Fire måneder senere

[Magnus Våbensmed]

For fire måneder siden havde Magnus' liv taget en ret drastisk drejning - eller sådan havde det i hvert fald været. Siden var der sket lige omtrent ingenting og efterhånden var det gledet til et sted bagest i hans bevidsthed, kun for ind i mellem at dukke op som et bittersødt minde. Det var dog, hvad det var og han kunne ikke rigtigt gå rundt og være nedslået over udviklingen. Så i stedet havde han helliget sig arbejdet, måske endda med lidt større intensitet end ellers.

Helt uden fordele var det da heller ikke, for det betød, at han rent faktisk havde besluttet sig for, at det var tid at ophøre som lærling og tage sin svendeprøve. Netop det arbejdede han på nu, da det bankede på den halvåbne dør til smedjen og han, uden at se op og genkende Hugon Kammertjener, gav tilladelse til at træde ind.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde været på kroen flere gange og kigget efter Magnus uden held. Ingen af dem havde tænkt så langt at aftale at mødes igen med og han havde ingen gode undskyldninger for at komme rendende i smedjen. Først nu, endelig, havde Theuderic af Sangy en skade på et sværd, der skulle repareres. Det var ikke engang hans primære, men kammertjeneren havde straks meldt sig til at få det afleveret hos våbensmeden.

Hans puls ræsede, da blikket faldt på Magnus i lyset fra essen indenfor. Varmen steg op, også i hans kinder, før han klarede halsen lidt.

"Jeg beklager forstyrrelsen, Magnus..."

[Magnus Våbensmed]

Det var nok omtrent den sidste stemme, han havde forventet at høre og han kunne ikke tilnærmelsesvis skjule sin overraskelse, da han kom til at se lidt brat op. Maven gjorde et lille vrid ved synet af Hugon, men han slugte hurtigt sine egne, ubehagelige følelser og fik rystet lidt på hovedet.

"Tænk ikke på det," fik han svaret, tonefaldet dét, som han brugte overfor alle andre kunder. Måske endda en tand mere formelt. "Hvad kan jeg gøre for dig?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon så sig lidt rundt i den mørke smedje og vænnede sig langsomt nok til det til at han kunne se, at de var alene. Så rømmede han sig dæmpet.

"Først tage imod min undskyldning. Jeg har set efter dig på Falken, men jeg havde ikke en god grund til at spørge efter dig. Har du... Holdt dig væk derfra?"

Der var jo altid muligheden for at Magnus havde fortrudt deres aften sammen.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde bare tænkt sig at opføre sig ordentligt, potentielt lade som om, at der var aldrig var sket noget, ud fra en forventning om, at det var sådan Hugon foretrak det. Af samme grund blev han en anelse slået ud af kurs over det svar, han fik og endnu engang afslørede det sig på hans ansigt.

"Nej," svarede han dog, nærmest før han overhovedet nåede at tænke over det og havde overvejet om det egentlig var sandheden, der var vejen frem. Det faldt ham bare mest naturligt. "Jeg har været der, men jeg har ikke set dig der," uddybede han, lidt mere tøvende og varsomt nu. Uden helt at have modet til at spørge direkte, hvorfor Hugon havde ledt efter ham. Alligevel lå det nok uudtalt i luften.

[Hugon Kammertjener]

Hugons mellemgulv slog et slag og han tog en hørlig indånding. "Så er jeg endnu mere ked af det," fortsatte han. Blikket gled over skulderen, forsikrende at der ingen andre var.

"Jeg har virkelig set efter dig." Han åndede lidt ud. "Jeg vidste ikke... Hvornår du ville være der."

[Magnus Våbensmed]

Magnus ville sådan set rigtigt gerne vide, hvad det egentlig var, at Hugon var ked af. Det var på ingen måde åbenlyst for ham og han følte sig ikke beroliget af, at kammertjeneren havde ledt efter ham, selvom det måske burde være en trøst at vide, at han trods alt ikke bare fuldt ud var fortsat som om intet var hændt.

