Sved på panden [S]

[Hector af Bonville]

Til: Cédric Sølvsmed
Sted: Drabanternes hovedkvarter
Tid: Omkring aftensmadstid
Vejr: Blandet sol og skyer, der fiser hen over himlen

Det var ved at være sent, og normalt ville drabanternes kommandant have vendt næsen hjemad mod husholderskens fantastiske mad, men i dag havde han besluttet sig for at blive lidt længere. Noget han selvfølgelig havde informeret Arielle om, så hun ikke stod klar med mad til ham. Man kunne måske næsten påstå, at hun var en del af grunden til, at han forlængede sin dag på arbejdet - hun var begyndt at prikke lidt til ham med, at han havde lagt sig lidt ud om livet. Noget Hector selv ikke havde tænkt så meget over, han var jo ikke en ung og aktiv herre, så lidt mave måtte man vel få, men da en af hans bekendtskaber, en herre der kun en gang i mellem kom til Levagny, henkastet havde hentydet til det samme, var det alligevel blevet for meget for kommandanten, der var begyndt at overveje at gøre noget ved det.

Han skulle jo starte et sted, og måske han var blevet en smule doven, hvad angik træning, så i dag skulle det være. Det kunne jo heller ikke nytte, at han glemte sine færdigheder. Og så var der en anden grund til, at det lige skulle være i dag. En af de nye drabanter havde fri på denne tid, og Hector vidste, at han altid sad tilbage inde i deres opholdsrum for at ... ja, Hector havde ikke spurgt, men han sad og skrev. Han virkede meget DEDIKERET i sit arbejde. Men det var nu ikke derfor, at den ældre ridder var interesseret i ham. Der var noget over ham, noget langt de fleste ikke ville spekulere over, men som Hector havde mange års erfaring i at spotte. Noget med, hvordan han bevægede sig, snakkede med de andre på og ... ja, det var ikke til at sætte ord på. Men Hector havde sin mistanke, og i dag ville han teste den. Se om der var hold i den.

Efter at have sat den sidste krusedulle på et stykke papir, sukkede Hector og strakte sig så ryggen knagede, inden han kom på benene.
"Du kan bare blive her," brummede han til hunden, der havde løftet hovedet. Med en utilfreds lyd lagde hun det ned igen og sendte ham et bebrejdende blik, der fik ham til at bukke sig ned og klø lidt i den grå pels.
"Jeg har ikke glemt dig, men vi skal lidt senere hjem." Han kunne ikke lade være med at smile, som hun sukkede og inviterede ham til at klø hende på maven.

Lidt efter forlod han sig kontor og gik ned ad gangen for at kigge ind i opholdsrummet. Ganske rigtigt sad Cédric Sølvsmed på sin sædvanlige plads med pergament og skrivefjer. Hector blev stående i døren for et øjeblik og betragtede ham, inden han rømmede sig.
"Sidder du her endnu? Har du ikke fået fri?" Man kunne måske finde kommandantens stemme brysk, men han udstrålede som altid bare en form for autoritær venlighed. De blå øjne betragtede ham svagt nysgerrigt, og under det elegante overskæg var der antydningen af et smil.
"Hvis du alligevel ikke vender snuden hjemad med det samme, hvad vil du så sige til at underholde den gamle mand her? Jeg søger en træningspartner." Som altid var Hector mere jovial end autoritær, hvilket både gav ham respekt blandt sine underordnede, men også en smule misbilligelse hos så mange andre. Det gjorde ham ikke noget. Det var vigtigere, at hans folk kunne lide ham og ville komme til ham, end at de så ham som en adelig uden føling med det almindelige liv. Og så var det bare hans natur.

[Cédric Sølvsmed]

Dagens arbejde var måske overstået for langt de fleste af korpsets drabanter, men ikke for den tilbageblevne, unge mand, som sad lænet ind over et af bordene i det mennesketomme opholdsrum. Der var ingen, der havde bedt ham om at blive. Det var der aldrig, men alligevel gjorde han det gang på gang uden at virke spor bebyrdet af det. Faktisk var Cédric usikker på, hvornår han sidst var taget direkte hjem efter en vagt. Det var i hvert fald over syv nætter siden – sikkert det dobbelte, nu han tænkte sig godt om. Desværre vidste han, at det ikke ville holde ugen ud. Han var forventet hjemme ved denne tid i morgen. Nøjagtigt, havde hans mor skrapt udtrykt. Og ikke noget med at sidde til mørkets frembrud. Cédric havde ikke kunnet gøre meget andet end at nikke forstående som den gode, lydige søn, han forsøgte at være. Storesøsterens forlovede var blevet inviteret til at sidde med til bords, når der blev serveret aftensmad. Det var en vigtig begivenhed. Cédrics arbejde kunne vente.

Fjerpennen blev forsigtigt dyppet i den lille flaske med blæk, og Cédric bed sig koncentreret i underlæben, idet han fortsatte sit skribleri. Det var ikke specielt kønt. Lige meget hvor ihærdigt han forsøgte, blev hans bogstaver aldrig lige så pæne og sirlige som hans mormors, der havde lært alle børnebørnene både at læse og skrive. Begge hans søstre var naturtalenter til at læse, og hans storebror havde den nydeligste håndskrift iblandt de fire søskende. Det havde altid irriteret ham. Cédric var sikker på, der var noget galt med ham, fordi det var, som om bogstaverne bare flød sammen, når han åbnede en bog eller skulle have sine tanker ned på papir. Det var blevet bedre, med øvelse. Men stadig ikke perfekt.

En rømmen – tydeligvis fra en mand – fik det til at gibbe voldsomt i den unge drabant, som fandt sig håbløst fortabt i både skriverier og forgrenende tanker. Han havde netop rakt sin hånd frem for at genopfylde fjerpennen, da den velkendte stemme forstyrrede ham. Havde det ikke været for Cédrics lynhurtige reflekser, ville det sorte blæk have spildt ud over bordet og pergamentet, hvor der dog i stedet blev sat en stor, fed streg midt i det hele.
“Hr. Kommandant! Jeg...!” Helt automatisk røg han op fra stolen – rank i ryggen som altid – og glippede et par gange med øjnene, før han beskedent bukkede med hovedet ud af respekt for sin overordnede. Hector af Bonville.
“Jeg så Dem ikke, Hr. Kommandant. Jeg be-...” begyndte han at undskylde, men stoppede så sig selv for at tage en diskret indånding. I sin panik havde han ikke hørt det første, der var blevet sagt, så han var ekstra opmærksom, da Hector talte igen. Det gjorde det dog ikke nemmere at fatte den uventede forespørgsel.

“De ønsker at træne med... mig? Selvfølgelig, Hr. Kommandant. Det gør jeg med glæde,” svarede han prompte med et bekræftende nik og en trækning i mundvigene. Det blev aldrig til et rigtigt smil, men de lysende, blå øjne fortalte, at han ikke blot havde accepteret ud af pligt eller høflighed.
Nu var det Cédrics tur til at rømme sig, som han trådte til siden og pænt skubbede stolen på plads. Flasken blev lukket, og fjeren lagt ved siden af. Pergamentet foldede han grimt sammen og stak i lommen. Kommandanten behøvede bestemt ikke at se hans hæslige kragetæer.

“Har De noget særligt i tankerne, Hr. Kommandant...?”

[Hector af Bonville]

Den unge drabant blev tydeligvis ganske forskrækket over at blive afbrudt i sine skriverier. Det havde ikke været Hectors hensigt, men da han ikke havde gjort det med vilje, undskyldte han ikke. Den unge mands reaktion på hans tilstedeværelse både morede Hector og gjorde ham en smule træt. Den aggressive respekt fik ham til at føle sig gammel. Altså, respekt var at forvente fra hans underordnede, men den måde, hvorpå Cédric fløj op af stolen på, var næsten lidt for meget. Men heller ikke det sagde Hector noget til. Det var bare ham selv, der somme tider var en gammel gnaven mand, og han forsøgte at holde det for sig selv.

