Drømmevogter [S]

[Chantal Rêve]

Forbeholdt | Matiot Rêveur

Omgivelser | Bag kulisserne hos La Théâtre de Rêves.

---

Det lignede hende ikke at være bagud, men alt ting var altid lidt mere hektisk dagende op til nye forestillinger.
Natten var stadig ung og ligeså var Matiot. Chantal var ingen gang sikker på han ikke var ude med sine venner, da hun standsede foran hans værelse på teateret. Desuden havde han brug for en uforstyrret nattesøvn for at kunne proforme bedst, hvis han da var på den anden side af døren. Den knyttede hånd hang lidt i luften, få centimeter fra det mørknede træ.
Tænderne lukkede sig om underlæben, mens blikket faldt eftertænksomt på skjorten hængene over den ene arm. Skulle hun gå? Nej, hun kunne ikke vente. Hun blev nødt til at tjekke nu om der skulle justeres yderligere før forpremieren i morgen aften, og med alle de små ting der stadig klares inden dørene gik op, så ville tiden ikke være der til kostumerettelser.

Sukket var tungt inden hun endeligt taktfast bankede knoerne resolut på døren ind til stjernes værelse. Alt mens Chantal fortalte sig selv hun ville sørger for at være så hurtigt ude igen, at han knapt nok ville bemærke hun nogensinde havde været forbi.

[Matiot Rêveur]

Matiot sov ikke. Han havde altid følt sig mest levende om natten og var gerne vågen ud på de små timer, selv, når han var alene, som nu. Det havde han dog ikke været længe. Tværtimod havde han brugt de sidste timer på at underholde og charmere en adelsfrue, der havde mere eller mindre fri råderet over sin mands formue. Af samme grund var han træt; opbrugt efter en lang aften og nat, hvor han først nu havde kunnet lade masken falde.

Derfor lå han også henslængt på sengen og drak resterne af det sidste krus vin, der var blevet skænket. Han var blot klædt i bukser og en løs underskjorte, der stod skødesløst åbent til midt på maven og afslørede den nøgne hud bag. Blikket var rettet mod loftet og han var fjernt i tanker, da det bankede på døren. Bryn rykkede sig lidt. Var det hende igen? Tanken forekom ham en anelse drænende, men livets skuespil var aldrig slut, så han trak sine lange lemmer op.

Slanke fingre holdt kruset med vin fast omkring åbningen, mens den anden hånd gled gennem det halvlange, mørke hår, der som resultat blot faldt endnu mere skødesløst. Således lignede han da også netop en, der havde været i sengen, da han åbnede døren, et nonchalant udtryk allerede på plads. Det var dog ikke adelsfruen, men hans anden frue, der stod derude og et bryn skød lidt op, som underarmen fandt hvile mod dørkarmen over hovedhøjde. "Madame," drævede han og kastede blikket op og ned over hende en enkelt gang, før et glimt af hvide tænder viste sig. "Er De forvandlet til en natteravn?"

[Chantal Rêve]

Døren fik op og der stod han med åbenstående underskjorte, der ligeså vel kunne have været undladt, og viltert hår som havde han lige… Pludselig bevidst om hvor tankerne var i færd med at fare hen, forkastede Chantal dem. Det var trods alt ikke første gang hun havde haft udkig til den tatoverede brystkasse.
Hun glippede et par gange med øjnene, som var hun overrasket over det var Matiot’s slanke skikkelse der dukkede op i døråbningen. Ansigtets faldt dog straks i mere venlige folder. ”Ravnen er nok nærmere Dem. Jeg foretrækker natugle.” Et skævt smil trak sig frem, mens armen med skjorten over sig blev løftet ”Må jeg komme ind?” Det var ikke meningen, men Chantal kunne ikke helt undgå at lade det kastanjebrune blik glide forbi drømmeren, for at skæve ind i rummet bag ham. Der var stille, men det betød ikke nødvendigvis at han var ledig.

[Matiot Rêveur]

Modsat hende, så veg Matiots blik ikke, men hvilede undersøgende på hende. Det ene bryn hævede sig let igen ved hendes svar, men han svarede ikke på det. Årsagen til hendes tilstedeværelse forklarede sig da også umiddelbart efter og han skubbede sig fri af dørkarmen i en glidende bevægelse.

