... Var det for den billige øls skyld? Eller fordi du ved, at jeg godt kan lide Købmandssønner?" Nu lukkede fingrene sig lidt beslutsomt om hans underarm, som sin egen lille bekræftelse af det sagte. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' pupiller udvidede sig en anelse over Gabriellas sidste ord og blikket, der landede på hende, var mere intenst end det var hans mening. Han kunne prøve at narre sig selv alt det han ville, men han mærkede trækket fra hende igen uanset. Hendes afslutning på spørgsmålet fik da også kommentarer til alt det andet til at virke overflødigt og den ene side af læberne krøb op.

"Jeg husker dine svagheder, Lysmager," svarede han dæmpet og skød et bryn lidt op. Han trak ikke armen væk, men lænede sig tværtimod lidt tættere på hende. "Måske husker du også mine."

[Gabriella Lysmager]

Der var et synligt skift. Hans pupiller udvidede sig, og hans blik var intenst, da det landede på hende, og pludseligt følte hun sig overbevist om, at de var det samme sted. At han også mærkede den tiltrækning, der næsten sitrede i fingrene på hende nu. Én, som ikke kun var fysisk.
Hendes hjerte dunkede lidt hårdere i brystkassen, da han lænede sig frem, og samtalen fik en helt anden intim karakter.

"Måske gør jeg. Jeg mindes måske, at du er svag for det her," lød det dæmpet, da hånden lidt prøvende vandrede opad hans arm, og hun lænede sig yderligere frem mod ham. Fingrene greb blidt om hans overarm, fastholdte ham lidt i nærheden, før hun så lod læberne strejfe hans. "Husker jeg rigtigt?" åndede hun ud mod læberne, men uden egentligt at vente på svar, for hun kunne ikke dy sig, så hun kyssede ham lidt mere beslutsomt, men blidt.

[Nicolaus Itier Købmand]

Modsat hvad mange lod til at tro, så havde Nicolaus' type aldrig været de uskyldige, naive mus, der ikke vidste noget og som let kunne lokkes i fordærv. Han havde en præference for kvinder, der ikke var bange for at tage initiativ og det gjaldt så absolut Gabriella. Hjertet sprang et slag over i brystet på ham, da hun uden videre lænede sig frem og kyssede ham midt i krostuen.

Der var utvivlsomt de, der kunne blive skandaliserede over det, men Nicolaus var ikke en af dem. Hans hjerne slog lidt fra og nærmest uden hans vidende, løftede hånden sig og lagde sig om hendes nakke, som han gengældte hendes kys. Og i nogle lange sekunder glemte han alt om, hvor de stod. I hvert fald indtil en dæmpet hujen trængte ind i hans bevidsthed.

[Gabriella Lysmager]

Det var et sats, men hun havde erfaring med, at Nicolaus ikke lod sig afskrække af, at hun tog initiativ, snarere tværtimod. Hun havde en anelse om, at det var attraktivt for ham ikke at skulle være den, der var initiativtageren til det hele. Så hun var modig, måske også overmodig, og satte sine følelser over styr, da hun kyssede ham midt i krostuen, uden tanke for hvem der så dem. Men hun kendte heller ingen, så omgivelsernes meninger om hende var ubetydelige sammenlignet med Nicolaus'.

Hun mærkede hans hånd i sin nakke, og en rislen af velbehag gled langs rygsøjlen, som verden omkring dem blev sløret, og hun kun kunne fokusere på ham og fornemmelsen af hans læber mod sine. Lige indtil en hujen tvang sig ind i bevidstheden, og lyden af et navn også blandede sig. Sådan Nico! 
Hun havde ikke lyst til at trække sig, men hun blev bevidst om, hvor de var, og at de ikke var alene, og det var med en modvillighed at hun derfor slap ham med et hørbart suk, men uden at trække sig væk fra ham med det samme. "Det lyder til at nogle af dine venner er her," mumlede hun en konstatering af det åbenlyse. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var ikke første gang Nicolaus kyssede nogen i krostuen og vennerne morede sig sikkert blot over, at det virkede til, at han arbejdede hurtigt. De kunne ikke vide, at der var historie og at de kendte hinanden.

Det var godt, for det gav han lidt line og Nico kunne ikke lade være med at smile smørret, da han trak sig væk. Tungen fugtede læberne. "Det skulle jeg måske have nævnt," svarede han drillende og sneg sig til at stryge fingerspidserne ned over hendes hals, som hånden faldt igen.

[Gabriella Lysmager]

Hun vidste ikke hvordan det plejede at være, og den hujen generede hende ikke som sådan heller. Den gjorde hende bare bevidst om, at de var et offentligt sted, og at de befandt sig på Nicolaus' hjemmebane.
Hans smil var smørret, inden han fugtede læberne, og hun betragtede dem ublu en stund. "Nej, jeg er ligeglad med hvem der ser os. Du er jo ikke en håndværker-knægt," konstaterede Gabriella lidt kækt, men uden at mene det nedladende. Det var blot en fortsættelse af en intern spøgefuldhed.
Hans fingre strøg hende over halsen, før de så forlod hendes hud, og hun måtte synke en gang over den længsel hun straks følte efter, at han skulle gøre det igen. "Skål på vores svagheder," brummede hun så, kyssede hans kind, faretruende tæt på læberne på ny, før hun greb om sit krus og gjorde afstanden tilpas stor til at hun kunne drikke, uden kruset ramte ham i ansigtet. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs muntert over hendes ord, som det nok var godt, at der ikke var nogen, der overhørte. Han var dog mere fokuseret af hendes varme læber mod sin kind og blikket brændte fortsat lidt, da hun trak sig tilbage. Hans mundvige sitrede.