De første ord, der forlod Cédric var næsten det rene vrøvl, ja han virkede næsten helt skræmt over hans tilstedeværelse, hvilket var grunden til, at Hector næsten talte hen over ham. For lige at berolige ham med, hvorfor han var der. Der var ingen problemer, den unge drabant havde ikke gjort noget forkert. Uhøfligt, jovist, men beroligende.
Det så ud til at virke, og det så også ud til, at hans forespørgsel blev godt modtaget. Godt. Det gjorde ham glad. Det kunne selvfølgelig bare være fordi, at det var ham, der spurgte, kommandanten, deres øverstbefalende, men det virkede nu til, at han faktisk havde lyst, og det fik Hector til at smile.

Han blev stående i døren, som den unge mand begyndte at rydde op efter sig. Han var meget korrekt, sølvsmedens søn, var han ikke? Men det kom ikke helt som en overraskelse, ikke som Hector kendte sølvsmeden selv. Mere intimt end personligt, men han mente nu nok at have en god fornemmelse af drabantens far. Ikke at Cédric burde vide, at Hector og hans far havde delt nogle nære stunder, Hector havde aldrig sagt noget, som altid.
Om sønnen fulgte i farens fodspor, det var det, Hector ville finde ud af. Han tvivlede stærkt på, at far og søn havde haft en snak om den del af livet, men det var selvfølgelig ikke til at vide.

"Åh, det ved jeg ikke. Det er længe siden, at jeg har haft en stav i mellem hænderne." Han klappede på sværdets skæfte, et sværd der sjældent forlod hans side, for at angive, hvorfor staven ikke var hans normale valg af træning. Det var de færreste drabanter, der havde mulighed for at få fat i et sværd, de var dyre og man så sjældent andre end de adelige være i besiddelse af dem, og slet ikke af en kvalitet, der kunne klare mere end mindre kampe. Hectors sværd havde han fået af kongen selv, og han passede godt på det.

Med en armbevægelse indbød han Cédric at følges med ham ned af gangen og ud af bagdøren, der ledte ud bagved, hvor der var en åben plads med hårdtstampet jord. Under et halvtag stod et udvalg af våben af den mere primitive slags som hellebarder, stave og køller.
"Hvad med dig, Sølvsmed? Er de god med en stav?" Hector så på ham, mens han spændte sværdbæltet op og tog det af, inden han lukkede det igen og hang det på hjørnet af stativet med våben. Det var ikke varmt, men solen varmede nok til, at han tog sin pæne jakke af også, så han kun var i skjorte.

[Cédric Sølvsmed]

Pokker tage hvor opslugt han blev, når han sad midt i sine skriblerier. Der herskede vidst ingen tvivl om, at hans reaktion godt kunne have udfoldet sig lidt mere elegant. Nej, der var ikke så meget at rafle om på dén front. Det gjorde dog mere godt end ondt at lade den slags æde en op, så Cédric prøvede vitterligt ikke at dvæle for meget ved den påtrængende flovhed over situationen. Hvor forskrækket kommandanten havde gjort ham.
Et lydløst suk blev åndet ud gennem næseborene, mens han til bedste evne forsøgte at få genvundet den indre ro. Det var heldigvis ikke så vanskeligt igen. Kommandanten var en venligsindet mand, og det var han jo ganske klar over. Alligevel var den unge drabants puls altid steget markant i denne mands nærvær. Det var startet uskyldigt ud – og det var det sådan set stadigvæk – men Hector var mere end én gang poppet op i bevidstheden, når Cédric havde ligget søvnløs med hænderne under sengetæppet. Noget han efterfølgende skammede sig grueligt over. Og også noget han bestemt ikke burde stå og tænke på med manden stående i samme rum, kun ganske få skridt væk!
Cédrics ører begyndte at brænde, men der var desværre ikke andet at gøre end at ignorere det i håb om, det ikke var så synligt, som han selv følte det.

Heldigvis var den grønne drabant aldrig længe om at ryste sådanne ubehageligheder af sig. Han så det faktisk som en nødvendig evne at besidde, især hvis man havde forhåbninger om hurtigt at stige i rank i korpset, og dét havde han. Det var ofte det eneste, han tænkte på. Nåh ja, og så var lyden af kommandantens stemme forbavsende beroligende.
“I så fald kan det være, at jeg kommer til at give Dem kamp til stregen, Hr. Kommandant,” svarede han lidt for kækt, men indså straks at den ivrige kampgejst kunne fejltolkes som arrogance, hvorfor han skyndte sig at tilføje et forsinket “med forlov, Hr. Kommandant.”
Cédric rømmede sig diskret, ikke for at klargøre stemmen til at slippe yderligere dumheder ud, men rettere for at distrahere sig selv fra den voksende følelse af forlegenhed, hans egne ord havde været skyld i. Hector kom ham dog igen til undsætning – omend det nok var ubevidst – med en kærkommen distraktion i form af en nonverbal invitation til at følge med ud. Det blev naturligvis gjort omgående. Med hænderne bag ryggen og en respektabel afstand til sin øverstbefalende. Og stjålne blikke ud af øjenkrogen undervejs.

Så snart Hector standsede, gjorde Cédric det samme – nærmest i perfekt synkroni. Han var altid yderst opmærksom på sine omgivelser og menneskene i dem, specielt i nærheden af sine overordnede. Dog iagttog de blå øjne kommandanten med en vis tilbageholdenhed, som var han ikke helt afklaret med, hvor længe det var acceptabelt at stirre ad gangen. Blikket var derfor en smule flakkende, men han tvang sig selv til rette det ind igen, hver gang det veg bort. Han ville nødig fremstå alt for usikker.
“Jeg vil mene, jeg er ganske ferm med en stav, Hr. Kommandant,” lød der som svar, og det glædede ham, at det kom lige så selvsikkert ud, som han havde tænkt det. Cédric var vældig ydmyg, når omstændighederne forventede det, men han havde også meget hurtigt lært, at det ikke nyttede noget at nedspille egne evner. Han var dygtig til nærkamp, uanset om det var sparring med næver eller våben, og stave var ikke en undtagelse. Så selvfølgelig blev det erklæret med stolthed i stemmen. For en stund glemte han helt, hvem han stod overfor.

Cédric tillod sig at tage initiativet til at gribe om en stav som den første og snittede lige akkurat Hector med skulderen i forbifarten, da han marcherede mod midten af den åbne plads. Det havde egentlig ikke været med vilje, men virkede passende, så ingen undskyldning forlod hans læber. I stedet for kastede han et blik over skulderen, lige inden han vendte sig om, og sendte kommandanten et skævt, udfordrende smil.
“Hvad med Dem selv, Hr. Kommandant? Tror De, at De kan få mig til at æde støv, før De må trække Dem tilbage af ren udmattelse?” spurgte han skælmsk og måtte virkelig beherske sig for ikke at lade smilet brede sig. Han følte sig noget mere sikker med afstanden imellem dem og derfor også noget mere modig – muligvis lige på grænsen til det dumdristige.
I øjeblikke som disse var det næppe noget under, at han ikke ligefrem var den mest vellidte blandt hans fæller i Drabantkorpset. Var hans evindelige stræben efter perfektion ikke nok til at drive en til vanvid, skulle han nok få sagt noget, der bragte en bitter smag frem i munden. Forhåbentlig tog kommandanten det ikke alt for ilde op. Det kunne i hvert fald ikke tages tilbage nu.

[Hector af Bonville]

Trods den forskrækkede reaktion før, virkede der til at være masser af ungdommelig selvtillid i den unge drabant. Hans ord var i hvert fald kække, og fik Hector til at løfte et øjenbryn, men han endte med ikke at svare og i stedet føre ham ud på pladsen. Derude blev hans kækhed næsten provokerende, som han både snittede ham med skulderen og sendte en klar provokation mod ham, en underordnet ikke burde sige til sin overordnede. Hector var dog en godmodig mand, så han brummede bare og tog sig selv en stav.
"Jeg håber du har noget at have selvtilliden i, Sølvsmed. Ellers bliver dette ganske pinligt. For dig." Med et svagt drillende, lidt mildt tonefald sendte han en stikpille tilbage. Som en sløv humlebi, der tog en svingtur rundt om den næste blomst på marken.

