Et nyt hjem (s)

[Helene af Suilleaux]

Helene blev hevet helt ud til sengekanten og var lidt rød i kinderne over at han flyttede rundt på hende som om hun intet vejede og ingen selvstændige beslutninger kunne tage. Hendes blik flakkede lidt over hans ansigt og hun sank ved hans ord. Kvinder. Hun var jo bestemt ikke den første. Erfaren som han var, burde han vide det. Hun lyttede til ham og fulgte hans bud.

Stille løftede hun sig op og sank langsomt ned over ham med en lavmælt udånding. Helt nede på hans skød, åndede hun hørligt ud igen. Hun ledte lidt efter den rigtige måde at bevæge sig på og slap en lyd, da hun mente at finde den.

"Det er jo næsten som at ride en hest," mumlede hun overrumplet. En halvmunter lyd tumlede ud. "Åh. Pa... Passende." Hun gemte hovedet ved hans hals. "Er det okay sådan her?"

[Lancelin af Suilleaux]

Et støn af et let grin gemt i halsen, faldt over Lancelins læber, da hun, efter at have fundet en rytme, sammenlignede det med at ride en hest. Han lod det ligge, og mærkede i stedet hendes varme ånde mod sin hals idet hun forsigtigt og tvivlsomt spurgte ham, om det var okay.

"Det er meget mere end okay," fik han sammenbidt fremsagt, og måtte kort holde et støn tilbage. Mens hun hoppede på ham lod Lancelin sin hånd køre op ad hendes svajende ryg. Da han nåede det tykke, brune hår, lod han de lange fingre flette ind i det, hvorefter at han med en knytnæve tog fat og førte hendes hoved let op fra hans hals så han kunne se hende. Hvordan hun så opslugt ud i øjnene, den hævede vejrtrækning og de blussende kinder og næseryg. Så fangede han hendes læber i et længselsfuldt kys, alt imens at de sammen var forenet, siddende der på sengekanten i intimitet og lyst.

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne også godt lide det. Hun kunne selv bestemme hvor hurtigt, hvor hårdt, hvor tæt hun trykkede sig på ham. Lancelins latter over hendes sammenligning gjorde hende kun en lille smule forlegen. Hun var mindre overvældet, i det mindste indtil han igen demonstrerede hvem der bestemte med hænderne knyttet om hendes hår.

Hun gispede lidt over grebet, men var tilpas opdraget til at manden ledte, til at hun ikke blinkede over det, men overgav sig og så ham i øjnene. Hun trykkede sig ind til ham igen og lukkede øjnene villigt i, da han kyssede hende.

Hun kunne godt lide hans kys. De var, som ham, ofte fulde af begær, men alligevel med lidt kontrol. De forplantede sig i hende og fik hende til at vride sig lidt og næsten føle at hun kunne jage dagens tredje... Men hun var en kvinde og det handlede ikke om hendes nydelse lige nu, mindede hun sig selv om med stigende desperation.

[Lancelin af Suilleaux]

Den varme tætte følelse fra hende steg i igennem ham og fik ham ud i en ualmindelig nydelse, alt imens at en indædt følelse for at tage over nappede en anelse. Nej, hun skulle have lov til at bestemme. For nu. Så mens hun styrede rytmen tog Lancelin imod, og gjorde sig kun bestemt på andre punkter.

Lancelin slap kysset. Hans blik fulgte hendes krop arbejde i et split sekund, inden at han direkte lænede sig frem, med en hånd mod hendes ene bryst, uden at give yderligere tegn til, hvad han ville. Så fandt hans mund den lyserøde knop ganske hæmningsløst, hvorefter at han skiftevis nappede og sugede forsigtigt. Øjnene var lukkede. Hjertet bankede. Han havde lyst til at smage hver eneste centimeter af hendes krop.

[Helene af Suilleaux]

Lancelin var grundlæggende chokerende. Virkelig tit. Således også da han lukkede læberne om hendes bryst. Helenes læber formede en lyd mellem et suk og et støn og hun åndede hørligt ind lige efter. Et øjeblik sad hun stivnet, så fandt hun rytmen igen med kroppen svajende for ham.

Hun synes det var lidt svært at koncentrere sig, når han fik det til at snurre i mellemgulvet på den måde og prikkede til hendes beslutning om at fokusere på ham. Hun var lidt tøvende og langsom.

[Lancelin af Suilleaux]

Grådigt blev Lancelin ved. Pirrende. Legende. Nappende mod hendes bryst. Selv da hun stoppede op og mistede fokus, slap han ikke. Han lagde mærke til hendes tøvende og langsomme tempo, og den indædte og dyriske ophidselse efter at nå forløsningen i hende, fik Lancelin til at stoppe med sine kærtegn mod hendes bryst, for i stedet at løfte blikket i hendes.

