Mellem linjerne

[Frieda af Hasnea]

Forbeholdt | Elyot af Falanie

Vejr | Let brise, men stadig ganske lunt for en efterårsdag sidst i oktober.
Tidspunkt | Tidlig eftermiddag.
Omgivelser | Staldene.

---

Den følgende tid efter Arenfamiliens afsluttende fest i lenet, havde ikke været brugt i selvskab med kronprinsen mere end højst nødvendigt. En ting der ikke syntes at genere de forlovede nært så meget som alle andre. Frieda gjorde derimod en dyd ud af at ligne en som fandt sig tilpas i selskabet af Elyot, når de var nødsaget til at tolerere hinandens eksistens offentligt. Ganske få havde det lykkes at se gennem facaden af blide smil og milde øjne udvekslet med prinsen, men langt de fleste lod sig føre blindt ind i troen om isprinsesen var tøet op.

Desværre var det ikke rygterne om en spirende kærlighed, der havde levet vel under kronblonde krøller. Det var derimod en gentagende gengivelse af Elyot's stemme og hans irriterende irettesættelse. Frieda havde altid været med mange stærke holdninger, men hun havde også altid været villig til at lytte når modparten tilsyneladende var alle andre end hendes forlovede.
I et forsøg på at få et øjeblik for sig selv uden tjenestefolk eller veninder omkring sig var hun endt med at søge til staldende. En stalddreng havde genkendt hende, men før han kunne nå at spørger om prinsessen var gået forkert, havde Frieda stukket ham en mønt i hånden i bytte for han holdt stalden fri den næste halve time. En bedrift der var nemmere sagt end gjort, når ikke han måtte brygge en løgn til dem der ønskede adgang.

I troen om det eneste selskab var af den firbenede og hø gumlende slags, lukkede hun sig ind i boksen til den sorte hoppe med det karakteristiske ene blå øje. Fingrene cirkulerende under den tykke pandelok, mens den lave nynnen langsomt fik ord på sig. Sangen en gammel hasneansk vise.

[Elyot af Falanie]

Elyot stod og striglede Baron Philippe af Neaune 's hest, da stalddøren lukkede. Snart efter hørte han en stemme synge på hasneansk og var ikke i tvivl om hvem han var alene med. Hun havde selvfølgelig hofdamer, men han genkendte alligevel stemmens klang og bandede lydløst for sig selv. Flere konfrontationer med frk. nævenyttig stod ikke på hans ønskeliste.

Han havde dog heller ikke tænkt sig at gemme sig, så han rømmede sig og rankede sig inde i båsen, hvor han stod med børsten og hesten stod og gumlede hø, ganske fredeligt.

91 ord.

[Frieda af Hasnea]

Som en musling trukket over vande klappede Frieda i, så det blev hende bekendt at stalden ikke var fri som stalddrengen ellers så eftertrykkeligt havde forsikret.
”Shh.” Tyssede Frieda lavmælt, da overraskelsen havde sat sig som et spjæt, så den halv sovende hoppe løftede hovedet i et ryk. Et par blide strøg blev taget over den glatte pels, før hun lukkede sig selv ud af båsen.

Det tog kun få skridt ned af staldgangen inden det blev klart hvem den rømmende person var, men i stedet for at vende rundt forsætte hun mod båsen. De var trods alt begge klar over hinandens tilstedeværelse.

”Jeg beklager at have forsøgt at lægge ord i munden på Dem.”

115 ord

[Elyot af Falanie]

Elyot flyttede sig ikke, men fortsatte sit arbejde som væbner. Da Frieda stoppede foran hans bås, løftede han hovedet og mødte hendes lyse blik over træets kant. Han hævede snart også et bryn og betragtede hende et øjeblik i tavshed, noget overrasket over at hun var i stand til at beklage noget som helst. Så nikkede han let i anerkendelse af det.

Et hjerteslags tavshed mere fulgte. Var han ked af noget, ud over hendes opførsel? Én ting i hvert fald.