Han blev dog stående et øjeblik, mens han vejede staven i hånden og søgte dens balancepunkt. Den var lidt tung i den ene ende, så han udvalgte sig en anden, der virkede til at passe ham bedre. I mens skævede han til sin modstander. Allerede fra da Cédric havde rakt ud efter sin stav, havde Hector analyseret hans bevægelser, hans greb på våbnet og hans holdning. Det var pludseligt ikke bare Hector, der ville undersøge, om den yngre Sølvsmed tog på efter sin far, men også en overordnet, der ville banke det kække ud af sin underordnede. Vinde over ham og lære ham lidt respekt. På en pæn måde, selvfølgelig, Hector var ikke en voldsmand. Men hvis han kunne få Cédric til at "æde støv", ville han nu være godt tilfreds. Arrogance var fint, så længe man havde noget at bygge den på, men hvis den bare var der for at være der, ja så var den god at få pillet af folk. Især drabanter, der kunne miste livet, hvis de havde for høje meninger om dem selv.

Endeligt gik han ud og stillede sig i passende afstand fra den yngre mand. Uden at spekulere over, hvordan og hvorledes, stillede han sig klar i position. Nok trænede han ikke meget med staven i sine ældre dage, men den havde været fast inventar i træningen i hans yngre dage, og han havde da holdt det ved lige igennem årerne. Nogle riddere droppede basistræningen, når de var blevet riddere, men Hector havde lært af sin ridder, at de ting, man så som begyndertræning var lige så vigtige som sværdtræningen i sig selv.
"Må jeg så se, hvad du kan, drabant."

Lyden af træ mod træ gav genlyd i gården. Cédric var god, men Hector var bedre, trods at han hurtigt kunne mærke sveden løbe ned af overkroppen, trods luftens kølighed. Han vandt første kamp, men i stedet for at hovere, gav han sig i kast med at rette på de fejl, han havde set Cédric gøre. Rette på hans holdning og den måde, han svingede staven på. Måske det kunne være gjort uden så meget fysisk berøring, men Hector gjorde sig ekstra umage med at lægge hænderne på ham. Han skubbede til hans hofte, flyttede hans ben med sit eget, lagde hænderne på hans skuldre for at få dem ned og rørte let ved hans mave for at få ham til at spænde i de rigtige muskler. Små uskyldige berøringer, en normal person nok ikke ville lægge så meget i. Men Hector var meget opmærksom på, hvordan Cédric reagerede på dem.

De gav sig i kast med endnu en kamp, og den sørgede Hector for endte mere lige. Og han sørgede for at rose ham for de ændringer, han fik med, inden han gentog seancen med at rette på hans krop og stilling.

Tredje gang var der dog ikke meget nåde fra Hector. Staven fløj rundt i luften og selvom de fleste måske anså ham for værende gammel og sløv, var hans bevægelser hurtige og præcise. Selvom hans lunger begyndte at arbejde hårdt, og hans skjorte havde våde pletter, holdt han ikke tilbage. Han ville bevise, mest for sig selv, at han stadig kunne, og det kunne han. Faktisk blev han revet lidt for meget med, og han sendte staven mod Cédrics hoved - han vidste allerede, at den ville ramme, inden den gjorde det, men der var ingen mulighed for at stoppe, som hans muskler næsten havde fået deres eget liv. Han slog dog ikke hårdt, det var bare træning, men han kunne da både høre og mærke træet banke ind i siden af den yngre mands hoved, inden hans hænder af sig selv trak staven den anden vej og den anden ende gled bag Cédrics ben og rykkede til for at få ham ud af balance. Med sin krop skubbede han ham omkuld, og han landede selv overskrævs på ham over hans underliv.

Han var forpustet, hans skæg var i uorden og hans hår klistrede fast til hans pande. Men han følte sig mere i live, end han havde gjort længe, og de blå øjne glimtede og et smil var at se på hans ansigt.
"Ha! Hvem kom til at æde støv, hm?" Han så sejrrigt på ham, men fik så øje på blodet fra det flækkede øjenbryn, staven havde givet ham. "Åh, det må du undskylde, det var ikke meningen." Han bukkede sig lidt ned over ham, for at undersøge skaden nærmere med et par blide fingre, enten ikke med tanke på, hvor upassende det måske kunne være - eller netop klar over det, som han kom nærmere den unge drabants ansigt.

[Cédric Sølvsmed]

Selvtillid var der rigeligt af. Om der var noget at have den i, tjoh, dét var straks en anden sag. Det mente den unge drabant nu nok at kunne prale af, trods han udmærket var klar over, at hans modstander bar rundt på væsentligt mere erfaring. Ikke blot af den teorimæssige slags, men også den praktiske. Ting som optimal holdning, korrekt håndtering af våben og strategisk snilde – alt sammen anvendt, ikke blot noteret bag øret. Dét og meget andet sad angiveligt i hænderne på kommandanten og var blevet trænet til nær perfektion gennem årenes forløb. Noget der ville blive svært at hamle op med, og som Cédric stod dér, midt ude på den støvede træningsplads, – hvor han ellers for at sekund siden havde følt sig så parat – begyndte han så småt at fortryde sine lidt for friske svar.

Det kokette smil var langsomt svundet ind, men kampgejstens ild brændte stadig livligt i det blå blik – øjenbrynene rynket i dyb koncentration som altid, og et særdeles alvorligt udtryk malet i det unge ansigt. Han positionerede sig lidt bedre, ændrede sit greb om staven og følte sig med dét en anelse mere forberedt. Alligevel mærkede Cédric den snigende mundtørhed, da Hector bevægede sig tættere og tættere på, og han sank et par gange, selvom der intet var at synke.
Skuldrene rullede for at løsne op for spændinger, og et lille, bestemt nik blev afgivet som respons til kommandantens verbale startskud. Mere klar blev han vist ikke.

Hector var god. Meget god endda. Cédric blev inden længe bevidst om, at han var kommet ud, hvor han ikke kunne bunde. Han formåede dog at holde hovedet over vande, så han ikke druknede fuldstændigt. Tungen blev holdt lige i munden – når den ikke tittede ud ved den ene mundvig – og han gjorde sit ypperste for at yde sit absolut bedste. Men det var tilsyneladende ikke nok. Kommandanten lod til konstant at være mindst ét skridt foran, og snart var den første sejr gået til den ældre herre, hvis dygtighed han fejlagtigt havde undervurderet. Heldigvis var Hector ingen dårlig vinder, så Cédric gjorde også sit for ikke at hænge alt for meget med hovedet, skønt han virkelig ikke brød sig om den bitre smag af nederlag. Det der fulgte var dog ganske effektivt til at få ham på andre tanker.

Der blev givet brugbare råd, og Cédric hørte naturligvis opmærksomt efter. Men der blev også rettet ind på krop og lemmer. Faktisk en hel del. Rettelser, der normalt bare blev råbt højt under træning, når en fejl blev spottet, og så var det ellers op til drabanten selv at forbedre sin måde at stå på eller forsøge sig med en anden taktik. Omstændighederne nu her var selvfølgelig anderledes. Der var kun ham og Hector – og så var der vel intet underligt i, at det foregik på lidt tættere hold? Nu når chancen for læring bød sig. Nej, der lå ikke noget i det. Tanken alene var fjollet. Men hvorfor var det så så vanskeligt at ignorere den kildende fornemmelse, som bredte sig fra hvert punkt på hans krop, Hector berørte?
Et sug gik igennem den unge drabant, da kommandanten rørte hans mave, og han spændte straks musklerne, sådan som det vel netop også var tiltænkt. Grunden var blot en helt anden.

