Ghosting [S]

[Lancelin af Suilleaux]

Hun lokkede en presset mand hen mod kanten, der gjorde det svært for ham at kunne frasige sig denne mulighed. Svea fristede ham med sine ord og sin skønhed, og efter alt han var gået igennem med sin hustru, der frasagde sig alt hans berøring og nærvær, så var dette nærmest uimodståeligt.

Kysset stoppede roligt. Hans blå blik landede i hendes, da hun udfordrede ham yderligere. Han mistede pusten for en stund, idet at han måtte indse, at han bare ikke længere kunne dy sig fra at falde i. Han opgav simpelthen at kæmpe imod sin egen kontrol for i stedet at lade sig styre af lysten og djævlen, der hviskede på hans skulder.

Med en rolig bevægelse førte han hænderne hen over hendes slanke overarme, som han så ned ad hende. Den røde, tætsiddende kjole sad perfekt mod den lyse hud. Og så, efter en stund, lod han et par lange fingre finde de gyldne snøre på hendes overkjole, hvor han behændigt og kontrolleret trak dem op. I mellem tiden fangede hans blik hendes endnu engang, fastholdende og hæmningsløst.

"Du lokker mig ud på et skråplan, Svea.." bekendtgjorde Lancelin lavmælt imellem dem, dog uden nogen former for egen kval af sit moralske forfald.

[Svea Købmand]

Svea vidste i virkeligheden ikke hvad hun lavede, men hun havde lyst til at slippe fri fra den søde Svea som alle sagde hun var. Hun ville være en kælling, bare for et øjeblik eller to. Opføre sig skødesløst, ikke tænke så meget på andre mennesker. Det var energikrævende at være helbreder, altid være der for andre, altid hjælpe - altid venlighed.

Sveas blik hvilede i hans mens han lod sine hænder glide over hendes arme og hun mærkede hans blik på hendes slanke, lettere benede krop. Hun havde ikke spist meget siden deres sidste møde, hun havde arbejdet og studeret og kun spist det højst nødvendige. Alligevel, havde hun da stadig lidt kvindelige former, men hvis man kendte hende ville man nok lægge mærke til det når man så nærmere.

"Du vil gerne lokkes." Sagde hun afdæmpet og så ham i øjnene, mens hun selv gik igang med at hjælpe ham med at tage hendes tøj af.
"Det er den person du i virkeligheden er, er det ikke? En mand der tager hvad han vil? I det mindste lyver du ikke for dig selv mere." Sagde hun og lod sin kjole glide ned over sine skuldre, så hun bare stod i sin korte særk.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik flakkede vagt i Sveas idet en panderynken dannede sig på ham. Han lyttede til hendes gennemskuende ord, der tydeligvis virkede til at have en hvis forståelse for, hvem lensgreven var som person. Hun havde ganske rigtigt gennemskuet ham, fundet frem til hans træk, styrke såvel som svaghed. Jo, han ville gerne lokkes. Og jo, den indædte følelse efter at få lov til at undersøge den unge frøken Våbensmeds sarte hud var bestemt noget, han vanligvis og ufortrødent ville gå efter at få stillet på et tidspunkt. Det havde lykkedes den ranke lensgreve at fastholde sin kontrol. Lige indtil nu. Lige indtil, at hun fristende fangede alt hans opmærksomhed, som kjolen gled ned ad hendes krop og landede på gulvet.

"Meget vel, frøken Våbensmed, du har gennemskuet mig.." Lancelin så på hende med et træk i mundvigen. Tålmodigt holdte han sine hænder for sig selv for en stund, alt imens at Svea stod sådan foran ham, lokkende i ikke andet end den korte særk.
"Så er der dig. Du fremstår så urørt og uskyldig, og så alligevel nysgerrig på, hvordan det må føles med en mands nærvær. Hvis du tillader mig dette, at få lov til at give dig den mulighed, så har jeg ikke tænkt mig at holde mig tilbage.. Det er du vel klar over, Svea.." afsluttede han med et sigende blik og en alvor i tonen, som for at klarlægge reglementet inden hun eventuel ville acceptere.

