Sved på panden [S]

[Cédric Sølvsmed]

Et nik blevet givet som tak for lykønskningen til hans søster, og den lette latter, der kort efter fulgte, fik lokket et smil frem på Cédrics læber. Det fik ham til at slappe noget mere af. Særligt da kommandanten relatererede ved at fortælle om sin egen mors besættelse. Det var nu engang nok bare sådan, mødre var. I det mindste kunne han trøste sig med, at det var søsterens bryllup og ikke hans eget. Blot tanken alene gav ham svedige håndflader og en panisk hjertebanken. Han håbede aldrig, den dag ville komme, men var også ganske klar over, hvor urealistisk det håb var. Gad vide hvordan kommandanten var sluppet udenom dén skæbne? Han ville ellers have været en fremragende husbond og en endnu bedre far, var Cédric sikker på – nåh ja, selvfølgelig, han havde jo Perrie, som netop var blevet bragt op i samtalen. En pige Cédric ikke kendte specielt meget til, men hun virkede umiddelbart sød. Andet var vel også umuligt med så godt et forbillede, som manden overfor ham.

Hector var vældig godt selskab, og for en kort stund glemte den unge drabant alt om at være nervøs. Det varede dog ikke længe, før en ny følelse af uro kom krybende og satte kløerne i ham, fremprovokeret af den forsvindende afstand imellem dem, da kommandanten lænede sig fremad og bare... kiggede på ham. Cédric blev stift siddende, uden hverken at læne sig tættere på eller længere væk, men formåede trods alt at holde blikket forankret på det skæggede ansigt, der pludselig synede så alvorligt. Var der noget galt?
Så snart de første ord rullede af Hectors tunge, kunne Cédric mærke, hvordan hver enkel muskel i både hans nakke og skuldre spændte op. Det sædvanlige, alvorsfulde udtryk var vendt tilbage til det unge ansigt, og en rynke mellem øjenbrynene indikerede, at han lyttede opmærksomt til dét, der blev sagt. En svag nikken bekræftede yderligere dette, og der var ikke så meget at være i tvivl om; diskretion var tydeligvis yderst vigtigt for kommandanten. Så hvad andet kunne drabanten gøre end at samtykke? Han ville ikke have aftenen skulle ende, før den overhovedet var begyndt. Grundet hans manglende erfaring vidste han ikke helt præcis hvad, han håbede på, der ville ske, men... det var i hvert fald mere end dét her. Var det også dét, kommandanten så kryptisk hentydede til? Cédric sank en klump, inden han nikkede en sidste gang. De blå øjne havde ikke forladt Hector i så meget som ét sekund.

“Det er forstået, Hr. Kommandant.” Han talte lavmælt, men hørligt, og uden at mumle. Blot dét at sidde til bords med en anden mand føltes pludselig forbudt, men han forsøgte ikke at dvæle ved tanken alt for længe. En del af ham kunne dog ikke lade være med at finde det enormt pirrende – viden om hvad der kunne ske, men som bestemt ikke burde ske. Og ingen, andre end dem, ville ane uråd.
Cédric rettede ryggen og rømmede sig ganske svagt. Der var intet underligt ved denne situation. De var såmænd bare to arbejdsfæller, som mødtes over et godt måltid mad for at udveksle anekdoter om dagens travlhed og andre banaliteter. Jah, så længe han kunne udstråle dén agenda, skulle det nok gå.

Ventetiden blev fyldt ud med lettere overfladiske spørgsmål og svar, i hvert fald fra drabantens side af, iblandt små pauser, hvor intet blev sagt, og stilheden fik lov til at dominere. Så da maden endelig ankom, var det med et lettelsens suk, at Cédric løsrev sit blik fra kommandanten og i stedet for rettede opmærksomheden mod den dampende grød og det dertilhørende flæsk, som han ikke tøvede med at gå ombord i. Han havde slet ikke lagt mærke til, hvor sulten han egentlig havde været, men han forhastede ikke. Den velduftende mad skulle nydes, og det samme gjaldt det usædvanlige selskab, han atter fikserede øjnene på.
Tiden, det tog ham at tygge en mundfuld færdig, blev brugt på at gruble over, hvad han kunne sige. Eller tillade sig at sige. Der var heldigvis ikke mange til stede i aften, men det var aldrig til at vide, om nogen lyttede med. Slet ikke med de afskærmende vægge, der dog forhåbentlig var med til at dæmpe lyden af samtalen.

“I dag har været... en god dag. De må endelig sige til, hvis De får brug for en træningspartner igen. Jeg stiller mig gerne til rådighed, Hr. Kommandant,” sagde han så, ikke helt sikker på, om hentydningen af et kompliment kom tydeligt igennem, men forhåbentlig fik oprigtigheden i tonefaldet og et skævt smil leveret beskeden om, at han i den grad brød sig om Hectors selskab.

[Hector af Bonville]

Hectors alvorlige ord så ud til at gøre et indtryk på den yngre drabant, hvis smil også forsvandt og blev erstattet af alvor. Hectors blik borede sig ind i ham for at vurdere, om han forstod, hvad der blev sagt. Hans fornemmelse af den unge mand havde altid været, at han var en, der kunne finde ud af at holde munden lukket, hvilket var en af grundene til, at Hector havde givet sig i kast med dagens forsøg i det hele taget. Men kunne han så også det?
De små nik og den endelige respons, sammen med alvoren i den unge mands øjne og udtryk, fik til sidst Hector til at nikke accepterende, inden han lænede sig tilbage igen. Den unge mand så ud til at forstå, hvad risikoen var. Så godt han nu kunne, med sin unge alder.
”Godt.”

For et øjeblik virkede samtalen til at glide let, som små spørgsmål om arbejde og mindre private ting blev delt hen over bordet, men stilheden fik også lov til at eksistere, hvilket ikke gjorde Hector noget. Og så kom Abel endeligt tilbage, denne gang med en bakke med mad og drikke. Duften fra tallerknerne fik Hectors mave til at minde ham om, at det var sen aftensmad, så for et øjeblik var han mere fokuseret på den perfekt stegte kylling og saltkartoflerne, der skulle gøre ham mæt og dvask. Måske han skulle levne lidt, så han ikke blev for mæt, hvis aftenen skulle udvikle sig. Cléa kunne nok aftage lidt af kyllingen undervejs.

Vinen var god, hvilket fik Hector til at holde lidt igen. Det var ikke meningen, at han skulle blive beruset, og selvom et par glas ikke ville gøre noget, var det nok bedre at være på den sikre side. Den samtale, han skulle have med Cédric, krævede hans fulde tilstedeværelse.

Han var helt faldet hen i tanker, da Cédric snakkede til ham, og han løftede blikket for at se på ham. Hans smil og tonefald, fik også Hector til at smile, og han tyggede hurtigt af munden for at svare.
”Jeg var ikke klar over, at du var interesseret i at træne med mig, Cédric. Men jeg tænker, at jeg snart spørger igen. Jeg skal vist til at røre mig noget mere,” sagde han, mens han let skar ansigt. Ak, tanken om at røre sig, morede ham ikke så meget, som den havde gjort. Tiden bag skrivebordet havde gjort ham doven.

Hector samlede samtalen op igen, så det sidste af måltidet var lidt mere livligt. Nu det første mad havde lagt bunden, kunne han bedre koncentrere sig om at gøre måltidet behageligt for den unge drabant. Hector var en mand, der kunne få enhver situation til at føles mere afslappet, som han sneg små morsomme anekdoter ind i mellem interesse for sin samtalepartner. Skulle der komme en kort pause, fik han Cléa til at arbejde lidt for små stykker kylling, hun lykkeligt hapsede i sig.
Til sidst var hans tallerken så godt som tom, og han lænede sig mæt – men ikke for mæt – tilbage i stolen med en af de småkager, der også var kommet på bordet.

”Jeg tænker, at vi finder et mere privat sted, hvor vi kan, hm, snakke om aftenens emne?” Han så spørgende på den yngre mand i søgen efter accept af dette. Det private sted ville være hans lille byhus, han ejede under et andet navn. Med et barn i huset, havde han været nødt til at finde et alternativt sted at mødes med sine forskellige interesser, og han havde da heldigvis penge nok til at købe en lille bolig, der lå gemt væk fra almen vej og nysgerrige øjne.

[Cédric Sølvsmed]

Cédric lod det skæve smil svinde ind, men det betød ikke, at han ikke morede sig over kommandantens svar og vrængende grimasse, der fortalte, at han næppe var lige så begejstret for hård træning, som hans yngre talepartner var. Drabantens ord havde dog været ganske sandfærdige. På trods af det flækkede øjenbryn og den kortvarige ydmygelse, der hørte med til at blive tævet i en nærkamp, havde det faktisk været vældig sjovt at træne med Hector. Cédric var tilmed gået derfra med brugbare fifs til forbedringer, han allerede glædede sig til at afprøve på enehånd. Han holdt af den endeløse jagt på perfektion, når det kom til polering af våbenfærdigheder – eller hvilken som helst anden færdighed for den sags skyld – og værktøjskassen var blevet lidt tungere efter i dag. Som sagt – en god dag.
“Min stolthed og jeg insisterer, Hr. Kommandant. Jeg bliver nødt til at tage revanche, sådan som De fik tværet mig fuldstændig ud tidligere,” sagde han med et hint af noget drillende i stemmen, men det var jo sandt nok. Aldrig igen ville han begå den fejl at undervurdere kommandantens evner. Selvom det havde ledt til noget... ret godt. Langt bedre end han havde kunnet forestille sig, og han takkede tavst sig selv for altid at blive hængende efter fyraften – ellers ville han næppe have siddet her, til middag med manden, som var skyld i den svævende fornemmelse og det behagelige sug i maven hver gang, de passerede hinanden.