Den næste kamp begyndte – guderne være lovet – før han glemte, hvordan man trak vejret. Denne gik tilmed bedre end den forrige, og han kunne ikke holde et smil tilbage, da rosen nåede hans øregange.
Ved kampens ende blev der endnu engang tyet til nærkontakt for at få rettet op på manglerne, og Cédric havde kunnet mærke de små fine hår rundt omkring på kroppen rejse sig allerede før den første berøring. Han prøvede at undertrykke en fremboblende panik, der skød op, idet han fornemmede en varme skylle ind over hals og ører. Forhåbentlig var den pletvise rødmen fra den fysiske anstrengelse nok til at maskere den tiltagende røde kulør.
Ryst det af dig, tænkte han i et forsøg på at give sig selv en mental lussing. Fokusset burde ligge på træningen. Ikke Hectors fysik eller dragende blik og stemme.

Dét var bare nemmere sagt end gjort. I virkeligheden var det nok mest af alt Cédrics manglende evne til at koncentrere sig – noget der normalt aldrig var et problem – som var skyld i, at den sidste og tredje kamp udfoldede sig, som den gjorde. Hector lod ganske vist heller ikke til at holde igen med sine slag og perfekt timede blokeringer, og det blev sværere og sværere for den unge drabant at følge med. Derfor kunne han også umuligt nå at reagere, da modstanderens stav pludselig blev sendt ret ind mod siden af hans ansigt; og før han overhovedet kunne nå at blinke, mærkede han benene forsvinde under sig. En meget rundforvirret Cédric landede lige på røven med et halvkvalt hmpf – og Hector oven på sig.

Smerten i øjenbrynet blev slet ikke ænset. Ikke i de første mange sekunder, i hvert fald. I stedet for glippede han blot et par gange med øjnene og så lettere perpleks op i Hectors skæggede, smilende ansigt. Det smittede – og med den svagt åbne mund, grundet de forpustede vejrtrækninger, blev en række af snorlige tænder blottet i antydningen til et smil. Nu var det Hectors tur til at være kæk i munden, og han havde da så sandelig formået at sætte drabanten godt og grundigt på plads med dén nedlægning.
“Okay, sejren er Deres... lektie lært,” måtte Cédric erkende, men tav så brat. Stemningen ændrede sig ved kommandantens følgende bemærkning. Ikke til noget... ubehageligt. Følelsen var velkendt, omend den ikke var vel-forstået, og det kriblende behag fra tidligere eksploderede i maven på ham, som nu føltes som om, den var fyldt med et væld af sommerfugle.
“Det... det skal De ikke tænke på,” hørte han sig selv sige. En blanding mellem en hvisken og en forpustet stønnen.
Armene, han hvilede på for at holde ryggen oppe fra jordunderlaget, sitrede, og det blev kun værre, da Cédric lod sine blå øjne møde Hectors. Så rømmede han sig og kiggede væk, tydeligvis lettere forlegen over den drejning situationen havde taget.

“De... sidder på mig, Hr. Kommandant.”

[Hector af Bonville]

Der var noget forløsende over at se smilet brede sig på Cédrics ansigt. Han var sådan en alvorlig ung mand, og det var ikke ofte, at hans ansigt lyste op. Det gjorde ham faktisk helt varm indeni, noget der nok kunne ses i hans blik. Hans eget smil blev en smule større, som Cédric erkendte sit nederlag. Ikke hoverende, men morende. Det havde været sjovt nok at være i en kamp, hvor det lige så meget handlede om at vinde som at træne. Og Cédric havde ikke været helt ringe, selvom hans træning lå et par niveauer under Hectors.

Hector havde stadig fingrene mod den yngre mands tinding, da han påstod, at Hector ikke skulle tænke på det. Et brummende "hmm" forlod kommandanten, da han trak hånden til sig og, lidt med vilje, kort lod fingrene snitte Cédrics kind.
Deres blikke mødtes og i dét øjeblik vidste Hector, at han havde haft ret. Og måske han havde overset noget. Der var noget i de blå øjne, der sendte en kildende fornemmelse ud fra hans mave. Jamen dog. Det var ikke det, han havde forventet. Ikke det, han havde ledt efter. Han ville bare se, om den yngre Sølvsmed fulgte i faderens fodspor. Det var han nu ikke i tvivl om, at han gjorde, på mere end én måde endda.

Han trak blikket til sig, da den yngre mand gjorde ham opmærksom på, at han sad på ham.
"Nåh ja," mumlede han og kom på benene, inden han rakte ned for at tilbyde Cédric en hånd. "Kom du hellere med mig ind på kontoret, så vi lige kan se på dit øjenbryn. Det var ikke min mening at daske til dig." Han sendte ham et undskyldende blik, inden han samlede hans stav op og tog dem begge med over for at stille dem på plads. Hans skjorte var gennemblødt og den kolde luft var allerede ved at trænge igennem stoffet, men han tog bare jakken over armen og sværdbæltet i den ene hånd. Der var kun få skridt hen til døren og hans kontor var dejligt varmt.

Han sikrede sig, at Cédric var med, som han gik ind og ned ad gangen til sit kontor, hvor Cléa løftede hovedet for at se på ham og drabanten med et par vip med halen.
"Sæt dig bare," sagde han med en bevægelse mod stolen foran skrivebordet. Jakken smed han i sin stol og sværdet på bordet, inden han trak skjorten over hovedet for at blotte sin overkrop, der bar præg af en halvmagelig alderdom, men samtidigt var med synlige muskler. Sveden kunne skimtes i hårene på hans bryst, som han åbnede et skab og fandt en ren skjorte frem. Det var ikke første gang, at han havde tøj, der skulle skiftes, og det var nemmere at have på kontoret end at gå hjem efter det. Så snart han havde den på, trak han en skuffe ud på skrivebordet og fandt en flaske god alkohol frem og et lille stykke stof.
"Nå, skal vi se på det." Han trådte om til Cédric og tog blidt ved hans hage for at dreje hans hoved lidt, inden han lænede sig ned, så han kunne se nærmere på skaden Det var ikke slemt, huden havde bare givet efter under slaget. Han strøg blidt fingrene over hans tinding for at se, om han ville få en bule, men det føltes ikke så slemt.
"Det ser ikke så galt ud." Sagde han så og smilede til ham, inden han slap ham og rettede sig op for at tage flasken og stoffet. Proppen blev hevet ud, og han vendte den rundt med stoffet for åbningen, så det blev vådt. Derefter stillede han flasken fra sig og lagde stoffet mod såret.
"Det svier nok lidt."

[Cédric Sølvsmed]

Hvad pokker var det, der lige var sket? Ja ja, han var faldet på røven og havde tabt, men det var ikke dét, som var skyld i, at drabanten havde tungt for vejret og et galoperende hjerte. Begge dele kunne selvfølgelig snildt bortforklares med netop at have afsluttet en ret så intens træningssession, men... nej, det her var altså anderledes. Han burde allerede have skubbet sig væk og være kommet på benene – i fuld færd med at analysere fejl og udtænke forbedringer. Men nej. Han kunne hverken koncentrere sig om det ene eller det andet. Eller det tredje for den sags skyld, hvad end det så måtte være. Det eneste, hans tanker kredsede om, var sommerfuglene i maven. Og hvordan omgivelserne gled i baggrunden, når han så på... nej, nu måtte det simpelthen være nok med alt det pjat! Han havde slået hovedet. Mere var der ikke i dét. Færdig slut.

Stadig lettere ør i hovedet kom Cédric op at stå med et solidt tag i Hectors fremrakte hånd. Han fik kvækket en lavmælt tak og rømmede sig så endnu engang, inden han gav sig i kast med at børste det værste jord af sin uniform. De blå øjne søgte op ad, da der blev talt til ham, og han rankede ryggen efter en sidste børstende bevægelse mod det ene knæ. Så nikkede han tavst – i frygt for hans stemme ville svigte ham igen – og lod derefter en hånd søge op mod den blødende flænge, men nåede knap nok at strejfe brynet. Begge hænder røg frem i luften foran ham, som han forsøgte at komme kommandanten i forkøbet med at samle sin stav op.
“Nej, nej, jeg-...!” Men da var det allerede for sent. Den unge drabant måtte bare bide det i sig, selvom han havde lyst til at banke panden mod den nærmeste mur over hele denne situation. En øverstbefalende burde absolut ikke bebyrdes med den slags, men han følte heller ikke, at han kunne tillade sig at fremstå utaknemmelig ved at kævle løs om det.
Han lod armene falde ned og greb fat om den ene med den modsatte hånd. Albuen blev gnedet, og forlegenheden fik atter lov til at skinne igennem.
“De er alt for venlig, Hr. Kommandant,” mumlede han og trak ganske let på et smil i mundvigen. Cédric ventede til Hector havde taget to-tre skridt, før han fulgte trop. Han ville nødigt gå og ånde ham i nakken. Desuden hjalp det lidt på al den flaksen i maven at holde en passende afstand.