[Svea Købmand]

Svea frøs en smule i det kolde værelse og blev irriteret over, at han blev ved med at snakke. Hun knyttede sine hænder en anelse, mens han talte og bed ned i sin underlæbe. De havde vist begge gennemskuet hinanden, men Svea ledte stadig efter en måde at komme ud af det på hvor hun havde overhånden. Hendes hjerte bankede hurtigere over det han sagde og det der skulle til at ske. Hun var nervøs, men også besluttet for at det var det hun ville.

"Det er jeg klar over ja." Sagde hun med en stemme der afslørede hendes nervøsitet en smule. Hun skælvede en anelse, mens hendes blik gled hen over ham. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle forvente. Hendes mor havde sagt at det ikke burde gøre ondt, selvom det var ens første gang, men hun vidste ikke hvordan Lancelin havde tænkt sig at gøre det. Hun følte sig underligt sårbar og blottet her foran ham, men hun håbede han ville være sød også selvom hun havde opført sig som en kælling.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin trak let i mundvigen i sin flabethed over at se Svea fremstå så rank i sin skikkelse men med en tydelig nervøsitet i sin stemme. Det var ikke svært at overse, at den unge frøken Våbensmed i sin iver prøvede at fremstå stolt og stærk imellem dem, som i et forsøg på at vedligeholde kontrollen over hans intimiderende direkthed.

Men han lod være med at kommentere det. I stedet gik han med på hendes leg, og gav hende diskret den falske fornemmelse af, at hun bestemt havde styr på situationen.

"Meget vel," lød det nonchalant fra lensgreven, som han førte sine hænder mod sin skræddersyede trøje, der sad perfekt ind til den ranke ryg og de brede skuldre, hvor han skødesløst begyndte at åbne den, så huden på hans brystkasse blev synligere for hver knap.

"Hvad der sker herinde bliver herinde, Svea," fortsatte han sit reglement roligt, som læste han paragraffer op fra en kontrakt imellem dem, "Du er fri til at sige stop, og jeg stopper. Helt. Men indtil da, lader du mig føre an." Han smed trøjen fra sig hen over en stoleryg. Så gik han imod Svea med rolige skridt uden nogen former for blufærdighed og kvaler. Han stoppede op foran hende, betragtede hende for en stund idet hans fingre fangede stoffet på hendes hvide særk. Så førte han den roligt op ad hendes krop for til sidst at trække den over hendes hoved, så hendes sarte hud og feminine former blev synlige for ham.

[Svea Købmand]

Da lensgreven begyndte at åbne sin trøje, slog Svea flygtigt blikket ned, inden hun hurtigt løftede det igen. Det var dog svært for hende ikke at kigge også selvom hun efterhånden havde set mange mænds overkroppe. Det var bare ikke så sexet når manden samtidig lå og skreg af smerte eller havde feber. Situationen hun var i nu var en anden.

Svea løftede øjenbrynene lidt over hans måde at tale på. Det var som en kontrakt imellem dem og Svea havde måske ikke ligefrem forestillet sig det. Hun havde troet at det ville være noget andet. At det ville være mere passioneret, følelsesladet, men hun kunne ikke få kolde fødder, ikke nu.
"Fint." Sagde hun med en lettere hæs stemme.

Da han trak hendes særk over hovedet, sank hun en klump og løftede sine arme op så han kunne tage den af hende. Det var en smule køligt i lokalet, så hun lagde armene om sig selv i et forsøg på at holde på varmen. Derefter lod hun blikket hvile i hans og overvejede hvad han tænkte om hende.
"Synes du jeg er smuk?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe, mens hendes kinder blev røde.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var svært at komme udenom den unge Sveas skønhed; de smukke ansigtstræk, den sarte hud og den slanke skikkelse med de lette feminine former. Det ville have været løgn at sige, at lensgreven bestemt ikke havde bidt ekstra mærke til hende under deres første møde. Det var også derfor, som en presset mand og med en allerede eksisterende interesse, så svært at holde sig fra hende, til trods for, at han i al sin kontrol havde prøvet at lade være den aften tilbage på gæsteværelset. Nu faldt han i, for Svea fristede ham til det yderste med sine små flabede kommentarer og direkte handlinger.

