Uden forventninger [S]

[Cassia Serva]

Cassia smeltede en god del over Philippe og besluttede sig for at hun måtte tage hvad hun fik ud af at komme senere hjem. Det var det værd.

Hun fik den ene arm sneget omkring ham og brugte den til at nusse ham i håret.

"Jeg kan blive lidt," forsikrede hun. "Det er rart at være sammen med dig."

[Philippe af Neaune]

Philippe kunne ikke lade være med at smile over kærtegnet og han rykkede instinkt tættere mod hende. Deres ben gled tæt sammen og smilede lidt.

"Bare et øjeblik," lovede han, med sitrende mundvige og lukkede øjnene, næsen ved hendes hals. Trak vejret dybt ind.

[Cassia Serva]

Cassia sukkede dybt og lukkede også øjnene. Hendes fingre fortsatte deres kærtegn blidt i hans hår en stund.

De blev langsommere og langsommere, indtil punktet hvor hun lå stille med dyb vejrtrækning. Hun var faldet helt i søvn.

I søvnen krøb hun endnu tættere på Philippe og endte helt viklet ind i ham.

[Philippe af Neaune]

Det var år og dage siden, at Philippe sidst havde sovet med nogen, men det vækkede ham af uvisse årsager ikke. I hvert fald ikke før det enlige lys spruttede ud, adskillige timer senere og skiftet fik ham til at blinke.

Det tog ham et sekund eller to at huske og han blinkede mod søvnen. Så stivnede han lidt, men trak sig ikke væk. Ville ikke forskrække hende.

"Cassia," sagde han dæmpet, men en anelse urolig.

[Cassia Serva]

Cassia vågnede langsomt i det mørke rum, tæt på en varm krop, som hun genkendte som Philippes. Hun var søvndrukken, men hans stemme var trængt igennem. Det tog hende et par sekunder at indse, at de var faldet i søvn. Så stivnede hun dog og satte sig brat op, hendes hoved helt omtåget og kroppen fyldt af den behagelige fornemmelse af deres elskov.

Hun bandede dog, på Edryansk, og væltede ud af sengen på jagt efter sin kjole. "Åh nej, åh nej, åh nej," messede hun, ganske urolig for hvad hendes frue ville sige, når hun kom alt, alt for sent hjem.

[Philippe af Neaune]

Reaktionen bekræftede hans bange anelser og han hørte hendes messen, som hun væltede rundt i mørket. "Cassia," sagde han blødt og famlede ud efter natbordet, hvor det med lidt fumlen lykkedes ham at få tændt et nyt lys, der gjorde det åbenlyst for ham, at hun var godt i gang med at tage sin kjole helt forkert på. Nu var dog ikke tiden til at more sig.

"Vent," bad han og kom selv på benene. Hastigt fik han trukket et par broger på. "Det er min skyld," konstaterede han, som han tumlede søvnigt over til det lille arbejdsbord i soveværelset og fik famlet efter pergament og blæk. "Giv mig et øjeblik til at skrive en besked til Hertuginden."

[Cassia Serva]

Cassia opdagede først sin fejl, da et blødt lys spredte sig i rummet. Hun tog kjolen af og startede forfra. Philippes bøn svøbte sig omkring hende og hun sænkede skuldrene, men hvad kunne han skrive, der ville berolige hendes frue? Ville det ikke kun forværre situationen?

"Philippe," indvendte hun. "De tror, at jeg er hos en veninde. Hvis De anede..." Det sad fast i halsen på hende. "Jeg tror Hertuginden ville få mig slået ihjel."

[Philippe af Neaune]

Philippe havde naturligvis ikke tænkt sig at fortælle Hertuginden sandheden (hvis ret skulle være ret, så vidste han endnu ikke, hvad han havde tænkt sig at skrive endnu), men han tøvede dog, da Cassia sagde hans navn. Brynene trak sig sammen og den forsovede omtumlethed forsvandt pludselig til fordel for dyb alvor.

"Det er min skyld, at du ikke kom tilbage til tiden," konstaterede han, men det var ikke det, der var årsag til hans pludselige alvor. "Frygter du for alvor, at hun ville gøre dig ondt?"