Maven vred sig lidt og han sank en enkelt gang, før han klarede halsen. "Hvorfor... Ledte du efter mig?" fik han endelig spurgt, en lille rynke mellem brynene, som blikket fæstnede sig på den anden mand.

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn i komplet forbløffelse. Han anså det for åbenlyst hvorfor og måtte et øjeblik lige være sikker på at Magnus ikke blot prøvede at afvise ham på en tilpas kølig måde eller at der i virkeligheden var en anden tilstede han ikke kunne se. Han rømmede sig.

"For at se dig igen, naturligvis," svarede han, nu lidt tøvende. "Ville du ikke... Ses igen?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ærligt talt ret sikker på, at han selv fremstod mere usikker end kølig, men hvad vidste han. Han var, hvis ret skulle være ret, for distraheret af Hugons tilstedeværelse til at skænke det mange tanker. Ved svaret var det dog alligevel som om, at noget forløste sig bare en anelse i ham og lidt af knuden i maven viklede sig ud.

"Jo," indrømmede han da også efter et øjeblik, nu primært usikker på grund af den tid, der var gået siden deres sidste møde. "Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opsøge dig."

[Hugon Kammertjener]

Hugon sank, men han så lettet ud. Han smilede svagt og rettede sig umærkeligt lidt op.

"Det gjorde jeg heller ikke," forsikrede han. "Jeg ville ikke vække nogen mistanke ved bare at troppe op her og når jeg var på Falken så jeg dig ikke." Han åndede langsomt ud. "Nu fandt jeg endelig en undskyldning, men jeg er ked af at det blev så sent. Jeg har tænkt meget på dig."

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde brugt en del tid på at gruble over, hvad der var sket og var efterhånden nået til en accept af, at det var, hvad det var og ikke ville blive til mere. Og nu stod han her, konfronteret med det modsatte og vidste knapt, hvilket ben han skulle stå på. Og han kunne heller ikke helt styre en insisterende flaksen i mellemgulvet.

"Det gør ikke noget," forsikrede han, endnu engang nærmest før han kunne nå at overveje det. "Eller, det vil sige, jeg troede bare, at det var... Hvad det var for dig. Men jeg er glad for, hvis jeg tog fejl."

[Hugon Kammertjener]

Hugon fugtede læberne og forstod antagelsen, men hadede den lidt samtidig. Han vidste hvad det havde været for Magnus og ville ikke være sådan en mand. Og det var han heller ikke.

"Jeg vil gerne blive ved med at se dig," forsikrede han lavmælt. "Men vi må lave en aftale, et signal, et sted..."

[Magnus Våbensmed]

En mere pessimistisk mand ville måske have tolket den nuværende situation som et belejligt forsøg på en gentagelse for så at vende tilbage til den ikke-eksisterende kontakt, men Magnus havde heldigvis lidt mere tiltro til andre mennesker og formåede ikke at lade være med at være håbefuld. Måske var han naiv på den måde, men Hugon virkede reel. Og han ville så gerne tro, at han var det.

"Ja?" svarede han og fugtede læberne, pludselig bevidst om, hvor tørre de føltes. Til gengæld sitrede de også lidt mod et smil. "Hvad tænker du?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede varmt, pludselig. Magnus var så charmerende på sin egen måde og han tænkte næppe over det.

"Et sted vi kan levere beskeder uden at nogen ser det," konstaterede han. "Så jeg ikke skal gå fire måneder uden at se dig igen..."

Hans blik brændte lidt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var alt andet end immun overfor blikket og det sitrede igennem ham på en måde, der fik de små hår i nakken til at rejse sig. Han var stadig en anelse overvældet af, at de rent faktisk stod der og måske var det ikke for alvor gået op for ham endnu, men han var ikke i tvivl om, hvad han gerne ville.

"Okay," svarede han da også, endnu engang uden tøven. Et skævt smil sneg sig frem på læberne. "Det lyder som en god plan."