"Hvad end, Deres hjerte begærer," svarede han med et farligt smil og et blik, der som altid virkede udfordrende. Han trådte et skridt tilbage og bukkede nonchalant, før han rettede sig igen og bragte kruset til læberne. Vinen var rig på hans tunge, og smagen dvælede, da han sænkede det igen og lod blikket fare over hende. Det gnistrede uvornt. "Hvordan vil De have mig i dag, Madame?"

[Chantal Rêve]

Havde Chantal været bare halvt så meget en snerpe som det var samfundsbestemt ville hun måske faktisk have lyttet til den lille stemme af fornuft, som insisterede på hun burde have bedt ham om at følge med ned til påklædningsværelset bag scenen. I stedet for trådte hun ufortrødent at ind på værelset, akkompagneret af et sug der fik maven til at trække sig sammen.

Blikket søgte flygtigt mod sengen inden Chantal drejede omkring sig selv, fronten vendt mod Matiot, hvorefter hun trådte frem og lukkede afstanden mellem dem. Hovedet tiltede en anelse bagover for at hun kunne tage de skarpe træk ind. Man kunne dufte kryddervinen på hans læber. 
Et eftertænksomt ”Hmm?” lød, mens hun listede kruset fra ham ”Skjorteløs.” mussede hun og sendte ham et fidelt smil, før hun trådte et skridt bag ud og så afventende til mens han fik klædt sig, halvt, af.

Han var en kvindebedårer, der satte hjerter i brænd kun for at se dem slukkes, når et nyt dukkede op som han kunne varme sig ved. Hun vidste bedre end at lege med ilden og alligevel fandt hun sig selv draget ind mod varmen, men hvem kunne bebrejde hende, når han så på hende på den måde? Desuden var det jo harmløst, det var jo ikke fordi at hun havde i sinde at lade sig blive brændt.

[Matiot Rêveur]

Der hang en snert af parfume i luften på det lille værelse, som dvælede fra den kvindelige gæst, der var gået. På samme måde bar sengen præg af, at han lige havde været i den, men han havde ingen ængstelighed omkring det.

Tværtimod hvilede hans blik blot fast på Chantal, som hun trådte ind og et bryn skød ganske let op, da hun tog kruset fra ham. Svaret fik et farligt smil til at strejfe læberne, før tungespidsen fugtede dem og han bøjede nakken let.

"Som De befaler," svarede han i påtaget underdanighed og rettede sig. Han trak skjorten over hovedet i en nonchalant bevægelse og smed den fra sig på den rodede seng. Blikket faldt på Chantal igen, endnu engang lidt mere intenst, end det burde være. "Skjorten, Madame?" bad han, og kunne ikke dy sig. "Eller var målet blot at få mig ud af tøjet?"

[Chantal Rêve]

Det var aldrig faldet hende ind, at Matiot lukkede sit kernepublikum helt ind i privaten. Havde det været på hans eget initiativ eller havde det været på opfordring af hendes far, dengang deres aftale var blevet indgået? Det var to år siden Quentin Rêve var sovet ind i søvne og siden da dukkede der jævnligt et nyt skelet op for hans datter at forholde sig til.

Hun havde lyst til at spørger, men forblev tavs mens hun som så mange gange før, når de brune øjne ikke brændte sig ind i hendes, dristede sig til at betragte ham, med de samme øjne som tilskuere og beundre gjorde.
Hånden med kruset løftede sig og tog hvile mod brystkassen, lige under kravebenet. Fingrene strammede sig en smule om kruset. ”Ehm, ja..." Pludselig revet tilbage til virkeligheden skyndte Chantal at række ham det halve kostume "Her." Varme sneg sig ind i de lyse kinder.

”De ved så godt som jeg, at det ville være dybt uprofessionelt af mig, - hvis det var tilfældet.” Påmindede hun, mest over for sig selv.
Vinen, eller det der var tilbage af den, blev sat på nærmeste flade og hun nærmede sig igen, denne gang med blikket låst på det gulfarvede stof, da den først skjorten kommet ”Hvordan føltes den? Strammer den nogle steder?”