Lancelin smilede en anelse over hendes ord og de røde kinder, som de stod tæt på hinanden så spændingen steg i luften. Deres øjenkontakt forblev, idet at han lod sin hånd finde hvile mod hendes slanke hals og feminine kæbeparti.

"Du har ingen anelse om, hvor smuk du er," sagde han roligt. Så guidede han hende tættere på sig ved let at løfte hendes ansigt mod sit, alt imens at han lænede sig det sidste stykke ned. Han fangede hendes læber i et hæmningsløst kys, som havde han længtes at mærke hende igen. Det havde han også, og efter alt det med Helene var han efterhånden nem at lokke til at følge sine lyster.

Kysset blev mere intimt, som han tog over og guidede hendes uerfarenhed med sin erfaring i den retning. Det måtte for en stund kort stoppe, da han lænede sig en anelse ned og lod sine hænder søge hvile mod hendes underlår, hvorefter at han uproblematisk løftede Svea op. Deres bare overkroppe mødtes, hendes små bryster mod hans hårde brystkasse, og som kysset genoptog bar han hende let mod hendes seng, der stod et par skridt fra dem. Kontrolleret lagde han hende ned og fulgte roligt med.

[Svea Købmand]

Komplimentet var smigrende for en ung kvinde som Svea, hendes usikkerhed gjorde hende åben for mænd som Lancelin, som kunne give hende den bekræftelse som hun havde brug for. Unge mænd havde ikke den evne, de var for nervøse og optagede af sig selv til at være tilstede.
Da han trådte nærmere, trak hun vejret hurtigere mens hun kiggede ham i øjnene. Først da han nærmede sig hendes læber igen, lukkede hun sine øjne og gengældte hans kys. Det var anderledes denne gang. Hun var stadig uerfaren, men i det mindste vidste hun lidt mere om hvordan man gjorde end hun havde tidligere.
Svea slap en lille lyd hen over sine læber da han løftede hende op, hun blev en smule overrasket over hans handling, men hun lagde alligevel sine ben omkring ham. Det virkede som det mest naturlige at gøre. Hun trak sig tættere ind mod ham, inden han lagde hende i sengen.
Svea lagde sig bedre til rette og lod blikket hvile afventende på ham, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre og han havde jo også selv sagt at han ville føre an. Derfor bed hun bare ned i sin underlæbe og smilede en anelse uskyldigt til ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin smilede djævelsk tilbage til hende, som han fangede synet af hendes bid i underlæben og smilet, der fulgte med. "Så uskyldig og fin du er, Svari Våbensmed.." kommenterede han drillende hendes udtryk, velvidende, at hun tidligere havde gjort sit for at fremstå ligeså kontrolleret som ham selv. I virkeligheden var dette her jo hendes første gang, og det var nemt at skimte nervøsiteten og hendes spændthed over hvad dette ville føre med af følelser og nydelse.

"Husk hvad jeg sagde. Du har fri mulighed for at sige stop," sagde han roligt, med et sigende blik i hendes, som en kort reminder om reglerne. Så rettede lensgreven sig en anelse og bevægede sig ned. Han kyssede hendes hud på sin vej, først halsen, så kravebenet, så det følsomme maveskin. Med en hånd skubbede han hendes lår åbne for sig, og som han lagde sig til rette, lod han sin mund finde hvile mod hendes mest intime område. Hans varme ånde og de bløde, våde kærtegn var rolige, som han smagte hende og gav hende en mulighed for at tage situationen ind. Han var direkte, vidste hvad han ville og hæmningsløs. Lensgreven havde kun Svea i tankerne i dette øjeblik.

[Svea Købmand]

Svea rødmede lidt over hans ord, men hun sagde ikke noget som svar. I stedet lå hun bare og kiggede lidt undrende på ham, mens hun overvejede hvad der ville ske nu. Hun vidste ikke hvad han ville gøre, selvom hun da havde hørt lidt fra de andre helbredere om hvad der foregik mellem mænd og kvinder, så var det noget andet når det rent faktisk skete i situationen.

