Hidkaldt

[Svea Købmand]

Lancelin af Suilleaux
19 oktober

Efterårsvejret havde ramt Rouvry og regnen stod ned i tykke stråler fra de store mørke skyer udenfor. Svea havde arbejdet hele dagen og havde egentlig stadig en del at se til, men så var en væbner dukket op og sagt til hende at Suilleaux ville mødes med hende. Hun kunne dårligt sige nej, det var længe siden hun havde talt med ham og det var trods alt ham der stod for at sponsorere meget af hendes uddannelse. Hun befandt sig dog i helbreder teltet da væbneren bad hende om at komme med og vejen til selve slottet hvor de adelige boede var en smule lang. Svea nåede at blive gennemblødt inden de løb ind ad porten.

Da hun endelig nåede lensgreven arbejdsværelse og fik lov til at gå indenfor, lignede hun en der lige havde hoppet i en sø.
"Tilgiv mig Deres Excellence, jeg blev fanget i regnen." Sagde hun og nøs, mens hun lagde armene om sig selv og sit våde tøj.
"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" Spurgte hun og strøg en lok af sit hår bag øret. Hun skævede hen mod ildstedet og overvejede om hun kunne tillade sig at stille sig derover for at varme sig, eller om hun ville fornærme sig med den uformelle omgangsform.

[Lancelin af Suilleaux]

Det havde hele tiden lagt sådan, at Lancelin forventede at høre om Sveas studier og fremgang. Nu hvor han sponsorerede hendes uddannelse, så krævede det også status engang imellem. Han havde trods alt også forlangt at høre om det hver måned, såmen bare i brevform, men siden Rundrejsen havde Lancelin været for fokuseret på andre ting end lige præcis Svea Våbensmeds helbredsstudier.

Da Rundrejsen kom til Rouvry havde situationen ændret sig. Da penge gik til sponsoratet et par dage forinden, valgte Lancelin at kalde den unge Svea til sig for status. Det passede med Rundrejsens sidste stop.

Lensgreven af Suilleaux havde siddet ved et skrivebord med dokumenter, da Svea Våbensmed blev sendt ind på kontoret. Hans blik landede på den fordrukne unge kvinde, der mest af alt lignede én, der havde været i Rouvrys søer.

"Frøken Våbensmed, hvordan er det, De ser ud.." lød Lancelins stemme dybt, som han rejste sig fra sin plads. Kappen på stolen tog han med sig, og med bestemte skridt gik han hende i møde. "Har De tænkt Dem at helbrede Dem selv mod lungebetændelse?" med ét landede kappen roligt over hendes skuldre, og med en hånd mod hendes ryg førte han den drivvåde Svea mod den varme pejs, hvor en stol stod.

"Sæt Dem ned og få varmen," kommanderede han kort for hovedet, "Jeg har ikke tænkt mig at føre statuskontrol, mens De sidder og ryster af kulde.."

[Svea Købmand]

Svea blev rød i hovedet og flov da han bemærkede hendes udseende. Hun følte sig altid så pinligt berørt når hun mødte adelige og ikke selv var i stand til at se ud som de gjorde. Her stod Suilleaux i sit smukt broderede tøj og hendes kjole var bare våd og af tynd uld, som ikke var fornemt på nogle måde. Hun skammede sig ikke ligefrem over at være borgerlig, men nogle gange blev forskelene så tydeligt at hun blev en anelse flov.

"Tilgiv mig." Gentog hun og sendte ham et undskyldende blik. Da han gik mod hende med kappen og lagde den om hendes skuldre, løftede hun overrasket øjenbrynene og så på ham med et undrende blik. Hun havde hørt mange historier om Suilleaux, men aldrig hørt om at han var så omsorgsfuld.

Forsigtig trak hun kappen om sig og smilede svagt til ham. "Tak, det er venligt af Dem." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, hvorefter hun satte sig foran pejsen.
"De er venlig af en adelig at være, eller jeg mener. Ikke at adelige altid er uvenlige, men nogle er bare.. ja." Hun bed ned i sin underlæbe.
"Tilgiv mig, rundrejsen har ikke været venlig mod mig." Bemærkede hun og trak kappen tættere om sig, mens hun blinkede lidt med sine øjne. Det havde været en hård tur og nu hun sad foran en varm pejs, var det som om hun pludselig kunne slappe af og ikke behøvede være stærk mere.

[Lancelin af Suilleaux]

Mens Svea talte, var Lancelin gået tilbage mod skrivebordet. En karaffel med vin stod halvtomt på den. Han lyttede roligt til hendes ord, som hun prøvede sig frem. Og selvom at hun nærmest havde stillet ham i bås med sin idé om adeliges væremåde, virkede det ikke til at berøre den ranke lensgreve det mindste. Han havde skam hørt det før. Lensgreven af Suilleaux havde skam også sit ry.

