Hidkaldt

[Svea Købmand]

Svea var ingen adelsfrøken, hun havde ingen betænkeligheder ved hvordan ting så ud for andre. Hvis folk talte grimt om hende, så måtte de gøre dette. Hun brugte det meste af sit liv på at redde andre mennesker og havde efterhånden indset, at ligemeget hvor meget hun gjorde ville folk tænke hvad de ville om hende.

"Det er sødt af Dem at tænke på mig på den måde, men jeg er helbreder, ikke adelsdame. Jeg har intet ry at passe på, jeg kan gøre hvad jeg vil." Sagde hun og lagde hovedet mod hans brystkasse med et smil. Hun var fri til at leve sit liv, hun var ikke afhængig af nogen - kun af ham.
"Vil De virkelig nægte mig den fornøjelse, efter jeg brugte energi på at helbrede Deres hånd?" Sagde hun og løftede sit blik i et forsøg på at se ham i øjnene, selvom det var svært i den vinkel hun lå i hans arme.

Da de nåede værelset, var tjenestepigerne stadig igang med de sidste ting. Da de var færdige nejede de hurtigt for lensgreven inden de gik ud og lukkede døren til værelset. Det var kun svagt lyst op af et enkelt stearinlys på bordet ved siden af sengen.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så overvejende ned på hende, og måtte nok erkende, at hun trods alt havde brugt alt sin energi på at heale ham. Det var trods alt også derfor, at han netop bar hende ned ad gangen. Det var derfor, at han havde bedt tjenestepigerne om at gøre et gæsteværelse klar så den unge frøken Våbensmed kunne komme til kræfter. Og som han bar hende ned mod gæsteværelset kunne tordenens tag svagt høres udenfor lensborgens murer.

"Nuvel," medgav Lancelin roligt efter sine overvejelser, "Jeg bliver hos Dem indtil, at De er faldet i søvn."

____

Døren blev lukket stille i. Det dunkle værelse blev let belyst af det enkle stearinlys, der virkede varm i modsætning til de grå skyer, der havde overtaget udsigten ud af vinduerne. Torden buldrede i det fjerne og regnen var begyndt at slå ind mod ruderne.

Lancelin bar Svea over i den store seng, der var redt nydeligt op for hende. Så satte han sig på sengekanten og uden de store hæmninger rettede han sit fokus mod hendes sko. Hans hænder tog om hendes ene, smalle ankel, løftede den let og trak skoen af med en rolig bevægelse. Derefter den anden.

"Hvis jeg havde vidst, at det ville kræve alt Deres sidste energi på at fjerne såret, så havde jeg ikke engang tænkt på at afprøve Deres evner," lød det roligt fra lensgreven i det stille værelse, "Jeg beklager meget."

[Svea Købmand]

Sengen var en del blødere end hvad hun havde oplevet længe. Det føltes næsten som om hun blev lagt på en sky. Et suk forlod hendes læber og hun vendte sig mod ham, mens han tog hendes sko af. Hun smilede en anelse, hvem skulle have troet at lensgreven kunne være så omsorgsfuld?

"Det skal De ikke tænke på. De kunne ikke vide at jeg allerede har brugt meget af min gave idag." Sagde hun og så ham i øjnene. Derefter begyndte hun at binde sin kjole op i siden, hvis hun skulle sove, måtte hun have den øverste kjole af som han lige havde lånt hende. Hun havde jo en særk indenunder, så det gjorde ikke det store for hende. Derefter satte hun sig op og begyndte at trække armene ud af ærmerne, hvorefter hun lidt klodset fik trukket kjolen af sig mens hun stadig lå på sengen. Hun var for træt til at tænke på om det var passende.
"Tak for lån." Hviskede hun med et smil og foldede kjolen sammen og lagde den på sengen ved siden af ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Han smilede roligt til hende, da de kort delte øjenkontakt. "Tak, jeg havde brug for Deres tilgivelse," lød det roligt og nonchalant fra ham, da han måtte stoppe øjenkontakten idet han lænede sig ned for at stille skoene på gulvet, "Ser De, det har ikke altid været lige nemt, at--"

Lancelin tav en smule, da han havde rettet sig op og hans blik fangede den unge frøken Våbensmed i fuld gang med at binde den tætsiddende kjole op. Han burde nok ikke, men hans blå blik hvilede på den unge kvinde, som hun en smule kluntet fik kjolen hevet af. Ganske pludselig befandt hun sig nu i sin underkjole, nærmest ufortrødent og uden yderligere tanke på, at han som mand sad der på sengekanten.

"Den er din," sagde han blot, som hun lagde kjolen til ham, "Se den som en tak," afsluttede han, med en hentydning til hendes heling af såret.

Så tog han tæppet og trak det over Svea med en rolig bevægelse.

