Drømmevogter [S]

[Chantal Rêve]

Chantal red ham ikke kun med sin egen tilfredsstillelse for øje, men deres begges. Øgede stødt tempoet og justerede det til efter hans tilkendegivelser af vellyst. Et støn forlod teaterdirektørens hals, mens nydelsen bølgede varmt ud i kroppens fjerneste kroge. Ikke flov over hverken at lade førsteelskeren se, høre og føle hendes opstemthed.

Pludselig var Matiot's læber på hendes, i et krævende og passioneret kys. Hun underkastede sig det ivrigt, ikke sikker på hvornår øjnene havde lukket sig eftergivent for nydelsen. Fingrene begravede sig dybt ind i den mørke glorie, med intentionen om at holde hans mund til hendes. 
Chantal gispede let, da verden blev vendt rundt. Hvad der før havde været op blev ned og hun mærkede hans varme både over og under sig på en og samme tid. Knæene bøjede og benene trak sig op omkring de slanke hofter, da hun underdanigt gav ham plads. Hun sukkede længselsfuldt hans navn ind i silke af lyserødt, der stadig bar spor af den krydret vin.

[Matiot Rêveur]

Matiot var ikke sikker på om han drømte, og blot befandt sig i en fantasi. Måske havde han drukket så meget, at han var drevet væk, men det føltes virkeligt. Kun endnu mere, da han tog plads over hende og han hørte lyden af sit eget navn over hendes læber.

Et støn forlod ham og hans hånd greb om hendes hofte, fast, men ikke hårdt nok tom at gøre skade. Den anden støttede med albuen og holdt ham oppe, men fingrene fandt hendes håndled og greb rundt om det. Han kunne så let have fortabt sig lige dér, men han fandt sig uvillig til at lade det slutte så snart.

I stedet slap han hendes læber og fandt i stedet hendes hals. Ramte de punkter, han vidste, der var følsomme, mens hånden fra hendes hofte søgte ind mellem dem. Søgte hendes nydelse.

[Chantal Rêve]

Som en kat kælen efter hans berøring strakte halsen sig blottende. Med ét var han blevet hendes verden, ude afstand til at fokusere på andet end hvordan de seksuelle spændinger opløste sig i indfrielse. Det var som at befinde sig i en flydende virkelighed, hvor verden omkring dem var gået i stå. Hun ønskede inderligt at deres sammensmeltning aldrig ville ophøre.

Som rejsende tidevand diageret af Matiot selv voksede nydelsen sig større og større indtil den ikke kunne andet end forløste sig i et højlydt støn, der fik ryggen til at svaje sig fri fra det bløde underlag og røde halvmåner til at presses ind i ryggen på ham. Det var som at flyde i vand, vægtløs og frit.

[Matiot Rêveur]

Matiot havde masser af selvkontrol, når han ønskede, men selv han var udfordret af følelsen af Chantals ekstase; usynlige muskler, der trak sig sammen om ham og negle, der borede sig ind i hans hud.

Og i sidste ende blev det det, der gjorde udslaget for ham og han nåede sin egen forløsning. I et øjeblik sortnede det for ham, som han sank lidt sammen over hende.

Han trak vejret tungt, hovedet bøjet ned ved hendes hals og i nogle øjeblikke, herskede den salige stilhed. Før virkeligheden ville melde sig.

[Chantal Rêve]

I sit inderste vidste Chantal at hun havde bevæget sig direkte ind i en ildstorm uden at kunne se sig en vej ud af infernoet. Hun burde være blevet brændt; som et barn, der havde leget med ild og nu frygtede dens varme. I stedet følte hun allerede en stærk trang til at mærke den igen.

Små perler af kys trykkede sig mod hulingen ved skulder og hals i mellem de tunge vejrtrækninger, mens endorfintågerne langsomt opløste sig til de ikke var meget mere end et tungt ekko, der summede rundt i hendes indre.
Den salte smag af sved sad stadig på læberne, da Chantal drejede hovedet mod ham og mærkede spidserne af det det mørke hår kilde mod kinder og næse ”Undskyld.” hviskede hun ud mellem de endnu tunge åndedrag og lod fingerspidserne løbe over de små fordybninger neglene havde efterladt. 

[Matiot Rêveur]

Matiots hoved hang tungt over hende i nogle øjeblikke, mens efterdønningerne gled gennem ham. Hendes små kys og kærtegn fik ham til at sitre og en kuldegysning til at vandre ned over hans rygrad.

"For mærkerne?" spurgte han dæmpet, mens læberne strejfede hendes hals. Han smilede svagt, men vovede ikke at trække sig tilbage og bryde øjeblikket endnu. Hans ord var da også et diskret forsøg på at afdække, hvad det var, hun fortrød.

