Sved på panden [S]

[Hector af Bonville]

Hector kunne ikke andet end at indrømme, at han blev glad, da Cédric sagde, at han gerne ville lade ham fortsætte. Selvom resten af, hvad de havde lavet, var dejligt, var der noget specielt over at lade sig forene på den måde, og han ville gerne vise Cédric, hvor godt det kunne være.
Han havde været så optaget af at formidle, den viden, han følte var så vigtig, at han overhovedet ikke havde opfanget, at den yngre mand havde haft problemer med at holde latteren inde. Og det tog ham også lige et øjeblik at registrere, at der var et glimt i drabantens øjne.

Spørgsmålet kom ud af det blå, og man kunne nok tydeligt se på kommandanten, at han for et øjeblik var hylet ud af den. Han spærrede øjnene lidt op og sendte øjenbrynene op i panden. Men som det gik op for ham, at Cédric var ved at tage pis på ham, væltede latteren op fra maven af. Det var en fri og dybtfølt latter, der for ham løsnede op for hele situationen. Når den unge mand kunne være flabet, så var han uden tvivl heller ikke så bekymret om situationen.
”Du kan komme over knæet, unge mand,” brummede han og gned et par begyndende tårer væk fra sine øjne med en hånd. De blå øjne betragtede Cédric, der havde flyttet lidt rundt på sig, mens Hector morede sig. Han var tavs, som den unge mand spyttede i sin hånd og rakte ud efter ham. Det var ikke forkert, det han gjorde, om end lidt unødvendigt, men det ville han finde ud af om lidt.

Hectors øjne gled i, som hånden lukkede sig om ham og begyndte at bevæge sig.
”Mhm,” brummede han bare som svar og nød følelsen af kærtegnene. Han sad sådan på knæ og nød det i et lille stykke tid, mens han kunne mærke sig selv blive mere ophidset. Mere klar. På et tidspunkt åbnede han øjnene og betragtede Cédric lidt, inden han lænede sig frem for at kysse ham. Den ene hånd blev sat i underlaget for at tage hans vægt og den anden drog på opdagelse ned over den unge krop. Hector kunne ikke få nok af følelsen af hans varme hud.

Men det varede ikke så længe, inden han rettede sig op igen og rakte ud efter den lille flaske. Med en øvet bevægelse åbnede han den og lod et par dråber af olien dryppe ud på et par fingre. Den blev stillet til side igen, inden hans hånd fandt vej ned mellem Cédrics ben. De to fingre fordelte olien det rigtige sted, inden han, med et blik mod Cédrics ansigt, blidt førte den ene op i ham. Han vidste godt, at Cédric havde travlt, selvom det virkede til at have hjulpet lidt på det efter Hectors kærlige behandling. Men nogle ting var bedst at tage sig tid til.

Hvis den yngre mand virkede til at synes, det var helt fint, tog Hectors frie hånd fat om ham, og begyndte at kærtegne ham, samtidigt med at han bevægede den anden hånd. Sådan blev han ved, mens hans blik hvilede på hans ansigt. En finger blev snart tilføjet, og Hector slap ham igen, så han kunne støtte på en arm og læne sig frem for at kysse ham. Ikke at han holdt det længe, som han i stedet for gav sig til at udforske hans hud ned ad halsen med læberne. Nappe ham lidt i øreflippen og kysse hans kæbe.

Endeligt følte han, at de var der, og han rettede sig op igen, for at skubbe lidt rundt med Cédric, inden han med en hånd hjalp sig selv det rigtige sted hen. Han bed sig let i underlæben, mens hans blik gled fra det, han lavede, til Cédrics ansigt. Forsigtigt skubbede han sig ind i ham. Snart kunne han blidt begynde at bevæge sig og derved komme længere og længere ind, indtil han kunne sætte begge hænder i underlaget, lænet ind over den unge mand, der lå under ham.
Små svage støn forlød kommandanten, som nydelsen spredte sig i ham, for hver gang han bevægede hofterne. Blikket forlod ikke Cedrics ansigt, både for at sikre sig, at det hele var, som det skulle være, men også hvis det var, ville han have hver eneste lille bevægelse i hans udtryk af nydelse med.

