Hidkaldt

[Lancelin af Suilleaux]

Han hældte roligt den røde væske op i hendes glas, så den endnu engang blev fyldt. Så lagde han karaflen fra sig, da Svea nævnte vejret. Lancelin så sig over skulderen, og ganske rigtigt havde store, grå skyer sat sit præg over landskabet. Det virkede pludseligt dunkelt, selv kontoret var blevet mørkere og pejsens flammer mere synlige.

"I så fald, så må De blive her lidt endnu," forsikrerede lensgreven nonchalant, som han rettede sin opmærksomhed mod karaflen idet han satte den på plads. Så gik han med rolige skridt om på den modsatte side af skrivebordet, og med det mørke blik i hendes satte han sig ned med et træk i mundvigen, "Vi kan ikke sende Dem ud og gøre endnu en kjole våd, kan vi vel?"

Lancelin lænede sig tilbage i stolen med et sigende blik i hendes, og det virkede ikke som om, at han havde hensigt at slippe øjenkontakten.

"Nuvel, Svea. Nu sidder vi her." Lancelin slog let ud med den ene hånd i en rolig bevægelse, "Giv mig en status på Deres studier.."

[Svea Købmand]

Det virkede som om alting var ved at styrte sammen udenfor, men slottets mure holdt alligevel stærkt. Hun misundte nogle gange adelen for deres mulighed for at gemme sig indenfor bag tykke mure, når vejret var ustabilt. Hun nikkede over hans konstatering og havde ikke tænkt sig at protestere, hun havde virkelig ikke lyst til at gå ud i det vejr. Hans blik fangede hendes og var så magnetisk, at hun ikke kunne se væk og hans bemærkning om den våde kjole fik hende til at smile en anelse.

Det var intimiderende da han bad om en status og hun sank en klump, mens hun forsøgte at tænke klart. Det var dog svært når hun havde drukket rødvin og sad i en kjole, der ikke var hendes.
"Jeg har beskæftiget mig en del med sår Deres Excellence." Sagde hun og smilede svagt.
"Både store og små, samt betændelse." Bemærkede hun. "Derudover, så har jeg også studeret forskellen på den kvindelige og mandlige kropsbygning." Forklarede hun så faktuelt hun kunne præstere, men måtte fjerne sit blik fra hans, fordi det næsten blev for meget.
"Næste år, skal jeg gå videre til sygdomme, som fx lungebetændelse, kolera, pest og sådan og derefter, måske magiske sygdomme og forbandelser." Sagde hun og overvejede om hun havde snakket for meget. Forsigtig smilede hun og tog derefter en tår af sin vin.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lyttede interesseret. Deres øjne var fast i hinandens, lige indtil at den unge frøken Våbensmed nævnte sine studier om den kvindelige og mandlige menneskekrop, hvilket fik lensgreven til at smile skævt med et sigende blik. For Svea havde det været en anelse for intenst, og som hun slog blikket væk, blev smilet på Lancelins læber djævelsk øget.

"Jaså," sagde Lancelin kort for hovedet, efter at hun havde fortalt færdig om sine studier, og som han sad blev siddende, lænende tilbage i stolen, fortsatte han nonchalant og ganske roligt, som om, at samtaleemnet var ganske tilforladelig, "Så hvis jeg fik et sår på min krop, så ville De kunne helbrede det, ikke sandt?"

Med en rolig bevægelse rakte han ud efter sit eget glas vin, han havde stillet på bordet forinden

[Svea Købmand]

Svea slog blikket ned og kiggede på sin vin, mens hun mærkede varmen i sine kinder brænde. Det var ikke sikkert hvad der var grunden, lensgrevens intense blik, vinen eller varmen fra pejsen. Det fik hendes hoved til at snurre en smule. Forsigtig, drak hun en tår til og løftede så sit blik for at svare ham.

"Jo selvfølgelig." Sagde hun og trak sine øjenbryn en smule bekymret sammen. "Har De da et sår jeg skal hjælpe Dem med?" Spurgte hun og lod blikket glide undersøgende hen over ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Hun undveg øjenkontakten, men i modsætning til Sveas dalende blik, hvilede Lancelins blå øjne fortsat på hende. Så derfor fangede han også den lette hint af hendes varme kinders rødme.

"Ikke foreløbig, frøken Våbensmed," sagde Lancelin roligt overvejende, inden at han lænede sig frem mod skrivebordet, "Men det kan vi vel hurtigt ændre. Det kræver trods alt et for at De kan demonstrere Deres evner.." Ganske roligt åbnede lensgreven en skuffe; han kiggede søgende i den inden at han trak noget frem. En mindre daggert, hvis skarpe blad kort skinnede i pejsens flammer.

Så gik han ellers i gang med at folde det ene ærme op, "Bliv nu ikke forskrækket.." Og ganske kontrolleret førte han daggertens blad mod håndfladen, inden at han strøg den i en let og hurtig bevægelse. Et rent snit. Han måtte kort knytte hånden, mens at han lagde daggerten fra sig på bordet, inden at han rakte hende sin hånd.

