Under lidt løsere rammer

[Igraine af Charenoy]

Det skulle ikke tage mange øjeblikke for de to grevinder af henholdsvis Charenoy og Rouvry at sørge for, at de glædelige nyheder blev offentligt annonceret og aftalen dermed mere eller mindre cementeret. I hvert fald betragteligt sværere at slippe fri af igen. Som det var, betragtede Igraine af Triviers det dog heller ikke som noget problem, omend hun stadig var en god del forundret over, hvor hurtigt hele foretagendet var gået. Hun havde trods alt forventet at skulle bruge det meste af et år, før hun kunne være heldig med succes.

Alligevel sad hun nu i en lun stue sammen med Bartholomeus af Charenoy , hvor de var endt efter en ganske kort aftengåtur i det ustadige vejr og var i færd med at drikke et krus vin, der ikke længere var det første af sin slags. De var naturligvis ikke efterladt fuldkommen alene, der var tjenestefolk til stede, men Igraines status som enke tillod dog alligevel en del mere frihed end en ugift komtesse ville have. Af samme grund havde begge mødre forladt dem efter en passende tid.

Det var ikke så bekymrende for Igraine, der ærligt talt ikke var ked af at få et mere privat øjeblik med sin fremtidige mand og hun sneg sig diskret til at betragte ham henover kanten på glasset, som hun tog endnu en tår vin. Da hun sænkede det, var det da heller ikke det mest formelle smil, som buede læberne op. "Jeg ville sige, at jeg er ved at have varmen igen, men velvidende, hvad der venter i Charenoy, er det vist ikke rigtigt at tale om kulde endnu."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde fundet det ganske akavet, da selskabet inkluderede begge mødre og han havde næppe sagt mere end tyve ord. Nu var de, Mithras være lovet, gået og havde efterladt ham funktionelt alene med enkefruen. Han drak langsomt, men fik alligevel tømt en god del af vinen, før han slap et dæmpet fnys.

"Så bliver det ikke værre, Nådigfrue. Vi rejser først derop i foråret. Jeg er sikker på at Deres sensibilitet nok skal klare det," forsikrede han.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var, trods sin alder, ærligt talt også lettet, da først hendes mor ikke længere var i stuen. I hvert fald slappede hun en god del mere af nu, selvom hun måske burde være anspændt.

I stedet kom hun med et forsøg på en morsomhed og valgte at tolke svaret som det samme. I hvert fald smilede hun nippede til vinen.

"Det glæder mig, at De er fortrøstningsfuld," svarede hun derfor også med et enkelt glimt i de mørke øjne, som hun betragtede ham halvt over kanten af glasset. Den opadvente bue forblev omkring læberne.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede et enkelt bryn. "Hmm. Jeg er vældig bekymret for mange ting, men hvorvidt de kan holde varmen er ikke med i regnskabet."

Hans blik gled lidt over hende. "Jeg vil dog tro at der skal en garderobeændring til. Vi ynder at bruge pelskraver og uld, snarere end brokade. Det er en af måderne at holde sig varm."

[Igraine af Charenoy]

Igraine trak lidt på smilebåndet, ikke det mindste overrasket over hans ord. Kort fra fremmede som de var, forventede hun generelt ikke hverken omsorg eller bekymring fra den mildest talt bryske ridder. "Naturligvis," medgav hun og havde såmænd også allerede sendt bud efter et par kjoler, der var mere passende end hendes nuværende garderobe, der passede sig bedst til syden.

Hun regnede dog ikke med, at nordboen for alvor havde nogen interesse i at tale om kjoler og derfor hævede hun i stedet et bryn let. Tonefaldet var næsten henkastet, da hun talte, for hun var bedre end et lade tvetydigheden træde frem. Det betød ikke, at hun var blind for den. "Og de andre måder?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' mundvige sitrede afslørende over enkefruens spørgsmål, omend han hurtigt fik kvalt det igen og nøjedes med at tage en tår vand.

"Mm. Det er jeg overbevist om at enkefruen selv kan tænke sig til," konstaterede han. "Når det er koldt, må man holde sig indendøre."