[Cédric Sølvsmed]

Kommandanten havde humor, guderne være lovet. Ikke at drabanten havde forventet andet af sin typisk muntre overordnede. Hector lod bestemt ikke til at være typen, der tog sig selv alt for seriøst, trods han af flere omgange denne aften havde været så fuld af alvor, at Cédric nær var gået til af bar nervøsitet. Grinet, der lød som om, det kom helt nede fra maven af, havde derfor en enormt forløsende effekt på den unge mand, som i den tavse stund forinden havde følt et stik af fortrydelse over sit flabede spørgsmål. Han grinede ikke selv – hverken en klukken eller en fnisen – men den andens latter var så smittende, at smilet på hans læber voksede sig betydeligt større. Det var rart, at der var plads til lidt pjat ind imellem alt det intense og nye.
Intet blev sagt til Hectors drilske trussel om, at han kunne komme en tur over knæet, men det drengerøvsagtige udtryk, som var til stede i både øjne og smil, fortalte, at det næppe var noget, Cédric ville have noget imod. Der gik dog ikke længe, før drillesygen stilnede af, og en lettere koncentreret mine tegnede sig på hans ansigt, som han gav sig i kast med at kærtegne Hector, der tydeligvis brød sig om måden, det blev gjort på.

Det var med en svag varme i kinderne, at Cédric på skift så op mod den anden mands skæggede ansigt og ned mod dét, hans hånd var travlt beskæftiget med. Luften i det lille rum var så tyk af feromoner, at den var begyndt at vibrere, bildte han sig ind – af gensidig lyst, af forbudt begær og af en hastigt tiltagende forventningsglæde. Dét var det bedste ved hele dette scenarie. Spændingen. Normalt brød han sig ellers overhovedet ikke om situationer som disse, hvor han ikke var fuldkommen i kontrol, men måske det netop var dét, som gjorde, at det var så berusende en oplevelse. Det fysiske velbehag overrumplede det psykiske ubehag, så det eneste, der nu fyldte i hans hoved, var en higen efter mere – og der gik heldigvis ikke længe, før det tavse ønske blev indfriet.

Cédric gengældte lidenskabeligt kysset og dirrede svagt under følelsen af Hectors varme hånd mod hans ligeså varme krop. En lille, utilfreds lyd forlod ham, da deres læber måtte skilles, men som han fulgte armens bevægelse over mod sengebordet, blev han straks klar over, hvad der nu skulle ske.
Den unge drabant glemte alt om at trække vejret, mens han lå der, uden at røre på sig, og betragtede manden over sig. Han havde trukket hånden til sig igen, og til trods for hans tidligere, overbevisende overskudssnak, var han pludselig ikke længere helt så sikker på, at han var parat. Hector havde sagt, det ikke gjorde ondt, men hvad hvis det bare var for at berolige ham? Det havde været en behagelig følelse, da Hector kort havde berørt ham dér, men der var altså også temmelig stor forskel på en finger og...

Et lavmælt gisp væltede ud af ham og tvang ham til at hive ny luft ind, idet den første finger trængte op i ham. Det var en komplet ukendt følelse, og han fandt sig selv lettere forundret over, hvor godt det egentlig føltes. Den unge mand trak vejret tungt og slap en nydende lyd, inden læberne stædigt blev klemt sammen for at forhindre flere i at sive ud. Dét blev dog hurtigt en vanskelig opgave, som Hector lukkede den anden hånd om ham, og han ikke kunne andet end at give frit løb for en række af sagte støn.
Cédrics hænder fandt i mellemtiden hvile mod hans egen brystkasse, og det var med en flakken i blikket, at han småforlegent kiggede mod kommandanten med jævne mellemrum. Skulle Hector absolut også kigge på ham? Det var næsten endnu mere flovt end den tidligere behandling, han havde modtaget, men han gjorde sit bedste for at fortrænge den indre uro, dét at være i fokus gav ham. Han ønskede trods alt ikke, det skulle stoppe.