"Jeg beklager, at vores ordvekslinger altid ender i gensidig vrede, Prinsesse."

[Frieda af Hasnea]

Frieda havde været så opsat på aldrig nogensinde igen, at ville undskylde for sig selv overfor ham. Ikke efter den første gang, hvor han ikke havde nægtet hende det.
Denne gang var beklagelsen oprigtigt ment og det gjorde også stilheden mellem dem langt svære at være i, for hendes vedkommende. Hun havde været lige ved at give efter og vende sig bort fra båsen, i samme sekund som han til hendes overraskelse accepterende hendes forsonende håndsrækning. Tænderne sank i tungen for ikke at starte nye stridigheder.

”Jeg har heller ikke ligefrem gjort det nemt for Hans Kongelige Højhed.” Indrømmede hun og trak lidt på den ene skulder.

Blikket flyttede sig til spanden med strigler og bøjet jern foran båsen, før hun så tilbage over trækanten mod ham. ”Må jeg hjælpe Dem?” Hun forstod, hvis han afslog.

[Elyot af Falanie]

Elyot forstod ikke helt hvad der foregik og hvorfor prinsessen ikke var ved at forsøge at myrde ham med endnu et blik eller en stikkende kommentar. Han havde dog ikke planer om at udfordre det og nøjedes med at ånde langsomt ud.

"Naturligvis. Hvis De ønsker det. Det er ikke videre udfordrende arbejde. Jeg er sikker på at De ikke behøver..."

[Frieda af Hasnea]

Hvis hun ønskede det. Frieda fandt det som en tilføjelsen åndsvag og mere stupid end antydningen af hun kunne overkomme at børste snavs ud af hestens pels, fordi det ikke var et videre udfordrende arbejde. Havde hun ment opgaven var for besværlig, så havde hun ikke tilbudt hjælpen.

Hun fortrød næsten med det samme at have tilbudt ham at gribe en strigle ”De er velkommen til at takke nej, hvis ikke De ønsker at trækkes med mig? Jeg har ikke tænkt mig at komme ind og vride armen til De skifter mening.” Ansigtet forblev i en neutral mine, selvom det nu var fristede at rulle øjnene af ham.
Opmærksomheden blev ledt til det firebenede dyr, der endelig syntes at give efter for at undersøge den nytilkommende nærmere. "Hej flotte du." Frieda strakte armen ind i båsen, med hånden holdt fladt.

[Elyot af Falanie]

Elyot åndede tungt ud over hendes sure respons, imens hesten tilsyneladende besluttede sig for, at hun var ganske i orden. Han himlede med øjnene.

"De har lige sagt undskyld for at lægge ord i munden på mig og nu fortsætter de præcis som før? Prinsesse Frieda. Skal alle vores samtaler fortsætte sådan her? Jeg mente blot, at det ikke er deres pligt at hjælpe."

[Frieda af Hasnea]

Hånden forblev stille mens hesten tog hendes duft ind. En lav brummen vurderede hende værdig nok til at måtte nusse den fløjlsbløde mule. 

"Det var ikke for at lægge ord i munden på prinsen. Jeg mente blot, at De ikke var tvunget til at sige ja - og at det ville være forståeligt." Svarede hun og trak armen tilbage til sin side af træet, så Frieda kunne træde ind til ind i til Elyot og videre om på modsatte side af det prægtige dyr.  En let støvsky vivlede rundt i luften, for hvert strigle strøg der blev taget.

[Elyot af Falanie]

Elyot brummede lidt. Han vidste ikke om han troede på hende, men på den anden side, så måtte han sluge sin egen medicin og ikke lægge ord i munden på hende heller. Så han betragtede hende blot, imens hun trådte ind i båsen. Pladsen var begrænset, men han trådte et skridt bagud, holdende sig væk fra at stå direkte bag sin ridders hest. Han var ikke dum.

"Hans Majestæt ville sige, at det er fornuftigt af os at lære at samarbejde om en opgave," konstaterede han og lød kun en anelse vrængende i forhold til sin fader. For det var ikke fuldstændig tåbeligt.

