Mellem linjerne

[Frieda af Hasnea]

Frieda havde holdt blikket frem for sig, men ikke uden at hun i periferien fornemmede skuldertrækket og en ændring i hans ansigts mimik. Udeblivelsen af potentielle spørgsmål blev tavst værdsat.

”Det ville ellers være ganske god træning i at holde dig på dupperne, skulle du en dag stå i en faktisk krig.” Bemærkede hun spøgefuldt og vendte ansigtet mod ham.

Alvor endte med at indtage de finere træk ”Jeg bliver aldrig nogensinde en enfoldig bly viol, men jeg ønsker trods alt heller ikke at dele ægteseng med en mand jeg knapt tåler synet af.” Det var det tætteste hun lige nu kunne komme på et løfte om våbenhvile.
Elyot havde vist sig mere menneskelig, end først antaget, men hun ville være mere end blå øjet at tage det for gode vare. Så indtil hun var sikker på det ikke var spil for galleriet var det alt han måtte stille sig til tåls med, for nu.

[Elyot af Falanie]

Elyot nåede at slippe et lille fnys over Friedas kommentar, før hun fortsatte og han rynkede panden. Ingen bly viol? Hvordan skulle han tolke dét? Måske kunne de vitterligt kun tale sammen med en hest mellem sig, for allerede nu blev han skeptisk.

Han svarede ikke, simpelt fordi han ikke vidste hvad han skulle sige, hvis hun reelt mente det som han forstod det. Det var en voldsom indrømmelse. Han så væk med rynket pande.

[Frieda af Hasnea]

Elyot tav. Hun havde været ærlig og vidste nu ikke hvilket tanker der gik gennem under de mørke krøller. Uvisheden satte fik maven til at knuder sig sammen.

”Fortæl mig hvad du tænker? Vil du ikke?” Bad hun stille og sænkede farten i sine skridt, nok til at komme en halv skridtlængde bag ham. Hun havde været tæt på at slå over i formeltale, for at beskytte sig selv mod den kulden der syntes at være på vej tilbage mellem dem.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde gevaldigt lyst til at trække sig og ikke sige et eneste ord mere, men han havde lige brudt sig en del bedre om Frieda i en stund og det føltes ikke... Ikke-rart.

Så han tog en dyb indånding.

"Hvad mener du lige præcis, når du siger, at du ikke er en bly viol?"

[Frieda af Hasnea]

Kæben spændes, mens hun sank. Dels lettet over han ikke nægtede at tale og dels lidt anstrængt ved tanken om at skulle forklare sig.

Frieda tog sig et øjeblik til at tygge på egne ord, før hun endeligt svarede ham: ”Det jeg prøver at sige er at selvom jeg prøvede, så bliver jeg aldrig ligesom de Falanistiske komtesser. Jeg er ikke særlig genert eller tilbageholden af natur, som du nok allerede har bemærket.” Frieda forsøgte ikke at lyde alt for meget som en der kom med undskyldninger for sig selv, selvom hun var bange for det måtte lyde sådan i prinses øre.

”Jeg vil indordne mig under jeres skikke og gøre mit for ikke at sætte dig i forlegenhed, men jeg kan ikke leve som en skygge af mig selv i privaten.” En pause blev taget i tilløb til de efterfølgende ord ”Det gør mig kold på en måde, som jeg ikke har oplevet før.” Sluttede hun sårbart af.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde misforstået. Han åndede hørligt ud og smilede svagt. Bevares, dobbeltmoralen var intens, men det var ikke kun et personligt ønske om uskyld, der drev ham. Hvis en dronning lå med andre, så satte man ikke bare et ægteskab over styr. Det satte spørgsmålstegn ved alle børn undfanget i ægteskabet og gjorde tronen mindre sikker. Det kunne han ikke risikere for nogen alliance.

Han tog en dyb indånding og fik ikke helt hørt grundigt efter det sidste hun sagde. Det tog ham et øjeblik eller to at stykke et svar sammen. "Jeg er tilfreds med din målsætning om at holde dig lidt mere tilbage i det offentlige, men på nuværende tidspunkt må du have set, at det ikke er meget privatliv en kongelig har i Falanie. Der er næsten konstant mennesker omkring os." Han trak svagt på smilebåndet. "Så mon ikke du må gøre som os andre og finde en persona, der er dig, men i en lidt poleret udgave, så du kan leve i det og stadig være... Det de forventer?"

