Et nyt hjem (s)

[Helene af Suilleaux]

De havde rejst i lidt over en uge på hesteryg og sovet på landevejskroer, udmattede de fleste nætter, ømme den næste morgen af gårsdagen i en saddel. Rundrejsen ville rejse langsommere, mere mageligt, men Lancelin af Suilleaux var opsat på at komme hjem og Helene var opsat på at holde trit med ham og hans følge. Hun havde knapt nået at savne Mirielis af Lemaux eller sine andre veninder under alt rejsepostyret.

Den sidste nat havde de gjort holdt få timer fra Suilleaux. Helene havde haft brug for hvile og sov længere den morgen. Den kortere tur i sadlen var stadig opslidende og da de endelig ankom til lensborgen var hun taknemmelig for at stedet havde en rutine hun kunne synke ind i uden selv at behøve at tænke. Hun blev gennet ind i gemakker, der var hendes alene og afklædt af nye tjenestepiger, før hun sank ned i varmt vand, der kriblede og stak i hendes slidte krop. Da først hun var tørret og påklædt, håret opsat og skjult, blev hun vist vejen til den mindre stue, hvor familien spiste, når de ikke havde selskab. Der var hyggeligere og varmere end hun troede der kunne være i lensborgen og der var også, glædeligt, en lensgreve. Hun smilede lidt over synet af ham i vante rammer. Tjenestepigerne havde sladret voldsomt meget om ham og de havde ret i meget af deres sladder. Hun nejede let. "Lancelin," hilste hun. På landevejen havde de været mere uformelle, meget praktiske.

[Lancelin af Suilleaux]

På hele rejsen hjem til Suilleaux havde Lancelin på sin vis prøvet at gøre det så behageligt som muligt for sin unge hustru. Normalt ville han såmen ikke skænke det en tanke, men hun havde formået at liste sig ind i lensgrevens samvittighed.

Han havde sørget for, at de stoppede for dagen når han kunne se, at hun trængte til et hvil.
Der var altid mad til rådighed, og hver morgen og aften, når de havde stop på landevejskroerne, stod tallerkener og skåle fyldt op med alverdens retter og frugter klar til hende når hun gik i seng og når hun stod op. Altid lod han hende sove ud, til trods for, at det måtte betyde, at han og deres folk måtte vente tålmodigt ved kroens borde og trille tommelfingre.
Når de var klar og skulle afsted, var hestene tydeligt taget sig af de unge staldknægte ved kroerne, klar og veloplagte til at fortsætte rejsen. Det havde kostet penge, mange penge, det var der ingen tvivl om, men Lancelin hverken nævnte det eller gjorde det opmærksomt på andre måder - ej heller, at han gjorde sit for at gøre rejsen så behagelig som muligt for den unge Helene.

Da de endelig var landet i Suilleaux var det som om, at en lettelsens suk kom over dem. Nu tog tjenestefolkene over, og tog sig straks af de rejsende. Ligesom Helene blev Lancelin vartet op, og efter et langt bad blev støvet fra landevejene vasket bort af både krop og sind.

____

Lancelin havde siddet på hug ved pejsen og rodet en anelse i det brændende træ med ildrageren. Flammerne fik bedre fat og varmen spredte sig. Så hørte han sin hustrus velkendte stemme; han rejste sig roligt op og vendte sig mod hende, tydeligvis utålmodig efter at se hende igen.

"Helene af Suilleaux," hilste han let tilbage, og stillede ildrageren fra sig, "Har du fået hvilet dig en smule?"
Med rolige skridt gik han hende imod, rank og høj som han altid fremstod. Duften af cologne hang over ham og tøjet sad skræddersyet perfekt ind til de atletiske skuldre og ryg. Ansigtet var afslappet i rolige træk. Det var noget andet end at se Lancelin praktisk i riddetøj eller i Suilleaux farver i Levagny når retsmøderne skulle holdes. Her var han sig selv.

