Ghosting [S]

[Svea Købmand]

Lancelin af Suilleaux

Bag ved et bjerg af bøger sad Svea ved sit skrivebord og skrev en opgave om helbredelse af sygdomme som pest og kolera. Hendes hår var rodet og hendes øjne var mørke af træthed. Hun havde dog kjolen på, som hun havde fået af Lancelin for nogle uger siden. Nu var de tilbage i Levagny og alting var anderledes. Hun havde bevidst holdt afstand til ham og havde end ikke svaret på hans breve, som alle lå åbne på en stak bøger. Hun havde læst dem, men ignoreret ham. Hun tænkte, at det nok ikke ville gøre så meget. At han ikke ville lægge mærke til det. Det var en ung piges følelsesmæssige rationaliseringer, hvis hun havde været ældre havde hun nok taget mere fat i konflikten. Nu lod hun bare som om det ikke skete, for hvis hun lod som om det ikke skete, så var det jo ikke virkeligt.

Svea pressede fjerpennen hårdt mod pergamentet mens hun skrev, så meget at den pludselig knækkede og hun fik blæk ud over det hele. Inklusiv på fingrene.
"Triatos!" Bandede hun og rejste sig op, mens hun krøllede sin opgave sammen og smed den på gulvet. Den var alligevel elendig.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var en forbløffet og mundlam studerende, der havde ført Lancelin til Svea Våbensmeds værelse. Mest af alt fordi, at det havde været fuldstændig usandsynligt, at en lensgreve af Guldskjolenesbog, tilogmed Suilleaux, pludselig dukkede op denne stille og simple aften på noget så almindeligt som et kollegie.

___________

Det krøllede dokument landede på gulvet, idet døren gik op. Sveas medstuderende dukkede op som hun en smule befippet fik sine ord frem, "Svea, der er en, der erm-- vil se dig.." Så åbnede hun døren yderligere og stillede sig til siden så gæsten kunne komme til.

Den høje, ranke silhuet trådte frem. Lancelins blå blik landede straks på Svea, der sad begravet bag en masse bøger, så kun hendes øjne, pande og hår var synlige bag stakken. Døren blev lukket bag ham, og med ét befandt lensgreven og helbrederen sig i samme rum igen efter ugers adskillelse.

"Så det er dét, De har haft travlt med, frøken Våbensmed. Opgaver." konkluderede Lancelin nonchalant, som han så på Svea med hævede bryn.

[Svea Købmand]

Det var nemt at begrave sig i sit arbejde, når man var en ung pige med høje ambitioner der lige var blevet afvist af en flot ældre mand som hun så meget op til. Hun havde gemt sine følelser langt væk og havde isoleret sig fra sine venner. Alle var bekymrede for hende. Ingen vidste hvad der foregik, hvordan skulle hun nogensinde kunne fortælle nogen noget om hvad der var sket?

Svea så ikke op med det samme, da nogen trådte ind. Hun forventede det bare var et eller andet ligegyldigt. Det var først da hun hørte lensgrevens stemme, at han fangede hendes opmærksomhed. Hun stivnede et øjeblik, hvorefter hun så tøvende op på ham og skævede mod bunken af breve, inden hun mødte hans blik helt rød i hovedet.
"Jeg tager mine studier meget seriøst Deres Excellence." Sagde hun og rømmede sig. Derefter rejste hun sig op og nejede så pænt hun kunne.
"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" Spurgte hun og smilede høfligt til ham, som om hun var en købmand der fik besøg af en kunde i sin butik. Hun afslørede dog sine reelle følelser, ved at stå og fumle med sin kjole, pludselig meget selvbevidst over hvilken kjole hun havde på.

[Lancelin af Suilleaux]

Som hun rejste sig op blev det pludseligt synligt for lensgreven, hvilken kjole hun befandt sig i. Det røde stof sad, præcis ligesom den første gang hun havde taget den på, perfekt ind til hendes slanke, feminine skikkelse. Som var den skræddersyet til netop hende. Deres blikke mødtes for første gang igen efter den selvsamme lunefulde aften, der havde ført til, at hun fik kjolen såvel som deres lettere uskyldige kys.