Et lydløst suk af uskyldig forelskelse gled ud mellem Cédrics læber, inden bægeret med vin blev løftet op til munden for at skylle alle de distraherende tanker bort med den gode alkohol, der efterlod en svag, kortvarig prikken på hans tunge. Han havde mest af alt lyst til bare at drikke det hele i én grådig mundfuld for så at skænke op på ny, indtil kanden var tom, men... det gik ikke. Det, han havde drukket, var heldigvis også nok til lige at tage toppen af den værste nervøsitet – selvfølgelig i kombination med den velsmagende mad og det fornøjelige selskab.

Tiden fløj, og samtalen skøjtede ubesværet afsted. Hector var overraskende nem at konversere med, og Cédric følte sig godt underholdt under hele måltidet. Den naturlige stilhed, der af og til opstod, var langt mere udholdelig efter lidt sprut i blodet, og selvom Hector fik lov til at stå for det meste af snakken, huskede drabanten at bidrage med passende kommentarer, samtykkende nik eller oprigtige smil, oftest forsøgt undertrykt, men med kommandantens karisma var det svært at holde dem tilbage. En af hans anekdoter fik endda et kort, gryntende grin ud af Cédric, hvilket straks havde fået ham til at gribe ud efter vinbægeret og tage en ordentlig slurk for at abstrahere fra de brændende ører.

Måltidet kom til en ende, og med et yderst tilfredst udtryk malet i ansigtet efterabede den underordnede sin øverstbefalende ved ligeledes at falde tilbage mod ryglænet. Småkagen lod han ligge for nu og sad blot og betragtede manden på den anden side. Et forslag blev lagt på bordet, og et sug fór igennem Cédric, som med ét fik rettet sig op fra sin dvaske position. Allerede før kommandanten havde afsluttet sin sætning, var hjertet sat i fuld galop. Nu da den unge drabant var noget mere indforstået med situationen, herskede der ikke længere nogen tvivl om hvad, der blev hintet til.
Cédric nikkede forsigtigt og langsomt med et forlegent smil spillende på læberne.
“Det tænker jeg lyder som en god idé,” svarede han og blev siddende lidt stift i sædet, indtil Hector gjorde antræk til, at de hellere måtte se at komme afsted.

Da det endelig blev tid til atter at begive sig ud i mørket, var det med fjerlette skridt og en kriblende forventningsglæde i hele kroppen, at Cédric fulgte kommandanten ud gennem døren. Han havde tilladt sig at tage den tilbageblevne småkage med i hånden, så han havde noget at holde munden beskæftiget med på turen hen til det private sted. Bare tanken om hvad end dét indebar fik vakt samtlige sommerfugle til livs igen, og han vovede ikke at sige mere end nødvendigt, grundet den konstante frygt for, at hans tunge ville slå knude på sig selv. Et “tak for måltidet” mente han dog var på sin plads, og det var også blevet sagt, så snart de havde forladt bygningen.

[Hector af Bonville]

Den yngre mands reaktion på hans spørgsmål havde nær fået Hector til at klukke lidt af morskab, men han nøjedes med at smile lidt. Han havde egentligt ikke haft mere intime ting i tankerne, da dagen startede, men det var tydeligt, at Cédric havde det indtryk. At der skulle foregå noget imellem tæpperne. Ikke at Hector havde noget imod det, heller ikke selvom Cédric var så meget yngre end ham. Hector havde haft en endnu større aldersforskel til sin første oplevelse med en mand, som hans ridder havde været lidt ældre end Hector var nu, og Hector havde været yngre end Cédric. Det gjorde ham ikke noget, moralsk, så længe begge parter var indforstået med, hvad der skulle ske.

Uden at have travlt spiste Hector sin småkage færdig, inden han fandt betalingen for maden frem. Som altid smed han lidt ekstra som tak for god service og som tak for, at han måtte have Cléa med ind på kroen. At Abel fandt den store hund bedårende og, når Hector var alene, gerne havde lidt ekstra med bare til hende, var lige meget, det betød stadig noget, at hun var velkommen. Pengene lagde han på bordet.

Det føltes som om, at hans bukser var krympet en størrelse, men han kom da op at stå. Sværdbæltet var blevet løsnet et hul i løbet af måltidet, så det hang lidt lavt om hans hofter. Han lod et dæmpet ræb finde vej fra maven, inden han gjorde tegn til Cléa om, at hun skulle med. Sammen med Cédric, gik han ud i mørket og satte uden tøven retningen mod en anden bydel, som hans lille hus lå i en mere stille del af håndværkerkvarteret. Aftenens friske luft føltes godt for det varme ansigt, og han kunne godt mærke, at en lille gåtur ville gøre godt. Efter sin accept af takken fra Cédric, var Hector tavs. Han havde ikke noget at sige, lige nu, og aftenen var velsignet stille.

Det var ikke en frygteligt lang tur, de skulle ud på, men bygningerne viste alligevel skiftet mellem markedskvarteret og håndværkerkvarteret. Han førte dem tættere mod bymuren, ind ad nogle mindre gader og til sidst drejede han ned af en smal, mørk gyde. Muren på den ene side var uden vinduer og på den anden var der kun en enkelt dør i noget, der lignede et lille hus, der var bygget ind som eftertanke mellem to andre. Et par kraftige skodder dækkede for et par meget små vinduer, og de færreste ville nok skænke bygningen nogen opmærksomhed.
Hector fandt en nøgle frem og låste døren op. Mørket var totalt indenfor, men han satte og straks retningen mod et lille bord, han vidste, hvor stod. Opgaven med at lukke døren, lod han Cédric om, mens han fingre fandt frem til tællelyset og stålet til at tænde det med.

Så snart der var ild i det lille lys, tog han det med videre for at tænde resten, der stod spredt rundt i rummet. Det begyndende lys afslørede rummets indhold. Hele huset bestod kun af det ene rum, ikke alt for bredt, som det bare var mast ind i mellem bagsiderne af de to andre huse. Der var ikke så mange møbler, men et bord med to stole, et skab med skuffer forneden, en dragkiste og en god bred seng, var der da blevet plads til. Der hang hylder ved den store kamin, der stak ud i rummet. Ud over den dør, de var kommet ind ad, var der en i den anden ende af rummet, som var låst med et par slåer.
Selvom intet så ud til at være specielt fint, var rummet og dets indhold ganske pænt og rent, og så ud som om, at det blev brugt regelmæssigt. Det gjorde det også, Hector var en aktiv mand, og han kom her ca. en gang om ugen.

Cléa virkede til at kende stedet, men hun tog alligevel en runde for at sikre sig, at alt var, som det skulle være, mens Hector tændte lys.
Som han stod og var ved at få ild i et ved spisebordet, løftede han kort blikket og så mod Cédric.
”Har du været sammen med nogen før? Kvinde. Eller mand?” De kunne tale frit her og det agtede Hector at gøre.

[Cédric Sølvsmed]

Gåturen gennem de svagt belyste gader hjalp lidt på mætheden, men bestemt ikke på tankemylderet i Cédrics hoved. Faktisk var han ret taknemmelig for, at det foregik i tavshed. Han var sikker på, at der kun ville komme uintelligent vrøvl ud, hvis han prøvede at ytre sig om noget lige nu; så munden forblev lukket med undtagelse af, når han tog en bid af den medbragte småkage. Sødmen på tungen var en kærkommen distraktion, omend det ikke var nok til at dulme nerverne, og den kølige aftenvind var effektiv til at holde de brændende kinder på et udholdeligt niveau.
I ny og næ skævede han til Hector eller Cléa, men ellers gled de blå øjne tilfældigt rundt i de velkendte omgivelser. Et lille sug af nervøsitet skød dog op igennem ham, da de passerede fra markedskvarteret og ind i håndværkerkvarteret, hvor hans families bopæl lå. Heldigvis kom de ikke forbi den. Jah, bevares, Cédric var en voksen mand og kunne som sådan gøre hvad, han ville, men han var sjældent så længe om at returnere hjem. Det var ikke fuldstændig uhørt, at han tog ind på Falken efter arbejde for et enkelt krus øl eller to, men det forekom altså ikke særlig ofte. Han ville som regel hellere hjem til sin seng. Denne aften var han dog mere interesseret i at se kommandantens seng.

Realisationen af dette fik straks en rødmen til at skylle ind over Cédrics hals og ører, og han skyndte sig at proppe den sidste bid småkage ind i munden, så han kunne fokusere på den knasende lyd fremfor de syndige tanker. Hvad havde han gang i? Måske var det ikke for sent at stoppe aftenen, før den drejede ind ad det forkerte spor. Endnu engang takke for maden og selskabet og gå hver til sit. Sagen var bare den at... det havde han virkelig ikke lyst til. Det føltes ikke forkert. Det var det, det var han jo udmærket klar over, men tanken om dét, der potentielt ventede forude, fik hurtigt lagt låg på fornuften. Denne chance ville højst sandsynligt aldrig komme igen, og han vidste, han ville fortryde det, hvis han forspildte den. Så hellere døje med lidt selvhadske tanker morgenen efter.