"Rundrejsen har ikke været venlig mod nogen af os, frøken Våbensmed," Lancelin var kommet tilbage til hendes side, denne gang med to glas vin, hvoraf han rakte hende den ene, "Selv ikke for en adelig som jeg." Han smilede roligt til hende, velvidende, at hun nok højst sandsynligt havde regnet med, at de adelige havde haft en nem rejse med deres velstand i forhold til de borgerlige.

De stod som to store kontraster til hinanden. Hendes våde kjole, der sad klistret ind til den hvide hud, var mindre fornemt end hans bekostelige, skræddersyede tøj, der sad perfekt ind til den ranke ryg. Lancelin kunne ikke lade være med at bemærke det. Han måtte se væk for en stund, og de blå øjne blev vendt imod pejsens flammer.

"Skal jeg bede tjenestefolkene om at finde Dem noget rent tøj, frøken Våbensmed? Imens kan Deres eget tøj tørre ved ilden."

[Svea Købmand]

Svea blev lidt overrasket over hans ord. Det var svært for hende at forestille sig at adelige også havde problemer. Sandt nok de kom også til skade, men de var sikre på en anden måde end alle andre var. Hun forstod dog bare ikke alle de problemer, komplikationer og ansvar der kom med at have den sikkerhed.
Hun tog imod vinen og drak en tår af den, det var muligvis den bedste vin hun nogensinde havde smagt, så hun tog straks endnu en stor tår og stirrede lidt mundlam på den røde væske. Nu forstod hun, hvorfor adelige var så glad for vin.
Hans spørgsmål fik hende til at løfte øjenbrynene en smule. "Det er alt for meget Deres Excellence." Sagde hun og blinkede lidt med øjnene.
"Er De sikker på det ikke vil være til besvær?" Spurgte hun med et nervørst blik. Hun ville nødig skabe problemer eller være en burde, men hun frøs også en hel del og var godt klar over at det potentielt kunne gøre hende syg.
"Men tørt tøj ville være rart." Sagde hun med et svagt smil og drak lidt mere vin.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin forstod hendes hentydning, til trods for, at hun selv ikke ønskede at gøre det besværligt. Han tog en dyb indånding, og med et enkelt nik besvarede han roligt hendes ønske.
"Naturligvis," og som han løftede blikket fra pejsen, vendte han sig om mod en tjenestedreng, der stod ved den store egetræsdør. "Raoul, vil du tage fat i tjenestepigerne, og bede dem bringe noget tøj med herind til den unge frøken Våbensmed. Det haster."

Den unge tjenestedreng bukkede troligt i nakken, og uden at sige noget skyndte han sig ud af døren. Kort tid efter dukkede tre tjenestepiger op, den ene med favnen fuld af tøj. De stillede sig på rad og række, hvorefter de nejede dybt, "Deres Excellence."

Så førte de den unge Svea med sig om bag en flot skærmvæg, og gik straks i gang med at klæde hende af.

Lancelin rømmede sig en anelse og vendte ryggen til, og efter at have taget en slurk af den blodrøde vin, gik han roligt tilbage mod sit skrivebord.

[Svea Købmand]

Tingene gled fremad uden Svea skulle gøre særlig meget. Hun betragtede tjenestedrengen der smuttede og derefter pigerne der dukkede op. Det var som om de var en forlængelse af Suilleaux selv og ikke individuelle mennesker. Da de førte hende med sig bag ved skærmvæggen, rødmede Svea svagt over at klæde sig af foran tre fremmede piger. Hun havde ikke meget tøj på indenunder og var ikke vant til hjælp med at klæde sig af og på, det var noget hun for det meste gjorde alene.

Tøjet var smukt. Den røde kjole fik hendes hud til at se hvidere ud end den var og udskæringen var dybere end det hun normalt selv gik med. Stoffet føltes også blødere, næsten som silke for en pige som Svea.
"Mange tak for hjælpen." Sagde hun til tjenestepigerne, som så på hende en sidste gang inden de hang hendes eget tøj foran pejsen og smuttede ud af lokalet.

Svea gik væk fra skærmvæggen og hen mod Lancelin, mens hun tog sit glas med vin med sig. "Tak for lån." Sagde hun og drak en tår, mens hun følte alkoholen stige sig til hoved.
"Den passer fint." Sagde hun og lod hånden glide over det flotte stof, der dog ikke var så smukt at det kunne leve op til Lancelins klæder. Derefter så hun på ham og overvejede hvad han mon tænkte og om det ikke havde været mærkeligt for ham, at hun havde klædt om i hans rum - men det var måske sådan adelige levede deres liv.

