Hidkaldt

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin smilede svagt for sig selv over hendes spørgsmål. Han kunne ikke komme udenom hendes søde, let naive tankegang, der måske dannede sig om de typiske forestillinger om kærlighed og romance for unge kvinder såvel som mænd. At forelskelse var åh-så-fantastisk og et knust hjerte var en sikker død. Alligevel, så vækkede det noget i Lancelin, der straks kom i tanke om Helene af Suilleaux , da hun stillede sig spørgsmål.

"En sjælden gang eller to," svarede han roligt, og så ned på Svea, "Lad være med at blive forelsket, Svea, det fortærer ens sjæl," forsikrede han så derefter.

"I stedet for, så mor Dem lidt. Find en at kysse på uden at ligge for meget i det," rådede han kort for hovedet.

Regnen slog mod vinduerne. Det lille gæsteværelse føltes ganske fredelig, som flammen fra stearinlyset fik skyggerne til at danse.

[Svea Købmand]

Ordene fik Svea til at tænke. Hun fik ondt af ham, men samtidig så følte hun næsten det var en opfordring. Det var måske mest rødvinen der talte, men forsigtig satte hun sig op. Derefter, så hun overvejende på Lancelin og smilede en anelse.
"Hvem tror De så vil kysse med mig?" Spurgte hun og strøg en lok af sit hår bag øret, mens hun så ham i øjnene.
Derefter lænede hun sig frem og placerede sine læber på hans, på en måde som afslørede hendes mangel på erfaring. Det var overfladisk, men det var der og hun trak sig lidt tilbage og smilede til ham.
"De kunne måske også tåle at more Dem lidt, så presset som De er i øjeblikket." Sagde hun og lagde hovedet på skrå.

[Lancelin af Suilleaux]

De blå øjne hvilede eftertænksomt på Svea, idet hun satte sig op og stillede sit spørgsmål. Han havde end ikke nået at overveje tanken, før at den unge frøken Våbensmed lænede sig mod ham og lod sine læber finde hvile mod hans. Det var et forsigtig, men varmt kys. Et ganske uskyldigt et af slagsen på baggrund af dens uerfarenhed. De lukkede begge deres øjne i det lille øjeblik.

Så slap hun kysset igen, og Lancelin åbnede sit blå blik endnu engang. Kysset var kommet bag på lensgreven, og det kunne måske anses i hans skæve træk på de smalle læber. Det havde nu været overraskende — kært.

Lancelin skubbede sig fra sengegavlen for i stedet at læne sig i retningen af Svea, ”Har vi alle ikke det?” sagde han lavmælt, og betragtede sine fingre kort lege med en tot af hendes hår, som han førte bag hendes øre. Og så, uden at sige yderligere, lænede han sig frem mod hendes læber, ganske tæt.
”Men problemet er, at jeg er en gift mand, Svea,” hviskede han let mod hendes læber, og så, uden yderligere, rakte han sig det sidste stykke så deres læber mødtes i et roligt kys.

[Svea Købmand]

Det var Sveas første kys og hun følte hun var klar til det. Nok var lensgreven ikke ligefrem en, som hun kunne have en fremtid med, men netop derfor tænkte hun at det ville være perfekt. Han var en erfaren og kærlig mand. Hun ville ikke få nogle problemer med ham, han havde gjort det klart for hende at han ikke følte noget for hende. Hun smilede en anelse til ham og trak på skuldrene som svar på hans spørgsmål. Egentlig havde hun ikke regnet med der ville ske mere, men så lænede han sig frem og kyssede hende igen. Lige efter han sagde, at han var en gift mand.

Svea nåede ikke at svare ham, men gengældte i stedet hans kys og lukkede sine øjne igen. Det summede i hendes mave og hun skulle gøre sit bedste for ikke at lade sig rive med, hvis han virkelig ikke ville bryde sit ægteskabsløfte, ville hun ikke gøre det sværere for ham end det var. Det var nok heller ikke så svært igen, for Sveas kys var en anelse klodsede og hun var så anspændt og nervøs, at hun spændte i hele kroppen.