Ved ankomsten til kommandantens kontor gled Cédrics blå øjne tilfældigt rundt på de møbler og genstande, der nu var til stede – også ned forbi gulvet, hvor Hectors hund lå. Cléa, ikke? Det mente han bestemt at have hørt fra kommandantens læber, når den store hund var kommet lidt for meget på afveje og skulle kaldes tilbage.
Det flyvske blik blev straks rettet mod Hector, da hans stemme brød stilheden.
“Ja, Hr. Kommandant,” svarede han prompte og satte sig lydigt til rette på stolen. Øjnene hvilede stadig mod kommandanten, men så skød en mindre panik op i dem, og pludselig anede Cédric ikke, hvor han skulle se hen. Han ville egentlig bare bore blikket ned i skrivebordet foran sig, men nysgerrigheden blev ved med at hive det op ad og i retning af Hector, der nu stod i bar overkrop og var midt i et skjorteskift. Han burde ikke kigge. Eller... burde han? Var dét mindre underligt?
Nej, rolig nu. Det var bare en mandekrop. Intet han ikke havde set før. En dyb indånding blev diskret taget, idet kommandanten vendte sig om mod ham, og han nikkede omgående – lidt for ivrigt, følte han faktisk. Men måske det kunne fjerne noget af fokusset fra hans urolige blik, der slet ikke kunne finde hvile.

Dét problem løste Hector dog for ham, da han tog fat om hans hage. Noget der fik de blå øjne til at søge mod det skæggede ansigt. Han stod tæt på. Tæt nok til at Cédric kunne fornemme hans lugt, der utvivlsomt var blevet stærkere efter stavkampen. Til hans overraskelse var det ingen dårlig lugt. Det var essensen af mand. Reaktionen, det bragte frem i ham, var i hvert fald ikke dårlig... Den var...
Hans hjerte sprang et slag over, idet stemmen punkterede hans lille boble. Med røde ører fikserede han sit blik ud til højre. Væk fra Hector. Ved Mithras, hvad var der galt med ham i dag? Det var slet ikke til at styre. Og det brød den normalt velbeherskede drabant sig overhovedet ikke om.

Af ren refleks klemte øjnene sig i, allerede før det våde stof blev lagt mod flængen. Cédric bed tænderne sammen, men nægtede at komme med så meget som et enkelt pib. Heldigvis blev det hurtigt noget mere tåleligt, og øjenlågene gled op igen. Han kiggede stadig ikke op. Hvis han kiggede op, og mødte Hectors blik, ville den brændende følelse helt sikkert blive værre. Alene dét at tænke på det, fik en begyndende varme til at brede sig i kinderne. Forbandet.

“Jeg, øh... jeg takker Dem for Deres hjælp, Hr. Kommandant. Virkelig. Træningen, også. Men...” Jeg må nok hellere se at komme hjemad. De ord kom bare aldrig over Cédrics læber. Han skulle til at gøre antræk til at rejse sig, men end ikke det lykkedes. I stedet blev han siddende og fik tvunget sig selv til at møde kommandantens blik. Pulsen steg, og han kunne høre sin egen vejrtrækning, hvilket fik ham til øjeblikkeligt at snerpe munden sammen. Sig dog ét eller andet.
“De skal vel også snart afsted...?” spurgte han forsigtigt og måtte rømme sig, før han tilføjede et “...Hr. Kommandant?”

[Hector af Bonville]

Det var næsten som at se en katastrofe udfolde sig for hans blik. Den unge drabant havde virket så selvsikker tidligere, inden deres kamp startede. Og nu sad han her uden at ville se Hector i øjnene, mens man fik fornemmelsen af, at hans krop havde svært ved at finde hvile på stolen. Det var ikke den tabte kamp, der var skyld i ændringen, det var Hector helt sikker på. Et sted morede det ham, for han havde selv siddet i den position, da han var ung. Yngre end drabanten her endda. Selvom det var mange år siden, huskede han stadig følelsen i kroppen og ridderens fysiske nærvær. Skammen, som han på det tidspunkt bare havde vidst, at hans lyster var forbudte. Det var de stadig, men det havde han lært at leve med.

De blå øjne betragtede Cédrics ansigt, mens han sørgede for at få renset såret for støv ved blidt at gnide det lidt. Det fik det til at bløde igen, men ikke meget. Det var ikke det første flækkede øjenbryn han stod med, og han konkluderede hurtigt, at det ikke var nødvendigt at ubelejlige en healer med. Der ville nok knap komme et synligt ar.
Hans blik flyttede sig fra skrammen og til Cédrics øjne, da han talte til ham. Det var lige før, at Hector kunne smage den unge mands nervøsitet. For at være venlig, mødte han kun hans blik for et kort øjeblik, inden han flyttede det til flængen, der vist ikke kunne gøres mere ved lige nu og her.

Dog så han på ham igen, da han spurgte, om Hector ikke snart havde andre steder at være. Den frie hånd lagde sig på drabantens skulder, hvor han gav den et let klem, mens han smilede lidt varmt til ham.
"Du behøves ikke at skjule det i mit selskab, Cédric," sagde han beroligende, inden han kort gned tommelfingeren over hans skulder uden på skjorten i et kærtegn og så slap ham. Hector rettede ryggen, tog flasken og satte proppen i, mens han gik uden om hunden for at lægge flasken tilbage i skuffen. Det lille stykke stof røg i den lille kurv, han brugte til skrald.

"Jeg er ikke forventet hjemme før sent i dag, så jeg havde tænkt mig at tage på kro for at få aftensmad. Måske du vil med? Jeg betaler selvfølgelig, som undskyldning for, at jeg lod mig rive med." Han lavede en let bevægelse mod hans ansigt og det flækkede øjenbryn. Trods at han fortsatte samtalen, som at intet var hændt, kunne han mærke, at hans hjerte havde sat farten en smule op. Det var altid svært at vurdere, om folk ville kaldes ud for deres seksuelle præferencer, og det var farligt at afsløre sig selv. Det var også derfor, at Hector havde sagt det så kryptisk som han havde. Forstod Cédric ikke hentydningen, eller blev han fornærmet eller vred, kunne Hector altid bortforklare sine ord. Handlingen var også så uskyldig, at den kunne ignoreres. Men pludseligt var det ham, der var lidt nervøs, og han skyndte sig at gribe sin jakke, selvom hans gennemborende blik ikke forlod Cédric. Han ville se reaktionen.

[Cédric Sølvsmed]

Skjule? Skjule hvad? Var der noget, der burde skjules? Cédric forstod slet ikke, hvad Hector mente. Eller... nej, sagen var nok nærmere dén, at han ikke ønskede at forstå det. Hvad end kommandanten mente ‘det’ var, så tog han altså fejl. Grueligt fejl, faktisk. Cédric var såmænd bare træt efter en lang arbejdsdag, som tilmed var blevet sluttet af med en omgang træning. Så der var vel ikke noget at sige til, hvis han følte sig lidt ved siden af sig selv – særligt med det flækkede øjenbryn oveni.
Vent... mon det var dét, Hector hentydede til? At han ikke behøvede at bide smerten i sig? Men... det gjorde nærmest ikke ondt. Ikke længere i hvert fald. Det var højst en let dunken, og det syntes han nu nok var til at holde ud.
Hånden, kommandanten havde lagt på hans skulder, var ikke spor beroligende – og da slet ikke efter så kryptisk en besked, som havde fået Cédric til at svede både i nakken og under armene. Det var derimod direkte ubehageligt. Nej – det var måske ikke helt sandt. Selve berøringen var b-... måden tommelfingeren lige så blidt blev ført... nej, det føltes forkert! Og det var det også!