Endnu en finger blev tilføjet – hvilket bestemt ikke gjorde det værre! – og forlegenheden syntes endelig at glide i baggrunden, da Hector kom tættere på. Kysset var kortlivet, men de følgende kys mod hans hud opvejede det og fik et par vellystige støn ud af drabanten. Han nåede lige akkurat til et punkt, hvor han følte, han kunne fordybe sig fuldstændig i nuets eufori – men bedst som det, trak kommandanten sig og begyndte at rykke rundt på ham.
Med et sug i maven og en, for ham, hørlig hjertebanken, forsøgte Cédric mentalt at forberede sig på det kommende, men hvordan skulle han dog kunne det? Hector havde måske givet ham en ganske god forsmag på det, men følelsen, der inden længe skyllede ind over ham, kunne ikke simuleres.
Et langt støn fik Cédrics læber til at skille sig ad, og for et øjeblik lukkede han øjnene, som han lige måtte vænne sig til den overvældende følelse. Det var virkelig godt, men... intenst. Han flyttede en hånd fra brystkassen og ned mod madrassen, hvor fingrene blidt knugede om sengetæppet under ham; den anden hånd blev liggende og knugede lidt hårdere om den ene brystmuskel.
Det var med brynene rynket i koncentration, at han atter åbnede øjnene og mødte Hectors blik, som han denne gang formåede at fastholde uden trangen til konstant at se bort. Det var stadig ikke super trygt, men der var et eller andet ved øjenkontakten, der gjorde det hele meget bedre.
Grebet om tæppet blev sluppet, og hånden søgte i stedet op for at tilfredsstille ham selv. Kombinationen af dét og Hectors rokken med hofterne fik ham blot til at stønne endnu højere, skønt han prøvede at holde det indenbords ved at bide sig i underlæben. Men forgæves.

“Bliv ved...” hviskede han åndeløst. En diskret erkendelse af at han i den grad brød sig om det. Cédric ænsede slet ikke omgivelserne længere. Det eneste, han kunne fokusere på, var Hector og den ubeskrivelige følelse, der fik enhver fiber i hans krop til at skrige efter denne mand.
En brændende lyst til at omfavne kommandanten og trække ham helt tæt på meldte sig, og hans hænder stoppede da også deres nuværende aktiviteter; men i stedet for at slynge armene omkring Hector, greb han fat om sine egne baglår, så han kunne holde benene tæt ind mod kroppen og dermed gøre det nemmere for den anden at støde til – eller at læne sig nærmere. Noget den unge drabant inderligt håbede på, men ikke følte han kunne verbalisere, så han nøjedes blot med at sende et bedende blik.

[Hector af Bonville]

Hver eneste lille lyd, hver eneste kropslige reaktion og blik, Hector kunne få ud af Cédric, var en dybtfølt fornøjelse for den ældre herre. Det sendte små gnister af lyst igennem ham, der næsten kunne måle sig med den fysiske følelse, der var så overvældende lige i det øjeblik. Det var slet ikke, hvad han havde forventet at bruge aftenen på – det havde ikke været hans tanke at skulle tage sølvsmedens søn med i seng, men her var de nu. Skammede Hector sig over at elske med sønnen af en mand, han også delte seng med? Ikke rigtigt. Som han havde forklaret den unge Sølvsmed, var Hector ikke interesseret i forhold. Det var bare sex. Og desuden var den ældre Sølvsmed gift, så hvis han skulle have dårlig samvittighed over noget, skulle det være det. Men heller ikke der, havde Hector en grim smag i munden.

Havde Hector ikke været så koncentreret om dét, der foregik mellem dem, ville han have smilet af Cédric, hvis hånd gled ned imellem dem. Helt genert var den unge mand da ikke, selvom hans ører havde haft en pæn rød farve hele aftenen. Det gjorde ikke kommandanten noget, at hans underordnede havde et behov for at røre sig selv, faktisk fik det bare et eller andet i ham til at brænde endnu varmere, som han stadig betragtede ham med halvt lukkede øjne.
Et lille grynt, noget der skulle have været en lille latter, der dog blev kvalt i nydelse, kom fra Hector, da Cédric bad ham blive ved. Godt. Det gjorde ham glad. Beroliget af hans ord, lagde kommandanten lidt mere styrke bag sine bevægelser, men ikke meget. Han brød sig ikke om for meget voldsomhed i sengen, men nydelse, berøringer og en følelse af forbindelse og nærhed.