[Igraine af Charenoy]

Det var absolut et grænsesøgende spørgsmål og Igraine vidste det udmærket. Hun var dog unægteligt nysgerrig efter at teste ridderens bogstavelighed og fortrød intet, da hun i stedet så det antydningsvise smil på hans læber.

"Jovist," medgav hun da også blot og tog en tår vin mere, selvom hun allerede kunne mærke varmen fra det foregående glas i kroppen. Hun skiftede da også elegant emne, selvom hun ikke helt glemte den kortvarige undertone. "Er der søvej helt til lensborgen?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Vand blev erstattet med vin igen og Bartholomeus nikkede lidt. "Det er der. Lensborgen ligger ved Charenoy-floden," medgav han.

"Men strømmen er meget kraftig i foråret, på grund af smeltevandet fra bjergene, så vi rider de sidste dage hjem."

[Igraine af Charenoy]

Igraine nikkede let til den første del af svaret, men forventede dog ikke den næste. Overraskelsen afslørede sig da også i hendes blik, før brynene trak sig umærkeligt sammen.

"Jaså," svarede hun, ikke helt uden bekymring. Til gengæld tøvede hun heller ikke med at forklare årsagen. "I så fald er dette måske det rette tidspunkt at bemærke, at jeg ingen personlig erfaring har med heste. Andet end de, der trækker en vogn."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede begge bryn over indrømmelsen. Han var sikker på at det var helt normal barnelærdom for en adelig, også pigerne. Men hvad vidste han.

"Jaså," svarede han tænksomt. "Vi har godt nok en vogn, men den er til fragt, åben og ganske ukomfortabel. Jeg vil stærkt råde Dem til at tage ridelektioner. Gælder det samme Delphine?"

[Igraine af Charenoy]

Den helt ærlige sandhed var, at Igraine var en god del bange for de store dyr, men det var ikke noget, hun tidligere havde været nødsaget til at indrømme og den del kom heller ikke let nu.

"Nej, Delphine har redet siden hun var stor nok til at kunne sidde på en hest," forsikrede hun i stedet, uden at det maskerede hendes egne betænkeligheder.

[Bartholomeus af Charenoy]

"Mmh," brummede Bartholomeus og tænkte sit. Han nikkede langsomt.

"Hvordan kan det være at De ikke har lært det samme, Nådigfrue?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine drejede kruset lidt mellem hænderne, men drak ikke af det. Tungespidsen fugtede læberne, men hun havde i sidste ende ikke tænkt sig at svare undvigende.

"Jeg har aldrig været tryg ved dem," indrømmede hun i stedet ærligt, selvom ridderen måske ville mene, at det var tåbeligt. "Heste, altså."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' blik vandrede over enkefruen og måtte ændre på et par af sine idéer om hende. Han åndede langsomt ud og nikkede lidt. Han havde tænkt hende udelukkende stærk, men her var der en lille revne i fundamentet. Det kunne selvagt ikke gå, at en grevinde i Charenoy ikke kunne ride, men hans første respons omkring at finde en træner var muligvis ikke idéelt.

"Jeg kan undervise Dem," konstaterede han, mere som en beslutning han sagde højt end et spørgsmål. "De har ikke en hest, går jeg ud fra. I morgen mødes vi ved staldene og udvælger en til dem. Har De ridetøj...?"

[Igraine af Charenoy]

Det var en sårbar situation og Igraine var ikke blind for, hvordan han betragtede hende kritisk. Måske ændrede det hans opfattelse af hende, men hun havde ikke tænkt sig at foregive noget blot for at imponere ham. Det betød ikke, at hun ikke var lidt anspændt, som hun afventede svaret. Da det kom, var det dog ikke, hvad hun havde forventet og hun formåede ikke at skjule sin overraskelse.

I et sekund eller to tøvede hun, alene på grund af den modvilje, som tanken alene skabte. Derfra rankede hun sig dog lidt, tog en beslutning og trodsede sin egen frygt. Hun sank, nikkede en enkelt gang og svarede i en tonefald, der kun ganske, ganske svagt afslørede usikkerheden. Uvant for hende. "Jeg er sikker på, at jeg kan finde noget passende."