Ganske ubevidst havde Cédric lænet sig så langt tilbage i stolen, han kunne komme. Ryggen var overdrevent rank, som havde han et kosteskaft stoppet ned under det inderste lag, og han fumlede med fingrene i sit skød i et forsøg på at berolige sig selv – få tankerne hen på noget andet. Det virkede ikke rigtigt. Han kunne næsten ikke se mere utilpas ud, selvom han gjorde sit ypperste for at... skjule det.
Og så var det pludselig som om, det opsatte filter braste sammen. Gennemhullet af realisationen af, hvad det præcis var, Hector havde ment. Noget den unge drabant jo inderst inde godt havde vidst lige fra begyndelsen; men så havde kommandanten besvaret hans spørgsmål med et andet spørgsmål. Om han ville med på kro. For at spise. På kommandantens regning, selvfølgelig. Men det var næppe med de roller tiltænkt... en øverstbefalende og hans underordnede, der nød et uskyldigt måltid sammen.
Måske var blodet for alvor steget Cédric til hovedet – ørerne brændte i hvert fald som ild – eller også var det bare ren paranoia, men... dét lød bestemt ikke som en platonisk aftale. Var Hector ikke klar over, hvor upassende det var? Drabanten mærkede et stik af vrede, men forsøgte at bide det i sig så godt, han kunne. Så rejste han sig endelig fra stolen.

“Nej,” svarede han kortfattet. Intet Hr., intet Kommandant.
“Nej, det vil jeg ikke,” uddybede han straks efter. Det var ikke umiddelbart ligetil at læse Cédrics ansigtsudtryk, som lod til at være en sammensmeltning af et væld af følelser. Alt lige fra forvirring til vrede til sitrende nervøsitet – og samtlige forsøgte han at gemme væk bag en alvorlig mine, hvilket til en vis grad lykkedes. De blå øjne løj dog aldrig. Det var tydeligt, at Hectors forslag havde prikket til noget indeni ham. Og han anede ikke, hvad han skulle stille op med det. Dét gjorde ham arrig, skønt han skjulte det godt. Han følte i hvert fald, at han var arrig på Hector, men det var næppe den fulde sandhed. Mest af alt følte han sig trangt op i en krog. Udsat. Og i situationer som disse var det ofte svært at handle sådan, som man burde. Så selvom hans fornuft tryglede ham om at undskylde for sin pludselige bryskhed og skynde sig ud ad døren, blev han stående. Hans hjerte hamrede løs i brystkassen.

“Ikke før De har fortalt mig, hvad De mente. Med at skjule det i Deres selskab.” Han havde det som om, han lige havde affyret en kanon. En dyb indånding blev taget gennem næsen, så han kunne forholde sig i ro. Det her var ufattelig grænseoverskridende, sådan at sætte foden ned over for en overordnet; men han tvang sig selv til ikke at vige i blikket, der var rettet mod Hectors blå øjne.
Et brusende hav af tanker fór igennem hovedet på ham, mens han afventede en forklaring, og han nåede næsten at fortryde, at han overhovedet havde spurgt. Tænk hvis det bare var ham, som havde misforstået det hele...

[Hector af Bonville]

Det tog ikke mange øjeblikke, før Hector registrerede ændringerne ved den unge drabant. Den stive krop, det utilpasse udtryk, øjnene, der var som ved et skræmt dyr i en fælde. Nej, han havde tydeligvig forstået, hvad Hector mente, og ikke kunnet lide det. Kommandantens hjerte sank en smule, men han hold den venlige facade oppe, så Cédric ikke skulle se hans ærgrelse. Men han havde ikke kunne holde sin mund. Det var ikke for sin egen egoistiske skyld, at han havde sagt noget, men for at give Cédric en indikation om, at han ikke var alene. At det var helt i orden. At der var nogen at snakke med det om.

Afvisningen fik dog det positive til at falme på Hectors ansigt, der lagde sig i nogle let skuffede og let triste folder. Han flyttede dog ikke blikket fra drabantens ansigt, men betragtede alle de følelser, der syntes at gemme sig under overfladen. Det var svært at tyde, hvad han egentligt tænkte om det, Hector havde sagt, men vreden i hans ord og øjne var dog ikke til at tage fejl af. Vrede og forvirring.
På gulvet havde Cléa løftet hovedet og stirrede nu stift på Cédric, med en advarsel om, at han ikke skulle forsøge på noget. Men hun rørte sig ellers ikke.

Langsomt tog Hector sin jakke på, mens Cédric fortsatte. Han ville have en forklaring på det, der var blevet sagt. Det varede et øjeblik, inden Hector svarede ham, som han overvejede sine ord. Der skulle trædes varsomt. Men svaret lå alligevel lige for, gjorde det ikke?
”På din reaktion gætter jeg på, at du godt ved, hvad jeg mente,” svarede han så mildt, et svar der blev efterfuldt af et svagt og venligt smil. Hans hænder lukkede med vante bevægelser jakken, inden han rakte ud og tog sværdet og bæltet.

”Min invitation ville du have fået uanset. Jeg skylder dig for din tid, og det er mindre spændende at spise alene.” Han spændte bæltet om maven og begyndte at gå mod døren. Et lille klap mod benet fik hunden til at springe op og følge med. Cédric fik et mistroisk blik som den grå ulvehund gik forbi ham. Hector stoppede op ved den lukkede dør og så på ham.
”Det vil ikke være den første hemmelighed, der går i graven med mig, du kan være ganske tryg.” Han brummede det, men sendte ham et beroligende smil, inden han åbnede døren og trådte ud på gangen.
"Du kan stadig nå at ombestemme dig angående maden.” Trods ordene ventede han ikke på ham, men slentrede ned mod udgangen, hvor han hilse på drabanten bag skranken, inden han fortsatte ud i mørket, der havde lagt sig over byen.

Hans hjerte bankede stadig ubehageligt hårdt i brystet af ham, selvom hans ydre virkede afslappet. Han håbede virkeligt ikke, at han var trådt over en grænse, der ikke skulle krydses, ikke bare i forhold til hans forhold med den unge drabant, men også, hvordan drabanten ville reagere på det. Fornægtede han sine egne følelser, kunne han vælge at afsløre Hector som værende det, han var, homoseksuel, og det ville være Hectors død. Det var ofte lidt af et sats, når man tog kontakt til de mænd, der måske havde samme lyster i livet som Hector, men nogle gange måtte man tage chancen. Det var endnu mere et sats, når det var nogen, der måske ikke havde accepteret den del af sig selv, og af hvad Hector havde set i aften, havde Cédric ikke det. Hectors hånd rystede svagt, da han løftede den op og skubbede sit hår bagud over issen. Åh, han håbede, at Cédric ville følge efter ham.

[Cédric Sølvsmed]

Tjah, et svar fik han da. Næppe en forklaring, men, jah, et svar. Til Cédrics skuffelse var det dog – i hans tilstand af fornægtelse – mindst lige så kryptisk, som den første udgave havde været. Hans egen reaktion var for pokker ikke et brugbart pejlemærke for, om dét, han troede, var rigtigt eller forkert. Han anede jo ikke en skid! Alt var kaos, og han kunne knap nok holde styr på tankerne, der raserede i knolden på ham. Han havde ikke Hectors livserfaring, og da slet ikke i forhold til sådan noget her. Æv, hvor han følte sig på bar bund! Og nøgen. Og sårbar. Hector havde set lige igennem ham, og dén tanke skræmte den unge drabant mere end noget andet i denne verden. For betød dét så, at andre kunne se det samme?
Han sank synligt og overværede tavst, hvordan kommandanten fik lukket sin jakke. Smilet blev ikke gengældt, men til hans forsvar ænsede han det nærmest ikke. Det hele var bare... for meget.

