Fire måneder senere

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede også lidt, aldeles u-immun overfor Magnus i det hele taget. Han nikkede, før det gik op for ham at han også havde et praktisk formål med at være der.

Han løftede det stofindpakkede sværd op og lagde det på en arbejdsbænk.

"Så. Min undskyldning for at få lov at se dig var dette her," forklarede han. "Vi må hellere... Se på det, hvis nu nogen kom ind?"

[Magnus Våbensmed]

Der var vist ikke for alvor noget fordækt over den måde de stod på, men Magnus så pointen og lod blikket falde til den lærredsindbundne pakke med en - i hvert fald for ham - afslørende form.

"Selvfølgelig," svarede han og gestikulerende mod et bord i arbejdshøjde. "Hvad er problemet?"

[Hugon Kammertjener]

Magnus lagde pakken fra sig på arbejdsbordet og ignorerede at spørgsmålet handlede om sværdet.

"Problemet er vist, at jeg ikke kan slå dig ud af mit hoved," mumlede han, imens han løsnede snørerne i pakken.

"Det er lidt for tidligt at have det sådan. Jeg må mindst have været på falken ti gange for at se efter dig."

[Magnus Våbensmed]

Det var Hugon selv, der havde bragt opmærksomheden hen mod undskyldningen for at være der og af samme grund var Magnus et øjeblik overrasket, da det så hurtigt blev forladt igen. Overrasket, men ikke ligefrem utilfreds, som blikket gled op og fæstnede sig ved tjeneren. Mundvigene sitrede, men hans mave gav også et uventet, men absolut behageligt sug.

"Er det et problem?" spurgte han med en ganske svag skuldertrækning og uden at slå blikket væk igen.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt og så på Magnus med kriller i mellemgulvet og en behagelig fornemmelse af at det ville blive lettere fra nu af. Forhåbentlig.

"Nej," svarede han ærligt. "Nej, det er det vel ikke. Jeg er bare ikke vandt til at falde så pladask for nogen. Vi kender jo knapt hinanden."

[Magnus Våbensmed]

Indtil for relativt få øjeblikke siden havde Magnus troet, at Hugon nok havde fået, hvad han ville og at det var derfor, de ikke havde set hinanden i fire måneder. Det kunne han dog have lidt dårlig samvittighed over nu, men der var heldigvis ingen grund til at indrømme det. Især ikke, når han ikke kunne lade være med at smile bare en anelse smørret.

"Det kan du have ret i," medgav han dog med en let skuldertrækning. "Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg har gjort for at fortjene det. Men jeg er ikke rigtigt utilfreds, så..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon åndede lidt ud med en svag latter og rystede på hovedet. "Nej... Nej, det ved jeg heller ikke." Han fangede sig selv i det.

"Jeg mener... Det ved jeg godt, men det ville lyde helt latterligt og rosenrødt at udbasunere." Han tog en dyb indånding. "Mithras. Her er godt nok varmt."

[Magnus Våbensmed]

Magnus kunne ikke helt lade være med at se nysgerrig ud eller ærgre sig over, at Hugon tilsyneladende ikke havde tænkt sig at løfte sløret for det. Heller ikke selvom, at det var rigtigt, at det gik lidt stærkt. Faktum var dog bare, at han selv var temmelig opslugt af det hele. Uerfaren som han var.

Han kunne dog ikke nå at spørge, før Hugon var fortsat og han kom til at slippe en munter lyd. "Ja, det hører med arbejdet," medgav han og så op uden at rette nakken igen, efter han havde bøjet den. "Man vænner sig til det."

[Hugon Kammertjener]

Hugon synes der var ekstra varmt fordi han kunne mærke forlegenheden i kinderne, men essen hjalp selvfølgelig ikke på det. Han studerede Magnus lidt og smilede. Han var i sit rette element.

"Hvornår kan jeg se dig næste gang? Uden et sværd imellem os, helst."

[Magnus Våbensmed]

Magnus følte sig ikke nødvendigvis selvsikker i det hele, men han var dog på hjemmebane og var ærligt talt en lille smule opløftet over det uventede besøg og den information, som det havde bragt med sig. Han slog kort blikket ned, men det vendte snart tilbage til Hugons i selskab med et skævt smil.

"Jeg er på Falken i aften," konstaterede han med en let skuldertrækning, før han fugtede læberne. Blikket var en anelse søgende. "Medmindre det ikke var, hvad du havde tænkt...?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede let, før det trak i hans mundvige. "Det var en del af det," medgav han.

"Jeg vil også gerne være alene med dig på et tidspunkt. Selvfølgelig."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke ligefrem utilfreds med svaret eller det faktum, at Hugon tilsyneladende ikke udelukkende var interesseret i at være alene med ham. Måske det alligevel ville tage ham et øjeblik at ryste sine antagelser om de sidste fire måneder af sig.

"Ja," erklærede han sig dog enig. En sodet hånd gled op til nakken og strøg over den. "Hvor kunne det være...?"

[Hugon Kammertjener]

hugon havde lyst til at vaske sodet af magnus' hænder. og samtidig fandt han det ufattelig charmerende.

han tog en dyb indånding og trak på skuldrene. "Du må gerne komme med mig tilbage efter. Men ellers er der også steder, der lejer værelser ud..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke det mindste bevidst om det faktum, at han fik smurt sig selv ind i sod. Han var optaget af andet og hjertet hamrede lidt ved tanken om det. Selvom han stadig var temmelig ukomfortabel ved tanken om at være i en adelsmands hus. Og dog:

"Steder?" spurgte han nysgerrigt, men også lidt betænkeligt. "Uden sladder?"

[Hugon Kammertjener]

Magnus så ufattelig sød ud. Hugon var allerede smeltet helt. Nu smilede han bare skævt over spørgsmålet.

"Diskrete kroer," svarede han. "Ikke, selvfølgelig, i håndværkerkvarteret."

Her kendte alle dem.