[Lancelin af Suilleaux]

Hans hånd fandt kærligt hvile mod hendes feminine hals og kæbeparti. Hun gjorde det bestemt ikke nemt for en allerede i forvejen presset lensgreve, der var blevet afvist af sin hustru. Selvom at kysset var en anelse kejtet grundet Sveas anspændthed og stive krop, så prøvede Lancelin roligt at guide hende ud i noget mere behageligt.

Hans tommel fandt hvile mod hendes hage, og i et drenget smil mod hendes læber hviskede han roligt til hende; "Hér, lad mig føre an, frøken Våbensmed.." Og så trak han let i hendes hage, så hendes læber skiltes. Kysset blev mere varmt. Mere intimt, som kysset udviklede sig fra uskyldigt til lidenskab.

Lancelin var tæt på at falde i. Hans hånd faldt mod hendes hofte, mod underkjolens stof. Han måtte holde sig i nakkeskinnet for ikke at miste kontrollen yderligere, til trods for at alt i ham havde lyst til at undersøge hendes hud under det lette stof.

[Svea Købmand]

Følelsen var underlig, men stadig behagelig. Hendes kys var måske lidt for vådt og helt klart ikke så øvet som Lancelin, en del af hende tænkte næsten at det alle havde fortalt hende var overvurderet. Alligevel blev hun ved, en smule prøvende og klodset.
Da han bad hende om at lade ham føre an, lod hun ham gøre det og gengældte kysset, mens hun langsomt slappede mere af. Hun kunne mærke det ændre sig, hvordan hendes følelser ændrede sig og hvordan hun pludselig ønskede mere.
Følelsen af hans hånd på hendes hofte hjalp heller ikke, hun prøvede at holde sig tilbage, men endte med at lægge armene om hans hals og trække sig tættere på ham. De kunne åbenbart godt kysse, selvom han var gift, om det ville blive til mere det var hun sådan set ligeglad med. I det mindste havde hun prøvet at kysse nu. Hun følte sig ikke så uduelig mere, Lancelin troede på hendes evner og havde også lyst til at kysse hende. Det fik hende til at føle sig værdifuld.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var langt fra dette, Lancelin havde regnet med, da han havde hidkaldt Svea til et statusmøde. Det havde ikke været hans hensigt overhovedet at kysse den unge helbreder på noget tidspunkt, ligesom hun nok heller ikke havde med ham. Jo, Svea var ualmindelig køn af sig med det lange, fyldige hår, de mandelformede øjne med de lange vipper, de lyserøde læber og den lange, feminine hals.

Kysset havde været mere lidenskabeligt. Mere afprøvende til ære for Svea. For at give hende en mulighed for at mærke hvordan det føltes. Så mærkede han hendes slanke arme om sin hals. De kom tættere på hinanden, hans hårde brystkasse mod hendes bløde bryst. Og som hun holdte om ham, førte han hende roligt ned på ryggen på sengens hvide lagen.

"Svea, du gør det ikke nemt for mig.." hviskede han mod hendes læber, som han befandt sig over hende. Han lagde med vilje den formelle tiltaleform fra sig i øjeblikket.

[Svea Købmand]

Svea anede ikke rigtig hvad hun lavede, rødvinen, trætheden og den lange udmattende rejse gjorde at hun blev drevet af nogle instinkter om nærhed med et andet menneske. Lancelin virkede tryg, stabil og som hendes sikre havn. Et menneske der havde set hendes evner, som hun følte forstod hende.

Nu mærkede hun hvordan han fik lagt hende ned og hun fulgte villigt med. En lille usikkerhed dukkede op i hendes indre, men vinen slørede hendes fornemmelser og hun lyttede ikke.
"Beklager, det må De.. undskylde." Sagde hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt. Var det hendes skyld at han befandt sig i denne situation? Måske havde det været forkert af hende at kysse ham. Hun havde dårlig samvittighed, men blev liggende og kiggede ham i øjnene. Alting var så forvirrende. Hun burde holde sig væk. Tilsidst lod hun hænderne glide hen over hans krop ude på tøjet. Hans klæder var så fornemme, hun forstod slet ikke hvordan en som ham kunne finde hende tiltrækkende.