Lancelin satte sin vej hen over værelsesgulvet, og måtte kort tage et skridt hen over det krøllede dokument, som Svea i frustration havde kastet fra sig. Det var som om, at luften imellem dem sitrede for en stund, idet at han fjernede det yderligere på sin vej imod hende. I modsætning til hende, virkede lensgreven ganske rolig og sikker i situationen.

"De burde ligeså vel tage mine indkaldelser seriøse, hvis ikke mere," lød hans stemme nonchalant, som han nærmede sig hende, "Jeg har sendt Dem adskillige breve og alligevel møder De ikke op til vores status samtaler." Lancelin stoppede op foran hende med et træk i mundvigen, "- Hvorfor kommer De ikke, når jeg beder Dem om det, frøken Våbensmed?"

[Svea Købmand]

Det irriterede hende at hun havde kjolen på netop lige idag. Den dag hvor han dukkede op. Hun ville gerne virke som om hun var ligeglad med ham, men det var svært når hun havde det tøj på han havde givet hende. Da deres blik mødtes, mærkede hun varmen i sine kinder og vidste han kunne se det. Hun hadede nogle gange hvor tydelige hendes følelser var.

Da han kom tættere på, blev hun stående og lod som ingenting. Hun forstod ikke hvorfor han var så rolig. Forstod han slet ikke noget? Havde han ingen følelser for hende overhovedet, siden han kunne opføre sig så glat? Hans ord fik hendes blik til at flakke, hun skulle til at undskylde, sige hun ikke havde fået dem, finde på et eller andet dumt. I stedet svarede hun:
"Jeg er ikke Deres hund." Hendes tone var spottende og hun vendte sit ansigt væk.
"Og desuden har jeg ikke fået brevene. De er vel blevet væk i posten." Sagde hun og trak på skuldrene.
"Men De kan jo tydeligvist godt finde ud af at komme herhen, så det gør vel ikke noget." Hun smilede uskyldigt og mødte hans blik.

[Lancelin af Suilleaux]

"Så sandt," svarede Lancelin med et sigende træk i mundvigen over hendes flabethed. Deres blikke hvilede i hinandens for en stund, inden at han afbrød den for i stedet at gå en smule nonchalant rundt på det lille værelse.

"Og mens at jeg undrer mig over, at De ikke dukker op, så sidder De her og studere på de penge, jeg troligt har sponsoreret for Deres helbredestudier, iført den kjole, jeg har foræret Dem," Lancelins blå blik landede på den lille bunke af breve med hans håndskrift, der befandt sig på et par bøger "- med de såkaldte forsvundne breve åbne ved Deres side.."

Lensgrevens blik rettede sig atter mod Svea, og til trods for situationen stod han ganske rankt og roligt, "- Jeg begynder at tro, at De udnytter mig, frøken Våbensmed," sagde han nonchalant og med et sigende, flabet blik.

[Svea Købmand]

Svea havde regnet med at han ville blive vred på hende. Hun forstod ikke hvorfor han ikke blev vred, var det ikke sådan mænd som ham var? Adelige arvinger der altid havde fået deres vilje? Hun bed forsigtig ned i sin underlæbe og betragtede ham mens han gik rundt i værelset. Han var stadig en flot mand, det kunne hun ikke benægte.

Hans ord fik hendes dårlige samvittighed til at spire frem og som han talte, fik hun mere og mere røde øre. Specielt da han fik øje på brevene, som hun havde håbet han ikke ville lægge mærke til. Skammen voksede i hende, men da han sagde det sidste, ændrede den sig til vrede.

Svea gik hurtigt hen mod ham og knyttede sine næver. "Du tror bare du kan gøre som du vil og så vil jeg altid være på pletten som en eller anden lydig køter." Sagde hun.
"Jeg udnytter dig ikke, det var din egen beslutning. Både at sponsorer mig og give mig kjolen. Du kan jo tydeligvist selv finde ud af at dukke op her og se mig, så hvad er det du vil? Vil du bare lege med mine følelser?" Spurgte hun og stak næsen helt op i hans ansigt.

[Lancelin af Suilleaux]

Den hidsige Svea Våbensmed virkede ikke til at berøre den ranke lensgreve. I stedet blev han stående nonchalant på sin plads i midten af gulvet, idet at den lille, feminine helbreder i sin hidsighed vrissede af ham. Som hun nærmest stak næsen helt op i hans ansigt, hævede hans bryn sig en anelse med et djævelsk træk i mundvigen. Det måtte han give hende; hendes temperament gjorde hende modig, når man tænkte på, at han havde en hvis magt over Sveas fremtid. Så fortsatte hun sine ord, og som hun nåede en afslutning blev de hævede bryn i stedet erstattet af en undrende panderynken.

