Fire måneder senere

[Magnus Våbensmed]

Magnus nikkede tøvende. Han ville være bekymret over sladderen på alle respektable kroer og havde ikke specielt lyst til at skulle ud i at besøge slummen. Omvendt var han svært tiltalt af tanken om mere tid alene med Hugon, hvor han endnu engang kunne udforske det at være fysisk tæt med et andet menneske.

"Det lyder lidt risikabelt for mig," svarede han dog, men efterlod ikke plads til at svare, før han var fortsat. "Men også som om, at det kunne være det værd."

[Hugon Kammertjener]

Hugon tøvede lidt, før han nikkede langsomt. "Mmh?" Hans blik gled over lærlingen.

"Men et par krus først," forsikrede han. "Og hvis det er sådan et sted... Så kunne vi jo sove der...?"

Han kunne utvivlsomt få nogen i staben til at dække for ham. Theuderic af Sangy troede kun at han var uundværlig.

[Magnus Våbensmed]

Magnus tøvede. Ikke, fordi han ikke gerne ville, men fordi han boede i et hjem med hele sin familie, som uden tvivl ville bemærke, hvis han ikke kom hjem. Det ville uden tvivl bringe en masse spørgsmål op, som han ikke havde det mindste lyst til at svare på.

"Et par krus lyder godt," medgav han dog og fugtede læberne. "Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle besvare spørgsmålene om, hvorfor jeg ikke kom hjem, dog..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede et bryn af Magnus og så i et langt øjeblik på ham. "Tror du aldrig andre håndværkersønner bliver væk fra deres egen seng i nattens løb?" Han tiltede hovedet en smule.

"Magnus... Det er meget normalt. Ingen ville vide at det ikke var en barmfager bagerdatter.

[Magnus Våbensmed]

Hugon kunne selvfølgelig ikke vide, at Magnus religiøst havde undgået at blive kædet sammen med kvinder, komplet uinteresseret i at starte den uundgåelige mølle det ville blive, hvis først familien fik nys om, at han havde vist interesse for nogen.

"Nej," erklærede han sig enig, selvom det stadig ville være en første gang for ham. Og han kunne ikke helt overskue den reaktion, som det potentielt ville medbringe. Så meget afslørede hans udtryk også. "Det er lige så meget det, der er min bekymring..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede et bryn. "Hvorfor ville det være så skidt. De kan vel ikke tro at du lever i cølibat. En flot, charmerende ung mand som dig?"

Han så tvivlende ud.

[Magnus Våbensmed]

Magnus ville virkelig foretrække, hvis det var det de troede og op indtil for fire måneder siden - og igen efterfølgende - havde det da også været helt sandt. Hans skepsis var tydelig.

"Det er nemmere," forsvarede han sig halvhjertet. "Jeg håbede lidt, at det ville fjerne noget af presset, når jeg tager min svendeprøve om lidt..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede svagt og var alligevel ret sikker på at presset ville blive langt større. Han havde selv været der. Et lavt suk forlod ham.

"Det er vist en længere samtale. Jeg har et par råd, hvis du vil have dem. Jeg opgiver tanken om at vågne op til dig." Han smilede trist, men var ikke meget ked af det.

[Magnus Våbensmed]

Det var først ved de ord, at det for alvor gik op for Magnus, hvad han lige havde argumenteret sig ud af og han formåede ikke helt at skjule fortrydelsen fra sit ansigt. Tværtimod var det ret tydeligt og det samme var det, at han prøvede at finde en måde at trække i land på. Uden helt at formå det så elegant, som han gerne ville. I stedet lød han lettere klodset og havde lyst til at træde sig selv over tæerne.

"Hvis dine råd kan ændre på dét, så..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hørte ærgrelsen og han kunne ikke lade være med at smile over det. Han førte en ren hånd gennem det krøllede hår og blinkede til smeden.

"Lad os se om vi kan finde på noget sammen. Om ikke andet, så vil jeg være glad for at sidde ned med dig og bare tale."

Men han ville også mere end bare at tale. Kysse ham igen, f.eks. Mithras, det ville han virkelig gerne.

[Magnus Våbensmed]

Magnus' skuldre faldt lidt og han var glad for, at Hugon i det mindste ikke fik ham til at føle sig komplet idiotisk. Det klarede han da også fint selv.

Alligevel gled et skævt smil frem over læberne og afslørede et glimt af hvide tænder. "Så i aften? På Falken?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede også skævt og hans tænder kiggede lidt frem. Han nikkede. "I aften på falken," medgav han.

"Tror du at du kan reparere sværdet"

[Magnus Våbensmed]

Magnus dvælede ved Hugons blik bare et øjeblik endnu, før han rettede opmærksomheden mod den forestående opgave og slog over i et mere praktisk, men også mere sikkert, emne. Det betød dog ikke, at han ikke var mildt distraheret resten af dagen, selv da tjeneren var gået og for en gangs skyld kunne aftenen ikke komme hurtigt nok.

Han havde da også for en sjælden gangs skyld rent faktisk plasket lidt vand i hovedet (nåja, ikke nok til rent faktisk at fjerne al soden, men det blev det bedre), før han tog afsted. Han nåede ikke mere end lige ind ad døren, før det vanlige selskab af andre håndværkere lærlinge- og svende kaldte ud efter ham og han kaldte et stjålent blik rundt, før han pligtskyldigt skridtede over mod dem. Uden helt at kunne hindre blikket i at drive mod døren.

[Hugon Kammertjener]

Hugon var noget mere ren og velfriseret end den typiske gæst på Falken, men han var et relativt velkendt ansigt og det var accepteret at han bare var lidt sær, mere end at være ufattelig fin på den. Da han trådte ind af døren ledte han straks efter en noget mere sodet mand med blikket og fandt ham midt i et selskab af andre unge mænd. Han sank en enkelt klump, men gik først hen til krofatter og betalte for et krus med krydret vin.

Blikket sneg sig igen mod Magnus, men han gik ikke direkte hen imod ham. Sendte ham blot lidt blikke.

[Magnus Våbensmed]

Magnus opdagede Hugon i det øjeblik, han kom ind og der var da også et par gange, hvor deres blikke mødtes. Det var svært ikke bare at rejse sig med det samme, men han kunne dårligt andet end at blive siddende og drikke ud, mens han lo - svagt distraheret - med på samtalen.

Heldigvis var kruset snart tømt og han kom på benene med den gode undskyldning på plads. Han gjorde tegn til krodrengen efter et krus mere, da han landede ved siden af Hugon. "Godaften," hilste han med et svagt spillende blik. Det var svært ikke at være begejstret.