[Frieda af Hasnea]

Åh ja, kongen... Frieda havde i alt sin modstand overfor Elyot ikke sænket ham større tanke. Det var ganske utænkeligt at Beltair II ikke havde fået alle detaljer om, hvordan de altid syntes at skilles i kold luft. Hun overvejede kort om han mon havde haft hevet sin søn ind til en privat snak eller om han stadig så tiden an.

”Jeg tror Hans Majestæt håber på vi kan lære at samarbejde om mere end én opgave eller som minimum, at det ikke kræver en hest mellem os for at kunne føre en samtale. De fylder så frygteligt i paladsets gange.” Antydningen det smil der havde været ved at danne sig ebbede ud, da hun huskede på Elyot tidligere havde fundet hendes humor skæv.

[Elyot af Falanie]

Et øjeblik forstod Elyot ikke hvorfor prinsessen nævnte en hest i paladsets gange. Så fnøs han lidt og himlede med øjnene med en sitren i mundvigene.

"Paladsets gange bliver næppe lige så stort et problem som tronsalen eller de private gemakker, men jeg er sikker på at vi kan få fremstillet en træhest af den type små børn leger med, hvis det kunne hjælpe."

Han så på hende. "Jeg har intet ønske om at tilbringe hele mit liv i krig med min hustru, Frieda. Det er opslidende. Jeg har set den slags ægteskaber. De har ingen vindere."

[Frieda af Hasnea]

Så prisen var ikke fuldkommen humor forladt. Det var da en start om end han ikke ligefrem havde sluppet noget større latterbrøl, men Frieda bemærkede den svage vibration af hans mundvige der tog alvoren af de himmelvendte øjne og det fik hendes eget smil til at vokse lidt.

Elyot’s næste ord var som at blive dryppet i en kold spand vand, men han havde ret. De lyse øjne slog sig skrånede ned i den bløde bund.

“Det kan måske virke modsigende til, hvad De er blevet mødt med, men jeg ønsker ikke selv en krig mellem os.” Hun løftede blikket tilbage over hestens ryg og mødte hans “De er ikke en skurk, selvom jeg har forsøgt at bilde mig selv andet ind og jeg beklager at have mødt dig sådan, Elyot.”

[Elyot af Falanie]

Nu var de på fornavn og der var næppe en vej tilbage. Det gjorde hende mere menneskelig på en måde, ligesom hendes indrømmelse af fejl kun fik hende til at fremstå mere rimelig end før. Elyot åndede lidt ud og fik has på den sidste burre på hesten.

"Jeg har heller ikke været eksemplarisk," medgav han. "Og det beklager jeg. Jeg er vokset op med forestillingen om Hasnea som vores fjende og historier om at alle hasneanske kvinder var hæslige bjergtrolde." Han trykkede læberne lidt sammen og så væk. "Du er tydeligvis ingen trold," konstaterede han. Det var dagens kompliment.

[Frieda af Hasnea]

Frieda burde havde været fornærmet, men i stedet måtte hun bide sammen om underlæben i forsøget på ikke at lade en kort latter lyde. Han skulle nødigt tro den var møntet på ham, som spot over så barnlig en tanke overhovedet havde kunne sætte sig hos ham.

”I så fald ville jeg være en noget langbenet bjergtrold.” Kommenterede hun lattermild og tog de sidste strigle strøg, hvorefter hun trådte omkring hesten, fortil, så de stod på samme side dyret.
”Jeg var sikker på du ville være både pukkelrygget, vindøjet og med en læspe, men jeg er nu godt tilfreds med det ikke er tilfældet.” Hånden gled over hestens hals, mens de blå øjne fulgte den. ”Om end du nu er kønnest når du smiler, – oprigtigt.” Arkendte hun og skævede mod Elyot.
Selvfølgelig havde Frieda bidt mærke i, hvordan hans ansigt lyste op når han konverserede med tætte kammerater.