[Frieda af Hasnea]

Dæmpet sukkede hun lidt tungt. Elyot havde ret, det var småt med privat livet i Falanie. Ikke at Frieda der hjemme havde kunnet rende fuldkommen frit. Her var det bare så synligt, at der blev holdt øje med ens gøren og det havde hun det svært med.

Frieda vendte det lyse blik frem mod stalddørene “Naturligvis.” Svarede hun indforstået.

[Elyot af Falanie]

Elyot trak svagt på smilebåndet. Han rømmede sig. Overvejede om han virkelig kunne sige det han tænkte på og besluttede sig for at kaste sig ud i det.

"Det var en langt anden tanke jeg fik, da du sagde at du ikke var en bly viol," konstaterede han. "Det håber jeg var helt forkert."

[Frieda af Hasnea]

Frieda fangede ikke lige med det samme, hvad prinsen hentydet til at have tænk, men farveskiftet i det lyse ansigt kom hurtigt, da først hun forstod. En beklemt strubelyd lød.

”Nej.” Svarede hun ildrød i hovedet, men indså hurtigt det kunne tolkes forkert. ”Ja, jeg mener ja.” Rettede hun derfor hastigt, næsten snublende over sine egne ord. En skarp indånding blev taget gennem næsen.

[Elyot af Falanie]

Elyot blev også helt rød i hovedet og sådan kunne de så gå sammen, totale pæoner. Han rømmede sig kraftigt.

"Fint. Godt. Så er det på plads," rablede han af.

"Du skal vel også... Ting?"

[Frieda af Hasnea]

En lille del af hende havde lyst til at vende spørgsmålet mod ham. Naivt ville det være at tro, at en kongesøn ikke allerede havde gjort sig visse erfaringer, men derfor kunne Frieda godt håbe virkeligheden var en anden. Forlegenheden gjorde det dog midlertidigt svært.

Hun så sig tilbage over skulderen, ned ad staldgangen mod båsen med hendes egen hest, men droppede hurtigt at fortælle om sine planer om at forsøge at snige sig ud på en ridetur, alene.

Med ansigtet rettede mod Elyot og samlede hun hænderne foran sig ”Ikke nært så mange som dig, kunne jeg forestille mig? Du behøver ikke følge mig fra stalden, hvis du er ventet andre steder.”

[Elyot af Falanie]

Elyots blik flakkede et øjeblik, før han rynkede panden og rystede på hovedet. "Enhver af dem ville blive begejstret for at se mig følge dig på vej," konstaterede han. "Lad os bare blive set sammen, ikke i færd med at flå hovederne af hinanden."

Han smilede svagt. "Om ikke andet, så for at irritere din storebror."

[Frieda af Hasnea]

Det var svært at argumentere imod. Trods deres forskelle, så var Frieda uden mærket bevidst om vigtigheden af at blive set sammen. Heldigt for dem begge var luften mellem dem væsentligt lettere. Det gjorde det noget nemmere at acceptere Elyot’s insisteren på at følges, uden at ærgres.

Frieda måtte slippe et suk i den tungere ende. Hun knuselskede bjørnebroen, men hun vidste også hvilken mundfuld han kunne være, særligt overfor dem han ikke have højere tanker omkring. 
”Jeg håber ikke at han stryger dig for meget imod hårene?” Spurgte hun med en oprigtig interesse i svaret.

[Elyot af Falanie]

Elyot sendte Frieda et sigende, tørt blik med begge bryn hævet let og åbenlys skepsis.

"Jo," konstaterede han efter et øjeblik. "Jo, han hader mig omtrent lige så meget som du startede med at gøre, men han har ingen formildende omstændigheder. Han gør intet for at gavne din status her, lige nu."

[Frieda af Hasnea]

Frieda undertrykte trangen til at lade en hånd glide over ansigtet eller sætte en gnidende finger i hver tinding. Ikke fordi Elyot’s ærlighed kom bag på hende, tværtimod var det var forventeligt. Det tunge suk derimod, det forsøgte hun ikke at dæmpe eller holde lydløst.

”Han hader dig mere. ” Rettede hun. Bevares, Frieda selv havde da brugt lige netop dét ord om ham i frustration, når bare forestillingen om hans ansigt gjorde munden stram efter endnu et møde var gået skævt, men hun havde ment det mere halvhjertet end storebroren.
”Jeg taler med ham, hvis du vil have det? Han vil måske arte sig, men jeg må advare dig om at respekten ville ikke blive større.” Hun sendte ham et understregende blik.