Kommandanten stoppede op, og det samme gjorde Cédric. De lod til at være ankommet til deres destination, men det tog lige nogle sekunder, før Cédric fik øje på det sammenklemte, ukarakteristiske hus, hvis dør Hector inden længe fik stukket en nøgle i og drejet låsen op på. Det var nu. Det skete nu.
En dyb indånding blev taget, og den unge drabant gned nervøst fingerspidserne mod hinanden, idet han trådte med ind i den mørklagte bolig. Han ventede med et lukke døren helt i til det første lys var blevet tændt. Langsomme skridt ledte ham videre ind i den trange bolig, der viste sig kun at bestå af et enkelt rum. Intet ekstravagant, men det havde han skam heller ikke forventet. Det var ganske fint til... formålet. Cédrics hjerte sprang et slag over – eller måske slog det et slag for meget? – da blikket faldt på sengen. Skulle han sætte sig på den? Ligge sig? Blev ord udvekslet undervejs eller krævede det total stilhed? Han anede ikke, hvad kutymen var i en situation som denne, og rådvildheden var derfor tydelig at se i det lettere hjælpeløse blik, som blev draget mod Hector ved lyden af hans stemme.

“Nej, jeg—nej... aldrig...” fik han tvunget ud af sig selv og rystede svagt på hovedet. Han stod stiv som et bræt midt i rummet og fumlede med fingrene foran sig, der var blevet helt klæbrige af koldsved til trods for, han følte sig brændende varm. Nervøsiteten havde tiltaget meget mere, end han havde frygtet, den ville, og han kunne knap nok få gang i snakketøjet igen; så med tøvende hænder lagde han an til at afklæde sig selv, men stoppede alligevel op, før han nåede så langt og søgte Hectors blik med let rynkede bryn.
“Skal jeg tage min uniform af eller...?” Han håbede ikke, at slagene fra hans galoperende hjerte overdøvede lyden af hans forsigtige, lavmælte stemme.

[Hector af Bonville]

Som lyset var begyndt at sprede sig, og Hector nu lod blikket hvile på Cédric, kunne han se, hvor påvirket den unge mand var af situationen. Han lignede en, der havde set et spøgelse, meget bleg i det svage lys, selvom han tydeligvis også var rød. Det gik op for kommandanten, at han med sin alvor var ved at skræmme livet af ham. Det var ikke meningen. Åh ved guderne, det var for længe siden, at han havde haft en i mellem hænderne, der ikke vidste, hvad det hele gik ud på.
Cédrics spørgsmål fik Hector til at le dæmpet, ikke ondt og ikke af ham, men fordi hele situationen var så åndsvagt akavet for drabanten. Det sidste lys blev endeligt tændt, og han gik over for at stille det, han havde i hånden på dets plads.
"Nej, vent med det. Du ligner en, der er ved at besvime. Her, sæt dig ned." Han lagde let en hånd mod hans ryg - varmen strålede igennem uniformen - og førte ham hen til bordet med de to stole, hvor han trak den ene ud for at få ham til at sætte sig.

"Slap af. Giv mig et øjeblik, jeg tænder lige op, så vi kan få noget varme i rummet." Hans hånd lagde sig kort på Cédrics skulder og gav den et blidt klem, inden han gik over til kaminen, hvor der allerede var gjort klar til at tænde op. Havde han tid, sørgede han for at rydde op og gøre klar til næste besøg, så der ikke var så meget at tænke over, når man væltede ind af døren med lysterne i kroppen.
Selvom man svagt kunne mærke varmen igennem væggene fra de to andre huse, var der alligevel næsten lige så koldt inde som ude, og han havde personligt ikke tænkt sig at fryse sine private dele af eller få en lungebetændelse, ved at smide tøjet inden der var tændt op.

Det tog ikke lang tid, før flammerne begyndte at tage fat og endnu mere lys spredte sig i det lille hus. Tilfreds rettede Hector sig op og gik hen til døren for at skyde en slå for og dreje låsen, men lade nøglen sidde i. Det var ikke for at holde nogen inde, men andre ude. Derefter gik han over til bordet, hvor han trak den anden stol hen, så han sad foran Cédric, så tæt at deres knæ kunne røre hinanden. Hans plads foran ilden blev hurtigt overtaget af Cléa, der ikke lod til at tage sig af, hvad de to toben havde gang i.

Med et mildt udtryk i ansigtet og i øjnene, betragtede han Cédric et øjeblik, inden han rørte ved hans knæ med fingrene.
"Der er et par ting, jeg vil have på plads, inden vi fortsætter. Jeg tror, at jeg fik gjort klar, hvor vigtigt det er, at være diskret med dette. Men jeg understreger det igen. Du er for ung til at huske det, men det skete, da jeg var ung, at tre mænd, to borgerlige og en lavadelig, blev pisket for offentlig skue fordi de havde fysisk omgang med hinanden. Den adelige hang sig selv i skam, den ene borgerlige drak sig selv ihjel og den anden forsvandt. Den mand, der havde taget mig under sine vinger, da jeg var yngre end dig, kendte dem, og havde de fortalt, hvem de havde omgang med, ville både han, og sikkert også jeg, været endt med samme skæbne." Alvoren var kommet tilbage i Hectors ansigt ved mindet. Det havde været et par angstfyldte måneder for flere mænd i byen.
"At holde på hemmeligheden er det vigtigste, jeg kræver af dig fra i dag."

Da det var sagt, løsnede hans udtryk en smule op igen, men han var ikke færdig.
"Jeg ved ikke, hvad du forventer at gå herfra med, men jeg vil med det samme sige, at hvad end der sker her i aften, er jeg ikke på udkig efter noget med følelser og forhold. Vi nyder hinandens selskab, vi lærer hinanden at kende og du vil have min fulde opmærksomhed, men så snart vi går ud af døren, er vi tilbage til det, der normalt er. Med hemmeligheder. Hvis du ikke kan leve med det, stopper vi bare her." Han så afventende på Cédric. Det var vigtigt for ham, at den unge mand ikke troede, at de pludseligt var i en form for forhold. Det var ikke, hvad Hector ønskede. Han var ikke interesseret i forhold. Bare tanken fik ham til at føle sig kvalt. Han elskede sin frihed for meget.

Hans fingre hvilede stadig på den yngre mands knæ, og en gang i mellem bevægede de sig en smule hen over stoffet, uden han helt tænkte over det. Det var ikke kun Cédric, der var utålmodig, Hector kunne også mærke lysten i kroppen. Han havde lyst til at gå på opdagelse i den unge mands krop, mærke hans varme og indsnuse hans duft. Men snakken var vigtig. Han havde før brændt fingrene ved at gå frem uden at at fastsætte den ene regel. Ingen forhold. Men så snart Cédric accepterede dette, ville Hector ikke holde sig tilbage.

[Cédric Sølvsmed]

Hectors hjertelige latter bragte blot yderligere forvirring frem i det unge ansigt, hvis kinder nu også var præget af den røde farve. Den lidt for friske kulør, der vidnede om, præcis hvor nervøs han var. Han lignede en, som var ved at besvime? Jah, det stemte vidst meget godt overens med sådan, han havde det indeni. Så han formåede altså overhovedet ikke at skjule sin nervøsitet – fantastisk. Den viden gjorde ham bestemt ikke mindre ængstelig, men han kunne da ånde lettet op over, det endnu ikke var krævet, at han smed klæderne. I stedet blev han med en blid hånd ledt hen til bordet, hvor den ene af stolene blev trukket ud for ham, og han blev bedt om at sætte sig ned.
Cédric kunne ikke forhindre et tungt suk i at undslippe, da han parkerede bagdelen i sædet, og det var først nu, han bemærkede, hvor få kræfter han havde i sine ben. De føltes som gelé. Nej, nærmere sitrende og svagelige, som om han havde trænet i timevis. Det var ærlig talt et under, de havde kunnet holde ham oppe, men nu havde han det til gengæld også, som om han aldrig ville komme op igen. Hvad havde han dog rodet sig ud i?

Slap af, fik han besked på af kommandanten, som stadig virkede frustrerende rolig og afslappet. Det var altså noget nemmere sagt end gjort, havde han lyst til at fortælle ham, men forblev tavs. Mens Hector kastede sig over det projekt, det var at få gang i pejsen, koncentrerede Cédric sig om at få lidt mere kontrol over sin vejrtrækning. Det plejede at hjælpe, og det gjorde det til dels også, selvom det ingen virkning lod til at have på de gloende kulstykker, der var hans ører.
Endnu et suk forlod ham, denne gang knap så hørligt, og han tyggede lettere distræt på sin underlæbe, som han betragtede Hectors ryg og små bevægelser. Trods det fysiske ubehag, alt dette havde medført, følte han sig... heldig? Nej, heldig virkede ikke som det rette ord, men han havde i hvert fald ikke fortrudt sit valg om at tage med kommandanten hjem – eller hvad end han kaldte denne private hytte. Han havde stadig... lyst. Åh, ved guderne, hvor havde han lyst.

Hector vendte tilbage og pludselig var det, som om en flamme tændte sig i drabantens indre. Som om det først rigtigt i dét øjeblik var gået op for ham, hvor meget han egentlig havde lyst. Før havde det blot været en uskyldig tiltrækning, og hvad det nu indebar. Øget puls, sommerfugle i maven, forlegenheden der bare ikke gad slippe. Men alt dét blev blæst af scenen af en ny, overvældende følelse. Et brændende begær, der kun tiltog i styrke, da deres knæ stødte mod hinanden, og Cédric kunne kigge lige ind i Hectors lyse øjne. Hans egne flakkede fra det ene til det andet, og han havde en ustyrlig lyst til at læne sig fremad for at komme endnu tættere på...
Men så kom alvorssnakken på banen igen, og den unge mand måtte samle al sin koncentration, så han var sikker på at få alt med og ikke drukne fuldstændig i den distraherende lidenskab. Det var dog ikke svært at holde fokus, da fortællingen først var skudt i gang, og den grusomme virkelighed ramte ham lige i ansigtet som en hårdtslående lussing. Det her var i sandhed ingen barneleg. Historien om de tre mænd gav ham en knude i maven og fik ham til at sidde lidt mere uroligt på stolen. Nu forstod han, hvorfor Hector havde fået det til at lyde som om, det handlede om liv eller død, under måltidet.
Cédric sank en klump i halsen, men holdt munden lukket. Han fornemmede, at kommandanten havde mere på hjerte. Og det viste sig også at være tilfældet.

