Uden forventninger [S]

[Philippe af Neaune]

Det var naturligvis ikke den samme dag, som Philippe havde mødt Cassia Serva i badehuset og han havde da heller ikke forventet andet. Til gengæld fandt han det da også en anelse nervepirrende, at han havde ladet det være op til hende; ikke fordi, han var nervøs for at hun dukkede op, men snarere fordi, at han ikke anede, hvor lang tid der ville gå, før hun kunne - eller om hendes fravær betød, at hun fortrød.

Han fortalte sig selv, at sidstnævnte ville være helt acceptabelt, men det fyldte ham alligevel med en anelse mismod, når han tanker faldt på det. Han forsøgte dog så vidt muligt at lade være med at gruble for meget over det, og klarede det da også lige nu, som han denne aften sad i det flakkende skær fra bivokslys og besvarede breve til sin forpagter på Neaune.

[Cassia Serva]

Cassia havde fået tidligt fri efter aftensmaden og uden at tøve havde hun erklæret at hun ville besøge en veninde i en anden husstand. Hun havde brugt tiden på at flette sit hår om og dække det til, skifte til det eneste andet sæt tøj hun ejede og knebet sine kinder. Så var hun på vej ud og skyndte sig mod baronens byhus. Hun havde tænkt situationen igennem flere gange. Hvad hun ville sige.

Da døren blev åbnet og hun nævnte sit navn, viste det sig dog at være overflødigt. Hun var ventet. Det fik hendes mellemgulv til at krible.

Hun blev vist gennem huset og snart bankede tjeneren på døren for hende og holdt den åben.

"Frøken Cassia, Deres Nåde," blev hun præsenteret. Hun nejede dybt, stadig under tjenerens blik.

[Philippe af Neaune]

Philippe gav sin tilladelse til at døren blev åbnet, og så op. Brynene gled lidt op i forundring, men hans udtryk afslørede intet åbenlyst.

"Ah, ja. Kom indenfor, Frøken," svarede han og gjorde en håndbevægelse. Så nikkede han til tjeneren. "Tak, Alric."

[Cassia Serva]

Cassia så ikke efter tjeneren. Hendes blik var opslugt af Philippe. Det var en uge siden de havde set hinanden og hun havde tænkt på ham lige siden. Konstrueret hvad hun ville gøre i sit hoved. Nu hvor hun stod der, kom hun pludselig lidt til kort og stod tavs og tøvede lidt.

Døren var lukket og de var alene. Hun tog en dyb indånding.

"Forstyrrer jeg?" Hendes stemme skælvede svagt. Han var en vigtig person. Ikke blot den smukke, venlige mand, som hun havde lyst til at kysse hver centimeter af.

[Philippe af Neaune]

Intet ved Philippes fremtoning virkede fordækt og tjeneren kendte utvivlsomt sin herre godt nok til at vide, hvor usandsynligt det var, at han havde kvindebekendtskaber og mistænkte næppe noget.

Den tanke kunne da også nemt have givet baronen sort samvittighed, men han holdt den fra døren. Til gengæld smilede han til Cassia, og lukkede bogen med regnskaberne nænsomt i.

"Nej," svarede han og mente det, selvom han havde arbejdet. Han rejste sig, men farede ikke mod hende. Hans smil var da også næsten genert. "Jeg håbede, at jeg ville se dig snart."

[Cassia Serva]

Cassia samlede hænderne foran sig og vred dem lidt sammen, en direkte spejling af den nervøsitet, der også var tydelig på Philippes ansigt. Hun trykkede sine læber mod hinanden og smilede så, svagt.

"Jeg kom så snart jeg kunne," forsikrede hun. "Jeg var nervøs for om du ville være et andet sted. Jeg er glad for at du var hjemme."

Hun løftede den ene hånd og rettede en lille smule på en krølle, der havde hevet sig fri.

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede lidt over hendes ord, før han rettede sig helt og trådte forbi det massive skrivebord. Langsomt krydsede han afstanden og stoppede foran hende. Han rakte, med plads til afvisning, ud og tog blidt hendes hånd. Med blikket på hende, placerede han et nænsomt kys mod hendes knoer.

“Jeg er glad for, at du er her,” sagde han dæmpet, uden at det havde noget at gøre med det, der hele tiden havde været den underliggende årsag. Han havde ikke glemt, hvordan det havde været at tale med hende. Ærligt. Derfor sagde han også: “Jeg har savnet dig.”

[Cassia Serva]

Cassia smeltede næsten væk over Philippes hånd, der lukkede sig om hendes. Da han kyssede den, mærkede hun sit mellemgulv flagre. Hun sank en klump og smilede helt opblødt og meget varmt.