Noget ændrede sig, som den yngre mand flyttede lidt på sig ved at trække sine ben til sig. Det var nu nemmere at komme til, og Hector rettede på sin egen stilling. Det gjorde det nemmere for ham at skubbe sig helt ind i ham, og det gjorde han med en smule mere energi bag, som han godt kunne fornemme, at det var, hvad Cédric ville have.
Nu var det også nemmere for ham at nå drabantens læber med sine, og han lænede sig ned for at kysse ham. Dog blev det ikke så intenst, som han trak vejret tungt, men lidt blev det da til, ind i mellem nogle gispende, svagt stønnende vejrtrækninger imod hans læber.

Hvilende på den ene arm, løftede Hector en hånd fra underlaget og kørte fingrene over Cédrics hår, og kærtegnede hans ansigt, inden fingerspidserne gled ned over hans hals og kraveben, for til sidste at kærtegne hans brystvorte lidt, inden han måtte bruge armen til at støtte sig igen.
Hector var trods alt noget mere øvet end Cédric, og de havde god tid til at nyde hinanden i, inden en varm knude begyndte at vokse i Hectors underliv. Endeligt kunne han ikke skubbe den længere, og han lukkede øjnene med et lidt tydeligere støn, som hans muskler trak sig sammen og virkeligheden gled i baggrunden for følelsen af fuldendt nydelse, der skyllede over ham. For et øjeblik blev han hængende over Cédric med lukkede øjne, inden han åbnede dem og så ned på ham. Hans blik var tilfredst og et smil var at ane under skægget, inden han sænkede sig ned for at kysse ham en smule grådigt, stadig godt forpustet over den fysiske aktivitet, de nu havde overstået. Hans arme var dog efterhånden godt trætte, og gjorde Cédric ikke noget for at forhindre ham i det, begyndte han at lade sig glide ned ved siden af ham. Om den yngre mand ville blive liggende eller om ham rullede med for at lægge sig ovenpå ham, var ligegyldigt for Hector, der nu havde brug for en lille pause. Helt ung var han ikke længere.

[Cédric Sølvsmed]

Med den nye, finjusterede position blev kommandantens stød pludselig langt mere insisterende – men ikke nødvendigvis voldsommere – og det samme gjorde Cédrics vedvarige strøm af suk og støn. Der kom godt nok et punkt, hvor det var lige før, det blev for meget for den uerfarne drabant, men han bed det i sig og kompenserede blot for det milde ubehag ved at stønne lidt højere. Det var stadigvæk godt, og han ønskede ikke, at Hector skulle stoppe. Han ønskede derimod, at Hector skulle bringes ud over kanten, præcis ligesom han selv var blevet for ganske kort tid siden.
Som han lå der med benene ud til siden, fladt på ryggen, følte han sig dog temmelig ubehjælpsom; men dén bekymring flød hurtigt i baggrunden, da en skægget overlæbe berørte hans. Han gengældte det med den samme brændende iver, som havde været til stede lige fra det første kys, igen og igen, med de små pauser der opstod indimellem grundet den andens forpustelse. Det gjorde ham dog intet. Cédric nød næsten den varme ånde lige så meget som læbernes forening.

Og så skete det. For anden gang denne aften fik han et glimt af bakketoppen og ivrig efter at rutsje ned ad den i høj fart sammen med kommandanten, fattede han atter om sig selv og øgede straks tempoet på håndens bevægelser. End ikke ét sekund veg de blå øjne fra Hectors ansigt, hvor følelsen af overflydende begær ligeledes syntes at være tilstede, som følge af den gradvise opbygning af spænding og varme i kroppen, der endelig fik lov til at vælte ud. Højdepunktet var nået, og – igen – var det intet mindre end...