Det ville være løgn, hvis han påstod, at det næste, der blev sagt, ikke ærgrede ham. Han vidste faktisk ikke helt hvorfor, for det var jo som sådan ikke fordi, han var gået ind i dette med nogen forventning om et romantisk forhold efterfølgende. Samfundet forbød det – noget som Hectors tragiske fortælling i den grad havde understreget alvoren af. Men når alt kom til alt, var det også den ungdommelige, hormondrevne lyst, der havde trukket allermest i ham – og naturligvis hans eksisterende interesse i manden foran sig. Den var dog mindst lige så fysisk som noget andet, så det tog ikke Cédric mange sekunder at nå frem til en beslutning.
“Det er forstået. Det kan jeg godt leve med.” Han hviskede det nærmest, hæst. Den lette berøring mod hans knæ fik hans ben til at sitre, som et hav af følelser syntes at vælte frem, men ingen af dem var negative. Begæret var tilsyneladende uslukkeligt, og det var nu meget tydeligt at se i de blå øjne, der kiggede sigende på Hector. “Jeg siger ikke et ord. Til nogen. Det lover jeg.”
Ganske forsigtigt fandt hans egne hænder hen over kommandantens, forbi håndleddene og tog så blidt fat i underarmene. Med knæet skubbede han Hectors ene ben mellem sine, så han kunne rykke sig helt ud på kanten af sædet og læne sig fremad, uden nogen særlig tøven i sine bevægelser. Nervøsiteten sad skam stadig i ham, men trangen til at lade sine læber møde hans i et kys overrumplede den. En snert af rødmen var endnu at se på kinderne, men skyldtes nu lige så meget den begyndende ophidselse som forlegenhed. Han kunne ikke vente længere.
Et nærmest bedende blik blev sendt til Hector, og hvis ikke han lagde op til noget, ville Cédric indlede et dybtfølt kys, som hurtigt ville eskalere i intensitet. Blev det gengældt med samme passion, ville drabanten inden længe rejse sig fra sin stol og sætte sig overskrævs på kommandanten, kun med en ganske kort afbrydelse af kysset, og hænderne søgende om bag i nakken under det lange hår.

[Hector af Bonville]

Det var ikke fordi, at Hector ikke havde set begæret i den unge mands ansigt, inden han satte sig for at tage den snak, der skulle tages. Han havde også set et glimt af den tidligere, da han havde siddet på ham ude i gården bag hovedkvarteret. Det var det, der havde fortalt ham, at Cédric ikke bare var interesseret i mænd, men måske især én bestemt mand. Ham. Noget der var gået hans næse forbi, hvilket ikke skete så ofte – efter hans viden. Så da Cédric lovede, at han ikke ville sige det til nogen, troede han på ham. Han var god til at skjule det i forvejen. Hector havde bare vidst, hvad han skulle kigge efter.
Hans hæse hvisken om, at han godt kunne leve med, at der ikke var mere end det fysiske i det, fik Hector til at nikke. Godt. Rigtigt godt. Man kunne nok godt se på ham, at både det ene og det andet, den yngre drabant gik med til, gjorde ham glad, han fik et glimt i øjet og et smil var at se igennem skægget.
”Godt.” Hans hånd lukkede sig om drabantens knæ og gav det et let klem.

Inden han selv nåede at sætte gang i noget, var Cédric allerede gået i gang, og Hector besluttede sig hurtigt for at lade ham gøre, hvad han ville. Havde den unge mand været frosset i ubeslutsomhed, havde Hector selv startet den fysiske kontakt, forsigtigt og roligt, men den anden mands hænder gled op over hans og tog let ved hans underarme. Hector gjorde ingen modstand, som hans ben blev flyttet og Cédric skubbede sig tættere på ham.
Hans blik forlod ikke den yngre mands, som han kunne mærke sit eget hjerte sætte farten op. Han elskede dette øjeblik, hvor forventningerne byggede sig op, og hans krop reagerede på spændingen i luften. Han kunne mærke de små hår rejse sig, og hans mave trak sig lidt sammen, som hans eget begær begyndte at vokse.

Det var svært ikke at reagere på det bedende blik, og han lænede sig en smule frem, klar til at tage styringen, men inden han nåede det, blev den yngre mands læber presset mod hans. Et lille elektrisk stød gik igennem Hector, der ganske villigt gengældte det med halvt lukkede øjne. Utålmodigheden skinnede næsten ud af Cédric, og som kysset hurtigt udviklede sig fra uskyldigt til mere intenst, fulgte Hector med ham. Hans hænder strøg blidt op ad hans lår. Pludseligt flyttede Cédric på sig og satte sig overskrævs på ham. Stolen under Hector gav sig en smule under vægten, men lyden var ikke faretruende.

Følelsen af hænderne i hans nakke fik det til at give et sug i Hectors mave, og hans egne søgte mod Cédrics ansigt, hvor de kort fandt hvile mod den skæggede kæbe, hvor han trak hans ansigt tættere sit og kyssede ham krævende, næsten som var han utilfreds med, at Cédric havde trukket sig for et øjeblik.
Øjeblikke efter kærtegnede hans fingre ham ned over halsen og rundt i halsåbningen af uniformsjakken. Nu skulle uniformen af. Med øvede bevægelser begyndte han at få jakken åbnet. Så snart den sidste knap var fri, gled hans hænder op for at skubbe den lidt bagover drabantens skuldre for at signalere, at han skulle tage den af, hvilket han vist mest endte med at gøre selv, som han heller ikke ville slippe kysset.

Så snart det forstyrrende stykke tøj var faldet til gulvet, gled Hectors hænder tilbage ned over Cédrics overkrop og ned til kanten af skjorten under. Han ville mærke hud. Ude af stand til at holde sig tilbage, søgte hans hænder ind under skjorten og fingrene kom blidt i kontakt med Cédrics maveskind. På en måde krævende, men også ganske blidt, kærtegnede han hans mave. Hungrende søgte de opad over hans brystkasse, hvor fingerspidserne snittede hans brystvorter, inden de gled ud til hver sin side og strøg ned ad hans sider, for til sidst modvilligt at finde hvile på hans hofter. Ubevidst trak han ham en smule ned mod sig selv. Han ville have ham tættere på.

Samtidigt med, at hans hænder var gået på opdagelse på den ukendte krop, havde han også koncentreret sig om kysset. Følelsen af den anden mands ånde på sit ansigt og deres skæg, der greb fat i hinanden. Hvor øvet Cédric var i kysningens kunst vidste Hector ikke. Så han var meget opmærksom på hans reaktion, da han forsigtigt skilte sine læber ad og lod sin tunge kærtegne den yngre mands overlæbe, der stadig havde en svag smag af den vin, de havde delt til maden. Han ville nødigt overvælde ham, men det var svært at holde sig tilbage, som han sad der, på skødet af ham, med hænderne i hans nakke. Hector var normalt en mand med kontrol, men lige nu, som de sad der uden fare for at blive opdaget, med Cédrics varme så tæt på, ønskede Hector bare, at der skulle ske noget.

[Cédric Sølvsmed]

Det var sådan her, det skulle føles. Den varme, bløde følelse af Hectors læber mod hans havde med rakethøj fart sendt Cédric op over skydækket til den syvende himmel, og han ønskede inderligt, at han kunne blive der for evigt. Det måtte ikke stoppe. Aldrig havde noget føltes så... rigtigt. Han forstod det ikke. Hvis det her i samfundets øjne var så vederstyggelig forkert, hvordan kunne det så frembringe så positive reaktioner i ham?
Cédrics hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og så snart han havde sat sig overskrævs på kommandanten, slog det så kraftigt, at han i et kort øjeblik frygtede, det ville eksplodere ud af brystkassen på ham. Men det var som sådan ikke ubehageligt. Der var noget nærmest euforisk ved at mærke den gengældte lidenskab, som kun tiltog i styrke i takt med, at kysset blev mere insisterende; at mærke en anden mands krop så tæt på sin, og selvom der endnu var to lag tøj imellem dem, kunne tæthedens varme tydeligt fornemmes. Han følte, hvordan han smeltede ind i favnen på Hector, og der blev absolut ikke kæmpet imod. Ikke længere. Alle de sociale restriktioner, der tidligere havde været gældende, var som skyllet bort af en regnbyge af det reneste begær. Dråberne var dog på ingen måde afkølende. Hans hud brændte.

Ingen modstand blev derfor givet, da Hector lagde op til at ville tage uniformsjakken af ham. Okay, måske en lille snert af modvilje fik lov til at skinne igennem, eftersom hans hænder måtte forlade kommandantens nakke, så klædet kunne vristes af armene. Kysset blev dog på intet tidspunkt afbrudt, og Cédrics hænder søgte straks tilbage til deres hvilested i nakken, hvor han denne gang lod fingrene på den ene hånd glide op mod baghovedet og ganske blidt tage fat i noget af Hectors hår.
En sitren af velbehag krøb op langs hans rygrad og fik trods den høje kropstemperatur gåsehud til at træde frem på den blege hud, idet et par hænder røg ind under hans skjorte. Uden nogen egentlig kontrol over det, spændte han automatisk mavemusklerne ved den lette berøring, og et knap hørligt gisp forsvandt ind mod Hectors læber, da han strejfede hans brystvorter. Det kildede lidt, som hænderne fortsatte ned langs siderne og fæstnede sig ved hans hofter, men det var ikke dét, der fik ham til at sidde uroligt. Det kom først efterfølgende, hvor han blev gjort bevidst om, hvor tæt deres underliv egentlig var på hinanden. Det her var næsten ved at blive for meget... men han ville stadig ikke have, det skulle stoppe.