[Svea Købmand]

Svea tænkte ikke nærmere over det, måske fordi hun var så træt. I stedet bøjede hun sine ben og stak dem ind under tæppet, i samme bevægelse som Lancelin trak det over hende.
"Det er alt for meget." Sagde hun og så på ham. "Jeg har ikke brug for flotte ting. De giver mig allerede så meget Deres Excellence. Jeg føler ikke jeg fortjener alt dette." Sagde hun og slog blikket ned.
Svea var jo bare en borgerlig pige, hun var ikke noget særlig og hun forstod ikke helt, hvorfor Lancelin havde set hende som noget specielt.
"Synes De virkelig jeg har potentiale for at blive dygtig?" Spurgte hun og trak tæppet hen over sit skød, men blev siddende i sengen. Hun ville ikke sove, ikke endnu. Det tordnede stadig voldsomt udenfor.

[Lancelin af Suilleaux]

Et træk i mundvigen dannede sig på lensgreven, da hun frasagde sig gaven, "Bare tag imod det," afsluttede han roligt, og lod en hånd finde hvile mod kjolen, som han let tog op. Så rejste han sig fra sengekanten for i stedet at ligge kjolen på en stol ved sengens side, "De skal trods alt også have noget på i morgen."

Som Lancelin rettede kjolen på stolen, lyttede han til Sveas spørgsmål over sin skulder. Han vendte sig mod hende og betragtede hende siddende på sengen, let dækket til af tæppet.

"De er dygtig, frøken Våbensmed," forsikrede Lancelin hende, "Det er grunden til, at jeg har valgt at sponsere Dem. Det kan godt være, at De tvivler på Dem selv, men jeg gør ikke. Jeg er overbevist om, at De har nogle helt usædvanlige evner.." Lancelin smilede sagte til hende.

Et tordenskrald lød tættere på end tidligere.

[Svea Købmand]

Svea havde aldrig fået så smukke ting - og hun havde aldrig siddet i en seng så blød som denne. Det føltes som om, at hendes verden var ved at smuldre men samtidig blive bygget op af noget nyt. Det var smukt, men samtidig også skræmmende, men hun havde svært ved at finde ud af hvad Lancelin havde af planer for hende.

Ordene der blev sagt var som sød musik. Svea havde måske altid drømt at nogen ville se hende, altså rigtig se hende, som ikke var hendes forældre eller familie. Et fremmed menneske, der anerkendte hendes evner. En som ikke gjorde det for at gøre hende glad.

Svea smilede stort og skulle til at svare, men i samme øjeblik lød der et højt tordenskrald og det forskrækkede den unge kvinde så meget at hun slap en chokkeret lyd hen over sine læber og blegnede en anelse.
"Går De allerede?" Spurgte hun med en spæd stemme og bed ned i sin underlæbe.

[Lancelin af Suilleaux]

Spørgsmålet var kommet nærmest lige efter, at hun i et gisp var blevet forskrækket. Det gik op for Lancelin, at han nok havde set ud til at være på nippet til at gå, men det havde bestemt ikke været hans hensigt. Han havde trods alt lovet hende, at han nok skulle blive indtil at hun i det mindste var faldet i søvn.

"Nej," svarede han roligt, "Jeg skal nok blive hos Dem lidt endnu."

Så gik han hen til sengekanten. Så satte han sig og smed fødderne op, hvorefter at han skubbede sig en anelse ind på sengen. Han lod ryggen finde hvile mod sengegavlen og krydsede nonchalant benene over anklerne. For de fleste ville det være yderst skandaløst, at lensgreven valgte at gøre dette; en kvinde og en mand i en seng var trods alt koblet sammen med syndige sager.

"Prøv og se, om De kan få sovet, frøken Våbensmed," sagde han roligt, "De har lange dage foran Dem.."

[Svea Købmand]

Det føltes naturligt at han satte sig i sengen ved siden af hende. Svea følte sig i hvert fald ikke nervøs. Hun ville nok have overvejet hvorfor, hvis ikke hun havde været for træt og beruset til det. Hun smilede en anelse over hans ord og strøg fingrene gennem sit hår, som var blevet lidt rodet efter alt det der var sket i aften.
"De har ret." Sagde hun afdæmpet. Tanken om dagen imorgen var allerede uoverskuelig. Hun elskede sin gave, men nogle gange var det hårdt at være helbreder og der var dage hvor hun ønskede, hun ikke skulle arbejde så hårdt.

Forsigtig lod hun sig glide længere ned på sengen, så hun kunne lægge sig ned. Hendes blik hvilede stadig på ham, som han sad der ved siden af hende.
"Jeg er heldig jeg mødte Dem." Sagde hun og mens hun lagde armene hen over sit hoved og pillede lidt ved krøllerne i sit hår. Lensgreven havde været så gavmild overfor hende. Hun forstod det stadig ikke rigtigt.

[Lancelin af Suilleaux]

"Heldig og heldig," lød Lancelins stemme dybt og overvejende, som han så frem for sig, hvilende nonchalant mod sengegavlen, "De er vist efterhånden den eneste, der ser sådan på det." Det var ikke nogen hemmelighed, at lensgreven havde haft en del at se til under Rundrejsen. Det var bestemt ikke blevet nemmere nu, til trods for, at han ønskede det ændrede sig. Godt nok havde lensgreven allerede et noget plettet ry som charlatan og røvhul, et ry, han meget vel var klar over. Det var dog kun blevet mere markant efter hans hustrus abort og historierne fra tjenestepigerne om ægteparrets svære stunder.