“Fantastisk,” mumlede Cédric ned i madrassen. Vægten af den anden mand, som nu lå ved hans side, var væk, og drabanten selv var rullet om på maven, så han kunne gemme det svagt rødmende ansigt i lagnet under sig. Der gik dog ikke længe, før han drejede hovedet mod sin sengepartner, som han – i manglen på ord – blot sendte et småforlegent smil. Han havde egentlig mest af alt lyst til at rykke sig det sidste stykke nærmere og klynge sig til den mand, der netop lige havde vist ham hele verdenen. Nej, en helt ny verden! En verden som både var skræmmende og fuldstændig vidunderlig på én og samme tid. Gid han kunne blive i den for evigt... Allerede nu kunne han smage bitterheden ved tanken om, at der ville komme et tidspunkt, hvor han måtte forlade sengen og dermed Hector og... hvad end dét her nu var...

Et dybt suk brød stilheden, da Cédric fik vendt sig om på siden, så han nemmere kunne betragte kommandanten uden fare for at få hold i nakken. Han følte sig pludselig tung og dvask. Der var sket så meget på så kort tid, og endorfinerne, der nærmest var eksploderet i hjernen på ham, fik samtlige muskler til at slappe fuldkommen af. Han turde næsten ikke lukke øjnene i frygt for, at han omgående ville forsvinde langt ind i drømmeland. Ikke et eneste sekund måtte gå til spilde – det her ville næppe komme til at ske igen. Og han hadede den tanke.

“Jeg tror, det her var en dårlig idé...” lød det så fra en meget søvnig drabant. Han smilede, og skønt det var en smule halvhjertet, var der ingen fortrydelse at se i hans blik. Den ene hånd rakte frem for at lægge sig mod Hectors varme hud, men stoppede midt i luften, som om han lige skulle tænke over det.
“...Men jeg er ligeglad.” Ordene kom selvsikkert ud – og det var godt! For han mente dem skam. Smilet vendte tilbage, skævere end før, idet hans fingre gled ind mellem hårene på den ældre mands brystkasse; men lige så hurtigt forsvandt det igen, og hånden gled også forsigtigt ned at ligge på madrassen imellem dem. Han sukkede. Hvis det nogensinde skulle siges, så var det nu. I morgen var det tilbage til alle formaliteterne og den stive facade.

“Jeg kan godt lide dig, Hector...” indrømmede han hæst. Cédric var fuldt bevidst om, at det var det sidste, hans kommandant havde brug for at høre lige nu, men han følte ikke, at han kunne skjule det længere. Han havde ikke lyst til at skjule det. Han havde brug for at sige det. Brug for at få alle kortene lagt på bordet. Om det så var for at sætte ild til dem og trampe flammen ud med en våd støvle...

[Hector af Bonville]

Et mumlende ord forlod Cédric og Hector åbnede øjnene og drejede hovedet for at se på ham. Fantastisk? Var det det, han havde sagt? Den ældre mand lod blikket flakke lidt hen over ham, inden han drejede hovedet på plads og lukkede øjnene igen. Han lå på ryggen med den ene arm over hovedet og den anden hvilende på maven, nøgen og uden dække af et tæppe. Han kunne sagtens holde varmen, nu kaminen havde spredt varmen i rummet, og efter deres fysiske aktivitet.
Det havde efterhånden været en lang dag, og selvom alting havde været meget afslappet til aften, var han allerede godt træt. Han kunne godt vende sig om på siden og lade sig selv glide ind i søvnen, men for nu holdt han sig selv vågen – selvom det var svært.

Da Cédric igen snakkede, åbnede Hector brat øjnene, og han trak sig selv ud af den faldende fornemmelse, der kom med søvnen. Denne gang flyttede han armen, der lå over hovedet, og drejede sig en smule, så han bedre kunne se sin sengepartner. Hans ord var ikke ligefrem positive, men hans udtryk beroligede Hector en smule. Han ville da blive ked af det, hvis Cédric fortrød, hvad de havde lavet. Det ville nu undre ham, han havde virkeligt været ivrig efter at få sin overordnede med i seng. Hector havde rynket panden en smule og reagerede ikke på hånden, der blev rakt frem mod ham.
Lettelsen fik Hector til at sukke og han lukkede kort øjnene, som hånden ramte hans bryst og strøg igennem de grånende hår. Han ville til at sige noget, men den yngre mand kom ham i forkøbet.