Øjenlågene, som indtil nu havde været lukket helt i, gled halvt op i forundring over kyssets udvikling, men han trak sig ikke væk. I stedet fandt hans egen tungespids ud mellem læberne, og han lod den prøvende mødes med Hectors, hvilket gav ham et ordentligt sug i maven. Sådan havde han aldrig kysset før. Det var så meget mere pirrende end de uskyldige kys, han havde udvekslet med piger førhen. De havde højst været middelmådige af kvalitet, og ingen havde rigtig vidst, hvad de skulle stille op. Hvad næste skridt var. Cédric havde i hvert fald ikke følt nogen iver til at fortsætte. Det gjorde han til gengæld nu.
Hans fingre viklede sig ud af kommandantens hår og strøg så ned forbi halsen og ned mod brystkassen, hvor hånden fandt hvile. Den anden forblev i nakken, dog med et lidt strammere greb, og med en begærlig, dæmpet lyd – der var en blanding mellem et støn og et længselsfuldt suk – koncentrerede han sig helt og holdent om det nye kys. Så meget, at han knap nok selv bemærkede, hvordan han var begyndt at rokke utålmodigt med hofterne – roligt men taktfast. Hver en nerve i ham dirrede efter mere, men der gik ikke længe, før han småforpustet måtte trække sig fra kysset for lige at få vejret. En chance for at samle sig og tage alt det ind, der lige var sket.

Cédric bed sig forsigtigt i underlæben, og hånden i nakken gled ned og gjorde den anden selskab på Hectors brystkasse. Han kiggede på ham med et lystfyldt glimt i øjnene og kunne ikke holde et lille smil tilbage, da han lænede sig ind igen – dog ikke for at fortsætte kysset, selvom deres læber endte med kun at være få millimeter fra hinanden.
“Kan vi...” Han stoppede, da stemmen nær havde svigtet ham og sank en enkelt gang. “...Kan vi lægge os over i sengen?” hviskede han så. Hans blik flakkede mellem Hectors blå øjne, spørgende og afventende. Det var ikke fordi, han var færdig med kysseriet – slet ikke. Og han sad vældig godt på kommandanten, skønt det udspændte stof i bukserne var begyndt at gøre pladsen i dem temmelig... trang.
Indvilgede Hector i dette, ville Cédric rejse sig fra ham og tage et lidt usikkert skridt over mod sengen uden at flytte blikket fra ham. Mest af alt havde han lyst til at forsvinde ind i Hectors favn igen og genforene deres læber, men han gjorde ingen af delene. Nervøsiteten – eller nok nærmere spændingen – over hvad der ventede, når først de ramte madrassen, havde pludselig taget alt det spontane mod fra ham.

[Hector af Bonville]

Det var til Hectors glæde, at Cédric virkede til at tage imod den nye måde at kysse på. Det var ikke alle, der fandt det lige behageligt, hvilket Hector respekterede. Men der var ingen tilbageholdenhed her, som Cédrics tunge mødte hans, og for en tid lod han sig fordybe i følelsen af det, som han selv lagde endnu mere i det. Hånden i hans hår og nakke fik ham kort til at sitre. Det hele sendte varme stråler igennem hans krop, og hans fingre kærtegnede huden over den yngre drabants hofter. Ja, hans tommelfingre fandt endda ned under kanten af hans bukser, men også kun lige.

Alting var et samsurium af berøringer, der fik hans krop til at reagere. Lysten voksede, begæret efter at få mere af den unge mand. Men Hector var en tålmodig mand, og han ville lige så gerne tage sig den tid, der skulle til for at alting gik, som det skulle. At Cédric derimod havde travlt, det var ikke svært at mærke. Slet ikke som han begyndte at bevæge sig i skødet af ham, noget der ikke kunne undgå at påvirke Hector. Men han gjorde ikke andet end at lade hænderne hvile på hans hofter og derved lade dem følge hans bevægelser.

Og så stoppede kysset. Noget Hector havde blandede følelser over, men måske et øjebliks pause ville være en god idé. Han betragtede Cédrics ansigt, svagt forpustet, med et undersøgende, men venligt blik. Han var nysgerrig over, hvad Cédric selv tænkte om det hele, men der var vist ikke noget i tvivl om, at han kunne lide det. Godt. Det gjorde Hector glad.
Han forventede et nyt kys, men det kom aldrig. I stedet blev han spurgt, om de ikke kunne lægge sig over i sengen. Det var på en måde så uskyldigt og så alligevel så desperat, Hector kunne ikke lade være med at le dæmpet. Igen var det ikke en ond latter, men en glad latter over Cédrics travlhed.
”Jo, det kan vi godt.” Han slap ham og lod ham komme op at stå.

”Men først, unge Sølvsmed, skal du smide støvlerne.” Der var en snert af den kommanderende tone, han brugte på arbejde, i hans stemme, men han smilede bare til ham. Og så gjorde han det, han kommanderede, og fik sine egne støvler af. Så snart fødderne ramte det kolde gulv, støvlefrie, rejste han sig og trådte hen til Cédric. De skulle nok komme til sengen, men det hastede ikke. Ikke for Hector.
Med hovedet en anelse på skrå, stillede han sig foran Cédric og betragtede ham for et øjeblik, inden han rakte ud og tog ved bunden af den yngre mands skjorte. Mens nogle af fingrene strøg op af hans overkrop, trak han den roligt op og over hans hoved.

Med et lidt skævt smil, lod han blikket glide ned over Cédrics ganske nydelige overkrop. Så ung og fast. Det var umuligt at holde hænderne fra ham, så han lod dem søge ud for at kærtegne hans mave og bryst. Langsomt stadig med hænderne på ham, gik han om bag ham. Her trådte han helt tæt ind på ham og pressede blidt sine læber mod hans hals, lige under øret. Sit underliv skubbede han let mod den yngre mands bagdel, så han kunne mærke, at Hector var ganske begejstret over hans arbejde ind til videre.
Mens fingrene stadig kærtegnede Cédrics mave og bryst, kyssede han ham blidt og langsomt ned ad halsen og ud af skulderen.
"Hvis du finder noget ubehageligt eller pludseligt skifter mening, skal du sige til. Jeg bliver ikke vred over et stop eller et nej." Hans stemme var dæmpet og beroligende. Det var vigtigt, at Cédric vidste, at det var i orden at skifte mening.

Da han begyndte at kysse ham tilbage af mod halsen, fandt hans hænder frem til Cédrics bælte, som han ubesværet fik åbnet. Og som han nåede frem til at kysse ham under øret igen, skubbede han alt, hvad Cédric havde på underkroppen, ned over hans hofter og lod det falde til jorden. Positionen ærgrede ham lidt, for han kunne ikke se, hvad det afslørede, men det kom nok.
I stedet lod han fingrene glide over hans lår og frem til dét, det hele handlede om. Blidt strøg han fingrene over den, inden han endte med at lukke hånden om den, samtidigt med, at han let satte tænderne i Cédrics øreflip. Han smilede. Hvordan kunne han ikke?

[Cédric Sølvsmed]

Hectors grin, mildt som det var, havde frembragt et lettere forlegent smil på den unge drabants læber. Der var intet ilde ment i det, det var Cédric skam godt klar over, men det gjorde ham alligevel pinligt opmærksom på sin egen iver. Men han kunne ikke gøre for det. Det var simpelthen umuligt at beherske sig. Selv når der ikke var kys eller kærtegn indblandet, var det typisk noget af en udfordring at opføre sig helt normalt i Hectors selskab. Der var altså noget berusende over den mand, og Cédric turde knap nok tro på, at det her faktisk var virkeligt. Så meget var sket på så kort tid. Han kunne meget vel være faldet i søvn i opholdsstuen, lænet snorkende ind over sine sjusket nedskrevne noter og langt væk i drømmeland. I så fald havde han det ganske fint med aldrig at vågne igen. Det her var den bedste drøm, han nogensinde havde haft.

Kommandanten modsatte sig heldigvis ikke forslaget om at rykke over i sengen, men næsten lige som Cédric havde fået rejst sig, lød der et krav. Støvlerne skulle af. Det blev gjort med det samme uden den store tøven. Det havde lydt som en ordre, og så måtte den veldisciplinerede drabant jo hellere lystre.
Fødderne kom fri, og da han atter rettede sig op i sin fulde højde, blev fodtøjet en smule åndsfraværende fejet til siden med den ene fod, så det ikke stod i vejen. Han tog en overfladisk vejrtrækning og mærkede et sug i maven, idet Hector stillede sig lige foran ham og igen befandt sig tæt nok på til, at Cédric kunne røre ham – men det gjorde han ikke. Han lod den erfarne herre om at føre og løftede ganske villigt armene, så skjorten nemt kunne komme over hovedet.