[Lancelin af Suilleaux]

"Nej, det--" Lancelins blå blik hvilede i hendes mørke, som de lå der tæt mod hinanden. Det var som om, at virkeligheden væltede ind over ham, idet at han kom i tanke om situationen. Deres kys havde lokket ham ud på et sidespor. Åh jo, han havde ualmindelig meget lyst til hende, men nej, han kunne ikke gøre dette. Ikke overfor Helene, og heller ikke overfor den unge frøken Våbensmed, hvis uerfarne og unge alder gjorde hende sårbar og nem at ødelægge.

"Det er ikke din skyld. Jeg blev for ivrig," afsluttede han sin sætning, og sank kort efterfølgende for at kontrollere sig selv. Med sin hånd fangede han hendes ene, der undersøgte hans tøj, og kyssede den let. Så rejste han sig fra Svea og måtte tage en dyb indånding.

[Svea Købmand]

Svea forstod ingenting. Måske havde hun været for ivrig, eller også havde hun misforstået hvad der var imellem dem. Lancelin trak sig, selvom hun følte at der var noget imellem den. En form for kemi som hun ikke havde oplevet med nogen før. Hun smilede en smule såret over hans ord og strøg et par lokker af sit hår væk fra sit ansigt.
"Jeg forstår." Sagde hun afdæmpet og betragtede ham som han kyssede hendes hånd.
"Det var måske også en dårlig ide. Det var alt den rødvin." Bemærkede hun, for at skjule hvor ked af det hun var. Afvisningen sved, men hun lod som om hun ikke mærkede noget ved det.
"Jeg må hellere få sovet lidt." Bemærkede hun afdæmpet.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde imellem tiden sat sig på sengekanten, og som han kort kørte en hånd udmattet hen over sit ansigt, lyttede han til Sveas ord. Hvis hun dog bare havde en anelse om, hvor svært hun gjorde det for ham. Han havde en indædt lyst til at få lov til at mærke hende, dele et intimt øjeblik med hende. Men han holdt sig i skinnet. Forsøgte, i hvert fald, så længe at hans fornuft havde kontrol over ham.

"Svea, du er end ikke tyve," startede Lancelin roligt, og så sig over skulderen mod hende, "Jeg kan meget vel være dit første kys, men jeg vil ikke være ham, der tager din første gang. Ikke sådan her." Så fjernede lensgreven sit blik, for i stedet at lade det falde mod vinduet. Mørket havde lagt sig som et tungt tæppe i horisonten. Et sted i det fjerne lød tordenen stadigvæk, men den var ved at aftage. I stedet var stjernerne begyndt at tage over.

"Prøv og se, om du kan få sovet," medgav han roligt sin enighed, "Tordenen er næsten ovre.."

[Svea Købmand]

Svea forstod ikke hvorfor hun skulle være tyve for at være sammen med ham. Når hun blev ældre, ville hun nok forstå at han havde taget det rigtige valg, men hun var en ung pige og forstod ikke hvor ulige deres relation var. Hvor meget han ville tage fra hende, hvis den første gang var sammen med ham.

Hun trak på skuldrene som svar på hans ord og vendte ansigtet lidt væk, mens hun forsøgte at skjule hvor såret hun følte sig over hans afvisning. I stedet for den søde og åbensindede pige, var der nu en lettere kølig Svea, som forsøgte at undgå hans blik. Hun mærkede sin egen kulde og afvisning og var ikke stolt af sig selv. Det var grimme følelser.
"Ja, Deres Excellence." Sagde hun med en næsten spottende tone i stemmen. Derefter lagde hun sig til rette under tæppet på sengen med hovedet på puden og vendte ryggen til ham. Så kunne han vel gå hvis det var det han ville.

[Lancelin af Suilleaux]

Han lagde skam mærke til Sveas spottende tone gennem hendes korte svar. Den var svær ikke at bemærke, især når hun tidligere havde været åben og varm for hans tilstedeværelse. I stedet lagde hun sig til rette med ryggen til ham. Lancelin tog sig ikke af det, for i sidste ende var det egentlig ganske forståeligt efter den situation, som de befandt sig i.

Men i stedet for at gå blev han siddende, ventende på, at den unge frøken Våbensmed ville falde i søvn. Og som tordenen ligeså stille forsvandt i horisonten og regnen stoppede med at slå mod ruden, passede det med den stille, søvndyssende stemning der var kommet i rummet.

Da alt tydede på, at Svea sov, rejste lensgreven sig fra sengekanten og forlod stille gæsteværelset. 

/Lukket?