Et nyt hjem (s)

[Lancelin af Suilleaux]

"Helene af Suilleaux," Lancelin lagde sig ned på den ene side ved hendes, og lod de lange fingre følge hendes bens former, henover knæhasen og op ad baglåret i et enkelt kontrolleret og følsomt strøg, "- mere end du aner." Hans hånd gled ind under det tynde tæppe, og spredte hendes ben diskret på sin vej, og alligevel så hæmningsløst at det måtte kræve flere timers bøn at få renset Lancelin for sine direkte syndige handlinger.

"Og hvad med dig? Kan du lide det?" spurgte han lavmælt tilbage, ganske nonchalant, som han skimtede op på hendes kønne ansigt, "Jeg er så småt begyndt at tro, at du besidder flere syndige tanker end jeg nogensinde har gjort." Trækket i den ene mundvige var flabet og sigende.

[Helene af Suilleaux]

Helene spredte benene villigt for Lancelin med en lille lyd og så han i øjnene imens, selvom hendes kinder også glødede.

"Nej," protesterede hun dog over hans konstatering. "Det gør jeg ikke. Jeg prøver bare... Jeg er ikke..." Hun drejede hovedet væk igen og begravede ansigtet i tæppet.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lagde hurtigt mærke til Helenes forlegenhed, der fik ham til at indse, at hun stadig var ganske uskyldig af sig. I hendes forsøg på at forføre satte han hende åbenbart en smule ud af kurs.

Så rettede han sig en anelse og rømmede sig kort. Hans hånd, der tidligere var kravlet ind under tæppet, fandt hendes ene hånd og førte den mod hans brystkasse for så at guide den mod hans buksekant.

"Ser du, hvad du gør ved mig?"

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne mærke hvad hun gjorde. Hun drejede hovedet igen med et lidt selvbevidst udtryk, men trak alligevel ikke hånden til sig. I stedet kuplede hun det hun kunne mærke og hendes blik flakkede lidt over Lancelins ansigt.

"Jeg gør dig meget klar," hviskede hun og samlede benene under tæppet igen, nu hvor hans hånd var væk.

"Så du får lyst til mig."

[Lancelin af Suilleaux]

Et støn forlod de smalle læber, som han hørte Helenes ord, “Naturligvis,” sagde han sigende med et træk på skulderen, som gav det sig selv. Hun anede dog ikke, at uanset hvor ofte han fik lov til at se hendes bare hud, så formåede hun at tænde lysten i ham.

Lancelin lænede sig frem og kyssede hendes skulder, alt imens at han lod sin hånd finde hvile mod hendes hofte. “Mit problem ligger i, at jeg ikke kan få nok,” sagde han hæst, og med et let skub trak han hende om på siden, med ryggen mod sig. Tæppet gled en anelse til siden grundet bevægelsen og hendes bløde hud, og fremviste derved diskret hendes skød.

Og med en rolig og kontrolleret bevægelse gik han igang med at åbne sind bukser som han kærtegnede hendes hals med sine læber og varme ånde.

[Helene af Suilleaux]

Helene gispede lavt, mere over ordene end måden Lancelin rykkede hende på. Det havde hun efterhånden vænnet sig til. Stadig lidt øm i bagdelen efter over en uge på hesteryg og med over en uge siden han sidst havde taget hende, vidste hun ikke helt hvad hun skulle forvente.

At hun ikke var uvillig var dog åbenlyst. Hun næsten spandt over de små kys og løftede det ene ben lidt i forventning. Hun tog en dyb indånding.

"Du behøver ikke få nok," mumlede hun, kun lidt forlegen. "Jeg vil gerne have meget mere."

[Lancelin af Suilleaux]

"Hm," brummede Lancelin mod hendes nakke i et diskret smil, alt imens at han førte en hånd ned mod hendes ben, hun let løftede for hans skyld. Han førte det over sine egne, så hun blot kom tættere på ham, og pludselig befandt de sig så tæt som de kunne komme til. Hendes former og bevægelser, duften af hendes hår, lokkede og pirrede lensgreven ud i en utålmodig tilstand, der fik ham til at miste selvbeherskelsen. Hun lå perfekt til ham.

Så pressede han sig på, og som han gled op i hende omsluttede hun ham i en varme, der fik et fortumlet, sammenbidt støn til at forlade hans læber ubevidst. Den varme ånde fra ham hvilede mod hendes nakke, og med blikket på hendes ansigt for at fornemme og fange hver eneste af hendes udtryk, stødte han roligt til.

[Helene af Suilleaux]

Helene lukkede øjnene, men hendes mund faldt lidt åben, som Lancelin trængte ind i hende. Allerede følsom fra tidligere, forlod en dæmpet lyd hende, før hun tog en dyb indånding. Det var lidt over en uge siden nu og selvom det bestemt også var en pligt, så var det ikke en sur en af slagsen. Tværtimod mente hun det præcis som hun havde sagt, at hun gerne ville have mere. Han havde været frygtelig upassende med sin interesse i hende, da de ikke var gift, men nu hvor hun tilhørte ham, var der ingen grund til at holde igen. Hun havde temmelig meget lyst til ham. Hans fremgangsmåder fik hende stadig til tider til at rødme som en kogt krebs, men det føltes godt når han rørte ved hende og når han tog hende, som nu. Hun overgav sig meget let til det og var også begyndt at notere sig hvad han kunne lide og forsøge at gentage det.

Lige nu gjorde hun ikke så meget, men bølgede lidt med ham som hun bedst kunne og lod de små lyde slippe ud, som hun vidste at han kunne lide. Det var rart, men ikke altopslugende som tidligere, så hun var ikke stakåndet eller i færd med at strække en eller anden muskel til bristepunktet. I stedet stønnede hun mest for Lancelins skyld; et lille uskyldigt skuespil i miniformat. Hun anede ikke hvor meget eller lidt overbevisende det var, men det var i hvert fald ikke sådan hun lød når han drev hende helt til vanvid.

