Mellem linjerne

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs let. "Du behøver ikke tale med ham for min skyld," konstaterede han. "Jeg er uendelig ligeglad med hvad han mener om mig, men hans adfærd provokerer andre. Han puster til hviskeriet om at hasneanere er brutale barbarer og det underminerer Hans Majestæts arbejde for at forene vores lande."

Han rynkede panden. "Det kommer til at svække dig på sigt, hvis han er billedet på Hasnea, sådan som han opfører sig."

[Frieda af Hasnea]

Hun nikkede lyttende og enigt. De fleste var høflige, men Frieda havde godt bemærket blikke der ind imellem blev sendt når ingen troede hun eller hendes følge kiggede. Næsen vendte sig frem og det samme gjorde øjnene.

Skulderne blev skubbet beslutsomt tilbage, så hendes positur blev endnu rankere ”Jeg taler med ham og hvis ikke han er villig til at rette ind, så må Roar Den Store kalde sin søn hjem.” Hvor meget Frieda end ønskede sin bror ved sin side, så var hun ikke villig til at lade ham underminere hende for det folk, som hun en dag ville kunne kalde sig dronning af.

[Elyot af Falanie]

Elyot skjulte sit smil over Friedas reaktion. Kald ham hjem, ved Mithras, kald ham hjem, tænkte han, imens han udadtil så ganske neutral ud og blot nikkede alvorligt.

"Fornuftigt sagt," konstaterede han og strejfede hendes hånd med sin. Han tog en dyb indånding. "Til lysfesten. Jeg kender ikke jeres traditioner, men i vores bliver der udvekslet gaver. Er der noget du kunne ønske dig?"

[Frieda af Hasnea]

Berøringen kom bag på Frieda. Den havde været let og kort nok til at kunne henkastes til at have været et tilfælde, skulle nogle have været vidne til det, men hun bar lidt til ingen tvivl om handlingen havde været helt bevidst. En trækning viste sig i mundvigene.

”Vil du himle med øjnene, hvis jeg beder dig overraske mig?” Hovedet tippede sig spørgende en anelse på skrå, da hun vendte ansigtet mod ham. Vibrationerne i mundvigene voksede sig til et ægte smil ”Jeg holder meget af månen, liljekonvaller, bueskydning og hvor kliché det end lyder sne – nærmere bestemt snefnug.” Fortalte hun, for han ikke ville stå fuldkommen på bar bund.

[Elyot af Falanie]

Elyots mundvige sitrede over svaret og han havde lidt lyst til netop at himle med øjnene. Det var en udfordring at finde en solhvervsgave til en, der ikke præciserede hvad hun ønskede sig, når han samtidig kendte hende dårligt. Heldigvis tilføjede hun alligevel en del og han skyndte sig at forsøge at skrive det ned mentalt eller i hvert fald huske bare en af tingene. Bueskydning stod ud, men plantede også en lille rynke i hans pande. Han åndede hørligt ind.

"En test, Frieda? Så vil jeg også teste dig. Jeg interesserer mig for krigshistorie, men ikke kedelig historie, taktik og kamp. Men hvis du virkelig vil give mig en interessant gave, så ønsker jeg mig en forsmag på vores ægteskab."

[Frieda af Hasnea]

Det ville have været for nemt, hvis hun som en hver anden prinsesse havde ytret ønsket om smykker udformet som glimtende iskrystaller og måner eller pilekogger og armbeskyttere pyntet med elegante floral motiver. Frieda var langt dog langt mere nysgerrig på, hvor stor omtanke der ville være når Elyot selv skulle gøre sig umage indenfor de rammer der var blevet sat.

”Det er kun fair.” Istemte hun og bekræftede dermed indirekte test tesen. Krigshistorie; Taktik og kamp. Tankerne var allerede i færd med at komme på de første gaveideer, der forhåbentligt kunne falde i prinsens smag, da Elyot’s følgende ord slog dem lidt ud af kurs.
”En forsmag på vores ægteskab?” Frieda burde have set på ham med harme i blikket over han overhovedet kunne ønske sig noget så forargeligt, men hun havde oprigtigt svært ved at bedømme om ønsket var seriøst eller om han ville kalde hende ud for et kys og bruge det som et middel til at få forlovelsen ophævet.

[Elyot af Falanie]

Elyot trykkede læberne lidt sammen og betragtede Frieda. Han overvejede også om hun ville slå ham. Da det ikke var tilfældet, spillede hans blik en smule og han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

"Du må fortolke det som du har lyst. Det er bare et ønske," konstaterede han, før han trak let på skuldrene.

"Vidste du, at i nogen landsbyer i Falanie, sover det vordende par i samme seng, bundet ind i halmsække, for at se hvordan det er at dele ægteseng?"

[Frieda af Hasnea]

Panden rynkede sig. Som billeder af sæk indbundne par efterladt i en seng dannede sig på nethinderne, kunne hun ikke lade være med at gøre sig overvejelser om det i virkeligheden var noget han digtede. Et sted måtte grænsen trækkes når det kom til at tilpasse sig den Falanistiske kultur, og Frieda syns selv halmsække var et passende sted. Det var jo absurd.

”Jeg lader mig altså ikke binde ind i en halmsæk for dig, Elyot.” Kommenterede hun, med latteren boblende let i stemmen ”Heller ikke selvom du sikkert er ganske flot, selv når du sover.”

[Elyot af Falanie]

Elyot lo også og smilede bredere, da Frieda stak en kompliment ind i sin 'afvisning'. Hans blik spillede oplagt. "Selvfølgelig er jeg det, men det var nu heller ikke en opfordring, Frieda. Nogen gange må jeg vel godt bare fortælle dig noget, uden at det er til direkte anvendelse...?"

Han hævede et let bryn. "Eller er konversation også sådan noget fjollet, falanistisk tidsspilde...?"

[Frieda af Hasnea]

Blikket skød sig op i luften over dem og videre rundt i en tydelig overdramatisk rullen med øjnene ad ham. Selvfedme var kun rigtig ucharmende, når den ikke var andet end varmluft og selvom Frieda ikke var meget for at puste Elyot’s ego op, så hadet hun heller ikke når hans selvsikkerhed skinnede i gennem. Den klædte trods alt en kronprins.

”Naturligvis må du det.” Tilkendegav hun med et mindre suk ”Vil du fortælle mig lidt mere om lysets fest? Udover gaverne er der så noget andet jeg bør vide?” Spurgte hun, men endte med at viftede affejende frem for sig, som indikation på han skulle ignorere spørgsmålet til fordel for det næste ”Fortæl mig hellere noget kun folk opvokset i Falanie ville vide?”

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede et bryn af Frieda, der skiftede mening halvvejs. Han smilede skævt, før han tog en dyb indånding og begyndte at fortælle.

Han fulgte hende hele vejen til hendes gemakker og da han gik derfra havde han en underlig, positiv følelse omkring det hele. Måske ville det ikke blive frygteligt at blive gift.

Lukket?