Det lod dog til, at invitationen stadig stod åben. Cédric var tabt for ord, så han nøjedes blot med at undslippe et suk og nikkede derefter, men det blev gjort så forsigtigt, at det nærmest ikke var til at se. Til trods for dette gjorde han ikke antræk til at følge med. Han blev stående som en rank, ubevægelig stolpe, på nær hænderne som umuligt kunne holdes i ro. Fingerspidserne kørte konstant mod hinanden, også da de fortrydelsesfulde øjne ledsagede Hector og hans hund hen til døren. Hunden, der havde sendt ham et misbilligende blik, som om han var det mest vederstyggelige menneske på jorden. Det var måske heller ikke helt ved siden af.
Nu når intensiteten af alle følelserne var begyndt at falde en smule, følte Cédric sig ret ussel – også selvom han sådan set ikke havde sagt eller gjort noget forkert. Men hans ord havde tydeligvis også haft en vis effekt på Hector, og det gav ham lyst til straks at trække i land. At ændre sit nej til at ja. Modet til det var der bare ikke.

Hemmelighed – som om det ikke føltes skamfuldt nok i forvejen. Ryggen af Hector forsvandt sammen med en bemærkning om, at det ikke var for sent at ombestemme sig, og Cédric glippede nogle gange med øjnene, som virkede enormt tørre. I det mindste betød det, at der ikke var nogen frustrationstårer, som var ved at presse sig på. Hans maskulinitet var allerede kommet på seriøs prøve efter... hvad end det her så var. Havde været. Kommandanten var væk nu.
I guder altså. Havde det så bare været en eller anden ligegyldig drukkenbolt i en gyde, som havde udpeget... dét. Men det var det ikke. Det var Hector. Manden, som i forvejen fik ham til at føle, at han gik på line. Eller faldt ud over en klippekant. Men... på en rar måde? Når han snublede og faldt, var det ikke ned på et hårdt underlag eller ned i et klippefyldt hav. Det var på en frodig blomstereng eller... i en solbadet sø, omsværmet af guldsmede med glitrende vinger. Det var aldrig noget ubehageligt, og jo mere dét gik op for ham, desto dårligere samvittighed fik han over sin kontante afvisning...
Åh, måtte Triatos drukne verdenen i skygger!

Med marcherende, yderst beslutsomme skridt satte han kurs ret ud ad døren. Ud ad kontoret, ned ad gangen og forbi skranken, hvorfra et ‘god aften’ lød, men det havde den målbevidste drabant slet ikke tid til. Han havde ikke engang tid til at vrisse. Hans fokus lå udelukkende på at indhente Hector, og tempoet blev først sænket, da han spottede ham forude i mørket.
I takt med han nærmede sig, vågnede de skide sommerfugle i maven mere og mere på. Han kunne ærlig talt have skreget af frustration, men i stedet for tog han en dyb indånding og lukkede følgende ud, så snart han kom op på siden af Hector:
“Jeg kan næppe lade min øverstbefalende spise alene, kan jeg vel? De viser vej, Hr. Kommandant.” Det blev ikke ligefrem sagt med begejstring i stemmen, men det lød heller ikke bittert. I skæret fra de stedvise, brændende vægfakler ville kommandanten måske kunne tyde, at Cédrics forlegne rødmen på ører og kinder ikke var helt forsvundet. Han ville egentlig have tilføjet noget lige bagefter, men der gik noget tid, før han fik tungen på gled igen.

“Jeg er også ret god til at holde på hemmeligheder.” En simpel sætning. Men forhåbentlig en sætning der ville dulme kommandantens nerver lidt. De blå øjne søgte det skæggede ansigt, og et lille, sigende smil sneg sig ind over læberne på drabanten, inden blikket blev slået ned mod vejen foran dem. Han spurgte ikke indtil, hvor de skulle hen, men fulgte bare blindt efter.

[Hector af Bonville]

Det føltes som en evighed, som Hector langsomt gik ned ad gaden med hunden ved sin side, før han hørte marcherende skridt bag sig, men der var ikke gået ret længe. Han var ikke sikker på, om det var Cédric, men han vendte sig ikke om for at kigge, i stedet fortsatte han bare med at gå. Da Cédrics stemme lød i mod ham, kunne han mærke, hvordan hans skuldre faldt en smule ned og knuden i maven løsnedes en smule. Han følte sig helt forpustet. Godt. Rigtigt godt. Hector kunne ikke skjule lettelsen og glæden på sit ansigt, som han drejede hovedet og så på den unge drabant, der havde taget i mod hans invitation. Og med den nok også var villig til at snakke om det andet emne, der var blevet bragt op.

"Det er godt," svarede han bare til det med hemmelighederne. Det var det. Hvis man først lod sig selv leve det liv, der var gjort forbudt af resten af verden, skulle man også være meget god til hemmeligheder. Der ville være mange af dem og nogle af dem ville være tunge at bære. At dele sin seng med mænd kom ikke bare med den glæde og nydelse, det bragte, men også med en masse sorg og bange tanker. Det var svært at leve i skyggerne på den måde, men personligt fortrød Hector intet. Men han ville sikre sig, at Cédric vidste, hvad han gik ind til, var det der, deres aften ledte hen, fysisk eller bare psykisk.

Hector var tavs på gåturen, som han førte dem ned ad gaderne og til sidst gik ind i en gård. Her hang der et lille skilt over en dør, hvor der stod "Fadeburet". På den anden side af døren var der en lille kro, de fleste ikke kendte til. Det var ikke et sted, man tog hen for at drikke, men for at få god mad og diskretion. Det var her, man tog hen, hvis man ville diskutere forretninger over et måltid mad i fred. Eller hvor man mødtes med sin elskerinde. Borene stod langt fra hinanden og var adskilte af skillevægge i træ. Her blev der ikke stillet spørgsmål og falske navne var ikke unormale. Der var værelser på førstesalen, til dem, der havde brug for det, men Hector havde aldrig været deroppe. Det var han for diskret til.
Han kom her ikke så ofte, som han kunne, men det skete, at nogle af hans bekendte ville mødes her. Han kom her somme tider også alene, bare for at få lidt fred og ro, hvor ingen kunne finde ham i et par timer. Stedet var pænt og i den halvdyre ende, men ikke dyrere end at håndværkere også havde råd til at komme her. Man kunne se på rummet, at det var beregnet til at adelige skulle finde sig tilpas der, men det var ikke overpyntet.

Så snart de trådte ind af døren, kom ejeren frem mod dem, hans lidt spidse ansigt lyste op ved synet af Hector.
"Herre Bonville, det er længe siden. Ønsker De et bord?" Manden bukkede let for de to mænd, men havde sin opmærksomhed rettet mod Hector.
"Ja tak, Abel." Han smilede til manden, der straks ledte dem til et ledigt bord i hjørnet.
"Hvad ønsker herrerne at spise?" Abel så fra den ene til den anden, mens han trak en stol ud for Hector.
"Hvad er der på menuen i aften?" Hector satte sig i stolen. Hvis Cédric ikke havde sat sig endnu, ville Abel hurtigt træde derover for også at trække hans stol ud.
"Varm grød med flæsk, urtesuppe og kylling med saltkartofler. Emma har også bagt småkager, hvis De ønsker dessert." Han plirrede lidt med øjnene, inden han smilede. "Så vidt jeg husker, er det Deres yndlings, Herre Bonville."
Hector kom med et par kluk af en lav latter, inden han klappede sig på maven.
"Jamen så må vi hellere få et par stykker af dem også. Jeg tror, at jeg vil have kyllingen i aften, Abel. Og kom med en flaske af den gode vin."
Begge mænd så på Cédric for at høre, hvad han kunne tænke sig.

Så snart han havde afgivet sin bestilling, bukkede Abel igen og forsvandt. Hector sukkede tilfreds og lænede sig tilbage i stolen, inden han rettede blikket mod Cédric, en smule nysgerrig, men venlig. Han var tavs til at starte med, som han overvejede, hvad han skulle sige.
"Hvordan går det derhjemme?" Startede han ud, bare for at få en samtale i gang.