[Chantal Rêve]

Instinktivt lagde et ja sig på spidsen af tungen, men med klarsynet langsomt på vej tilbage endte Chantal med at bide hårdt ned i sin underlæbe.
Hun trak tiden til den ikke kunne strækkes mere ud. ”For mærkerne.” Bekræftede sagte, med hænderne søgende ud mod hans skuldre og videre ned over det første stykke af armene før hun brød kontakten og gjorde sine arme fri.
Dårlig samvittighed begyndt at nage periferien og Chantal frygtede den ville kvæle hende, hvis hun forblev liggende under Matiot.

[Matiot Rêveur]

Matiot var ingen idiot og mærkede, hvordan Chantal trak sig, mere end bare fysisk. Af samme grund gjorde han selv det samme. Fandt den ubekymrede attitude frem, der altid fik det til at virke som om, at intet for alvor påvirkede ham.

"Bare rolig, Madame. De vil være skjult for publikum," drillede han derfor flabet og trak sig nok tilbage til, at kontakten mellem dem blev brudt. Han smed sig ned på ryggen og trak håret tilbage fra øjnene. Det ene ben blev bøjet ved knæet, foden i madrassen, og blikket rettede sig mod hende. Et bryn skød let op og han smilede farligt, selvom han vidste, at han kun gjorde det for at distancere sig.

"Hvad angår de andre på teatret… Ja, så er sagen jo en anden."

[Chantal Rêve]

Med ét var alt pludselig tilbage til det gamle og selvom det gav teaterets ejer en hvis ro, idet Matiot ubesværet faldt tilbage i sin vante karakter, så var den kun overfladisk og med en udefinerbar følelse sitrende under. Følelsen forstærkede sig, da kontakten mellem dem blev brudt og hvad der havde været  blev endegyldigt opløst.

Chantal satte sig op med blikket vendt ned på stjernedrømmen. Mærkede hvordan hjertet slog hurtigere, men anslog det skyldes påmindelsen af de øvrige teaterfolk ”De kan ikke vide noget,” Ingen kunne vide noget, nogensinde ”jeg hjælper dig selv med trøjen i morgen.” Slog hun fast og rejste sig fra det bløde leje. For hvert sekund hun forblev sidde indenfor armlængde af ham, voksede lysten til at række ud i håbet om at fange lidt af drømmeresterne.

[Matiot Rêveur]

Det var åbenlyst, at hun havde fået, hvad hun var kommet fra og Matiot mærkede bitre følelser røre på sig. Han rakte ud efter det krus med vin, der var endt indenfor rækkevidde af sengen og tog en tår, mens han endnu lå henslægt. Smilet havde en lidt farlig, skarp kant og det mørke blik funklede.

"Deres ord er lov, Madame," drævede han og hævede brynene lidt, som hun rejste sig fra sengen. Han blev nonchalant liggende på den ene albue, det ene ben bøjet og det andet strakt ud, mens han drak.

[Chantal Rêve]

Chantal var på ingen måde sikker på at Matiot ville holde tæt med aftens udskejelser og smilet gjorde intet for at formilde hende. Snakken blandt teatrets folk var oftest på sin egen måde mere løssluppent.
Det beroligede derimod at hun ikke kunne mindes at han nogensinde åbent havde pralet med sine erobringer. Tanken om sig selv om en erobring efterlod i midlertidigt en sur smag i munden på hende. Endnu en gang mindede den indre kritikker hende om hvor dumt det havde været at opsøge ham, på et så ugudeligt tidspunkt.

Med særken trukket over sig og håret snoet op og omkring sig selv samlede hun resten af tøjet, inklusiv skjorten hun var kommet med. Forsøgte at genoprette den brudte distance ved ikke at se for meget i retningen af sengen undervejs, men kunne ikke undgå at tage stjålne blikke.
Ville han overhovedet kunne huske noget i morgen tidlig eller ville hun være glemt i vintågerne? En lille del, langt større end Chantal var villig til at indrømme, håbede på det ikke ville være tilfældet.

Hun prøvede i hærdigt at undertrykkende trangen til at lirke kruset fra ham, forhindre vinen i at fortynde mindet om hende og trådte hun i stedet, med favnen fuld af tøj, nærmere døren og mistede lidt af kontrollen i dens åbning.
Blikket faldt tilbage på hans henslængte skikkelse ”Mester Rêveur, jeg behøver vel ikke minde dig, hvor vigtigt det er at du er klar i hovedet til i morgen?” Påmindede hun formynderisk, skjult af sit eget ønske, men Chantal blev ikke sående for at afvente svar. Døren lukkede sig bag hende og de første skridt væk fra værelset blev taget med vejret holdt og stofbunken knuget tæt til brystet.
På vejen tilbage mod den private bolig stødende op til teateret ekkoede løftet til hende selv; kun for i nat.

| Afsluttet |