Indrømmelsen gjorde ikke Hector glad, som den måske skulle have gjort. Havde han ikke slået fast, at der ikke skulle være noget andet end sex imellem dem? Da han åbnede øjnene denne gang, var de fyldt med en svag bekymring, et let strejf af utilfredshed og tristhed. Et svagt smil dukkede op på hans ansigt, som han ganske grundigt betragtede den anden mands ansigt.
”Det er jeg glad for at høre. Så længe, at det bliver ved det.” Han tøvede lidt, men rakte så ud for at stryge fingrene over hans skæggede kæbelinje. Hvorfor skulle han nu også sige sådan noget? Hector skyede forhold som en kat skyede vand. Sådan havde det altid været, og han vidste ikke, hvorfor, men han foretrak friheden til at søge den seng, han nu havde lyst til. Tanken om forhold havde altid fået ham til at føle sig fanget.

Han trak hånden til sig igen for at skubbe sit hår, der var faldet frem over hans ansigt, om bag øret. Han havde ikke lyst til denne samtale, slet ikke nu, men Cédrics ord tvang ham.
”Jeg mente, hvad jeg sagde tidligere. Ingen følelser. Så snart vi går ud ad døren, er jeg din overordnede og alt er, som det plejer.” Hans hånd fandt frem til den unge mands varme hud lige under kravebenet, som han blidt kærtegnede. Hans blik forlod dog ikke Cédrics. Forstod han det?
”Hvis du ikke er tilpas med det, er det på tide at tage hjem, og så nøjes vi med at se hinanden fremover på jobbet.” Hectors stemme var dæmpet og rolig, som kærtegnene fortsatte, men tristheden var ikke helt forsvundet fra hans blik endnu. Ingen følelser. Han var klar over, at det kunne være svært, og så ville han hellere stoppe deres mere intime bekendtskab lige nu og her. Inden det blev mere kompliceret.

[Cédric Sølvsmed]

Cédric sukkede sagte. Havde han ærligt forventet andet? Hvor selvbedragerisk kunne man være? Han havde snildt kunnet forudsige Hectors reaktion, men alligevel havde han ladet ordene – den dumdristige tilståelse – undslippe sine læber, og nu kunne han ligge der og føle sig som jordens største tåbe. Afvist... på forståeligvis. Hvordan kom man lige tilbage fra sådan et slag? Ved at lade som ingenting?
“Javel, Hr. Kommandant,” lød det teatralsk fra den unge drabant, idet han løftede den ene hånd op til panden for at salutere sin overordnede. Så rullede han om på ryggen og måtte undertrykke mere end et suk, som han lå der og stirrede op i loftet. Ved guderne, han skulle aldrig være taget med Hector hjem. Hm, nej. Han fortrød det stadig ikke. Ikke selve akten. Problemet var snarere, at han havde tilladt sig selv at kaste sådan en omgang følelsespjank op.
Uden at vige i blikket lå Cédric næsten som forstenet og studerede årerne i de brædder, loftet var gjort af, mens han lyttede til kommandanten.

Så snart vi går ud ad døren, er jeg din overordnede og alt er, som det plejer. Jah, det var nemt for en som Hector at sige. Cédric vidste ganske vist ikke så meget om sin øverstbefalendes privatliv, men udadtil virkede han som en mand, der hvilede enormt meget i sig selv og havde styr på det alt. Havde han det? Han havde i hvert fald ikke en hel familie, han skulle hjem og spille skuespil for, til han var ved at gå op i sømmene af indestængt frustration.
Det var med let irritation i stemmen – og måske en snert af skuffelse – at han svarede:
“Jeg mente det også. Jeg har forstået det. Ingen følelser. De er ude af verdenen nu, så glem hvad jeg sagde.” Han skubbede sig op at sidde og endte med at rykke sig helt ud til fodenden, så han fortsat kunne undgå den andens blik. Fødderne ramte gulvet, og en albue blev placeret mod hvert knæ, inden han begravede sit varme ansigt i de endnu varmere håndflader. Skulle han bare se at få noget tøj på og smutte hjemad, så det her kunne få en ende?
Lige som han skulle til at række ud efter et af sine klæder, rettede han sig i stedet for op og drejede overkroppen og blikket i retning af Hector. Ja... ja, det måtte han nok hellere. Han havde brug for at få det hele lidt på afstand, kunne han mærke, og så længtes han også efter følelsen af den friske natteluft. Men først...