[Helene af Suilleaux]

Helene trådte helt hen til Lancelin og lagde en hånd mod hans brystkasse, ved hans hjerte. Hun smilede varmt over hans spørgsmål og omsorgen i det. Måske skulle hun ikke lulle sig selv ind i en forestilling om at hun havde ham mere end perifært i sin håndflade eller at det havde med noget andet at gøre end fysiske behov og længslen efter en søn.

Efter mere end en uge på vejen, hvor fysiske behov havde måtte vige for udmattelse, var der uden tvivl et element af det, der spillede ind. Hun følte sig dog også tættere på ham. Hun havde set ham lede rejsen, nydt at han var kapabel og kontrolleret og at han var meget andet end den lettere grænseoverskridende flirt hun ellers havde oplevet.

Hun havde en lille ting for ham og det var vel ikke forbudt at handle på, når nu hun trods alt var hans Grevinde, så hun strakte sig på tæer og kyssede hans kind.

"Jeg fik et meget langt, varmt bad," svarede hun. "Det føles som om rejsens skidt endelig er skrubbet væk. Jeg troede ikke det var muligt." Et svagt glimt spillede i hendes blik. "Jeg kan se du er blevet udsat for det samme. Og en ragekniv." Hendes frie hånd strejfede hans kind, hvor skægget igen var tæmmet.

[Lancelin af Suilleaux]

Hans hånd fandt bekræftende hendes mod sin brystkasse. Kysset på kinden var varm og formel, og mindede ham endnu engang om adelighedens pligter og rammer. Han forstod hende nu godt, for selvom at de befandt sig alene i spisestuen, så var de trods alt et sted, hvor der kunne komme tjenestefolk ind hvert sekund det skulle være.

Lancelin lukkede øjnene i da han mærkede hendes hånd strejfe hans nybarberede kind, hvor kun skægstubbe nu gjorde den lettere ru. "Efter en sådan lang rejse havde mine tjenestefolk nok at se til hos mig. Dig, derimod, er smuk som altid," sagde han let, som han åbnede øjnene igen og fangede hendes dådyrøjne, der virkede så livlige og rolige på en og samme tid.

"Er du sulten?" spurgte han så, og nikkede en enkelt gang mod spisebordet, der allerede var dækket op for dem, "Det er trods alt ved at være spisetid," bemærkede han roligt. Klokken nærmede sig de syv. Dagen havde været fyldt op, at de først havde haft mulighed for at se hinanden igen om aftenen.

[Helene af Suilleaux]

Helene nød komplimenten, selvom det var sådan en, der var nem at give. Hun lod hånden falde og smilede tilfreds.

"Meget sulten," medgav hun, uhæmmet omkring at udtrykke sig direkte. På turen havde der ingen pæne hofmanerer været.

"Og glad for at min husbond stadig kan lide at kigge på mig efter over en uge i sadlen."

[Lancelin af Suilleaux]

"Der var tidspunkter, hvor jeg måtte lukke øjnene," jokede han med et træk i mundvigen, som han førte dem begge mod spisebordet, "- skal jeg være ærlig, så har min lyst til dig bare vokset sig større efter at have set dig med støv i håret og sved på panden." Han fik hende gelejdet ned på en stol, hvorefter at han havde sat sig ned på en anden overfor. I modsætning til de store spisesales borde, så var bordet her meget mindre og intimt. Der kunne tales sammen i ro og mag.

Der gik ikke lang tid før, at bordet var dækket op med varme supper, fasan og grøntsager i alle mulige toner og former. Vin og frisk vand stod i kander i mellem dem. Flammerne fra pejsen fik skygger til at danse hen over bordet, og varmede rummet om i en behagelig temperatur. De var godt i gang med aftensmaden og den søde vin, som uret gik, og havde allerede udvekslet et par grin over rejsens oplevelser.

Lancelin lagde glasset med vinen fra sig. "Nuvel. I Suilleaux har vi et sigende," sagde han og så på hende med et glimt i de blå øjne. Det var efterhånden blevet en tradition i området, når man bragte gæster eller nye familiemedlemmer ind for Suilleaux grænser.

