Et nyt hjem (s)

[Helene af Suilleaux]

Helene havde ikke registreret at hendes hovedlin var faldet af i tumulten og lå bag hende. Det gik først op for hende, da Lancelin greb fat i hendes hår og skubbede til hendes hoved for at fange hendes blik. Hun var stakåndet, øjnene store og kinderne røde, som hun så ham i øjnene.

"Det er ikke min skyld," indvendte hun lavmælt. "Det var... Meget svært."

Meget svært at tie stille, når han gjorde sådan noget ved hende. Hun tog en lidt skælvende, dyb indånding og fugtede læberne.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin udstødte et hæst støn idet en let fortumlet latter sad fast i hans hals over hendes ord. Han sank en enkelt gang for at få styr på følelsen. Som de fandt pusten sammen, panderne hvilende mod hinanden og hende halvt afklædt mod ham, gjorde Lancelin kort deres synder bemærket, "Se det som held, at de nok har travlt med at vaske op.." Så lænede han sig det sidste stykke frem og kyssede sin hustru hungrende, alt imens at han let tog hendes feminine hånd og førte den mod sin buksekant.

Som man talte om solen; det bankede på døren bag Helene og en tjenestedreng trådte frem. Lancelin stoppede ikke kysset til at starte med, til trods for, at han havde hørt døren gå op.

"Deres Exellencer.."

Først da han hørte den forsigtige stemme, afbrød Lancelin kysset i irritation, og med rolige hænder trak han Helenes løsnede kjoletop op over hendes bare skuldre, "Thomas, forhelvede."

Tjenestedrengen Thomas forstod hentydningen, og med et hastigt, befippet buk skyndte han sig ud igen, en smule væltende og klodset.

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne smage sig selv på Lancelins læber og rødmede endnu dybere over det, men trak sig ikke væk. I stedet rettede hun sig op, da han tog hendes hånd og holdt vejret et øjeblik over den tydelige fornemmelse af hans ophidselse i bukserne. Hun var allerede temmelig overvældet, men vidste udmærket at det skulle lede herhen. De havde jo lovet hinanden en arving.

Hvad hun til gengæld ikke havde kalkuleret med var døren, der gik. Hun hørte lyden og stivnede lidt, endnu før stemmen og Lancelins reaktion. Meget flov, dækkede hun sig selv til, men trak sig også helt tæt på greven, så hans krop skjulte hende. Hun gemte hovedet ved hans kraveben og trak vejret stødvis.

"Er døren... Står den stadig åben?" Hendes stemme var lille. Døren stod på klem, efterladt i al hast.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin mærkede Helenes krop tæt ind mod sin, og hendes varme ånde ramte hans kraveben som han holdte blikket mod døren.

"Ja," svarede han ærligt sin blufærdige hustru kort og kontant, til trods for at hun gjorde alt i verden for at skjule sig ind til ham. For Lancelin betød det såmen intet; hans hæmningsløse personlighed havde sikkert også fået ham til at trække på skulderen i et grin, hvis tjenestedrengen Thomas var gået ind under deres udskejelser.

Han trak hendes kjoles skørter en anelse ned for hendes skyld, "Jeg har aldrig set ham løbe så hurtigt før," grinede Lancelin, "- Eller så rød i ansigtet. Du må have gjort ham forlegen med dine bare skuldre."

[Helene af Suilleaux]

Helene døde en smule indeni over svaret og Lancelins grin, men trak sin kjole sammen igen og lukkede den helt. Næsten tækkelig igen, men med håret endnu udækket, kastede hun et blik op på sin mand.

"Du... Du synes det er sjovt, at han så det?" Hendes stemme var hverken hysterisk eller anklagende. Nærmere undersøgende.

"Du kan godt lide at tjenerne ved... At der sladrer? At nogen måske så os?"

Hendes stemme rystede en smule.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lod sit blik falde på Helene, som hendes stemme rystede under ham. Af ren refleks betragtede han hende, undersøgte hendes øjne efter hvad der lå bag. Da gik det op for ham, at hun langt fra havde det på samme måde som ham. Mens Lancelin så let på dette, var Helene blufærdig, som enhver anden kvinde som hende, ville være. Hun var forlegen. Og så kunne tjenestedrengens forlegenhed være fuldstændig ligegyldigt. For i modsætning til Helene, der var uerfaren og ung på disse punkter, havde Lancelin igennem sit liv prøvet og oplevet mere. Det var ikke første gang, at han var blevet opdaget i hede momenter med kvindeligt selskab af tjenestefolk her og der. De eneste, der ikke skulle opdage dem, var hans døtre.

"Vi er gift, Helene. Nygifte, endda. De ved godt, at når vi befinder os alene bag en dør, så kan sådan noget her ske," han nikkede en enkelt gang ned ad dem begge.

"Det skulle ikke undre mig, hvis et par tjenestepiger stod lyttende op ad vores gemakker på et tidspunkt alligevel.." afsluttede han ærligt, og så sigende på hende med et skævt træk i mundvigen, velvidende at det nok ikke var dét, hun havde behov for at høre.

[Helene af Suilleaux]

Tanken rystede Helene lidt og hun sank en synlig klump. "Jeg vil ikke have at de tænker jeg er... At jeg er noget forkert," hviskede hun.

"At jeg er beskidt."

[Lancelin af Suilleaux]

"Beskidt?" gentog han overrasket, og så på sin eftertænksomme hustru, der tydeligvis ikke fandt situationen ligeså morsom som ham selv.