"Svea, min kære, hvis De vil være så venlig at vise mig, hvad De har lært.."

[Svea Købmand]

Det var måske rødvinen, men det tog Svea et øjeblik før hun forstod hvad han havde tænkt sig at gøre. Kniven han lagde på bordet plantede ideen i hendes tanker, men først da lagde an til at skære sig selv i hånden var hun ved at rejse sig op i et forsøg på at stoppe ham.

"Deres Excellence!" Udbrød hun i et forsøg på at tale ham til fornuft. Hun kiggede først chokkeret, derefter næsten vredt på ham. "Fint." Sagde hun modvilligt. Blodet flød trods alt fra hans håndflade, der var intet andet hun kunne gøre.

Vinen pumpede i hendes blod, men hun forsøgte at fokusere og lægge sine hænder om hans sårede hånd. Hun tog en dyb indånding og tilkaldte sin gave, mens hun lukkede sine øjne. Hun kunne mærke en varm følelse vokse og strømme mod hans hånd og hun brugte sin resterende energi på at få hans sår til at hele.

"Sådan. Det må De aldrig gøre igen." Sagde hun og sukkede lettere udmattet, mens hun så på ham med et blik der var fyldt med alvor og beslutsomhed, som var sjældent at se i en så ung piges øjne.
"De skal ikke risikere Deres eget liv på den måde - hvad hvis der var sket noget?" Sagde hun mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig, fordi hun var så udmattet. Hun havde helbredt hele dagen - og nu dette. Til sidst satte hun sig ned med et udmattet suk og faldt lidt sammen i stolen, som en lille træt mus.

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes feminine hænder fandt sig om hans maskuline, og med blikket mod sin hånd betragtede han hvordan såret helede. Den tydelige varme stak i hans hud, som såret stille og roligt forsvandt og efterlod huden som havde den været uberørt af daggertens skarpe blad. Det krævede sin helbreder at få sår til at heale så hurtigt.

Så hævede han sit blå blik i Sveas, hvis udtryk bar en tydelige alvorlighed. Hendes bryst hævede og sænkede sig i dybe stød efter alt den energi, hun havde brugt på dette overfladiske sår. Som hun satte sig ned på stolen igen, var deres hænder ved at glide fra hinanden. Men lensgreven rejste sig fra sin plads som hun satte sig, og valgte bevidst at lade sin hånd fange hendes, ganske let.

"Jeg beklager," sagde Lancelin ganske roligt, "Jeg har gjort Dem udmattet."

[Svea Købmand]

Svea havde brugt mere energi på det end ellers, både fordi hun var lettere beruset men også fordi hendes ønske om at helbrede ham hurtigt havde været ret stort. Det var en lille skræmme, men der var altid en chance for at tingene kunne gå galt og han var trods alt lensgreve. Hvis han var endt med at lide større skade, ville det havde været på hendes skuldre. Hun var vred på ham, men for træt til at skælde ud.

Sveas blik hvilede et eller andet udefinerbart sted ved siden af ham i lokalet, men da han tog hendes hånd mødte hun hans blik.
"Ja." Sagde hun afdæmpet. "Jeg må blive her i nat." Konstaterede hun, da hun var både træt og vejret var imod hende. "Jeg håber ikke at det er til for meget besvær." Sagde hun, selvom det havde været hans egen skyld.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så eftertænksomt på den unge frøken Våbensmed. Så udmattet som han havde gjort hende, måtte lensgreven nok erkende, at det var det mindste, han kunne gøre. Han nikkede en enkelt gang, idet at han tog en indånding, "Naturligvis. De vil få Deres eget gemak for i nat.." Ganske let slap han hendes hånd, inden at han med rank ryg og rolige skridt gik rundt om skrivebordet.

"Jeg beder tjenestepigerne om at gå i forvejen og gøre det klar til Dem. Kan De gå?" spurgte han ganske roligt, som han stoppede op ved hendes side. Det var vel et spørgsmål om, hvor mange kræfter hun havde tilbage. Det havde virket til, at denne lille fremvisning af hendes evner havde taget den sidste energi, hun havde haft tilbage for dagen. Det var der såmen ikke noget at sige til.

[Svea Købmand]

Svea var udmattet, men alligevel lidt overvældet over at han ville sørge for at hun fik sit eget værelse. Tanken om en seng var dog for fristende lige nu, hun overvejede at takke nej og sige at det var for meget, men hun havde været på rundrejse i flere måneder nu og en smule komfort ville ikke være det værste i verden.
"De er alt for venlig." Sagde hun afdæmpet og lagde sin hånd på bordet, for at rejse sig op.

"Måske. Hvor langt er der?" Spurgte hun. Hun følte udmattet og længedes efter at ligge ned og hendes ben føltes svage. Derfor tillod hun sig at lægge armen om hans og støtte sig op ad ham. Måske kunne hun godt gå, så længe de gik langsomt.

