Fire måneder senere

[Hugon Kammertjener]

Hugon nød Magnus' smil og let aflæselige begejstring. Han var ikke kompliceret, selvom situationen altid var det. Et varmt smil besvarede hans hilsen og Hugon lagde heller ikke skjul på sin tilfredshed.

"Godaften," hilste han. "Virkelig godt at se dig igen." Han strejfede hans arm, venskabeligt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus afdæmpede sit eget smil, selvom det ærligt var en anelse vanskeligt. Måske var det også afslørende for andre, hvordan han bøjede nakken lidt frem for at skjule det, men snart så op på tjeneren igen.

"I lige måde," svarede han og så kun væk, da han fik sit krus med øl. Han takkede, lagde et par mønter og rettede så opmærksomheden mod Hugon igen. "Har du fri her til aften, så?" spurgte han. Han vidste, at det var et nærmest ligegyldigt emne, men det var ikke et sted, hvor de kunne tale om hvad som helst...

[Hugon Kammertjener]

Hugon forstod så udmærket behovet for ligegyldig samtale. Med tiden kunne de udvikle koder, måder at tale sammen uden at andre forstod hvad de virkelig talte om. For nu måtte det blive ved hentydninger. Han smilede svagt og nikkede.

"Min herre er voldsomt afhængig af min tjeneste, så han giver mig stor frihed og stoler på mig i næsten alt. Det er en velsignelse og en forbandelse."

Den bedste beskrivelse generelt af Theuderic af Sangy.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde stadig en del ærefrygt over, at Hugon havde så personligt et forhold til en adelsmand, men var også bare en anelse imponeret.

"Han har uden tvivl god grund til det," svarede han med et skævt smil, ikke i tvivl om, at Hugon var pligtopfyldende. "Men det er i hvert fald en fornøjelse. Vi ser dig jo ikke så ofte hernede."

Vi. Jeg.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede let og trak på skuldrene. "Vi må have misset hinanden. Jeg har været her en del i jagt på byens lækreste øl," konstaterede han, selvom han åbenlyst drak vin.

"Men nu har jeg fundet den, så jeg kan nok ikke tillade mig at komme helt så ofte lige her..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus tog en tår af sin øl for ikke at smile alt for åbenlyst smørret. Det virkede nogenlunde efter hensigten, men det lurede stadig i hans mundvige.

"Det lyder da ellers som den bedste grund til at blive ved," bemærkede han. "Medmindre du får en tønde bragt ud, naturligvis."

[Hugon Kammertjener]

Hugons smil var primært i hans lyse øjne, men det trak også i hans mundvige. Han fugtede læberne og så overvejende ud, før han nikkede lidt.

"Udbringning er nok en god løsning. Jeg har i hvertfald ikke lyst til at undvære igen. Jeg bliver så frygtelig tørstig..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus' mundvige sitrede tydeligt og han måtte se ned i kruset et øjeblik igen. Det var svært ikke at være alt for åbenlys, men han var trods alt heller ikke komplet skødesløs.

"Det kan nok arrangeres," medgav han og slog blikket op igen, et glimt i de lyse øjne.

[Hugon Kammertjener]

Hugon var lidt skødesløs. Det var farligt. Han var bare frygtelig glad for Magnus og enormt tiltrukket af ham på samme tid. Han havde kun lyst til at se ham, snakke med ham, kysse ham. Hovedet måtte klares lidt og han forsøgte at gøre det med en tår fra kruset foran sig.

"Diskretion, hm?" Hans mundvige sitrede. Ingen kunne høre deres lavmælte ordveksling. "Jeg vil rigtig gerne have et fast arrangement. Kan du se det for dig, tror du?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus følte stadig ikke for alvor, at han kendte tjeneren godt, men han var så absolut tiltrukket og nysgerrig på mere, selvom de ikke havde set hinanden i fire måneder.

Til gengæld var han også meget bevidst om sin egen mangel på erfaring og ved snakken om et fast arrangement, gled hans blik lidt undersøgende over den anden mand. Han var ikke helt sikker på, hvad dét betød.

"Et fast arrangement?" måtte han da i sidste ende også gentage, en anelse mere dæmpet, men med nysgerrighed i blikket. Måske en smule nervøsitet også, men ikke dårlig.

[Hugon Kammertjener]

Hugon klarede halsen. Han strøg en hånd gennem håret.

"Ingen løfter, men jeg har kendt øl-leverandører, der leverer til mange forskellige... Det er ikke rigtig noget, der interesserer mig, hvis du forstår?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus forstod og det var tydeligt nok på hans ansigt - især fordi meningen var en anden, end den han først havde tolket. Og en god del bedre. Et smil sneg sig frem over læberne og hans skuldre rykkede sig lidt.

"Jeg forstår," medgav han og klemte fingrene lidt tættere sammen om kruset. "Jeg har ikke selv så meget erfaring med det, men jeg ville vist vælge det samme."

[Hugon Kammertjener]

Hugon rømmede sig. Han var bevidst om at Magnus var et helt andet sted i livet. Et sted, hvor han potentielt havde lyst til at prøve en hel masse af. Det var også rimeligt nok. Han havde selv prøvet rigeligt. Han var klar til at satse på noget mere fast.

"Det er... Godt at høre," svarede han derfor. "Men jeg holder dig ikke fast på det, bare du ved at det er sådan jeg har det."

[Magnus Våbensmed]

Alt var stadig nyt og det føltes helt sikkert nemt bare at sige ja, mens alt sitrede af spænding. Det var dog unægteligt sådan han havde det i det øjeblik.

Og da han, modstræbende, gik derfra den aften, var det da også i bedre humør end han havde været i månedsvis.

Lukket