Mellem linjerne

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn og stod stille med hånden mod hestens side og blikket forundret på Frieda. Et lille fnys af vantro forlod ham, før han lo kort.

"Kaldte du mig lige køn? Prinsesse, jeg er overbevist om at den slags komplimenter tilfalder dig. Ikke mig."

Han var ikke fornærmet, men tydeligvis lidt himmelfalden.

[Frieda af Hasnea]

Det var fristende at lægge en hånd mod Elyot’s pande for at mærke om det var sygdom, der gjorde ham så rundhåndet med komplimenterne, men hænderne blev holdt for sig selv.

Til gengæld holdt hun sig ikke fra at himle med øjnene ”Prinsen har vel set sit eget spejlbillede før?” Bemærkede hun, men trækningen i mundvigene lod ham midlertidigt vide det ikke var helt så hårdt ment.
”Jeg er sikker på der er mindst et dusin Falanistiske komtesser, som alene ud fra dit ydre beder for en brudt forlovelse med håbet om at kunne tage min plads.” Gættede hun åbent, næsten med en hvis forståelse.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede lidt over Friedas kompliment og misforståelsen af hans protest. "Utvivlsomt," svarede han, en anelse selvfedt. "Men det jeg mente var, at mænd ikke er kønne. Du er køn, smuk og så videre. Mænd er flotte, prægtige, charmerende."

Han hævede begge bryn og så sigende på hende. "Hvis vores forlovelse blev brudt, så ville Hans Majestæt desuden finde en anden, udenlandsk prinsesse."

[Frieda af Hasnea]

Lyttende begyndte små fine linjer at dannes mellem de lyse øjenbryn, da de rynkede sig nærmere hinanden. De ikke helt var af den samme overbevisning.
Ikke villig til at risikere den gode stemning ved at starte en diskussion om køn og flot var mere maskulint eller feminint ladet ord. ”Uagtet er jeg sikker på vores børn kommer til at blive betagende.” Konstaterede hun derfor i stedet for.

”Det er jeg uden mærket godt klar over, Elyot.” Sukkede hun svagt, knapt nok hørligt. ”Men det betyder ikke at håbet ikke stadig lever i enkelte komtesser.” Hun så lidt sigende på Elyot. Drømme var endnu gratis og Frieda havde set, hvordan prinsen fik sendt lange blikke tilbage i Aren.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs let. Han tog en dyb indånding. "Måske har du ret. Var der mange mænd, der sendte dig lange blikke derhjemme? Kongens datter måtte vel have været noget af et adelsmærke at få, selv i så uroligt et land?"

Han så alvorligt på hende med reel interesse i svaret. Han forstod ikke fuldstændig Hasnea politisk og var han ærlig, så vidste han også godt at det var den præcise grund til at han naturligvis skulle giftes med Frieda. Hun var vejen til at fatte landet mod nord, såvel som til at holde dem på afstand.

[Frieda af Hasnea]

Frieda havde aldrig skænket det den store tanke, alligevel mærkede hun hvordan kinderne blev varme ved spørgsmålet. Hun havde drømt om en Hasneansk mand, men aldrig bidt mærke i deres blikke som ingen af dem havde fanget hendes eget.

Striglen i hånden blev hendes vej ud for at købe sig lidt tid at svare på. Med rødmossede kinder fik hun krænket sig fordi Elyot og ud af båsen for at lægge børsten på plads.

”Det ville ikke have haft nogen betydning uanset hvor lange blikke de så end måtte sende. Min far ville kun lade mig giftes bort til en af dem, hvis ikke han ville have kunnet finde en udenfor Hasnea’s grænser.” Mest sandsynligt havde Frieda nok på nuværende tidspunkt været afsat til en af Blutons prinser, havde det ikke været for vigtigheden i fred med Falanie.

[Elyot af Falanie]

Elyot trak lidt på smilebåndet over at have sat hende i forlegenhed og han fulgte efter ud af båsen og lukkede den. Så stod de der, men han havde ikke helt sluppet emnet.

"Det gik jeg ud fra, men det er jo ikke anderledes end hvad jeg svarede dig. Alligevel tænker jeg, at der må have været nogen, der troede de alligevel kunne have succes. Eller tager jeg fejl? Jeg ved ikke hvordan ægteskaber i jeres adelstand fungerer. I har... Stormænd, er det ikke rigtigt?"

Han udtalte ordet på hasneansk og rynkede panden lidt i koncentration imens.

[Frieda af Hasnea]

Med børsten lagt fra sig vendte hun sig mod Elyot, stadig ned antydningen af røde kinder. De stod tæt, ikke nær så tæt som ved deres første møde, men tættere end hvad der var respektabelt selv for forlovede. Frieda trak sig ikke. De lyse øjne bevægede sig undersøgende over hans ansigt. Ledende efter tegn på at han forsøgte at lede hende i en fælde. 

