Et nyt hjem (s)

[Lancelin af Suilleaux]

"Kun med os," forsikrede han hende roligt, "Jeg bliver langt fra færdig med dig."

Lancelin lod de lange fingre finde hvile mod sit vinglas endnu engang. De hvilede blot rundt om glassets stilk, alt imens at han ubevidst og eftertænksomt drejede glasset let rundt imellem fingrene.

"Skriv den på listen," sagde han blot med et let drilsk træk i mundvigen, "Hvem ved, måske kunne det blive at foretrække?" Hendes bemærkning havde i hvert fald moret lensgreven, selvom at han havde fornemmelsen af, at hun havde ment hvert eneste ord.

Sådan som de snakkede om tingene kunne Lancelin ikke komme udenom den ivrighed, der var begyndt at vokse på ham. Håndfladerne kløede stadig en anelse. Og som han vedligeholdte blikket i hendes afbrød han pludselig sine tanker med en ordre til sin hustru.

"Helene," sagde han bestemt, "Kom herhen."

[Helene af Suilleaux]

Helene vred sig mentalt og fysisk over reaktionen på hendes udtalte antipati. Typisk Lancelin at drille hende med det. Han vidste også godt at hun ikke ville sige nej, at hun ville efterkomme ham.

Ved hans bjæffen af hendes navn gjorde hun det også, men først efter at have faret lidt sammen. Blikket han sendte hende var dog ikke tvetydigt og det fik hendes mellemgulv til at tumle lidt rundt og hendes puls til at stige. Emnet havde da heller ikke efterladt hende helt upåvirket.

Hun rejste sig og gik rundt om bordet, før hun stoppede ved hans stol.

[Lancelin af Suilleaux]

Som Helene stoppede ved hans side skubbede Lancelin sig nonchalant en anelse til siden, med stolen under sig. Han fangede hendes fingre for at trække hende yderligere hen imod sig, alt imens at han betragtede hendes blik. Hans høje skikkelse og lange ben virkede næsten længere som pejsen fik skyggerne til at kaste sig ud i rummet.

“Og hvad med her?” sagde han så med et let, drilsk smil, “også for primitivt?”

Der skulle ikke meget til; hvis det stod til ham kunne de feje tallerkener og glas fra bordet i et forhastet ryk for at forenes dér. Men det var ikke bare upraktisk, det var også risikabelt. De vidste udemærket godt, at tjenestefolk kunne komme ind hvornår det skulle være. Men så igen, de var ægtefolk - Lancelin var af den overbevisning, at de kunne risikere at opdage dem uanset alligevel, men det hørte med når man befandt sig bag fire mure med et nygift par.

[Helene af Suilleaux]

Helene stod foran Lancelin, så tæt på ham at deres ben rørte hinanden, hendes dog bag vidde skørter. Hun snappede lidt efter vejret over hans spørgsmål og fik varme i kinderne, men hun ville ikke nægte ham det, hvis det var hans ønske at forene dem der. Hendes vejrtrækning viste dog hvor skandaløst hun fandt det.

"Er det hvad du ønsker?"

Hendes hjerte hamrede. Hun havde set adelige parre sig op af en mur til en fest. Det her var ikke værre, men heller ikke meget bedre. Hun ville langt foretrække dovne morgener, at vågne imens Lancelin tog hende blidt, som han også kunne være. Hun var dog indforstået med at hun ikke bestemte. Hendes krop var heller ikke nær så meget imod idéen om at blive taget henover spisebordet.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin rejste sig fra sin plads. På grund af deres allerede tætstående positioner hos hinanden, endte den høje og ellers så kontrollerede lensgreve med nærmest at stå bryst mod bryst med sin hustru. Hans blik i hendes, åndedrættet tydeligt påvirket.

"Kæreste Helene," sagde han hæst, som han fastholdte hendes blik med sit; en blanding af djævelske og forbudte tanker dannede sig i hans sind. Hans selvbeherskelse blev sat på en prøve. Hænderne forblev respektabelt holdt væk, til trods for at alt i ham hungrede efter at komme til hendes blege hud. Så lænede han sig frem og forbi hendes kind, så læberne befandt sig ved hendes ene øre.

"Står det til mig, så bliver det i alle rum i dette hjem. Jeg har ikke tænkt mig, at holde mig tilbage."

[Helene af Suilleaux]

Et lavt gisp forlod Helene, som mærkede bordpladen mod sin bagdel og Lancelins krop tæt mod sin egen. Det sugede let i maven og hun sank en hørlig klump.

"Åh," forlod det hende lidt fortumlet, før hun fandt sine fødder og tog en dyb indånding.