[Cassia Serva]

Cassia havde fået sin underkjole på og stoppede op for at se på Philippe. Hun sank en klump, før hun nikkede, fordi hun reelt frygtede sin strenge frue. Hun var alene i Levagny, alene i Falanie.

Familien hun tjente var alt hun havde og hun vidste ikke hvad der ville ske, hvis det kom frem, at hun havde forbrudt sig imod den tvungne forlovelse. Hun anede ikke hvad Emir Schafari ville gøre, men hun frygtede Hertuginden mest af alle.

[Philippe af Neaune]

Philippes bryn trak sig sammen og han så alvorlig ud. Med ét var hans lensherren mere end hendes elsker og der var intet i ham, der kunne udstå at se tjenestefolk være rædselsslagne for deres herrer.

"Du kan blive her," konstaterede han, men det var et tilbud og ikke en ordre. Aldrig en ordre. "Hvis du frygter for dit liv, så kan du blive her. Og så taler jeg med Hertuginden."

[Cassia Serva]

Cassia blinkede over Philippes reaktion og tilbud. Hun sank en klump over generøsiteten i det. Ingen var nogensinde gået til de længder for hende. Hun fik lidt våde øjne, men så rankede hun sig, langsomt og lidt, men nok. Hun rystede på hovedet.

"Jeg kan jo ikke blive her for evigt," pointerede hun. "Jeg må tilbage. Det er bedst hvis hun ikke ved noget om at du var indblandet. Hun er meget magtfuld."

Og han skulle ikke i problemer på grund af hende.

[Philippe af Neaune]

Philippe holdt af Cassia, men det var ikke kun derfor, han sagde det. Han ville have gjort det samme for andre tjenestefolk, andre mennesker - også selvom han udmærket vidste, at det ville være farligt at sætte sig op mod Hertuginden af Gustabis.

"Jeg mener det, Cassia," slog han fast, men det var blidt og ikke kommanderende. "Hun ejer dig ikke. Hvis hun gør dig ondt, så vid, at der er andre steder for dig," slog han blidt fast. Men han ville ikke stoppe hende i at gå.

[Cassia Serva]

Cassia tilbagelagde afstanden mellem dem da. Hun nåede stolen han sad på og sank ned på hug ved siden af ham med fugtige, stikkende øjne.

"Men det gør hun, Philippe. Hun ejer mig. I Edrye er der ikke altid den forskel på tjenere og slaver I har her. Jeg tilhører fruen."

Hun tog en dyb indånding. "Men jeg er taknemmelig for dit ønske og dit tilbud. Meget taknemmelig."

[Philippe af Neaune]

Philippes bryn trak sig sammen, men hans hånd lagde sig over Cassias. Trak blidt i hende, en opfordring til at rejse sig, så hun ikke sad på hug ved hans stol.

"I Edrye, ja," medgav han, dybt alvorlig. "Men det her er Falanie og Falanies love gælder. Det samme gør de i Gustabis. Der er måske blevet set gennem fingre med meget på grund af afstanden, men uanset Hertugindens ophav, er det falanistisk lov, der bestemmer."

Og det ville da også være den vej han tog, hvis han en dag ville være nødt til at sætte sig op mod det magtfulde hertugpar. Han forstod sig på jura, gennemsøgte gladeligt tekster for at underbygge sit argument, men han vidste, at han havde ret. At Kongen ville blive nødt til at erklære sig enig, hvis det kom til det.

[Cassia Serva]

Cassia fulgte trækket og rejste sig op. Hun lyttede til Philippe, imens han talte, men hun vidste ikke om hun helt troede på, at det ville gøre en forskel. Hendes hånd lagde sig flygtigt på hans stols ryg og hun bed ned i sin underlæbe.

"Du er... Jeg har aldrig mødt nogen som dig," konstaterede hun. En rig adelig, der rent faktisk bekymrede sig for andet end sig selv. Hun rømmede sig. "Tak," tilføjede hun dæmpet og trykkede et flygtigt kys mod hans hår, før hun skyndte sig at finde sine ting, trække i det hele og gøre sig anstændig. Hans ord summede rundt i hendes tanker. Ville han virkelig hjælpe hende, hvis det blev for slemt? Kunne hun få sig selv til at bede om det?