[Lancelin af Suilleaux]

Af ren og skær ophidselse over Helenes suk og støn lagde Lancelin armen om hende, under hendes og hen over hendes bryst, for derefter at  trække hende tættere ind til sig. Holdte hende fast som hans stød i starten var udforskende og udviklede sig hårdere i takt med at rytmen steg. Musklerne arbejdede, og dannede skygger hen over Lancelins atletiske ryg i pejsens skær. 

Hun omsluttede ham perfekt. Og som deres elskov udviklede sig mere intimt og lidenskabeligt kunne den ellers så kontrollerede lensgreve ikke holde et par enkelte sammenbidte støn tilbage mod hendes nakke. Hans kæbe spændtes og pulsen var tydelig i den maskuline hals. Helene gjorde ham dyrisk, ikke bare efter at tage hende hårdt men efter ligeledes at gøre hende med barn. En følelse, som ikke bare handlede om hans evige jagt efter en arving - nej, han ville gøre hende til moderen af hans afkom.

[Helene af Suilleaux]

Helene gispede, som Lancelin hev hende helt tæt og blev voldsommere, mere bestemt. Noget var skiftet i ham og hun vidste ikke hvad, men det var overvældende. Hun kunne knapt følge med og overgav sig til et behov i Lancelin, selvom det var på kanten til at være så hårdhændet at det kammede over.

Hun klynkede hver gang han trængte ind i hende og var bevidst om, lidt pinligt, at det var rigeligt højt til at blive hørt udenfor dørene til hendes sovegemakker. Hun kunne dog ikke holde det inde.

[Lancelin af Suilleaux]

Med tanke på, at de som sådan ikke havde delt seng så mange gange siden deres bryllupsnat og at Helene var relativ uerfaren på dette punkt, kunne Lancelins lettere hårdhændet grådighed efter Helene virke grænseoverskridende for hende. Noget, han blev opmærksom på, da han hørte hendes klynk, der kun blev højere og højere.

Hans hånd fandt hvile mod hendes feminine kæbeparti, en anelse bestemt, alt imens at han rankede sig imod hendes kind, så hans varme ånde ramte hendes øre. "Sh.." trøstede han hende stakåndet, men gjorde ikke noget for at give hende en pause i det ophedede soveværelse. Stødene fortsatte umætteligt. Den hårde omfavnelse. Og som de fortsatte mærkede Lancelin hvordan forløsningen kom tættere og tættere på.

[Helene af Suilleaux]

"Åh," forlod det Helene, åndeløst, som Lancelin trøstede hende for hvad han gjorde, selv imens han fortsatte med det. Dobbeltheden gjorde hende en smule skør. Hun vred sig svagt i hans greb.

Hans tilstedeværelse i hende var så overvældende, at hun knapt var sikker på hvor han sluttede og hun begyndte. Det var som om han var et dyr, opslugt af intet andet, nådesløs og hård. Pludselig forsøgte hun at hive sig fri, kun for at rulle om på maven med et gisp.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin var lige på grænsen til at nå sin forløsning, da Helene trak sig væk. What a tease. Frustrationen over ikke at nå forløsningen gjorde ham rådvild. Lensgrevens hårde brystkasse hævede og sænkede sig en anelse hurtigere, da han stakåndet kort sank for at få styr på sin vejrtrækning.

Han hævede sig en anelse fra sin plads og lænede sig hen mod Helenes skulder, stadig med ophidselsen og adrenalinen pumpende. Så kyssede han hende let hen over den hvide hud og så spørgende på hende.

"Alt vel, kære?"

[Helene af Suilleaux]

Helene hev også stakåndet efter vejret, hendes blik i sengens tæppe under hende, som hun løftede sig en anelse med armene under sig. Hun drejede hovedet langsomt og så op og til siden på ham med store øjne, før hun tøvende nikkede. Hun mindedes at han havde sagt, at hvis hun bad ham stoppe, så ville han stoppe helt. Det gik ikke. Hun havde sin pligt at opfylde. Var det her mon anderledes? Det virkede sådan.

"Jeg blev blot lidt... Overvældet," mumlede hun beklagende. "Undskyld." Hun stablede sig langsomt op på knæ for at flytte lidt på sig. "Jeg ville ikke have dig til at stoppe," forsikrede hun.

[Lancelin af Suilleaux]

Han fulgte hende med blikket, liggende hævet op på den ene albue, som hun flyttede sig op på knæ. Lensgreven lyttede til sin unge hustrus ord med hævede bryn og et diskret træk i den ene mundvige. Overvældet? Kæreste Helene. Hun var så ung, fin og uerfaren, og det var ikke til at tage fejl af, at det havde en indflydelse metop nu. For til trods for, at hun netop havde erkendegivet sin overvældelse overfor ham, så bad hun ham ikke stoppe. Javel, som hun ville.

Lancelin trak let på skulderen, "Hvis du bliver overvældet, min kære, så må vi finde på noget andet," Hans stemme var så nonchalant og rolig, at det næsten virkede så let for ham at tale om. Og med blikket i hendes fortsatte han sin tanke. "Jeg har en idé.."

Han satte sig på sengekanten for efterfølgende at trække Helene hen mod sig. Så løftede han hende en anelse op, let og upåvirket, og bragte hendes ene ben over sig, så hun endte med at sidde overskrævs over hans skød.
"Nogle kvi--" Lancelin stoppede sig selv, "Nogle foretrækker det her, så de kan styre tempoet.." bemærkede han roligt og lavmælt.