Lancelin så sigende på hende for en stille stund.
"Lege med Deres følelser?" gentog han undrende, ganske lavmælt, da Svea selv havde formået at fjerne mellemrummet imellem dem så de befandt sig ganske tæt. Lancelin fugtede let sine læber inden at han åbnede munden for at fortsætte.

"Svea, pas på hvad det er, De roder Dem ud i.." afsluttede han sigende med sit blå blik fast i hendes mørke.

[Svea Købmand]

Svea forstod ikke hvordan han gjorde det. I løbet af et øjeblik, var samtalen igen vendt 180 grader og skydeskiven var rettet mod hende. Hun trådte forsigtigt et skridt tilbage og trak øjenbrynene sammen over hans ord. Hendes blik flakkede hen over hans ansigt, mens hun forsøgte at forstå hvad det var han mente. Hun var dog stadig vred, så vred at hendes brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt under den stramme kjole.

"Hvad? Hvorfor skal jeg passe på?" Sagde hun, mens en lok af hendes krøllede hår gled ned foran hendes ansigt. Hun fjernede den dog ikke, men blev bare stående og betragtede ham med et afventende lettere frygtsomt blik. Hvad var det han gjorde nu? Truede han hende? Svea indså nu, at hun var i en position hvor hun knapt kunne gøre noget, han var hendes sponsor, uden hans penge havde hun ingenting. På mange måder tilhørte hun ham og efter hvad der var sket imellem dem, kunne han stort set gøre hvad han ville. Hendes hjerte hamrede hårdt, mens hun stirrede på ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Mens Svea gik et skridt tilbage med et frygtsomt blik, blev Lancelin stående, høj, rank og intimiderende med sit blik fast i hendes. Det var gået op for Lancelin, hvor Svea var på vej hen i dette, og han kunne ikke lade være med at se ligheder mellem hende og Helene. Begge unge kvinder, uerfarne og uberørte, tabt i uhåndgribelige følelser, de ikke selv kunne kontrollere. Svea var ligeså uskyldig og fin. Blot en teenager, der stadig manglede erfaring inden for forelskelse, kærlighed og det mandlige køn. De havde snakket om det den nat, hvor hun havde overnattet, og Lancelin havde bedt hende om, at passe på hvem hun gav sit hjerte til. Og nu stod hun her og ubevidst fremviste, i sin kropsholdning, sit blik og sine ord, at hun var blevet varm på lensgreven selv.

"Svea," lød Lancelins stemme dybt og overvejende, "De ved ligeså vel som jeg, at jeg ikke vil kunne give Dem det, De søger.." Hans blik hvilede sigende i hendes. Han kunne ikke komme udenom, at det var fristende. Djævlen på hans skulder hviskede i hans øre. Hun kunne meget vel få ham helt ud på kanten. Men efter alt det med Helene var Lancelin blevet mere eftertænksomt.

[Svea Købmand]

Svea sukkede dybt over hans ord. Han var så frustrerende. Hvad vidste han om hvad hun søgte? Han var en gift mand og langt over hendes rang. Hun vidste godt de ikke havde en fremtid sammen, men det var ikke en fremtid hun søgte. Hun ville bare gerne føle nærhed med et andet menneske, føle at nogen kunne lide hende, når nu ingen mænd var interesserede.

"Det er ikke fordi du ikke har lyst." Sagde hun. "Du tør bare ikke." Sagde hun og kneb øjnene sammen.
"Er jeg virkelig så farlig?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe. Det var hun åbenbart, siden han opførte sig sådan. Som om hun var et varmt stykke jern han ikke ville røre ved.
"Og hvorfor lader du mig overhovedet opføre mig så dårligt overfor dig?" Spurgte hun og lagde armene over kors. Det virkede som om han var dømt hjem, som om hun havde vundet over ham i skak. Han havde åbenbart givet op.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin kneb øjnene en smule sammen over hendes ord og så tænksomt på hende. Hun havde gennemskuet ham. Helt og holdent. Og mens at han kunne stå der, rank og uberørt, var der dog noget over hans udtryk der tydeliggjorde hans forbløffelse. Hun havde taget kontrollen tilbage, som den kontrollerede og stolte lensgreve tidligere havde overtaget uden problemer.