[Cédric Sølvsmed]

Der blev ikke udvekslet flere høfligheder resten af vejen, men det var nu heller ikke nødvendigt. De havde nok begge to brug for at gå og summe lidt over, hvad der netop var sket. Cédric havde i hvert fald. Der var pludselig en hel del, den unge drabant skulle have bearbejdet, og det var alt sammen sket på ufattelig kort tid. Det var noget af en mundfuld, og ærlig talt anede han ikke hvad, han skulle stille op med alle de forvirrende følelser, der syntes at vælte over hinanden; så det endte med, at han slet ikke skænkede følelseskaosset en tanke. Jah, eller, det vil sige, han gjorde sit bedste for at abstrahere fra det. Det fyldte ret meget, men det hjalp at fokusere på den næsten synkroniserede lyd af taktfaste skridt og ikke mindst lyden af hans eget hjerte, som stadig arbejdede på højtryk. Forhåbentlig faldt der lidt ro på det inden længe, selvom han havde sine tvivl. Indtil videre havde en normal puls været en umulighed, når Hector var i nærheden.

Farten på tempoet lod til at stilne af, og Cédric fik meget snart øje på hvad, der måtte være deres destination. Et sted han faktisk havde været før, kunne han konstatere. Ikke ofte, men det hændte i ny og næ, når noget særligt skulle fejres. Som regel var det dog kun hans far og storebror, som tog afsted for at drøfte vigtige ting og sager, og dét havde Cédric det fint med at gå glip af. Når først de to gik i gang med at dele idéer, var det alligevel ikke til at få et ord indført. Og den unge drabant kunne vitterligt ikke interessere sig mindre for sølvsmedfaget. Takket være Brion, hans perfekte storebror, var det heldigvis heller ikke nødvendigt.

Selvom omgivelserne ikke var fuldstændig ukendte, kunne han alligevel ikke lade være med at studere hver en detalje, da han sammen med kommandanten trådte ind i varmen. En mand – vist nok ejeren – var overraskende hurtig til at byde dem velkommen og var tydeligvis bekendt med Hector. Men hvem var ikke det? Med hans adelige status og titel som Drabantkorpsets kommandant var det uundgåeligt.
Cédric følte sig pludselig enormt ubetydelig i sammenligning, men det røg bagerst i tankerne, da manden ledte dem hen til et ledigt bord. Han vidste ikke helt, om han skulle sætte sig ned med det samme eller vente til ejeren var gået igen, så han endte med bare at stå og hænge i uvished; lige indtil stolen blev trukket ud for ham, og han med et lettere panisk udtryk i øjnene fik sat sig til rette.
Så blev menuen præsenteret, og det lød alt sammen så tiltalende og gik samtidig så hurtigt, at Cédric slet ikke havde et svar klar, da fire øjne pludselig var rettet lige imod ham.
“Øh...” lød det rimelig ubegavet fra drabanten, som rådvildt lod blikket glide fra det ene ansigt til det andet; men han kunne jo næppe forvente, at de valgte for ham, så han gik bare med det første, der var blevet nævnt:
“Jeg tager den varme grød med flæsk.” Han ville egentlig også gerne have haft det, Hector skulle have, men han følte ikke, han kunne ændre på det nu. Det skulle dog nok blive godt uanset. De få gange, han havde været her, var han gået vældig tilfreds hjem.

Cédric kiggede efter manden, indtil han næsten var ude af syne, før hans opmærksomhed atter landede på Hector. Af en eller anden grund var det langt sværere at møde kommandantens blik, når han sad lige overfor, og især under så uformelle omstændigheder. Et forsigtigt smil blev derfor sendt, nærmest undskyldende, inden de blå øjne skævede ned mod bordpladen. Han forsøgte desperat at komme på et godt samtaleemne, men Hector kom ham heldigvis i forkøbet, og han måtte tvinge sig selv til at løfte blikket igen.
“Joeh...” startede han ud, ikke helt sikker på, hvad han skulle svare. “Min søster er næsten lige blevet forlovet,” fortsatte han så og havde lyst til at tilføje ‘med en kæmpe klaphat’, men det gik jo nok ikke, så det blev i stedet til noget så uinteressant som: “Ellers er der ikke meget nyt.” Drabanten tøvede lidt, inden han åbnede munden igen.
“Jeg prøver ikke at være hjemme mere end højst nødvendigt. Alt det bryllupsfis er det eneste min mor kan snakke om.” Hov, der fik han vidst alligevel snakket over sig. Cédric tav øjeblikkeligt og begyndte nervøst at fumle med fingrene under bordet. Han måtte hellere huske på, hvem han sad til bords med. Det gik ikke, at han fik snakket et øre af kommandanten, som sikkert bare havde spurgt ud af almen høflighed.

“Hvad med Dem, Hr. Kommandant?” spurgte han efter at have rømmet sig. Situationen føltes stadig så uvirkelig.

[Hector af Bonville]

Det var ikke svært for Hector at se, at Cédric var utilpas i situationen, men der var ikke så meget, han kunne gøre ved det lige nu - ud over at forsøge at distrahere ham med snak om dit og dat. Hvilket også var det, han gjorde. Interessen var ikke helt falsk, som Cédric fortalte om sin søster. Den ældre Sølvsmed fortalte aldrig noget om sit privatliv, hans bekendtskab med Hector var rent og skært fysisk, hvilket Hector ikke klandrede ham for. Derfor var det nyt for ham at høre om søsterens forlovelse.
"Tillykke med hende," svarede han venligt. Dog kunne han ikke lade være med at le let, da Cédric fortsatte og fortalte om sin mors besættelse.
"Ja, jeg husker, da min bror skulle giftes. Min ærværdige moder kunne pludseligt ikke tænke på andet end blomster og kjolestof." Hvilket havde været ganske underligt at opleve, siden det normalt ikke var det, hans aldrende mor gik op i.

Spørgsmålet blev sendt retur til kommandanten, der kløede sig i skægget, mens han så lidt ud i luften.
"Det går udmærket. Perrie er ved at blive voksen, det er svært at vænne sig til," indrømmede han ærligt og smilede så til den yngre mand, der vel ikke var meget ældre end hans niece. Det var ikke noget, der gik ham specielt meget på, i forhold til, hvor aftenen måske ledte hen. Det var i øvrigt ikke hans plan, i hvert fald ikke fra starten, han ville bare stille sig til rådighed med den erfaring, han havde. Men det blik, Cédric havde set på ham med, var ikke ukendt, og Hector agtede at lade det hele udspille sig, som det nu ville.

De sad der, alene og i fred fra de omgivende borde, der i øvrigt havde været meget tomme i dag. Så Hector endte med at læne sig frem og hvile albuerne på bordet, mens han lidt undersøgende betragtede hans ansigt.
"Inden aftenen kommer for langt hen, tænker jeg, at vi skal have en ting på det rene." Smilet var veget for alvor på hans ansigt. "Hvad end vi to snakker om i aften, så bliver det mellem os. Det er et emne, der kan ødelægge liv. Er det forstået? Ellers spiser vi og går hver for sig uden andet end snak om dagen i morgen." Hans tone var alvorlig og hans blik fast. Selv en blind mand ville kunne se, at det var meget vigtigt for ham, at Cédric forstod det. Hele hans udstråling skiftede fra hans normale joviale væremåde til en dyb seriøsitet.

Risikoen for at blive opdaget og få sine hemmeligheder trukket frem i lyset var stor. Og Hector havde en fornemmelse af, at Cédric var en mand, der ikke havde andet end sine lyster, men ingen erfaring på området, og derfor var det endnu vigtigere at understrege, at det skulle blive mellem dem. Hvis ikke han kunne se på Cédric, at han forstod alvoren, sluttede samtalen dér. Så ville Hector i stedet snakke om emner relateret til drabanterne og ønske ham god aften i det øjeblik, han var færdig med at spise.
Han havde stadig ikke åbenlyst sagt, hvorfor han vidste, at Cédric havde den slags lyster, han havde, og ind til videre ville han heller ikke fortælle ham om sig selv. Han ville altid kunne benægte, så længe ordene ikke blev sagt.