Det let behårede bryst hævede og sænkede sig i tunge, men rolige stød, som Hectors hænder på ny begyndte at vandre rundt på hans nu fuldt blottede overkrop. Det undersøgende blik forinden generede ham ikke spor, for han mente ikke, at han havde noget at skamme sig over. Han var på ingen måde et pulserende muskelbundt, men kroppen bar alligevel tydeligt præg af jævnlig træning. Musklerne i både maven og brystkassen reagerede på de pirrende berøringer og havde allerede trukket sig let sammen i ren forventningsglæde, før Hector overhovedet havde strejfet ham.
Cédric sagde intet – tavsheden gjorde det på en eller anden måde mere spændingsfuldt – og stod blot og betragtede kommandanten, indtil han pludselig forsvandt om bag ham. En behagelig kilden bredte sig i hans mave og spredte sig som ild på en tør mark ud i resten af kroppen, da et par læber pressede sig mod hans hud lige under øret. Som følge af dette rejste de små hår i nakken sig øjeblikkeligt, men det var bestemt ikke grundet ubehag. Utroligt hvordan dét kunne føles så markant anderledes end et kys på læberne.

Et dæmpet støn af nydelse slap ud, og Cédric skyndte sig at bide ned i underlæben, så flere ikke fulgte. Hector var måske nok undt at høre den effekt, han havde på ham, men til trods for at Cédric var vældig investeret i deres intime leg, var der stadig en lille stemme i ham, der konstant påmindede ham om, at han slet ikke burde nyde det så meget, som han gjorde. Men det var altså virkelig, virkelig svært at lade være. Hectors hænder på hans krop, og kyssene mod siden af halsen, fik samtlige nerveender, de berørte, til at dirre af velbehag. At han samtidig blev meget bevidst om, at Hector tilsyneladende var lige så begejstret som ham selv, hjalp heller ikke ligefrem på at holde hovedet koldt. Han kunne derfor ikke lade være med at trykke sig blidt ind mod dét, han kunne mærke mod sin bagdel.
“Mmm,” var det eneste han kunne få over læberne som svar til den forsikrende bemærkning. Cédrics øjenlåg var næsten gledet helt i, og han havde lænet sit hoved lidt væk fra kommandantens, så der blev bedre plads til kyssene. Intet ved dette var ubehageligt. Indtil videre havde alt været helt igennem vidunderligt.

Drabanten åbnede med ét sine blå øjne, i det sekund der blev pillet ved hans bælte. Han slog med det samme blikket ned og følte et svimlende sug i maven, som om han befandt sig højt, højt oppe mellem trætoppene på en tårnhøj udkigspost. De ferme fingre arbejdede så hurtigt, at Cédric knapt nåede at reagere, før bæltet slap, og benklæderne røg ned om anklerne på ham. Selvom Hector stod med fronten mod hans ryg, følte han sig enormt blottet, og han mærkede straks varmen stige i kinderne. Maven blev diskret trukket ind i en dyb indånding, og han holdt ubevidst vejret. Han vidste ikke, om han skulle kigge eller ej, men overrumplet af situationens udvikling endte han med at følge Hectors hånd hele vejen med blikket, til den lukkede sig om ham.
Den allerede påvirkede del af ham voksede sig på ingen tid betydeligt større – det føltes nærmest som om, den havde sit eget hjerteslag – og den unge drabant anede hverken hvad, han skulle sige eller gøre. Ingen andre end ham selv havde nogensinde rørt ham dér før, og det kunne slet ikke sammenlignes med solosessionerne under sengetæppet.
Cédric løsrev sit blik og rettede det i stedet frem for sig, ansigtet lagt i svagt koncentrerede folder, og han kunne umuligt andet end at hengive sig til nydelsen. Både kinder og ører brændte, og munden var snerpet let sammen i et forgæves forsøg på at holde de små, lystne lyde indenbords. Mon det var hans tur til at gøre det samme ved Hector inden længe? Forlegenheden vendte stærkt tilbage, da tanken om, at han jo blot kunne række bag ud, slog ham. Han gjorde det dog ikke. Han smeltede bare længere ind mod kommandanten og lod sin hånd søge op og finde hvile mod den anden mands underarm.

[Hector af Bonville]

Det var ikke svært for Hector at mærke, at der var noget tilbageholdende ved Cedric, selvom han tydeligt reagerede positivt på alt, hvad Hector gjorde ved ham. Det var ikke noget, der bekymrede den ældre mand, som han nok kunne gætte sig til, at det var samvittigheden, der nagede. Han havde hørt det før. Ja, han havde selv været der, som ganske ung. Det var jo ikke meningen, at man skulle nyde det, når en anden mand rørte ved en. Det var forkert. Ugudeligt. Kriminelt. En tankegang Hector havde lagt fra sig for længe siden, men som nybegynderne døjede med. Ja, selv nogle af dem, der var gamle i gårde.
Det var der ikke så meget at gøre noget ved, det var en ting, folk selv måtte slås med. Hector tog, hvad han kunne få af små lyde og de tydelige tegn på nydelse.

Cédrics varme krop mod hans, skubbede til Hectors tålmodighed, især da den yngre mand blidt pressede sig mod ham. Men med hård hånd holdt Hector sig selv i kort snor. Dette handlede om Cédric, ikke om ham. Han skulle uden tvivl nok få, hvad han ønskede, senere. Stille og roligt.
Men utålmodigheden forsvandt også i baggrunden, som hans hånd lukkede sig om den yngre mand. Et lille smil lå om hans læber, som han med halvt lukkede øjne begyndte at kærtegne ham ved at køre hånden op og ned ad hans fulde længde. Det var en god følelse.
Det varede ikke længe, inden Hector genoptog sine små blide kys mod den unge drabants hals, nakke og skulder. Han nød det. At stå der og lade sin lyst øse ud over en så velproportioneret ung mand, der tydeligvis virkede til at blive blød – og hård, under hans berøringer. Imellem armene på ham.

Men han blev ikke ved længe. Af erfaring vidste han, at det hurtigt kunne være ovre, så snart slap han ham igen og trådte et skridt væk fra ham.
”Læg dig i sengen,” brummede han, tydeligvis selv påvirket af, hvad der skete imellem dem. Han fulgte ikke efter ham med det samme, men han begyndte i stedet at åbne sin jakke op og tog den af. Skjorten beholdt han dog på, Cédric skulle også have fornøjelsen at pakke op, men jakken var varm og træls at have på, lige nu.

Så snart den var smidt hen over ryggen på den stol, han havde siddet i, kom han over til sengen. Cédric havde været en dygtig dreng og havde lagt sig, som han havde fået besked på. Ikke at Hector anså det som en ordre, men det var måske svært at komme udenom, at han var hans overordrede.
Synet fik ham til at smile, inden han satte knæene i sengen, det ene mellem Cédrics ben, det andet udenfor. Hans blik ned over den nøgne krop var fyldt med lyst og begær, og han kunne heller ikke holde hænderne væk, som han rakte ned og strøg dem ned over den bare brystkasse og ned over hans mave. Den ene hånd blev sat i underlaget, som Hector lænede sig frem for at kysse sin sengepartner. Hans plan var egentligt at gøre det behersket, men hans krop ville åbenbart andet, som han svagt hungrende pressede sine læber mod den unge mands. Den frie hånd fortsatte med at røre og fandt frem til en brystvorte, han blidt nulrede.

For et stykke tid nød han at kysse med ham, men snart trak han sig fri og kyssede ham på kæben i skægget i stedet for. Og så på halsen. Skulderen. Kravebenet. Brystmusklen. Hans tunge gled næsten legesygt over en brystvorte, inden han fortsatte med at placere små blide kys ned over hans brystkasse og mave, mens hans fingre strøg ned over hans sider. Han flyttede sig længere ned i sengen, og snart kyssede han hans hofteben. De blå øjne blev løftet for at se, om Cédric var tilpas, inden en hånd fandt frem til ham imellem benene igen. Med et stik af frydefuld forventning på Cédrics reaktion, tog han ham i munden. Med hånden stadig om ham, begyndte han langsomt at løfte hovedet op og ned, mens hans tunge gled over ham. Det var noget han ikke havde noget i mod at gøre for andre, og han vidste, hvordan man gjorde det. Godt.

Mens han var optaget af at forkæle den unge drabant, var han dog stadig opmærksom på, hvad han syntes om det. Det kunne måske godt være lidt overvældende, og normalt ville Hector ikke have kastet sig så hurtigt over det, men Cédric havde virket meget ivrig efter at komme i gang. Og hvis han ikke havde været sammen med nogen før nu, kunne Hector godt forstå ham.
Hector var klar til at trække sig, hvis det virkede til, at det var for meget, men et eller andet sted kunne han ikke forestille sig, at det var. Og han kunne ikke lade være med at smile, om det så bare var en let trækning i hans mundvige, nu han var travlt optaget af noget andet.

[Cédric Sølvsmed]

En spæd bølge af ærgrelse skyllede ind over Cédric, idet hånden slap ham, og den kropslige kontakt blev brudt fuldkomment, som Hector tog et skridt væk. Det svagt utilfredse ansigtsudtryk var dog allerede borte, da den unge drabant vendte sig om ved lyden af sin øverstbefalendes stemme, der bad ham om at lægge sig over i sengen. Igen fik måden det var formuleret på og den let insisterende tone det til at lyde som en ordre, men en ordre Cédric var mere end villig til at følge. Han afgav et enkelt, forstående nik og gik roligt forbi Hector, hen til kanten af den brede seng. Den nøgne bagdel landede på madrassen, og han blev pludselig meget bevidst om, at han var fuldstændig blottet. Intet var skjult, og Hectors varme og nærvær var der ikke til at distrahere ham fra den genblomstrende nervøsitet. Alligevel krøb han dog uden tøven bagud, længere ind på sengen, først med benene bøjet og fødderne sat mod madrassen, men lod dem så falde fladt ned at ligge. Underarmene blev brugt som støtte, så han kunne ligge med overkroppen svagt hævet og stadig iagttage Hector, der netop havde fået jakken af. Desværre beholdt han resten af tøjet på, og Cédric skulle lige til at åbne munden for at brokke sig, men bed det i sig. I stedet blev de let adskilte læber diskret fugtet med tungespidsen, mens han overværede, hvordan kommandanten kom tættere og tættere på.