"Her er mange rum," pointerede hun. Måske kunne de strege køkkenet og hemmelighederne, trods alt. Det efterlod stadig frygtelig mange muligheder. "Hvis det er din målsætning, så er det her vel lige så godt et sted at begynde som alle andre?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin gav et enkelt, dybt nik, "Sandt nok," anerkendte han hendes ord med blikket mod hendes hals, "Som om, at vi ikke får travlt nok i forvejen."

Og uden videre at forberede hende på sine handlinger, førte Lancelin sine hænder op mod hendes kjoleliv, hvor han behændigt fik løsnet snørerne foran. Så let, som havde han prøvet det mange gange før, inden at han mødte hende. Og som kjolelivet blev løsnet kom hendes lette underkjole til syne. Utålmodigt fik han fat i denne og trak hæmningsløst stoffet til side så hendes fyldige bryst blev fri og den blege hud synlig. Så dyrisk og impulsivt. Så lystbetonet og rastløs efter at tage hende lige nu og her.

Så fortsatte han, uden at give hende muligheden for at tage en dyb vejrtrækning og beherske situationen. Lancelins læber fandt hvile mod Helenes bare hals idet han trak hende ubesværet op på bordets kant. Tallerkener og glas blev dovent skubbet til siden for hende, og som han kærtegnede, sugede og kyssede den tynde hud var hans hænder grådigt, og alligevel så kontrolleret, begyndt at trække hendes kjoles skørter op med sine lange fingre mod hendes lår.

[Helene af Suilleaux]

Helene gispede over Lancelin, der trak hendes kjole ned, blot for at kunne se hendes bryster. Det føltes næsten som om hun var mere nøgen, end når hun intet tøj havde på, bare at vide at han begærede at se den del af hende alene. Hun havde det varmt, men hendes bryster blev alligevel faste af ophidselse, som han kyssede hendes hals og hev hende op på bordet.

Hun forestillede sig i et frygteligt øjeblik at nogen kom ind og så dem sådan, hende ganske blottet. Det burde ikke gøre andet end at frastøde hende, men i stedet fik det en følelse af spænding til at forme sig i hendes mellemgulv. "Åh, Lancelin," åndede hun ud, som han skubbede hendes skørter op.

"Hvad hvis nogen så os?"

Ville hun have ham til at stoppe eller nærmere at fodre hendes fantasi? Hun vidste det knapt selv.

[Lancelin af Suilleaux]

Han smilede mod hendes hals, uberørt over hendes bekymring. "Så lad dem kigge," sagde han kort for hovedet, "De har enhver grund til at ville betragte dig. Du er gudesmuk."

De tog en risiko ved at gøre dette, men forhelvede, Lancelin var for utålmodig. Presset op mellem hendes ben ville hun sikkert også kunne mærke det gennem hans buksers stof. Men han gav sig ikke endnu. Han havde behov for mere, så han trak sig ned i knæene og forsvandt imellem hendes ben. Først kyssende mod hendes inderlår, efterfulgt af en pludselig varm og våd fornemmelse af hans tunge mod hendes køn.
Pulsen i hans hals var tydelig at bemærke, da ophidselsen efter hende kun var steget, lige fra da hun trådte ind i lokalet til de nu befandt sig så skandaløst hen over spisebordet. Den unges grevindes bryster strittende fri og ham grådigt, dyrisk og utålmodigt smagende på hende.

"Se ikke så forfjamsket ud, Helene.." sagde han let i en pause, idet at han kort havde skimtet op på sin hustru. Smilende fortsatte han derefter, velvidende at hun nok havde et halvt blik mod dørens mørke træ.

[Helene af Suilleaux]

Helene forventede at Lancelin snart ville trænge ind i hende, tage hende på bordet imens han hviskede vulgære ting i hendes øre. Hun var forberedt på dét. Ikke på at han endnu engang demonstrerede sin forkærlighed for at drive hende til vanvid. Helene gispede igen, da han knælede foran hende og skubbede hendes lår fra hinanden, så han fik plads. Hun støttede sig tilbage med en håndflade mod bordets træflade og rynkede panden dybt over de skud af nydelse, som han startede.