Cédric trak benene op i sengen igen og kravlede tilbage til kommandantens side, hvor han en sidste gang indåndede den anden mands essens, som han lænede sig ind for at kysse ham farvel.
“Jeg får dig næste gang, gamle mand,” lovede han med et begyndende, skælmsk smil. Om han kun hentydede til kampen på Drabantkorpsets støvede træningsplads var ikke til at afkode, men uanset var det blevet sagt med et glimt i øjet. Han ville godt nok lyve, hvis han påstod, at det ikke stadig sveg lidt efter den pinagtige afvisning, men hvad var der at gøre andet end at glemme det? Eller i hvert fald forsøge sit absolut bedste... Hector var ikke interesseret i andet end det fysiske, det stod nu fuldstændig klart for den unge drabant, som fandt det umådelig svært ikke at lade følelserne komme i klemme. Men trods hans lettere sårede ego ønskede han ikke, at dette skulle være sidste gang, han forenede kroppe med den ældre mand. Hvor svært kunne det være at fortrænge lidt følelser?

De blå øjne hvilede ikke længe på Hector, før Cédric endnu engang gjorde antræk til at smutte ned i fodenden.
“Jeg må nok hellere se at liste hjemover. Tak for selskabet, og... oplevelsen.”
Hvis ikke kommandanten gjorde noget for at stoppe ham, ville han forlade sengen og så småt begynde at tage sit tøj på. Tanker om fremtidige møder kørte allerede rundt i hovedet på ham, men han kunne ikke sove ved siden af en mand, der ikke følte det samme som ham. Ikke i nat. Og måske heller ikke næste gang, hvis der da kom sådan en. Han håbede det, inderligt. Men hvis reglen, der forbød dybere følelser, skulle overholdes, gik det hverken med kæl eller hyggesnak efterfølgende. Det måtte Hector vel kunne forstå.

[Hector af Bonville]

Det gjorde næsten fysisk ondt at se den yngre mands reaktion på Hectors ord. Smilet forsvandt fra Hectors ansigt og hans blik udtrykte den svagt sårede tristhed, hans bryst blev fyldt med. Han svarede ikke på Cédrics salut, men betragtede han bare tavst vende sig væk fra ham. Langsomt gled han selv om på ryggen igen, uden lyst til at se sin unge elsker stirre så tomt op i loftet. Han forstod, at Cédric havde brug for at tænke tingende igennem, og han valgte at lade være med at forstyrre ham. I stedet lagde han armen over hovedet igen og lukkede øjnene, nu uden nogen lyst til at sove. Der var ikke andet for end at vente på, at den yngre drabant fandt ud af, hvad han ville.

En stribe af lys skar ind i Hectors øjne, som han kun åbnede dem på klem, da Cédric begyndte at tale. Hans tonefald gjorde ikke noget for at fjerne den triste følelse i Hectors bryst, snarer tværtimod.
Sengen bevægede sig som den anden krop flyttede sig ned mod fodenden, og Hector åbnede endeligt øjnene helt og satte sig op for at se på Cédric. Synet af ham siddende der, med ansigtet i hænderne, var lige ved at få ham til at flytte sig derned for at lægge armene om ham, men noget holdt ham tilbage. Og snart kom der liv i hans sengepartner, der kravlede tilbage til ham. Hectors blik var svagt bekymret, men mest afventende. Mentalt havde han selv lukket af, så hvad end der blev sagt og gjort ikke ville gøre for ondt. Det ville ikke være første gang, at nogen ikke havde taget hans regel om ingen følelser personligt. Det var lige ubehageligt hver gang.