Nu kunne han ikke mere. Med armene om Helene, og hende stadig siddende på sig, svang han dem begge til den ene side ned i sengen. En anelse bestemt og skødeløs, men alligevel behageligt for hende. Så tog han over. Igen. Han stødte mod hende, som hun lå der henslængt hen over sengen, og pressede hende ned i de hvide lagener, der for længst var krøllet efter deres udskejelser.

Mens at han betragtede hendes ansigt, læberne og dådyrøjnene, nåede han forløsningen i dybt stød med hendes varme omkring sig. En følelse af enorm nydelse væltede over ham i et sammenbidt støn. Han vidste ikke hvorfor, men udover den fysiske var der også, i hans indre, en ligeledes naturlig og stor nydelse i, at ende det i hende. I et forsøg på at gøre hende med barn. For på et tidspunkt at se hende med en voksende mave, forhåbentlig.

[Helene af Suilleaux]

Et lille hvin forlod Helene, men Lancelin gjorde det på en måde også nemt for hende igen. Hun tog imod, vred sig kun lidt og følte en hvis tilfredsstillelse over at han endte dybt i hende. Efterhånden havde hun forstået hvordan det præcis var at børn blev skabt og hun ønskede af han skabte et liv i hende. Hendes position var først rigtig sikker, når hun ikke bare var grevinde, men også mor til hans arving.

Hun hev lidt efter vejret hvor hun lå på sengen, før hun trak sig langsomt bagud under Lancelin og længere ind, kollapsende næsten midt på sengen med et lille smil.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lænede sig efter hende og lagde et enkelt kys mod hendes ene fløjlsbløde ben, "Helene af Suilleaux, du overrasker mig for hver gang.." sagde han kort for hovedet, inden at han rejste sig fra sengen. Uden at skænke det nærmere en tanke gik han hen mod det lille bord, hvor en karaffel med alkohol stod og pyntede, præcis som guderne havde skabt ham. Den brede ryg var tydelig atletisk. Så hældte han nonchalant et glas alkohol op i et glas og tog et langt slurk, stående midt i rummet. Duften af elskov hang i luften og mindede dem om deres handling.

"Når du engang er klar i morgen tidlig, så vil jeg vise dig Suilleaux," sagde han over skulderen med et træk i mundvigen. Så drejede han sig halvt om mod hende og førte glasset mod sine læber, "Der er meget at se for en ny lensgrevinde," så tog han en endnu en tår inden at han lagde glasset fra sig på bordet igen.

(Edit: Okay, det gik vist rigelig stærkt med det svar, hvor er det ringe formuleret lol)

[Helene af Suilleaux]

Helene grinede lavt af kysset på hendes ben og Lancelins kompliment, tolkede hun. Hun krydsede det ene ben over det andet og klemte dem lidt sammen i et forsøg på at holde på det livgivende. Imens valsede han helt nøgen rundt i rummet og hun fulgte ham med blikket. Det var ikke meget hun havde set nøgne mænd og hun benyttede sig af lejligheden til at betragte eksemplaret. Han var høj, muskuløs, intimiderende og der var noget overordentligt sensuelt over den måde han stod og drak et glas vin på, helt uden tøj på. Hun så ned over ham og fugtede læberne lidt, før hans ord trak hendes blik op til hans ansigt igen og hun forsøgte at finde sine tanker.

"Jeg er klar så snart vi har udført vores ægteskabelige pligt," svarede hun drillende, selvom hun lige nu var en lille smule øm og havde det strålende med at stoppe.

[Lancelin af Suilleaux]

Et bredt smil dannede sig over lensgrevens mund, så tænderne blev synlige i en hvid perlerække. "Og det mener du ikke, at vi har gjort?" spurgte han, som han nonchalant gik imod sin hustru, der lå smuk og bar hen over den hvide seng, "Desuden, så kan vi ikke vide noget før din næste blødning.." Han så sigende på hende. Han vidste ikke, hvor meget viden hun havde indenfor dette. Måske havde hun hørt lidt fra pigeskolen?

Lancelin rakte ned og tog bogen op fra gulvet, som hun havde læst i tidligere, drejede den i sine hænder og betragtede den kort. En læderindbundet bog af højeste kvalitet.

"Jeg vidste ikke, at du var interesseret i bøger," sagde han eftertænksomt, og satte sig ned på sengekanten ved hendes side, hvorefter at han åbnede bogen let og bladrede igennem et par af de fine hvide sider. Det gik kort op for Lancelin hvor lidt han egentlig vidste om sin hustrus interesser - de havde stadig meget at lære om hinanden.

"Kapitel 1," Lancelin lænede sig afslappet tilbage, støttende op på sin ene albue i sengen. Med den anden hånd holdte han bogen åben.

"For at stille spørgsmål til erkendelsen af mennesket er vi nødt til at fokusere på dets begrundelse, dets oprindelse og dets grænser og værdier. For nogle er det magt, der ligger til grund for dets årsag med livet, for andre er det arbejde eller sågar kærlighed. Men én ting har vi alle tilfælles, som en uundgåelig rejse vi alle skal på når hver vores tid kommer. Døden."