Svea nikkede som svar på hans ord, men var for nervøs til at sige noget. Imens han bevægede sig ned ad hendes krop, flakkede hendes blik rundt i værelset og hun forsøgte ikke at være alt for nervøs. Det føltes godt, men det var så nyt det hele at hun havde svært ved at slappe af. Førs da det blev meget intimt, begyndte hun at slappe af og langsomt begynde at nyde hvad han gjorde ved hende. Hun begyndte at føle sig en smule svimmel og varm og spændte i sin krop, mens hun tog fat i lagenet og forsøgte at være stille. I sidste ende kunne hun dog ikke holde sig selv tilbage og kom tilsidst til at stønne højt, noget der forårsagede at hun blev endnu rødere i kinderne end hun allerede var.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var tydeligt på hendes pludselige høje støn, at Svea ligeså stille gav sig hen til ham. Det stoppede ikke lensgreven, der blot fortsatte sine kærtegn med sin mund mod hendes sarte, intime hud. Hans ru skægstubbe mod hendes inderlår var en kontrast til hans varme, bløde og våde kys og tunge, der i kontrollerede og selvsikre handlinger skubbede hende derud, hvor hendes kinder brændte.

Som en reaktion på Svaris stønnen lagde Lancelin armene om hendes lår, for at holde hende grådigt fast. For at bibeholde hende i positionen og derved vedligeholde kontrollen, lensgreven så vanligt havde.

Hun pirrede ham ualmindelig meget, på grænsen til, at han havde svært ved at holde sig tilbage fra hende. Han ville se hende vride sig i nydelse, mærke hende omslutte sig og have sin mund mod hendes sarte, bløde hud. Lysten til hende væltede ind over ham - en lyst han indædt havde prøvet at fortie siden kysset på gæsteværelset.

Lancelin skimtede op på Svea fra hendes skød og hen over det slanke maveskin. Han betragtede hendes kønne træk og de røde kinder i hendes sårbare udtryk over at ligge sådan her foran lensgreven hamselv. Så stoppede han sine kærtegn for i stedet at rette sig en anelse op og lade blikket falde igen imod sin hånd, der roligt og vant tog over kærtegnene imellem hendes lår i cirkulære bevægelser.

"Du behøver ikke at være genert, Svea.." lød det roligt fra lensgreven, "Lad mig bare høre dig."

[Svea Købmand]

Svea var ikke helt der hvor hun gav sig helt hen til ham endnu. Hun holdt stadig lidt igen, hun ville ikke give helt slip på kontrollen. Han gjorde det dog svært for hende at holde sig tilbage og hun kæmpede mens han med sine erfarne bevægelser, gjorde at hun efterhånden var ret stakåndet og varm.

Det var næsten for meget, da han begyndte med sin hånd i stedet og hun bed ned i sin underlæbe, mens hun trak sine øjenbryn sammen i en grimasse der næsten virkede som en blanding af nydelse og smerte. Det gjorde ikke ondt på hende, men det var næsten så godt at det gjorde.

På trods af hans ord pressede hun dog sine læber sammen. Hun var for genert til at være højlydt, så hun kiggede i stedet væk fordi hun skammede sig lidt over sig selv og sin egen nydelse. Det var dog svært at holde det tilbage mere, efter lidt tid begyndte hun at vride sig og kæmpe imod den bølge af nydelse der efterhånden havde overtaget hendes krop og gjorde hun begyndte at spænde over det hele. Inden hun tilsidst spjættede som en lille hare, der var ved at drage sit sidste suk.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin smilede diskret for sig selv over den unge frøken Vågensmeds pludselige manglende støn, han så tydeligt kunne se, at hun kæmpede med at tilbageholde. I hendes stædighed ville hun have bare en lille smule kontrol over sig selv, og derved vise lensgreven, at han ikke ville få hende til alt. Det var sødt, at hun så ivrigt prøvede at styre situationen på denne måde. Lancelin lod sig ikke berøre af dette, for hendes krop forrådte hende. Og som han fik hende til at nå ud over kanten, betragtede Lancelin det smukke i at se hende endelig nå den. Hvordan hendes slanke krop spjættede. Den stakåndede vejrtrækning. Hendes hænder der knyttede til lagenet i et forsøg på at have fat i et eller andet. Et smukt, sårbart syn, Lancelin et par gange imellem forinden kun havde fantaseret om Svea.