"For at nytilkomne skal have al mulig held og lykke, undgå sygdom og lidelse og så videre, så skal de love noget overfor dem, der har bragt dem her. Et løfte, som skal udføres så længe man er bosat i Suilleaux. Og ligeledes skal jeg give dig et løfte, som jeg skal gøre mit for at udføre. Giver det mening?" Han smilede bredt, velvidende, at det kunne være lidt indviklet for udefrakommende.

[Helene af Suilleaux]

Helene var afslappet, lidt beruset af vin, mæt og gennemvarm. Hendes kinder blussede i sundhed og tanken om at skulle holde sygdom fra døren virkede fjernt.

Alligevel lyttede hun interesseret og spidsede læberne eftertænksomt over Lancelins fortælling om traditionen. Hun nikkede langsomt og tog en tår mere af sit træbæger med vin.

"Jeg lover dig..." Hun tænkte lidt imens hun talte og så ham i øjnene. "Jeg lover dig at jeg altid vil byde dig velkommen i mit soveværelse," konstaterede hun. Hun havde først set det i dag, men det var meget normalt at ægtefolk af deres stand havde hver deres gemakker. Ligeledes at det var manden, der besøgte hustruen, når hun tillod det.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins bryn trak en anelse op. Af alle ting, så var det faktisk ikke dét, han havde forventet at høre fra hende. Den uskyldige Helene af Rouvry tog enten sin rolle som nygift lensgrevinde meget alvorligt, eller også lå der noget mere bag. Deres tidligere samtale i skoven om, at skaffe ham en arving, lå stadig i baghovedet, og Lancelin var sikker på, at Helene ville gøre sit, for at give ham dette. Der kunne ikke være mere bag, kunne der? Nej. Umuligt. Ikke nu.

"Er du sikker?" spurgte Lancelin en smule skeptisk uden at vige sit blik fra hendes, "Du ved godt, hvad det betyder? Hvis du lover mig dette, så kan du ikke tage det tilbage. Det er en del af traditionen, kære Helene.."

Han tog en slurk af vinen, der varmede ned i den hårde brystkasse.

[Helene af Suilleaux]

Helene var både bevidst om sit løfte om en arving, men også om hvordan livet var endt for de to tidligere grevinder og hvordan hendes liv uløseligt var forbundet med Lancelins. Hun skulle holde ham tilfreds, holde ham tæt, så han ikke ledte efter fornøjelsen andre steder. Derfor var hendes udtryk ganske alvorligt, som hun nikkede.

"Jeg er sikker," svarede hun dæmpet. "Der er selvfølgelig tidspunkter hvor du måske foretrækker at sove i din egen seng, men min dør vil altid være åben for dig."

[Lancelin af Suilleaux]

Det passede Lancelin fint. Han havde skam ment hvert et ord da han sagde, at hans lyst til hende kun var vokset. For at være ærlig var det ikke kun arbejdet om at skaffe sig en arving, der trak i ham; nej, han havde lyst til hende på alle forskellige måder, som han ikke kunne tillade sig at sige højt. Mærkeligt nok var han ikke mættet endnu, som han normalt plejede at blive efter kvindeligt selskab, hvor kvinderne blev skiftet ud hele tiden for at prøve noget nyt.

Lancelin rømmede sig en anelse. Han stillede glasset fra sig på bordet og lod underarmene finde hvile mod bordet, som han lænede sig en anelse frem, "Nu hvor vi er i dette emne, så lover jeg dig, at du vil blive med barn inden for de næste fire måneder.." sagde han kort for hovedet med alvoren i stemmen. De havde begge sat sig for mål at skaffe en arving. Det var deres fælles opgave, mere end blomstrende kærlighed var. De måtte være fornuftige i dette her og sigte efter realiteterne end drømmene, selvom at de havde snakket vagt om fremtidens følelser.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde allerede givet løfter om at blive med barn, men det føltes alligevel betydningsfuldt at han gentog det. Hun fugtede sine læber og nikkede.

"Så må vi lægge os i selen for at få det til at ske," musede hun. "Helst før rundrejsen kommer hertil, velvidende hvor trætte vi blev af rideturen."