Lancelin så på sin hustru ved sin side, "Filosofi, hm?"

[Helene af Suilleaux]

Helene tog en dyb indånding og lagde sig på siden, albuen i sengens tæpper og hovedet hvilende mod hånden, som hun betragtede Lancelin. Hun burde ganske givet dække sig til, gemme sig under tæpperne, men der var et eller andet over hans mange, jævnlige påskønnelselser af hendes krop, der fik hende til at føle sig overraskende tilpas ved at være lige så nøgen som han var.

Hun åbnede munden for at sige at hun stadig mente at de burde gentage handlingen om morgenen, for at være mere sikre. I stedet lukkede hun den igen og tyggede lidt på underlæben, imens han satte sig ned og læste op. Nu steg der lidt varme op i kinderne på hende igen og hun trak på den skulder, der vendte opad.

"Det var bare en jeg fandt herinde," indrømmede hun. "Jeg synes det så bedre ud at ligne at jeg læste end at jeg bare lå og stirrede ud i luften. Jeg vil ikke have at du tror jeg er dum."

De sidste ord hviskede hun næsten.

[Lancelin af Suilleaux]

Med hævede bryn så han på Helene ved sin side, og lukkede bogen roligt i. Dum? Hun var alt andet end dum. Faktisk, så havde hun hovedet skruet godt på af en så ung en lvinde, og det var højst sandsynligt også dét, der havde været med til at gøre hende så interessant for Lancelin allerede fra starten.

“Du er af slægten Rouvry, I er kendte i hele Falanke for jeres intelligens,” svarede han kort for hovedet, “- havde du været en Louzy, derimod..” Lancelin så drilsk på hende. Så rettede han sig en anelse, så han lå bedre, og lagde bogen på sengen i stedet.

“Du ved, vi har er bibliotek med meget mere end filosofiske titler, hvis du interesserer dig for at læse?” Han så sigende på hende, “Du kan få det.”
Hvis det kunne underholde hende, så kunne hun frit gå på opdagelse. I modsætning til, at mange adelige mænd, især de meget konservative, nok helst så deres kvinder uvidende og uden nogen form for krtisk tankegang, så var Lancelin ualmindelig ligeglad.

[Helene af Suilleaux]

Helene tog en dyb indånding og hendes lyse øjne gnistrede ved den lille, store anerkendelse, der lå i ordene. Måske var det banalt, men Lancelin var så meget ældre og erfaren i livet end hende, at det betød alverden, at han anså hende som intelligent. Det lød heller ikke som charme og han havde intet behov for at charmere hende mere. Hun tog det derfor for gode varer og det trak svagt i hendes mundvige.

"Jeg interesserer mig ikke rigtig for filosofi," musede hun, imens hun betragtede ham, som han lå ved siden af hende, hendes blik flakkede til bogen og op på ham igen. "Jeg er mere interesseret i historie og geografi." Hun fugtede læberne. Mange mænd ville foretrække at deres hustru kun beskæftigede sig med husholdning. Hun var lidt begejstret for at indse, at han ikke havde det sådan. "Og jagt," tilføjede hun med et lidt tydeligere træk i mundvigene. "Vil du virkelig lære mig det eller drillede du mig bare den dag ved paladset?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin trak sig en anelse længere op i sengen så han lå bedre til at kunne betragte sin hustru. Hans hånd fandt hvile mod hendes hofte, og som han fulgte kurven med et par lange fingre og betragtedederes vej med det blå blik, svarede han hende kort for hovedet, “Naturligvis.” I starten havde han måske tænkt, at hun havde sagt det for at imponere ham, men nu hvor hun nævnte det igen måtte det være reelt. Det var sjældent at en kvinde viste interesse inden for jagt, og især selv at få lov til at stå med buen.

“Har min hustru lyst til at lære det, så underviser jeg hende gerne,” hans blik fandt hendes. Så smilede han og hævede sig op på begge strakte arme. Blikket faldt kort på pejsens varme flammer, inden at han så sig over skulderen mod sin hustru og et træk i den ene mundvige.

“Du er lærenem af dig. På et tidspunkt er det sikkert dig, der bliver den bedste jæger af os to.”

[Helene af Suilleaux]

Helene tyggede ned i sin underlæbe og var smigret over alle de komplimenter. Hun strakte selv den frie hånd ud og lod den følge Lancelins ene side i et let, prøvende kærtegn. Intimitet på den måde var lige så nyt for hende som alt andet i ægteskabet, men hun kunne godt lide de samtaler de havde sammen i sengen, efter den kødelige lyst var stillet. Det var som om at anspændtheden var blevet trukket væk og de begge to kunne slappe lidt af der og være ærlige og ligefremme på en anden måde.

"Kun fordi du bliver gammel og svagelig," drillede hun derfor vovet og med et spillende glimt i de lyse øjne.