"De har ingen anelse om, hvor meget jeg har lyst.." sagde han så, og bekendtgjorde derved overfor den unge frøken Våbensmed, at hun havde ganske ret. Hun fristede ham mere end hun nok selv var klar over.

Hendes næste spørgsmål fik ham til at smile let. Og så, uden hæmninger, gik han det skridt frem, som hun havde taget væk fra ham for at skabe mellemrum.

"Dårligt? Det er ikke første gang, at jeg bliver behandlet sådan her, min kære.. Jeg vil gå så langt som at sige, at De opfører Dem ganske pænt af en, der har set sig sur på mig," sagde Lancelin roligt, som de nu pludselig befandt sig tæt mod hinanden igen. Lensgrevens skikkelse stod rank og høj foran hende, "Men jeg havde ikke regnet med, at De ville være så flabet.."

[Svea Købmand]

Svea syntes at han var dum. Irriterende. Flabet. Hun havde lyst til at give ham en på siden af hovedet. Ingen havde nogensinde gjort hende så vred som han gjorde og hun kunne ikke engang hade ham for det. Hun forsøgte, men hun kunne ikke. Hver nat lå hun og vendte og drejede sig og tænkte på ham, tænkte på at han lå i hendes seng og rørte ved hende - og hun skammede sig så meget at hun næsten ikke kunne se folk i øjnene når hun vågnede.

Da han gik tættere på hende, blev hun stående og holdt øjenkontakten med ham. Det var intenst, men hun var ligeglad.
"Jeg er ikke flabet." Sagde hun, selvom det var løgn. "Du er bare mega irriterende." Sagde hun og trådt helt tæt på ham, så hun måtte bøje sit hoved bagud og se ham i øjnene.
"Tør du kysse mig?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe.

[Lancelin af Suilleaux]

Et lattermildt støn forlod Lancelins læber ganske let, da Svea bemærkede, at det bestemt ikke var flabethed hun besad. Og som han slog det over i et vagt træk i mundvigen, fangede de øjenkontakten idet at hun trådte frem imod hans høje, ranke og stolte skikkelse. Hun var så fin og feminin, og alligevel så frembrusende og provokerende; et tydeligt eksempel på hendes forhastede spørgsmål, der satte det intime imellem dem på en knivspids.

Den ellers så kontrollerede lensgreve svarede ikke i starten. I stedet overvejede han sin handling. Og så, ganske roligt, lod han et par lange fingre føre hendes løsrevne hårtot om bag øret. Så landede hans blik endnu engang i hendes, fast og hæmningsløst, uden nogen former for blufærdighed, alt imens at de lange fingre strøg ned mod hendes hage hvor de tog fat i et let tag.

"Ja, Svea," svarede han så hæmningsløst, hvorefter at han ganske roligt førte hende tættere og samtidig lænede sig ned for at fange hendes læber med sine. Så stod de dér, midt på værelset tæt ind mod hinanden, ganske intimt i et uforudset, forbudt kys.

[Svea Købmand]

Svea havde ikke troet han turde kysse hende. Hun havde planer om at vise ham hans egen uduelighed, hvor stor en kujon han var, hvordan han gik rundt og lod som om han var noget han ikke var. En magtfuld mand uden nosser. Hun havde set frem til at føle en bølge af veltilfredshed, selvretfærdighed og en følelse af at hun havde ret. Det var egoets orgasme på en måde. I stedet, så kyssede han hende og følelsen hun mærkede var en af lidenskab, passion og intensitet.

Uden at tænke mere om det, lagde hun armene om hans hals så han ikke kunne trække sig væk. Hun gengældte hans kys, stadig en smule klodset, men dog bedre end første gang de havde kysset hinanden. Ønsket om at komme tæt på ham genopstod i hende og hun håbede denne gang, at hun kunne lokke ham over i sin seng. Det var vel efterhånden blevet et spørgsmål om at vinde, at han ville have hende seksuelt var også et bevis på at hun havde fuldt potentiale. At han troede på hende.
"Tør du tage min kjole af?" Spurgte hun og slap hans læber, mens hun så ham i øjnene.