[Lancelin af Suilleaux]

"Ikke så langt," forsikrede lensgreven, som han fangede hendes arm med en hånd, og førte den bedre om hans, "Det kan måske føle anderledes for Dem.." erkendte han dog, med tanke på hendes udmattelse. Pludselig stod de tæt mod hinanden, hvad vanligvis havde været over den acceptable distance. Især for en adelig, gift mand og en borgerlig kvinde. Det gjorde det bestemt ikke mere acceptabelt, at han lagde en arm om hende, støttende og fast. Men lensgreven virkede ikke til at tænke yderligere over dette. Hans fokus var at hjælpe den unge frøken Våbensmed på plads.

De gik mod døren, og som døren blev åbnet og de trådte ud på gangen, stod tjenestepigerne fra tidligere med bekymrede blikke.

"Hvis I vil være så venlige at gå i forvejen og gøre et værelse klar til frøkenen med det samme, tak. Hun trænger til at hvile sig.." lød Lancelins stemme roligt som han så på dem, og i al hast nejede tjenestepigerne en enkelt gang og forsvandt ned ad gangen mod gæsteværelset.

"Kom, Svea.. Hold om mig.." Og så gik de langsomt ned ad gangen, hende støttende sig op ad ham og ham med en arm fast om hendes liv.

[Svea Købmand]

Svea tænkte ikke meget videre over hvad der var passende eller hvad der ikke var. Hun var helbreder og hendes forståelse for grænser var en del anderledes end andre mennesker. Hun skulle ofte røre ved folk hun ikke kendte og det gjorde hende allerede meget anderledes end de fleste andre unge kvinder. Hun støttede sig derfor blot mod ham og fulgte med ud fra kontoret.

Svea forsøgte at holde om ham og gå samtidig og det gik da også godt lidt ad vejen, indtil de havde gået lidt og hendes fod ramte en ujævnhed i gulvet. Hun snublede og var lige ved at falde, men klamrede sig ind til ham for ikke at ramme det hårde gulv.
"Er der langt endnu? Jeg beklager men jeg kan ikke gå, kan De bære mig?" Spurgte hun og skammede sig over hvor meget hun forlangte af ham. Rødvinen og helbredelsen havde slået hende omkuld. Det var ikke til at sige, hvad der havde været dråben der havde fået bægeret til at flyde over.

[Lancelin af Suilleaux]

Sveas pludselige snublen satte dem tættere sammen, idet at hun klamrede sig til ham. De stoppede deres gang, og som Lancelins blå øjne kastede en enkelt gang ned ad gangen for at vurdere afstanden, lød hendes forespørgsel. Det kom en anelse bag på lensgreven, der straks vendte sit blik mod hende igen. Han så tænktsomt på hende, inden at han rettede sig en anelse,

"Nuvel, frøken Våbensmed," sagde Lancelin lavmælt imellem dem, da de stod så tæt, "Kom, drej Dem en smule mod mig.."
Så rettede han sig en anelse, bukkede sig en smule og løftede hende op, ubesværet og let. Kjolens stof faldt let hen over hans arm, der bar hende under hendes knæ, og med den anden arm støttende i hendes ryg, rettede han blikket i hendes, "Hold om min nakke."

Så satte han i skridt, og bar hende ned ad gangen mod gæsteværelset.

[Svea Købmand]

Det var længe siden nogen havde båret hende på den måde og hun kunne ikke lade være med at føle, at hun kom endnu tættere på lensgreven. Ikke bare rent fysisk, fordi han bar hende, men også fordi det var et øjeblik der var særligt. Hun var ikke så bevidst om det lige nu, men dagene efter ville hun sikkert tænke tilbage og være forundret over alt det der var sket.
Hun lagde armene om hans nakke og knuede sig ind til ham, mens hun lukkede sine øjne og smilede lidt for sig selv. Der var noget rart ved at være i hans favn. Hun følte sig tryg i hans arme.
"Bliver De hos mig? Tordenvejr gør mig så bange." Sagde hun og åbnede sine øjne igen og så på ham med et smil.

[Lancelin af Suilleaux]

Svea gjorde det bestemt ikke nemt for lensgreven. Hun anede det nok ikke engang selv, og Lancelin prøvede såmen også at lægge dette fra sig. Det måtte han lade være med. Alt at bedømme, så var Svea også ganske uskyldig og havde ikke nogen bagtanke med det.

"Svea," lød hans stemme dybt, da den var ganske lavmælt i mellem dem, "De er godt klar over, at en mand i en kvindes gemak kan blive vældig misforstået?" Han skimtede ned på hende med det blå blik, imens at de roligt gik ned ad gangen.

"Især hvis andre ser, at jeg går ind med Dem," afsluttede han sigende og så frem for sig. Dørene til gæsteværelset nærmede sig; de stod stadig åbne, og tjenestepigerne arbejdede hurtigt for at gøre værelset klart.