Blå, forventningsfulde øjne fæstnede sig ved Hectors skæggede ansigt, og drabanten kunne ikke lade være med at gengælde smilet, som var at se på det. Selvom det stadig var rimelig grænseoverskridende, var der noget underligt validerende ved at blive betragtet med så begærligt et blik. Et begær og en lyst, der også være ganske synligt i hans eget. Han havde aldrig ønsket noget så meget som det her, og det var næsten skræmmende, så lidt kontrol han følte, han havde over det. Særligt for en kontrolelskende, typisk velbehersket mand som Cédric. Men hans krop havde givet krystalklar besked på, hvad den ville. Der var ikke noget at gøre. Han var fuldstændig fortabt i Hector, og alt det han gjorde ved ham.
Berøringerne mod hans overkrop fik atter musklerne til at trække sig sammen, men denne gang slappede de noget hurtigere af, som han gladeligt hengav sig til de kildrende kærtegn. En hånd fandt nærmest helt af sig selv om bag Hectors nakke, da hans ansigt nærmede sig Cédrics, og den unge drabant pressede mindst lige så lidenskabeligt sine læber mod kommandantens. Han var overbevist om, at han aldrig ville blive træt af den følelse. Hver en celle i ham skreg efter mere, og han strammede krævende grebet om nakken.

Cédric måtte tilbageholde en misfornøjet lyd, da kysset blev afbrudt, men heldigvis blev det straks erstattet med mange flere, blot ned over hans krop. Han trak på smilebåndet ved de første kys på kæben og halsen, inden smilet gled i baggrunden, og lyden af sagte støn overtog. Hånden forlod nakken, og han lod endelig sin ryg møde madrassen med et dæmpet suk. For en stund lukkede han øjnene og tillod sig at nyde følelsen af Hectors læber mod sin varme hud til fulde. Hvordan de bevægede sig længere og længere ned. Han kunne næsten ikke være i sin krop til sidst. Hvert kys sendte et lille, elektrisk stød igennem ham, hvilket kom til udtryk som en svag, spændt dirren. Cédric tog sig selv i at holde vejret, idet et kys blev plantet mod hans hofte og nåede knap nok at spekulere på, om kyssene ville begynde at gå op ad igen eller fortsætte ned ad benet, før spørgsmålet blev besvaret for ham. Det viste sig hverken at være a eller b – men derimod noget, han absolut ikke havde forventet.

“Vent—” røg det nærmest ud af den unge drabant, som i et sæt havde løftet den øvre ryg fra madrassen. Der kom dog ingen opfølgende ord. Dem havde han skyndt sig at sluge, da de blå øjne var landet på den anden mands ansigt, og det blev hurtigt nær umuligt at holde de lystne støn inde, som ikke kun tiltog i hyppighed men også lydstyrke. Det var med en blanding af et brændende begær og total fortabthed, at han med røde ører betragtede Hector, og dét han gjorde ved ham. Han følte sig voldsomt overvældet, men det var alt for godt til, han ønskede, det stoppede, hvilket et kortlivet, men lystent smil forhåbentlig fik forsikret Hector om – at det han havde gang i var mere end okay.
Cédric rynkede sine bryn i et koncentreret udtryk, men løsrev på intet tidspunkt blikket fra manden mellem sine ben. Det var sindsoprivende ophidsende at følge med i dét, der foregik – nok til at holde forlegenheden fra døren, selvom han dog i ny og næ måtte bide lidt småflovt ned i læben for ikke at larme alt for meget. Det føltes bare så pokkers godt, og der gik heller ikke længe, før den velkendte følelse af noget, der hastigt byggede sig op inde i ham, meldte sig og fratog ham evnen til at tænke klart. Han burde bede Hector om at stoppe. Han burde trække sig, inden det var for sent, men det var, som om det ikke var en mulighed. Det eneste han kunne koncentrere sig om – det eneste han ville have – var det nærmende klimaks; eksplosionen af eufori, der ankom meget hurtigere end forventet. Pinligt hurtigt.

Drabanten lagde sig fladt ned på ryggen og lagde en hånd for munden lige i tide til, at den intense følelse skyllede ind over ham som en tidevandsbølge og fik ham til at stønne højlydt. Øjnene var klemt i, og den anden hånd knugede sengetæppet under ham, indtil det var overstået.
Omtumlet efter den uforglemmelige oplevelse blev Cédric liggende og vovede knap nok at åbne øjnene igen. Han kunne være kravlet ned i et musehul. Var dét virkelig lige sket?! Han ville ikke se på kommandanten. Kunne ikke. Nægtede. Foruden flovheden over dét, der netop var hændt, var han mest af alt bange for, at det ville være pinefuldt tydeligt, at han stadig ville have mere. Han var ikke færdig med at blive rørt, kysset – begæret. Værst var, at han endnu ikke havde gengældt det. Hector var stadig fuldt påklædt. Årh, ved Triatos, altså.
Cédric var lige på nippet til at slynge et undskyld ud, men besluttede sig for at snak kun ville forværre situationen. Så han fik skubbet sig halvt op at sidde og rakte i stedet ud efter Hector for at hive ham ind i et dybfølt kys. Uden at afbryde læbernes genforening, søgte hans hænder ned for at tage fat i kommandantens skjorte og forsøgte så behersket som muligt at få den af ham – iveren kunne dog næppe skjules, og han måtte modvilligt trække sig væk til sidst, men brugte lejligheden til at halvhviske:
“Nu tror jeg, det er Deres tur...”

Et lille, skævt smil tegnede sig på Cédrics læber, idet han smed skjorten over mod stolen. Den ramte ved siden af, men det ænsede han knapt, for han havde allerede fanget kommandanten i endnu et kys. Hænderne strøg blidt over Hectors brystkasse, inden de vandrede om mod ryggen, så han kunne trække ham med ned at ligge. Gjorde Hector ikke noget for at forhindre det, ville Cédric få rullet dem om, så han nu befandt sig øverst. Han var langt fra så erfaren som sin sengepartner – indtil i dag havde ting som disse jo kun fundet sted i hans fantasi – så det var med synlig usikkerhed i både mimik og kropssprog, at han slap den andens læber og begyndte at afsætte små kys ned langs siden af halsen. Det endnu brændende begær kæmpede dog ihærdigt imod selvtvivlen, og han forsøgte udelukkende at fokusere på at bringe Hector bare halvt så meget nydelse, som han for få øjeblikke siden havde bragt ham.
“Er der noget særligt, De ønsker, Hr. Kommandant?...” hviskede han lige under øret på sin overordnede, nærmest spindende som en legesyg killing. Hvad end det var, ville han adlyde, om det så var vage instruktioner eller mere direkte ordrer.

[Hector af Bonville]

Trods det lette ”vent”, der var kommet fra Cédric, virkede det ikke til, at han ville have ham til at stoppe. Han gjorde i hvert fald ikke mere, og snart kunne lydende også fortælle Hector, at han kunne lide det, hans overordnede gjorde ved ham. Det var ikke fordi, at Hector havde travlt, trods sin egen ophidselse, så han gav sig god tid til at forkæle Cédric. Vise ham, hvordan man kunne bringe hinanden nydelse. Det var ikke alle mænd, der kunne lide at gøre, hvad Hector gjorde lige nu. Nogle mænd anså dét, at tage en anden mand i munden, som en trussel mod deres mandighed. Men Hector havde ikke noget imod det. Det var meningen, at man skulle give hinanden nydelse i sengen, og dette var en del af det.

Da den unge drabant snart nåede sit klimaks, var Hector forberedt. Uden fortrydelse gjorde han ham helt færdig, inden han trak hovedet til sig og så op af kroppen foran ham. Smilet var tilbage på hans ansigt, et tilfreds og drilagtigt smil, som han kunne se efterdønningerne af nydelsen ved Cédric. Det gik jo ganske godt. Ikke, hvad han havde regnet med, da dagen startede, men han var absolut ikke skuffet. Det så ud til, at den unge drabant havde brug for et øjeblik, så Hector fik tiden til at gå med at kysse hans mave og hofte. Han elskede kærtegn. Alle slags, lige meget om han gav dem eller fik dem.

Men det fik han ikke lov til længe, før Cédric satte sig op for at hive ham op til et kys. Noget Hector ikke strittede i mod, som han gerne ville. Hans hænder bevægede sig op over den yngre mands muskuløse overkrop. Han elskede at røre og pille. Samtidigt kunne han mærke den andens hænder bevæge sig ned for at hive i skjortens kant. Ah. Tid til at blive afklædt. Det havde han ikke noget i mod, han havde fået varmen for længst.
Den lette hvisken fik Hector til at brumme tilfreds med et smil. Hans blik forlod ikke Cédrics ansigt, heller ikke da skjorten blev kastet med. De gled dog i, da deres læber mødtes igen. Han kom med en ganske let lyd af nydelse, da Cédrics hænder gled over hans overkrop. Han var ikke helt slank længere, men det sad hovedsageligt om maven. Ikke at den ligefrem hang ud over buksekanten, men der var ikke længere muligt at skimte hans muskler under fedtlaget. For meget mad og vin og for lidt motion. Han var blevet en mand af nydelse på sine ældre dage. Men han skammede sig ikke over sin krop. Den var, som den var, naturlig.