Hun rømmede sig dæmpet og rystede svagt på hovedet. Han havde ikke været helt ved siden af, men Frieda valgte ikke at uddybe hvem der havde haft størst chance for at få hendes hånd. 

”Underkonger.” Rettede hun høfligt, ligeledes på Hasneask, påpasselig med ikke at fremstå for belærende. Med en spæd modvilje i brystet slog hun tilbage på Falanistisk ”Under min far sidder fire underkonger og under dem er der enkelte stormænd, der minder om jeres…” Hun holdt en pause, ledende efter det rigtige ord ”Lensmænd?” Selvom Frieda var langt stærkere i den fremmedtunge end hendes bror, Ragnar af Hasnea , så lå ikke alle ord lige let på tungen eller først for i hukommelsen. 

[Elyot af Falanie]

"Lensherrer," rettede Elyot beredvilligt. Han havde lyttet interesseret til Frieda og smilede svagt. Dét interesserede ham. Hvordan deres samfund var bygget op.

"Hvis man er underkonge, er man så også royal hos jer? Er deres børn prinser og prinsesser? Jeg tror ikke Hans Majestæt ville betragte det sådan."

[Frieda af Hasnea]

Svaret på spørgsmålet var ikke helt så lige til, som hjemme i Hasnea. Her var der en anden socialstruktur og den kunne ikke bare overføres direkte til den i norden.

”Ja og nej,” De lyse bryn rynkede sig sammen ”Det er lidt som hvordan dine fætre og kusiner anses som royale. De kaldes for prinser og prinsesser, men aldrig for kongesøn eller kongedatter.” Hun søgte hans blik for at se om hun havde tabt ham et sted i forklaringen før hun forsatte uddybelsen. ”Jeg ville have været prinsesse Roardóttir i stedet for prinsesse af Hasnea eller kongedatter, hvis en anden end Roar Den Store havde været overkonge.”

[Elyot af Falanie]

Ely skulle til at indvende at hans kusiner og fætre ikke var prinser og prinsesser, men så forstod han og nikkede langsomt med en rynke i panden. "Det virker stadig lidt som et system, der bliver svært at holde kontrollen over," musede han. "Men det er det selvfølgelig også, historisk set."

Hans blik gled over hende. "Prinsesse Roarsdottir. Kan vi mon forlade stalden og stadig tale til hinanden som allierede i stedet for som fjender?"

[Frieda af Hasnea]

Brystkassen hævede sig, da hun sugede luft ind gennem næsten. Som et optræk til en vinterstorm, men ingen storm ramte prinsen som der kunne være frygtet. 
Forlovelsen med Elyot havde bragt vrede blandt de Hasneanere tættes på grænsen. Frieda var ikke blind for de uroligheder der fandt sted rundt om i hjemlandet, selvom det blev forsøgt at holdes skjult for hende. Hun endte derfor blot med at nikke sig enig i hans i udtale.

“Kun hvis prisen ikke kalder mig prinsesse Roardóttir. Jeg er stadig en kongedatter.” Ordene blev sagt med en munterhed og et lille glimt i de lyse øjne. Det var en uvant følelse at tale sammen uden modstand, men det var rart og for første gang følte hun sig mere som sig selv i Elyot’s nærvær.

[Elyot af Falanie]

Elyot smilede svagt over medgivelsen og nikkede selv. "For nu. Jeg sværger ikke på min moders liv, at jeg ikke gemmer Roarsdottir væk til en dag, hvor du fortjener at blive drillet."

Hans blik spillede, som han gik forrest ud og holdt båsens låge åben for Frieda.

[Frieda af Hasnea]

“Mig fortjene at blive drillet? Nu har jeg aldrig...” En overdramatisk hånd blev lagt mod brystkassen. Forargelsen var dog påtaget og holdt ikke længere end det tig Frieda at træde med ud af båsen.

Uden for båden ventede hun til Elyot havde fået lukket lågen forsvarligt.
Staldgangen var bred nok til de kunne følges side om side mod stalddørene “Jeg kan ikke lade være med at tænke stalddrengen må have vidst du stod tilbage, da han forsikrede at jeg var ladt alene, men jeg er nu glad for det ikke var tilfældet.” Bekendtgjorde hun og strøg en forbi passeret hest over næseryggen, da den stak hovedet ud.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn lidt over hvad der føltes som en sætning, der manglede en baggrundshistorie, men han gravede ikke i det. I stedet trak han blot på skuldrene.

"Jeg er glad for vores samtale. Jeg har ikke lyst til at tilbringe resten af vores liv i krig med hinanden."