Af ren automatik lod han sine arme falde om hende, den ene om hendes liv og den anden i det mørke, fyldige hår. Der var noget i ham, der fik hans samvittighed og beskyttergen til at reagere overfor netop hende. Lancelin guidede hendes ansigt til at se op mod sit; øjenkontakten var fast.

"De ville ønske, at de var mig," sagde han bestemt.

[Helene af Suilleaux]

Helene løftede blikket til Lancelin og blinkede over intensiteten. Hendes næsefløje udvidede sig lidt med en dyb indånding og hun sank til sidst.

Ingen tvivl om at mange kunne ønske at være lensgreve, men det var ikke det han talte om. Han mente at de misundede ham hende. Hendes blik flakkede mellem hans øjne, før hun lænede sig impulsivt frem og kyssede ham med den ene hånd mod hans hals. Han smagte stadig lidt underligt, men hun kunne lide nærheden.

Hendes mand var uhyrlig og skandaløs, men han kunne også være ægte omsorgsfuld i glimt.

[Lancelin af Suilleaux]

Et kys, han ikke var forberedt på, men som kom ham glædeligt. Han mærkede intensiteten, nærheden og varmen i hendes læber, som han med lukkede øjne gengældte det uden yderligere protest. Det var som om, at hun takkede ham for hans ord, til trods for at Lancelin nu egentlig bare havde sagt sin mening.

Han trak hende tættere ind til sig, impulsivt over det lidenskabelige kys, sekunder føltes pludselig som minutter, timer og evigheder i deres egen lille bobble, alt imens at tiden udenfor dem fløj afsted.

Det var også først efter et godt stykke tid, at Lancelin modvilligt stoppede kysset. Han måtte finde kontrollen igen. For første gang i lang tid satte en kvinde ham over styr - noget, som adskillige ville ønske, at have kunnet.

Lancelin rømmede sig hæst, "Vi må hellere.." prøvede han sig kort, og gjorde et enkelt blik mod døren, der stadig stod på klem.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde ikke kysset Lancelin helt sådan før. Det var rart. Det kildede lidt i maven og hun tog en dyb indånding, som han trak sig væk. Hendes blik flakkede til døren.

"Lukke den eller finde op i seng...?"

Hun fugtede læberne og bed sig lidt i den nederste. "Vi kan ikke spilde mulighederne på den måde," pointerede hun og smilede svagt.

[Lancelin af Suilleaux]

Et smil spredte sig på lensgrevens læber over hendes ord. Helt forlegen var hun ikke længere. Det var som om, at hun så småt var begyndt at åbne sig mere og mere op for Lancelins mange udfordringer og direktethed overfor hende. Nu var det hende, der lagde op til intimiteten, og Guderne forbyde, at hun nogensinde skulle stille spørgsmålstegn til dette.

Han tog fat om hendes liv og bar hende ubesværet ned fra bordets kant.

"Jeg kommer op til dig om en times tid," sagde han roligt i deres vedligeholdelse af øjenkontakten, som var de, de eneste i verden.

[Helene af Suilleaux]

Helene så lidt betuttet ud over den umiddelbare afvisning, men samtidig følte hun sig også lidt tummelumsk, så hun accepterede udskydelsen. Hun samlede sit hovedlin op og fæstnede det over og omkring håret igen.

I en pludselig, djævelsk indskydning rettede hun ryggen lidt med et glimt i øjnene. "Jeg venter på dig uden en trevl på kroppen," mumlede hun, før hun skyndte sig ud af stuen med røde kinder.

Ganske rigtigt. En times tid senere lå hun splitternøgen på maven på sin seng med et enkelt tæppe over det mest private og læste, imens hun ventede i skæret fra ildstedet og et enkelt lys. Hun kunne ikke helt koncentrere sig om ordene.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde lige akkurat nået at lade sine lange fingre finde hendes feminine hånd for at holde hende hen lidt endnu, idet hun flygtede ud af rummet. Fingrene gled diskret mod hinanden, og Lancelin blev stående tilbage på sin plads i spisestuen, som Helene forlod lokalet. Med de samme fingre knyttede han hånden, da tanker om hvad han ville udsætte hende for, allerede var begyndt at dukke op.
___

Døren gik op til hendes gemakker, og lensgreven af Suilleaux trådte ind til synet af sin hustru, nøgen, liggende på maven med en bog foran sig. Hun lå med ryggen til ham, og han tog sig i at betragte hendes feminine former i lysets legende skær. Så satte han i bestemte skridt mod hende, alt imens at han løsnede trøjen og trak den over hovedet så den muskuløse, behårede brystkasse blev synlig.

Hun havde måske ikke engang hørt ham, for som han nåede sengekanten, kravlede han frem over hende med et par lange fingre kærtegnende op ad hendes bare ben, som undersøgte han hendes hud interesseret.

"Du løj ikke," sagde han drilsk, og hentydede til hendes sidste ord da hun forlod ham i spisestuen, "Ikke en eneste trevl."

[Helene af Suilleaux]

Helene hørte Lancelin, men blev liggende og foregav at være afslappet. Hun fik dog straks kuldegysninger ved hans fingre mod hendes hud og trak skuldrene op imod sig selv med en munter, næsten legesyg lyd. "Jeg lyver aldrig for dig," svarede hun, men drejede hovedet med et djævelsk glimt i øjnene, der modsagde hendes troskyldige ord lidt.

"Kan du lide det?"