Hans provokerende irettesættelse fik hende til at åbne munden, men der kom ingen protester. I stedet slap et klynkende "åh," ud over hendes læber. Hun kastede et enkelt, bekymret blik over på døren, før hun så ned på Lancelin igen. Hvis nogen så dette ville de tænke at deres unge grevinde var særdeles frimodig. Hun var meget bevidst om sine udækkede bryster, presset lidt op og sammen af kjolen omkring dem. En ny fornemmelse af Lancelins tunge tog dog det hele fokus og hun glemte helt sig selv for et indiskret støn og spredte selvstændigt sine ben et stykke mere i villig overgivelse. "Lancelin," gispede hun.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var en nydelse i sig selv, at høre hende sige hans navn. Det føltes som om at han kunne sprænges. For i dette lå også hendes overgivelse til ham, hendes hengiven ind i situationen, som de skadesløs befandt sig i. Hans tunge fortsatte i blide strøg, varmt, vådt og kontrolleret mod hendes blussende køns knop. Som havde han al tid i verden til at forkæle hende. Tommelfingeren tog skandaløst over efter noget tid med kærtegnelse med tungen, som han rettede sig væk, så op fra mellem de bløde lår og op på sin hustru, hvis farve i kinderne sagde mere end rigeligt.

"Du ser ud til at have fået varmen," bemærkede han drilsk. På intet tidspunkt stoppede han sine kærtegn. Lensgrevens blå øjne landede mod hans tommel, betragtende hendes mest følsomme område. Så lænede han sig frem igen, lod tungen tage over alt imens at han stædigt førte armene om hendes lår for at holde hende fast mod sig. For ikke at give hende muligheden fra at fjerne sig fra ham.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ikke længere helt i kontrol. Hun skød sit underliv frem i villig overgivelse til Lancelin og klynkede lidt i medgivelse af hans konstatering. Tankerne om at nogen ville se hende sådan var kun perifære. Hun kunne knapt være i sig selv og fægtede lidt med den ene hånd knyttet i luften, før den også endte med flad håndflade imod bordpladen bag hende. Hun havde det varmt som han sagde, men mest af alt var hun på vej imod et sødt endeligt, kun styret af lensgreven og hans mund og fingre.

"Lancelin," stønnede hun igen. "Jeg... Jeg..." Hun røg ud over kanten midt i et ord og det blev langtrukkent, som hun krampede lidt sammen og forsøgte at vride sig væk fra hans mund, overstimuleret, men holdt fast af hans arm. "Åh," klynkede hun. "Nej."

[Lancelin af Suilleaux]

Åh, jo. Lancelin havde ikke i sinde at stoppe. Ikke nu. Ikke når hun lå sådan overfor ham, blottet og sårbar, henstrakt over bordets kant. Som modsvar på hendes ord trak han hende derfor blot tættere mod sig, holdende om hendes bløde, blege lår. Hans ru skægstubbe kunne let mærkes de få gange, hun bevægede underlivet mod ham, for ellers sørgede lensgreven for, at det ikke ville røre den sårbare hud for meget under hans varme, våde kærtegn. 

Anede hun overhovedet hvilken effekt hun havde på ham? Lancelin var så småt af den overbevisning, at han aldrig ville kunne nå, at blive mættet af hende. Det gjorde ham sindssyg, at se hende vride sig for ham, høre hende stønne hans navn i ekstase, fuldstændig i modsætning til deres første møder hvor hun gjorde sit for at opretholde en grænse imellem dem. 

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne næsten ikke rumme det. Allerede følsom efter sin forløsning, var Lancelins mund nok til at få hende til at give sig i små kramper igen og hun lagde hovedet tilbage med endnu en klynkende lyd. Fingrene knyttede sig flygtigt, før hænderne igen lå fladt mod bordpladen, støttende hende som hun sad der foran ham med vidt spredte ben og skørterne oppe.

"Yphion og Mithros," gispede hun stakåndet, imens det byggede sig op i hende igen, ganske utilsigtet. Hun stirrede op i loftet og stønnede overgivent. "Ja," tilføjede hun mumlende og fulgte op ved at messe et lavt, men opslugt "ja, ja, ja."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin skimtede op fra sin placering mellem hendes blege lår idet hun nåede sin forløsning endnu engang. Betaget af hendes former og krops bevægelser i nydelsen, brysterne strittende, benene til side kun for ham og det mørke hår der hvilede over hendes ryg som hun havde ladet hovedet falde bagover.

Så hævede han sig fra sin plads, idet at han med håndfladen nonchalant tørrede den ene mundvige for hendes sødme og safter. Smagen af hende hvilede stadig på tungen. Og som han rakte ud og tog let hårdt fat i sin smukke hustrus bølgende, fyldige hår, tiltede han hendes hoved frem for at hvile sin pande mod hendes. Lensgreven var lettere stakåndet af ophidselse fra deres udskejelser, og hans varme ånde ramte hendes læber som han lavmælt kom til orde; "Helene af Suilleaux, hele tjenestestaben har sikkert hørt os allerede."