Men Cédric pressede sine læber mod hans, og med en følelse af tydelig lettelse, gengældte han kysset. Han ville gerne have det til at vare resten af natten. Selvom han ikke ønskede følelser i sine bekendtskaber, kunne han godt lide alt det, der hørte med i sengen. Det fysiske nærvær. Kyssene. Berøringerne. En varm krop at sove med. Men han vidste godt, at det ville han ikke få denne gang. Mon han nogensinde ville få mere fra den yngre Sølvsmed? Måske ikke. Men det havde været godt, det han havde fået. Den familie formåede at levere.
Hectors øjenbryn skød i vejret, som Cédric skiftede udstråling. Var det en lovning om mere?
”Du kan altid prøve,” brummede han, som en skjult invitation. Om det var træning eller endnu en omgang sengeleg, det var Hector ikke klar over, men Cédric var velkommen til begge dele. Hector ville ikke have nogle hårde følelser for et nej til at skulle ses igen, og han håbede, at hans underordnede ikke ville lade afvisningen komme til udtryk på arbejdet. Det gik ikke.

Hector blev siddende med benene halvt i skrædderstilling, men inden den anden drabant flyttede sig, rakte han ud og rørte ved hans skulder. Blidt lod han tommelfingeren glide over den varme hud.
”Selv tak.” De blå øjne betragtede det unge, skæggede ansigt lidt, inden han lod hånden falde og lod ham tage sit tøj på. Hector blev siddende og betragtede ham, efter han havde trukket tæppet over sine ben og skød. Han ville løfte hånden og vinke farvel til Cédric, som han gik, inden han med et suk gled tilbage i sengen og lukkede øjnene. Han åbnede dem først, da en kold snude skubbede til hans ene hånd og et par brune øjne så på ham.
”Okay, så kom da.” Hector rykkede sig ind i sengen og Cléa hoppede op og lagde hovedet på hans bryst. Sådan lå de et stykke tid, med Hectors fingrene i den grå pels, inden han besluttede sig for, at det nok var en god idé at gå hjem til sin seng og den morgenmad, Arielle ville lave til ham.

Da han forlod det lille, indeklemte hus, var tæpperne skiftet, ilden slukket og der var blevet luftet ud. Så var der klar til endnu et besøg en anden dag. Tankerne handlede stadig om den unge drabant og den næste arbejdsdag. Hector håbede, at alt ville være, som det plejede. Han håbede, at han havde vurderet den unge mand rigtigt. Det måtte kun guderne vide, om han havde.

// Out

[Cédric Sølvsmed]

Det var uden hast, at Cédric fik klædt sig på i skæret fra den knitrende ild, og undervejs måtte han kæmpe imod den dragende effekt, den nøgne kommandant havde på hans blik. Han kunne dog ikke fuldkommen afholde sig fra at skæve mod Hector, og når det blev gjort, var det med et svagt træk i den ene mundvig.
Sikke en underlig dag... Den unge drabant forstod stadig ikke helt, hvad der var sket eller hvordan og hvorfor – men han fortrød intet, selv ikke i kølvandet af afvisningen. Ansvarsbevidst som manden var, havde Hector jo på forhånd sørget for at sætte forventningerne, og hvad havde Cédric gjort? Komplet ignoreret alvoren af det følelsesmæssige aspekt, og nu betalte han for det i stor stil. End ikke de nådige guder kunne benægte, at han var rigets største kvabtorsk...

Støvlerne var det sidste, der blev rakt ud efter, og da begge fødder var smuttet ned i fodtøjet, glattede han nonchalant folderne ud på tøjet. Som han rankede ryggen, faldt der endelig ro på det flakkende blik, idet han låste det fast på sin overordnede. Sommerfuglene var efterhånden alle gået i dvale, men synet af den ældre herre satte stadig sit præg på pulsen. Cédric gruede de kommende dage, men han vovede ikke at lufte sine bekymringer. Hector skulle ikke belemres yderligere med hans åndssvage hjertekvaler. Så han bed det i sig og gengældte blot kommandantens vinken med et smil, inden han forsvandt ud ad døren og ud i mørket.

Knapt havde den unge mand påbegyndt gåturen hjemad, før halsen snørede sig sammen, og de første, brændende tårer hobede sig op i øjenkrogene. Han tørrede vredt øjnene i ærmet – igen og igen, indtil de var røde og irriterede – og besluttede sig for at tage den længste omvej tilbage til familiens residens. Han græd aldrig foran andre, og da slet ikke sine forældre eller søskende. De ville alligevel ikke forstå det... for Cédric ville ikke kunne forklare det. Måtte ikke. Og ud af alt var det dét, som gjorde allermest ondt.

Afsluttet.