Det ville blive hårdt at rejse med og velnok endnu mere, hvis hun blev med barn, men Helene ville ikke se muligheden for at hun ikke kunne komme med helt i øjnene endnu. "Det kan være du må ofre dig og blive i sengen hos din hustru om morgenen, Deres Nåde. Jeg ved godt hvor svær en øvelse det bliver at finde tilfredsstillelse flere gange om dagen."

Hun drak en tår vin imens hun så ham i øjnene.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin gav et støn fra sig, "Skid hul i rundrejsen. Traditionen tro, så har jeg nu givet dig mit løfte, som skal udføres. Jeg kan ikke tage det tilbage, husker du nok," sagde han med det velkendte træk i mundvigen, og så sigende på sin hustru, der pludselig virkede som en ægte lensgrevinde. Siddende der, diskuterende om samarbejdet mellem dem. Som en helt almindelig forretningssamtale, der skulle sikre dem deres fremtid.

"Og hvad mener du så med det?" spurgte han med et grin, "- tror du, at jeg bliver træt af dig?"
Han holdte øjenkontakten i hendes. Lyset fra pejsen fik hendes øjne til at glimte. Skyggerne dansede i hendes bløde, kønne ansigt, der stadig huskede ham på hendes unge alder.

[Helene af Suilleaux]

Helene troede utvivlsomt at der var en risiko for at Lancelin blev træt af hende. Det sagde hun dog ikke højt. I stedet smilede hun skævt og satte bægeret fra sig.

"Jeg tror ikke. Jeg ved bare hvor svært du har ved ikke at springe ud af sengen om morgenen og straks sætte et nyt projekt i gang," pointerede hun. Bevares, noget havde også været rådsmøder, men ikke alting. Han var ikke god til at blive liggende sammen med hende.

"Hvis du vil leve op til dit løfte bliver vi nødt til at øge indsatsen, Deres Nåde. Vi må alle ofre os lidt."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin fugtede læberne en anelse ubevidst. Det kløede i hans håndflader, og for at dulme fornemmelsen trommede han let med et par lange fingre mod bordets kant. Hun havde ret i sine ord; ikke fordi, at han ikke ville bruge sin tid med hende, men fordi, at hans som lensgreve blev trukket i trøjen fra alle kanter. I Levagny havde det også været anderledes - så mange nætter havde de heller ikke haft sammen, og de få gange hvor de var flygtet ind til hinanden var også sommetider været nødt til at blive udsat grundet paladsets rammer. Nu var de i Suilleaux. Og selvom at rundrejsen ventede lige rundt om hjørnet, så var de nu blevet enige begge to i dette 'ægteskabelige forretningsmøde'.

"Nuvel. Hvis vi skal vedligeholde farten, så må vi prøve lidt forskelligt engang imellem," sagde han så eftertænksomt, "Du er nødt til at give dig helt og holdent til mig. Vi kan hver især komme med et par idéer engang imellem, som vi kan overveje - bare, for at gøre det lidt anderledes."
Hvad han mente med idéer var op til hende - et hint var trods alt den aften i opiumshulen. Lancelin havde bogstaveligtalt ment, at han ville give hende disse oplevelser med udforskelse i mellem dem.

[Helene af Suilleaux]

Helene mente at hun allerede havde givet sig helt og holdent til Lancelin. Hun havde endda fulgt hans anvisninger den mærkelige aften i hertugindens byhus, selvom hun var uendelig lidt interesseret i at se den side af Galienne og hellere blot ville have sin mand for sig selv, hvis hun kunne bestemme. Det kunne hun dog åbenlyst ikke helt, men lige nu var hun på en mission.

"Anderledes, men med os? Vi kan ikke spilde tiden med andre, nu hvor vi har et mål."

Hun tog en dyb indånding. "Jeg er åben for dine idéer, husbond. Jeg håber ikke de involverer noget med hølofter eller stalde. Det bliver for bondsk og primitivt."

Men var det ikke en primitiv akt? Ville hun hade at Lancelin tog hende på et høloft?