[Lancelin af Suilleaux]

Han havde været for opslugt i sine dokumenter, lænende hen over skrivebordet, til ikke at opdage Svea træde frem fra skærmvæggen. Det var først da han hørte hendes stemme, at han flygtigt kiggede op på hende fra et brev, at han opdagede hun var omklædt.

Det var langt fra, hvad Lensgreven havde forventet. Den røde kjole passede den unge Svea perfekt, med dens fald og skæring, og udtrykket i hans blik fortalte nok tydeligt hans overraskelse. Lancelin havde rettet sig op og var for en stund mundlam, inden at han lagde brevet fra sig på bordet.

"Ja, bestemt. Men kjolen sidder ikke helt rigtigt.." Lancelin gik mod Svea endnu engang. Mellemrummet mellem dem blev mindsket, og lensgreven befandt sig nu foran hende igen. Hans blik betragtede stoffet ved hendes skuldre, inden at han roligt lod sine hænder finde hvile mod kjolens ærmer. Og uden at sige yderligere, trak han ærmerne en anelse ned, så udskæringen blev bredere og huden på hendes kraveben synligere. Kjolen faldt nu som den skulle, præcis som den var tænkt.

"Nu gør den."

[Svea Købmand]

Svea havde ikke forventet den reaktion, hun havde aldrig forestillet sig at hun kunne gøre en mand som Lancelin mundlam og hun kom næsten til at smile lidt. Det var en underlig form for selvsikkerhed og beruselse hun mærkede overvælde hende, uden hun helt forstod hvorfor. Der var et eller andet ved at have Lancelins blik på hende, der gjorde hende glad. Da han sagde kjolen ikke sad rigtig, forsvandt hendes smil dog en anelse og hun blev i stedet rød i kinderne fordi hun blev flov.

"Åh virkelig?" Sagde hun og kiggede ned ad sig selv, mens hun prøvede at finde fejlen, uden held. Pludselig stod han tættere på hende og Svea så straks op og skyndte sig at drikke lidt mere vin. En hurtig slurk. Hun havde svært ved at håndtere det her. Det brændte en smule det sted han havde rørt hendes ærme.
"Tak." Bemærkede hun hæst og var usikker på om varmen i hendes kinder skyldtes pejsen eller Lancelins berøring.
"Var der - øhm - ellers noget De ville - snakke om?" Sagde hun med en spinkel hæs stemme og hun drak lidt mere vin, fordi han gjorde hende så nervøs. Tilsidst mødte hun hans blik, uden helt at kunne slippe det.

[Lancelin af Suilleaux]

Deres blikke mødtes. Et træk i mundvigen dannede sig på den ranke lensgreve, da Sveas spørgsmål fik dem tilbage til deres egentlige gøremål. Han havde ikke kaldt hende til sig for pludselig at skulle sørge for, at hun havde tørt tøj på. Det havde været en noget atypisk start på noget, der skulle have været et ganske almindeligt møde.

Lancelin rømmede sig en anelse, og fjernede så sine hænder fra Sveas slanke overarme. I stedet fandt de hvile foran sig, og en anelse ubevidst søgte hans lange fingre sin ring, han troligt rettede.

"Selvfølgelig. Samtalen." Lancelin smilede roligt, "Har De fået varmen igen?" Hans blik var sigende på den unge frøken Våbensmed. Det var trods alt det, han ønskede, da han havde adspurgt om hun ikke ville i noget tørt tøj.

[Svea Købmand]

Det var underligt at Svea følte sig næsten skuffet da han rømmede sig og trak hånden til sig. Havde hun læst forkert? Måske havde hun bild sig ind at de havde haft et øjeblik hvor der opstod noget. Ikke at hun forstod hvad, måske var det bare en betagelse af hinanden som mennesker og hvad de kunne give hinanden.

"Ja efterhånden." Sagde hun afdæmpet og så ned i sin rødvin, lidt overrasket over hvor hurtigt hun havde drukket den. Glasset var næsten tomt nu. Han gjorde hende meget nervøs.
"Jeg håber ikke De er utilfreds med mig? Eller mine præstationer?" Spurgte hun og smilede usikkert til ham, mens hun bed ned i sin underlæbe.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik fulgte hendes ned mod det næsten tomme glas. Enten var hun ikke bekendt med rødvinens effekt i blodet, eller også havde hun åbenlyst haft brug for det; at det så var på grund af hans tilstedeværelse, der gjorde hende så nervøs, at hun drak det hurtigt, var ikke faldet lensgreven ind.