[Matiot Rêveur]

Matiot kunne ikke lade være med at betragte Chantal, som hun stod lidt henfaldent med kruset og delvist drevet af indholdet fra det i sit eget blod, formåede han ikke at vare sin tunge. Han kneb øjnene lidt sammen ved svaret, blikket spillende.

"Åh, så absolut, Madame," gav han hende ret, mens blikket og det let provokerende, men charmerende smil, alligevel stod i en skarp kontrast til ordene og antydede, at han ikke for alvor tog sig af, hvad der var uprofessionelt.

Han undlod dog at tilføje yderligere, men tog imod kostumet - ikke uden at strejfe hendes fingre - og trak skjorten på. Den smøg sig nær hans overkrop, modsat dens forgænger og han slap en tænksom lyd. Kortvarigt forlod blikket hende, så ned over stoffet, før han langsomt blinkede det tilbage op til hende. Tænderne var synlige i et glimt igen. "Nej," svarede han og skød et bryn let op. "Men hvad siger Deres øjne? Vil publikum være tilfreds med det, de ser?"

[Chantal Rêve]

Varme lyn skød sig op gennem armen ved deres fingres kontakt, men ikke som når en albue ramte kanten på et bord eller man havde opbygget statisk elektricitet der og fik et rap over fingrene næste gang man rørte noget. Instinktivt tegnede der sig et lunt smil over hendes læber, mens det gnistrede underfundigt i det nøddebrune blik.

Selvom Chantal havde lyst til at lade sig drage tættere, så standsede hun en arms længe foran Matiot, hvor hun med kritiske øjne så skjorten an på hans figur. Den tynde hud over næseryggen til at trak sig sammen. ”Ikke helt.” Farven var som altid intet problem, der var ikke den farve som ikke komplimenterede ham.
Uden større betænkelighed var hun allerede i færd med arbejdsomme fingre, at justere hist og pist på stoffet, men dristede sig alligevel til at lade fingrene stryge fjerlet og legene mod siden af halsen, da hun rettede på kant og snører omkring halsudskæringen. "Og nu? Føler De Dem stadig tilpas?" Spurgte hun og lod blikket søge hans med underlæben trukket skævt ind mellem tænderne.

[Matiot Rêveur]

Matiot betragtede hende; overvågede nærmest. På læberne hvilede et smil, som så ofte fremstod lettere overlegen og gav ham en aura af, at han ikke havde en bekymring i verden og at det hele blot var en leg.

Og alligevel var han ikke helt forberedt på følelsen af hendes fingre mod sin hals. I et øjeblik stivnede han let, mens en gnist tændtes i det mørke blik. Små prikker af gåsehud sprang frem på armene, men var nådigt skjult af kostumets ærmer.

Blikket faldt, langsomt og åbenlyst, til hendes underlæbe og hævede sig først efter et sekund eller to til hendes blik igen. Hans eget brændte let, som det borede sig ind i hendes, men smilet på læberne var afslappet og tænderne blottet. "Hvordan kunne jeg være andet i Deres kyndige hænder, Madame?" spurgte han fløjlsblødt, men også udfordrende.

[Chantal Rêve]

Matiot frøs kort under de slanke fingre og i et splitsekund nåede teaterejeren at tro hun havde fejltolket og var endt med at overskride en grænse. Og så tændtes noget i ham. Noget andet. Noget mere end hvad der normalt spillede i stjerneblikket.
Hun var som en kanin under en ulvs blik, men til Chantal's egen overraskelse følte hun end ikke skyggen af utilpashed, tværtimod.

De mørke øje brændte sig ind i hendes på sådan en måde, at det var svært at tro han ikke kunne vide hvilket ugudelige tanker hun gjorde sig under de rødblonde krøller.
Tungen gled fugtende over læben, da tænderne slap. Hælene hævede sig over gulvbrædderne, idet Chantal flyttede vægten frem på forfoden ”Virkelig?” Musede hun med ansigtet så tæt ved hans, at varmen fra deres ånde blandede sig. En stemme skreg indvendigt at hun skulle trække sig væk før det ville gå galt. Det ville gå galt. Hun havde lyst til at lade det gå galt. Blikket hvilede udforende i hans. Opfordrende.