Lensgreven hævede sig roligt fra hendes lår op på sine knæ. Han tårnede højt og intimiderende. De brede skuldre, den hårde ryg og brystkasse viste tydeligt hans atletiske og fysiske form. Rygmusklerne bevægede sig tydeligt, da han med rolige hænder og uden nogen former for blufærdighed, begyndte at åbne sine bukser fra sin plads mellem Sveas ben, velvidende at Svea højst sandsynligt ikke havde set eller rørt en mand præcis som guderne havde skabt ham.

Da resten af tøjet var røget af, og de begges kroppe nu var fri, førte Lancelin sig over Svea. Han lænede sig ned og fangede hendes læber i et intimt, lidenskabeligt kys. Støttende på sine underarme, hvilende på hver side over Sveas slanke skuldre, virkede hendes krop så petite under hans muskuløse, brede ryg.

"Denne gang, så giv dig helt til mig, frøken Våbensmed.." hviskede han mod hendes læber, inden at han pressede sig på og førte sig ind i en rolig bevægelse. Hun omsluttede ham. Varmen fra deres kroppe blev fordoblet nu hvor de var forenet som en mand og kvinde i et intimt og lidenskabeligt øjeblik.

[Svea Købmand]

Svea kunne ikke holde sig tilbage mere, men hun forsøgte ihærdigt at presse sine læber sammen stadigvæk. Hun var nervøs for at nogen ville høre dem og flov over hvor lidt kontrol hun havde over sin egen krop. Det var frustrerende, at hun havde så meget lyst og hun følte hun burde skamme sig. Tilsidst spjættede hun dog, mens hun greb ud efter sengens lagen og borede neglene ind i det.

Imens han klædte sig af havde Svea en kort pause, hvor hun kunne trække vejret og få et øjeblik til at tænke over hvad der var ved at ske. Tingene var gået hurtigt og Svea følte måske det gik lidt for stærkt, det var som om hun slet ikke kunne følge mentalt med selvom hun prøvede. Næste øjeblik kyssede han hende igen og hun gengældte det forsigtig. Stadig overvældet af hele situationen.

Denne gang kunne hun ikke holde sig tilbage og hun udbrød et mindre, lettere skingert støn. Hendes blik var en smule nervøst, det gjorde ikke ondt, men hun var bange for om det ville komme til det. Samtidig, ville hun ikke skuffe ham, så hun sagde ikke stop. Hun så ham i øjnene og nikkede lidt som svar på hans ord.
"De må ikke være for hård ved mig." Hviskede hun, nu pludselig blid som et lam.

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes ord og det lettere skingre støn mindede ham om Sveas uerfarenhed, og det gik op for ham, at han trods alt var den, der tog hendes uskyld nu. Lancelin hævede sig en anelse og fangede hendes nervøse blik, der tydeligt indikerede hendes bange anelser for smerter.

Lancelin vedligeholdte sit blå blik i hendes mørke, som han helhjertet hørte hendes bøn. "Nej. Selvfølgelig ikke, Svea," forsikrede han hende, hvorefter at han lænede sig ned og fangede hendes læber i et trøstende kys. Han sørgede for, at holde hende tæt ind mod sig, og dækkede hende beskyttende ind mod sine arme, der hvilede på hver af hendes sider.

I et par sekunder lod lensgreven hende vænne sig til følelsen af ham i sig. Som han mærkede hendes krop ligeså stille afspændtes, førte han sig yderligere ind i et langsomt stød. Musklerne i hans ryg spændtes. Alt sammen imens at han vedligeholdte det trøstende, intime kys mod hendes læber.

Han ønskede helhjertet, at Svea følte sig tryg ved at give sin første gang nu. Give hende indblikket i, hvad de sammen kunne opnå at nydelse for deres kropslige lyster.