"Skål på det," svarede han og drak, uden at tage blikket fra hende. Fingrene på hans frie hånd strejfede hendes hofte og han gjorde intet for at gøre afstanden større. "Og på uventede gensyn."

[Gabriella Lysmager]

Andre var måske blevet utroligt forargede over den kommentar, der kunne syntes ondskabsfuld, men essensen var mere, at hun foretrak Nicolaus i aften, og dermed ikke alle de håndværkere, der hurtigt ville stå i kø for at gøre kur til hende. Evan Tækker havde allerede forsøgt sig.
Da hun trak sig lidt tilbage, kun nok til at kunne løfte sit krus uden at smække det op i hans hage, bemærkede hun, at hans blik stadig havde en særlig glød, og at hans mundvige sitrede, før de drak.

"Og på uventede gensyn," istemte hun lavmælt, mens hun satte kruset fra sig, men uden at se på bordet, så det var lidt et held, at hun havde en god afstandsbedømmelse. Smilet sitrede lidt, men et sug gik også igennem hende, da hun mærkede hans fingre strejfe hoften. "Er du også stadig svag for ... " Gabriella lod spørgsmålet hænge og dirre i luften, men hendes fingre færdiggjorde det, da hun lod dem finde hvile på hans brystkasse, før en kærtegnende pegefinger søgte mod midten, indtil knapperne på hans skjorte, og hun lidt spørgende foldede pege- og tommelfinger om knappen. I sin essens uskyldigt, men der hvor hans tanker måske vandrede hen, var det knap så uskyldig en handling. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var kun et menneske og hvem ville ikke være påvirket. Han var ikke fremmed for skamløs flirten og beskidte hentydninger, men han havde sjældent mødt nogen, der var så forførende som Gabriella Lysmager. Han sank en klump, da hun hægtede en finger om snørerne i hans skjorte, bag koftens lukning og pupillerne udvidede sig en anelse.

Instinktivt lænede han sig lidt frem mod hende og igen glemte han alt om verden omkring dem. "For?" inviterede han hende dæmpet til at afslutte og skød et bryn lidt op, mens han ærligt talt mest havde lyst til at kysse hende igen - og meget mere.

[Gabriella Lysmager]

Det var let at se, at han blev påvirket, da hun viklede sin finger omkring snørerne i hans skjorte. Han sank, og hun fugtede læberne. Blikket hvilede på hånden og den flig af hans brystkasse hun kunne ane, før øjnene fæstnede sig i hans og i hendes var at finde et forførende glimt.

Han lænede sig mod hende med en opfordring til en afslutning. "For mine fingres kærtegn -" hun trak let i snørerne, men uden at binde dem op. "Mine hofters vuggende bevægelser. Er du stadig svag for alt det, du ved jeg kan gøre ved dig, Nicolaus?" lød den forførende hvisken. Ordene så lave, at de blev forbeholdt ham. De stod tæt, at hun fornemmede varmen fra hans krop. Hun havde en næsten ustyrlig trang til at kysse ham. Men hun holdte sig i skindet lidt endnu; håbede på, at han måske ville kysse hende om lidt. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' hjerte hamrede, hvilket var imponerende, for en god del af blodet syntes at være strømmet sydpå. Pupillerne var store og han fugtede læberne en enkelt gang, mens hendes berøring fik hårene til at rejse sig i nakken. Instinktivt lænede han sig lidt ned mod hende, som var han draget, selvom han ikke kyssede hende endnu. Han var ellers fristet.

"Jeg tror allerede, at du kender svaret," svarede han dæmpet og fandt det meget vanskeligt at huske anstændig opførsel. Måske havde han set stort på det, hvis de havde været i Blueton, hvor ingen kendte ham. Mundvigene sitrede og blikket forlod ikke hendes. "Og jeg tror, at du nyder at drive mig til vanvid."

[Gabriella Lysmager]

Gabriellas fingre var foldet om snørerne i hans skjorte, og derfor anede hun også det bankende hjerte inde bag stoffet. Hendes eget bankede i takt med det. Han lænede sig med mod hende, som var han blot en magnet i et elektrisk felt, der ikke kunne andet, men han kyssede hende ikke.

Hendes øjne glimtede ved hans svar. Øjenkontakten intens. Ligeså intens som den varme fornemmelse der rislede igennem hende. "Så det tror du?" Fingrene legede lidt med snørerne, før hun så slap dem og istedet lod sin hånd lande på siden af hans hals. "Jeg kan drive dig meget mere til vanvid end det her," lød det dæmpet, og som en lille forsegling på ordene lænede hun sig ind og kyssede ham på ny. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var nærmest på grænsen til skandaløst og Nicolaus vidste det godt. Man kunne måske tillade sig mere som borgerlig, i hvert fald blandt håndværkere, når det var på en kro, men der var stadig konservative her og grænser.

Alligevel formåede han ikke at afvise hendes kys. Til gengæld vidste han udmærket, at han var nødt til at gøre noget, hvis ikke han skulle miste kontrollen helt.

"Mind mig om det," sagde han derfor, da han brød lidt væk. "Et andet sted end her." Selvom hans hjerne ikke nødvendigvis nåede længere end til baggyden udenfor.