"Det er netop derfor, at jeg har bedt Dem om at komme til mig. For at høre status på Deres såkaldte præstationer," svarede han roligt, som han rettede det blå blik mod hende endnu engang. Så tog han en dyb indånding, og uden yderligere lagde han en let hånd mod hendes slanke ryg, mens at han med den anden slog roligt hen mod stolene ved skrivebordet, som en hentydning til at de skulle sætte sig.

"Jeg beklager at det først blev nu, jeg har-- haft en del at se til," lød hans stemme roligt, som han trak stolen ud for hende. Det havde ikke engang været løgn. Lancelin havde været en aldeles presset mand under Rundrejsen.

[Svea Købmand]

Som helbreder var Svea ikke så uvidende som så mange andre unge piger, hun vidste hvad alkohol gjorde, både på godt og skidt, men lige nu var hun lidt for meget i sine følelsers vold til at tænke på det. Lensgreven gjorde hende nervøs, det samme gjorde hele samtalen om hendes præstationer. Der var ikke meget plads til rationelle tanker hos hende lige nu.

Da han lagde hånden på hendes ryg, fik hun en underlig fornemmelse i kroppen og gik hen mod stolen ved skrivebordet.
"Ja. De er vist en presset mand." Sagde hun og lagde en hånd på hans og smilede sørgmodigt til ham, inden hun satte sig ned. Svea havde hørt om hændelsen fra de andre helbredere. Hun regnede dog ikke med at han ønskede at tale om det med hende.
"Hvis der er noget jeg kan gøre." Sagde hun og satte sig ned, mens hun så på ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Som hun elegant fik sat sig ned på stolen, rykkede Lancelin den vanligt under hende. Og så, pludselig mærkede han hendes fingres lette berøring over hans hånd på stolens armlæn. Lancelins blik slog ned for en stund, mens at han smilede diskret over hendes viden; nyheden om aborten var ligeledes kommet den unge helbreder for ørerne, og dermed sikkert også rygtet om, at han havde været skyld i det. Et falsk rygte, bygget på en løgn, at han havde slået sin hustru hvilket havde resulteret i aborten af deres drengebarn og at Lancelin var blevet hevet væk fra hende. Til trods for at Lancelin havde bemærket folks hvisken bag hans ryg, så havde han ikke gjort noget for at aflive det falske rygte. Simpelthen af respekt for Helenes værdighed. I modsætning til hende kunne Lancelin fint klare at blive kigget skævt på. Det havde han såmen prøvet en del gange. 

"Der er intet De kan gøre, frøken Våbensmed," forsikrede Lancelin med en dyb stemme. Han fugtede sine læber og rettede sit blik op i Sveas øjne, "Selv ikke den største Gave kan ændre, hvad der er sket."

Det var måske en smule over den grænse, der burde være imellem dem, men roligt fandt hans fingre hendes hånd i stedet, og et let klem blev udvekslet. Så trak han hånden til sig igen for at gå rundt om det mørke skrivebord.

"Mere vin?" Lancelin så fra det tomme glas til hende med et sigende blik og et diskret træk i mundvigen, allerede i gang med at trække proppen af karaflen. "Tørster de Dem, helbrederne?" spurgte han drillende.

[Svea Købmand]

Svea havde hørt om det og også det forfærdelige rygte, som hun på ingen måde troede på. Både fordi hun var ude af stand til at tro at Lancelin ville kunne få sig selv til det, men også fordi det rent rationelt ikke gav nogen mening. Han skulle jo have en arving, hvorfor skulle han risikere alt dette og slå sin hustru? I hendes øjne gav det ingen mening.

Svea vidste godt at der ikke var noget hun kunne gøre. Det havde været nogle dygtige helbredere der havde hjulpet Helene, hun havde hørt historierne fra de andre helbredere om deres evner. Svea var ikke engang tæt på at være så dygtig endnu, men alligevel var det vigtigt for hende at tilbyde sin hjælp. Da han klemte hendes hånd, smilede hun lidt og lod så emnet ligge.

Glasset med vin var rigtig nok tomt og hun kiggede ned i det, da han tilbød hende mere. Et skævt smil dukkede op på hendes læber.
"Det skulle man tro." Sagde hun og løftede sit blik inden hun satte glasset på bordet, så han kunne fylde det.
Udenfor havde regnen taget til og da et lyn slog ned fra skyerne, blev hele lokalet lyst op et kort øjeblik og den efterfølgende torden overdøvede den kortvarige stilhed mellem dem.
"Tror det udvikler sig til en storm." Bemærkede hun og trak øjenbrynene lidt bekymret sammen ved tanken om at hun skulle finde tilbage til sit telt under de forhold.