"Fortæl mig, frøken Våbensmed, har De givet Deres hjerte til en?" spurgte han pludselig ganske nonchalant og hæmningsløst, som om, at samtaleemnet ikke var det store. Så skimtede han ned på hende fra sin plads, mens hun lå der og legede ved sit fyldige hårs snoninger, "- Eller passer De godt på det?"

[Svea Købmand]

Sveas blik hvilede på den ældre lensgreve. Hans ord stak lidt i hendes hjerte. Det var tragisk at se et menneske som hun opfattede som venlig, blive udsat for så meget kritik, spot og rygter. Sandt nok, han var måske ikke ligefrem en nem mand og han ville nok have det på sin måde, men det var vel ikke grund til at lægge ham for had.

Et øjeblik kiggede Svea tænksomt op på loftet, mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Hun gabte en anelse og skulle til at lukke sine øjne, men så kom lensgreven med et spørgsmål som hun slet ikke havde set komme. Det medførte at farven på hendes kinder blev en del mere rød end den ellers ville være og hun mærkede sit hjerte banke hurtigere.
"Jeg har vist ikke mødt den rette." Sagde hun afdæmpet og bed ned i sin underlæbe. "Om jeg passer godt på det, det ved jeg ikke. Hvis man vil leve sit liv fuldt ud, kan man vist ikke også passe på sit hjerte. Man kan ikke få de gode ting, uden de dårlige." Sagde hun.
"Og jeg har tænkt mig at leve livet med så meget passion som jeg kan mønstre." Bemærkede hun og mødte hans blik med et svagt smil.

[Lancelin af Suilleaux]

Hun havde trods alt ret. Lancelin blev bekræftet i, at hans håbløse forelskelse i Helene var ganske okay. Men det var ikke nemt, især ikke når det pludselig ikke længere var gengældt. Hans hustru hadede ham. Afskyede ham. Hun ville end ikke lade ham røre hende. Det var ikke noget at sige til, at Lancelin var en presset mand, der bestemt selv kunne mærke, at hans ellers så vanlige kontrol over sig selv, var blevet sværere at vedligeholde.

Lancelin trak let i mundvigen, som hun fortalte om sig selv. Han lagde mærke til de røde kinder, der blussede op på hendes hvide hud. Og som hun lå dér og bed i sin underlæbe, betragtede Lancelin hende ganske roligt.

"Passion," gentog lensgreven med et skævt smil, da ordet passion ofte var en uerfaren og ung kvindes store fantasi, "Så De har måske erfaring med flygtige blikke og lidenskabelige kys, frøken Våbensmed? En elsker, måske?" spurgte han, som om, at emnet kunne blive diskuteret over spisebordet, "Uanset hvem De udlever denne passion med, så pas på Deres hjerte. Det kan havne i de forkerte hænder. Tro mig."

[Svea Købmand]

Lensgreven talte som en der havde fået sit hjerte knust. Det kunne godt være at Svea var uerfaren, men hun havde nok empati til at sætte sig ind i andre menneskers sted. Hun smilede lidt over hans ord.

"Jeg skal nok passe på det, men har vi egentlig noget valg når det kommer til hvem vi giver vores hjerte til? Kan man virkelig lade være, hvis det er den rette?" Tænkte hun højt.
"Jeg har desværre slet ingen erfaring. Nogle gange tænker jeg at mænd måske ikke finder mig tiltrækkende." Sagde hun med en smule sørgmodighed i stemmen.
"Jeg ved ikke engang hvordan man kysser." Sagde hun og blev rød i hovedet.

[Lancelin af Suilleaux]

"Nej, uanset hvor meget man prøver, så vil det være ganske umuligt at lade være," forsikrede Lancelin roligt. Den unge Svea Våbensmed var blot atten år, og i modsætning til Lancelin, der havde flere år bag sig, så havde hun vel blot snuset, måske endda kun fantaseret sig frem til, hvordan fuldstændig forelskelse måtte føles.

Det kom dog en smule bag på Lancelin, da Svea sagde sine sidste bemærkninger. Hans blå blik rettede sig på den unge kvinde, som hun lå dér i sengen og blev endnu rødere end hun var tidligere.

"Virkelig?" Lensgreven af Suilleaux betragtede Svea, "Der må da have været adskillige, der har stået i kø. De har nok bare ikke bemærket dem."

[Svea Købmand]

Svea havde nok for travlt med at arbejde og studere. Hun følte sig meget belastet af den byrde som det var, at skulle leve op til andres forventninger og derfor var der ikke meget plads til sjov og ballade. Heller ikke drenge eller kærlighed.
"Måske." Sagde hun. Det var dog svært at sige.
"Så har de skjult sig godt og så vidt jeg ved, så plejer mænd ikke at skjule det hvis de kan lide en kvinde." Bemærkede hun og trak tæppet lidt længere over sig, mens hun rykkede lidt tættere på ham for at få lidt af hans kropsvarme.
"Har De været forelsket?" Spurgte hun og så op på ham med et nysgerrigt blik.