[Matiot Rêveur]

Matiot var vant til at være målet for kvinders opmærksomhed, men oftest har det de, der så ham på scenen og forelskede sig i den person, han skulle forestille at være. Chantal Rêve var kilden til hans levevej, og her måtte han træde varsomt. Selvkontrol havde dog aldrig været hans stærke side og hendes udfordring fik hårene til at rejse sig i nakken.

Det ville være så uendeligt nemt bare at læne sig frem og fange de indbydende læber, og vinen, der sang i hans blod, opfordrede til det. Men han tøjlede sig og løftede i stedet den ene hånd, som nonchalant skubbede et par vildfarne krøller tilbage fra hendes ansigt. Som var det blot en venlig gestus, havde det ikke været fordi, hans egne fingerspidser strejfede hendes hals.

"Som blommen i et æg," svarede han, blikket hvilende på hende under let nedslåede øjenlåg. Blikket bag spillede fortsat, begærligt efter at tage udfordringen op. Fingrene strøg forbi hendes øreflip, før han lænede sig lidt frem og talte dæmpet. "Tvivler De på det?"

[Chantal Rêve]

De lette berøringer fik det til at risle behageligt ned langs ryggen og fik hende til at forblive stående alt for tæt med en summen i fingrene der tiggede efter at lukke sig omkring hans nakke. Det ville ikke have været første gang Chantal lod sig lede af lystfølelse over fornuft. Alt hun behøvede var at skubbe sig længere op på tå og lukke afstanden til de velformede læber. Fristelsen blev ikke mindre, da han lænede sig endnu tættere og gjorde skellet mellem rigtigt og forkert mere udviskede.

For et øjeblik lod det også til at hun havde i sinde at give efter, før hun med sådan en pludselighed lagde afstand til ham. Han havde vin i blodet og det var mere end der kunne siges om hende selv. Der kunne umuligt være en klar tanke bag de flirtende smil og udforende øjne.

”Måske…” Chantal klarede stemmen og tog en dyb indånding for at samle sig ”Måske skulle den stå mere åben?” Sagde hun, hentydende til sceneskjorten. Hjertet bankede hårdt bag brystbenet over den anstrengelse det havde været at træde de to skridt tilbage.

[Matiot Rêveur]

Matiot var måske på mange måder uforbederlig. Han burde slet ikke lege med ilden på den måde, men han var ikke blind for hendes blikke og havde svært at holde sig tilbage fra noget, der føltes forbudt. Især, når luften mellem dem knitrede, som den gjorde og han tog en lydløs indånding, da hun brød fortryllelsen. Hans blik fulgte hende skarpt, fortærende, men tænderne kom også til syne i et skævt smil, der ikke lovede noget godt.

Han rettede sig langsomt helt op igen, så blikket på ny endte på hende gennem let nedslåede øjenlåg. "Hm," medgav han og rakte op for at løsne snørerne. Lidt af det tatoverede bryst kom til syne igen og hans øjenbryn skød op. "Det er Madame, der er eksperten, så De må fortælle mig," svarede han og slog ud med armene i en blød bevægelse. Inviterede hende til at se på ham. "Er det en førsteelsker værdig?"

[Chantal Rêve]

Blikket forblev hvilende på det skarptskårne ansigt, fastlåst af mørk dragende mystik, selv da armene åbne sig og indbød hende til at tage hele hans person ind.
Hvorfor skulle han insistere på at kalde hende Madame, og så i den tone? Det var som nektar for sjælen, sukkerholdig og berusende. Chantal lappede det i sig, som en tørstig markarbejder under høj sol.

Og så gav hun pokker i alt hvad der var nogensinde havde været korrekt. Luften mellem den blev reduceret betydeligt, idet hun trådte helt tæt ved ham - tættere end før. Slanke fingere snoede sig omkring nakken, da hun halvt på tå trak ham ned i et passioneret kys. Det var en chance hun hverken kunne eller ønskede at lade passere.