"Jeg er også glad for at være her. Jeg har savnet dig, Philippe."

Hun løftede selv hans hånd til sine læber og kyssede den også, imens hun så ham i øjnene.

[Philippe af Neaune]

Philippes indre føltes varmt og han smilede lidt over hendes ord. Læberne var varme mod hans knoer. Han slap hendes hånd, men kun så han kunne stryge hendes kind blidt. Hans blik gled over hendes ansigt, før han bukkede sig frem og fandt hendes læber i et blidt kys.

Det var kompliceret, men ikke så meget lige i det øjeblik og han tillod sig selv det.

[Cassia Serva]

Cassia vidste at det var mere end kompliceret. Hun brændte efter Philippe og følte sig også øm omkring ham, men hun var forlovet med Emir Schafari og han var gift og havde børn. Ingen af dem var rigtig frie og selv hvis de havde været, så ville de aldrig have kunnet få hinanden for alvor. Der lå ingen romantiske forestillinger om permanens i hendes tanker. Hun ønskede sig blot, at kunne få en lille bid af lykke i et kort øjeblik, hvor hun selv bestemte.

Da han kyssede hende, var det præcis det hun oplevede. Hendes mellemgulv tumlede og hun lagde selv sin hånd imod hans hals og lod den glide op i hans nakke, som deres læber var imod hinanden, blidt og søgende, spørgende, svarende, dvælende.

[Philippe af Neaune]

Philippe var lige så meget realist som Cassia, men i det mindste havde de det øjeblik og han forhastede sig ikke, selvom han måske burde. Han anede ikke, om hun var nødt til at gå snart igen, men selv det ville ikke få ham til at jage videre.

Tværtimod dvælede han og trak sig først efter nogen tid væk for at tage en dyb indånding. Hånden havde lagt sig om hendes nakke.

"Jeg vil ikke være forudindtaget," forsikrede han, men troede heller ikke, at han var det. "Men jeg sover i det tilstødende kammer. Hvis ikke du foretrækker at blive her..."

[Cassia Serva]

Cassia var helt blød i knæene, da Philippe trak sig tilbage. Hun kunne smage ham på sine læber, mild og frisk, som om han tyggede på noget for at holde sine tænder rene. Hun smilede varmt over hans sædvanlige hensyn og omtanker og rystede allerede lidt på hovedet. Hun tog en dyb indånding.

"Tag mig med derind," bad hun. "Hvis du vil være så venlig." Hendes blik glimtede svagt og hun flettede sine fingre ind mellem hans.

[Philippe af Neaune]

Philippe forventede ikke et nej, men han antog heller ikke et ja. Til gengæld smilede han, da det kom og lukkede fingrene sammen om hendes. Han nikkede og fulgte hende ind i det tilstødende kammer, hvor han tilbragte sine nætter på egen hånd. Indretningsstilen bar præg af norden, men fordi det var Philippes sovekammer, var der også nydelige stakke af bøger og pergamenter. Ikke i uorden, men et vidne om, at han let fortabte sig i den slags.

Nu var hans opmærksomhed dog fuldt optaget af noget andet og han vendte sig mod Cassia, da døren var lukket. Han smilede, men sagde ikke mere, før han lagde en hånd mod hendes kind og bøjede sig ned efter hendes læber på ny. Et enkelt lys var rummets eneste lyskilde.

[Cassia Serva]

Cassia nåede at tage det ind. Et rum, der emmede af ham. Hun var svag for det og han havde ret - det var et meget bedre sted end badehuset. Hun nåede ikke at se alt, før han havde bøjet sig ned og tilbudt noget meget interessant.

Hun lukkede sin frie hånd om hans side og lænede sig ind i kysset med alt hvad hun havde. Det føltes anderledes på en måde. En god måde. Hun vidste hvad de snart ville og hun var så klar til det, med ham.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde altid været tilbageholden og forsigtig, altid bekymret for, om han nu gjorde mere, end hvad Genevieve af Neaune brød sig om. Nu gik han mere modigt frem og kyssede hende på en måde, der afspejlede det og selvom det føltes helt skandaløst for ham at gøre, endte han med at tage et enkelt skridt frem, der opfordrede hende tilbage mod sengen.

Han måtte tage sig selv i nakken for ikke at spørge om lov. Hun havde opfordret utallige gange og nu overgav han sig. Stolede på, at hun vidste, at hun kunne sige fra, hvis hun fortrød. Og at han kunne det samme, for den sags skyld.