Snart lå Hector på ryggen i sengen, noget der fik hans hjerte til at slå lidt hurtigere. Ikke at han forventede, at Cédric ville gøre, som han havde gjort ved ham, men her var kontrollen taget lidt fra ham, og det gjorde ham spændt.
Hans hænder vandrede rundt på den yngre mands krop, som kysset sluttede. Han åbnede øjnene og betragtede den unge drabant, der tydeligvis var på dybt vand. Han løftede en hånd og strøg fingrene ned over hans kind, inden han lukkede øjnene halvt og drejede hovedet, så Cédric kunne komme til. Det var små rare kys, og Hectors fingre fortsatte ned over Cédrics bare skulder.

Spørgsmålet i det kælne tonefald ved hans øre fik de små hår til at rejse sig, og han brummede tænksomt.
”Hmm, godt spørgsmål.” Han trak hovedet så langt væk fra Cédrics som han kunne, så han kunne se hans ansigt. Han skulle huske sig selv på, at drengen intet vidste om det, de lavede. Han skulle vise ham det. Han betragtede ham lidt, inden han kyssede ham kort.
”Jeg vil godt vise dig, hvordan man ellers gør, to mænd i en seng.” Hans stemme var mild, og han kærtegnede hans hals med fingerspidserne. Som sagt, så gjort. Han skubbede blidt Cédric om på ryggen igen, inden han kort selv kom helt ud af sengen for at tage sine benklæder af. Han var ikke helt så ophidset, som han havde været tidligere, men det skulle nok komme igen. Der var ingen tøven fra hans side af, som han blottede sig for Cédric, det var noget, han ville få at se før eller siden. Så snart han havde efterladt benklæderne på gulvet, åbnede han lågen i et lille sengebord, der stod ved siden af sengen. På en af hylderne stod en lille fin glasflaske, han tog ud og stillede mere tilgængeligt på sengebordet. Derefter kravlede han roligt ind over Cédric igen, allerede med savn efter hans varme, så han startede med at kysse ham igen, grundigt. Endeligt trak han dog hovedet tilbage. Han tøvede kort, men besluttede sig så for, at han lige så godt kunne gøre det ordentligt.

”Der er forskel på, hvordan det er mellem en kvinde og en mand. Og en mand og en mand. Det er vigtigt at vide.” Han rømmede sig, og flyttede sig lidt, så han kunne stikke en hånd ned mellem Cédrics ben. Det var nok ret akavet, men Hector følte, at det var hans pligt at give lidt undervisning, nu det var Cédrics første gang. Og det var ikke ligefrem fordi, at samfundet gav unge mennesker nogen måde at lære på, inden de blev kastet ud i det, oftest først efter ægteskab.
”Kvinder har et hul mere. Omkring her.” Han markerede med en finger, og sørgede så også for at kærtegne ham lidt. ”Det er der, børn bliver lavet.” Han førte hånden lidt længere ned. ”Når vi mænd er sammen, foregår det her.” Han strøg fingeren over ham og holdt godt øje med hans reaktion. ”Hvis du en dag vil vide mere om at være sammen med en kvinde, må du spørge. Lige nu … skal du fortælle mig, om det er i orden, at jeg fortsætter. Det gør ikke ondt, så ville jeg gøre det forkert.” Han skævede kort til den lille flaske, hvis indhold glimtede lidt i det flakkende lys fra lyset, der stod på natbordet, inden han mødte hans blik igen, søgende efter et svar.

[Cédric Sølvsmed]

Det var ikke længe, Cédric fik lov til at være øverst, før deres position ændrede sig igen, men det gjorde ham egentlig ikke spor. Han kunne godt lide at ligge og kigge op i det skæggede ansigt med de tryllebindende blå øjne. Forinden han var blevet skubbet om på ryggen, var kommandanten dog kommet med et forslag, og han havde øjeblikkeligt følt et sug i maven. Den unge drabant kunne ikke med selvsikkerhed i stemmen sige, at han vidste præcis hvad, den anden mand mente, men han havde da et ganske kvalificeret gæt. Tanken var en smule angstprovokerende, men... han havde aldrig følt sig så tæt på et andet menneske før, som han lige nu gjorde med Hector; så forestillingen om at smelte fuldstændig sammen med ham var mildest talt ophidsende, men for nu sagde han ikke noget. Hans opmærksomhed var nemlig blevet rettet mod noget helt andet, som Hector havde forladt sengen og nu stod for enden af den og fik trukket de sidste klæder af. Endnu et sug gik igennem Cédric, da det gik op for ham, at næste gang deres kroppe mødtes, ville der ikke længere være noget til at adskille dem – ikke så meget som ét lille stykke stof, bare hud mod hud. Han kunne næsten ikke vente.

Med nysgerrighed malet i blikket fulgte han med fra sin plads i sengen, da Hector gav sig til at finde noget frem fra det lille bord ved siden af. En flaske? Udtrykket i Cédrics ansigt blev lidt spørgende, som han undrede sig over, hvad det mon kunne være, men han spurgte ikke ind til det, for snart faldt hans udelte opmærksomhed atter på kommandanten. Et kys blev initieret, og først da blev han klar over, hvor tomt det egentlig havde været uden Hector. Han gengældte derfor ivrigt kysset med en passioneret længsel efter mere, og det var bestemt ikke med hans gode vilje, at det kom til en ende. Havde det stået til ham, ville det have varet ved til daggry. Måske endda længere end det.
Cédric havde mest af alt lyst til at lægge armene om Hector og trække ham ned mod sig, til deres overkroppe stødte mod hinanden, men han nåede ikke engang at lægge an til det, før han spottede en svag tøven i den anden mands ansigt. Var der noget galt? Han skulle lige til at spørge, men hans overordnede kom ham i forkøbet.

Som det vel kunne forventes, blev Cédrics eget ansigt lagt i ret undrende folder over Hectors forklaring på, hvordan det hele hang sammen. En småakavet undervisning i menneskets anatomi. Virkelig? Nu?
Det viste sig hurtigt at være en større udfordring at holde masken, og drabanten måtte diskret klemme læberne lidt sammen for at forhindre et smil i et brede sig. Han forsøgte at tage det lige så alvorligt, som det formentlig var tiltænkt, og faktisk lytte efter, men det var altså lidt svært. Særligt da en hånd fandt ned mellem hans ben, men det var nu lige så meget på grund af den voksende utålmodighed efter at vende tilbage til deres lidenskabelige, kropslige leg. Jovist, han nød da kærtegnene – især det længst nede, hvilket han vidst ikke helt kunne skjule – men for pokker, så klap dog i og kys mig, tog han sig selv i at tænke. Selvfølgelig var det i orden. Kunne manden ikke se, at han var helt vild i varmen efter ham?!
Egentligt talt så havde Cédric forståelse for, hvorfor Hector havde følt det nødvendigt at inddrage ham i, hvordan det ville komme til at foregå, så han fik muligheden for at afslå, inden det potentielt blev ubehageligt. Samtykke lod til at være det absolut vigtigste for den ældre herre, og det bebrejdede han ham ikke for. Men det betød dog ikke, at han ikke kunne drille Hector lidt med hans bratte skift fra passioneret elsker til den alvorlige og ansvarsbevidste kommandant.

“Det er i orden. Jeg vil gerne,” startede han sandfærdigt ud, men et spøgefuldt glimt var allerede lyst op som et flygtigt stjerneskud i de blå øjne. Han kunne heller ikke tilbageholde et svagt, drilsk smil, da han kort efter tilføjede:
“Skal jeg stille mig på alle fire, så det bliver nemmere at ramme?”
Okay, nu blev han måske lige lovlig flabet, men ifølge ham havde Hector selv bedt om det. Og trods den oprigtige nervøsitet over dét, der nu lå i vente, følte han sig noget mere tilpas. Afslappet. Som sig selv, næsten. Det hele virkede pludselig lidt mere overskueligt, selvom situationen stadig var rimelig uvant, og det var udelukkende kommandantens fortjeneste.
For at give et yderligere praj om, at han naturligvis bare fjollede, bed han kortvarigt ned i sin underlæbe, inden et gavtyveagtigt smil fik lov til at smyge sig ind over læberne. Han lod fingerspidserne stryge ned over Hectors brystkasse og positionerede så sine ben således, at der var ét på hver side af hans sengepartner. Måske var Cédric ung og uerfaren, men han var hverken naiv eller uskyldig. Han havde hørt lidt af hvert, både som gæst på de mere lurvede kroer og specielt under sene gåture nede omkring havnekvarteret.

Cédrics ene hånd fandt vej op til hans mund, hvor han så pænt som muligt sendte en spytklat ned i håndfladen, før han søgte ned og tog fat om Hector. Dét havde han trods alt rigelig erfaring med, omend han aldrig havde gjort det på en anden mand før nu.
Hans blik hang fast i kommandantens, og han begyndte lige så roligt at bevæge hånden. “Gør lige hvad du vil med mig. Jeg skal nok sige til, hvis det bliver for meget,” sagde han så, dæmpet og næsten hviskende, og var tilsyneladende så optaget af øjeblikkets hede, at den korrekte tiltaleform røg.
Der gik lidt tid, inden han mærkede temperaturen stige, som om det først nu gik op for ham, hvad han netop havde sagt. Men der var ingen fortrydelse at spore i det lettere forlegne ansigtsudtryk. Alt, Hector hidtil havde gjort ved ham, havde føltes så fantastisk godt, så den unge drabant kunne vitterligt ikke forestille sig, at det her skulle være anderledes.
Cédric fugtede sine læber og kiggede afventende på ham, klar til at rykke rundt, hvis han fik besked på det. Det kildede stadig i maven. En følelse, der åbenbart aldrig forsvandt i Hectors selskab.