Under lidt løsere rammer

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tænkte lidt over forespørgslen og drak en tår vin mere imens. Så trak han langsomt vejret ind og lagde an til at sige noget.

"Mod nordøst tårner bjergene sig op," konstaterede han. "Og mod syd leder floddalene vejen ud til havet. Vores folk lever af guldet fra minerne og af de dyr, der græsser på sletterne. Vi er blevet rige på guldet. Ellers synes folk ikke der er meget at komme efter i Charenoy."

[Igraine af Charenoy]

Igraine lyttede til beskrivelsen med reel interesse og smilede lidt. Det lød smukt og billederne, der dannede sig i hendes tanker var i hvert fald. Ikke, at hun nogensinde havde set bjerge i virkeligheden. Afbilledninger, dog.

Hun slap en dæmpet, forstående lyd og kunne ikke lade være med at se lidt undersøgende på ham. Smilet forblev dog på hendes læber, som hun dæmpet spurgte: "Og hvad synes du?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fnøs let og smilede svagt.

"At folk tager fejl. Menneskerne i Charenoy er hårdhudede, men med varme hjerter. Der er pisse koldt om vinteren, men dejligt om sommeren og der bliver aldrig tørke eller hedebølge som hernede."

"Jeg bryder mig ikke meget om hovedstaden. Jeg foretrækker mit len."

[Igraine af Charenoy]

Igraine forventede ikke for alvor andet svar, men hun nød alligevel i stille sind at høre Bartholomeus fortælle. Ordene i sig selv gav hende da også en behagelig følelse i kroppen.

"Godt," svarede hun da også og mente det ærligt. "Charenoy fortjener uden tvivl også en fremtidig lensherre, der har det på den måde," tilføjede hun, før hun drejede hovedet let ved lyden af klokker fra templerne.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus trak på skuldrene af det. Han vidste ikke om det gjorde ham bedre eller mere irriterende som lensherre at han ville være ganske investeret og at de næppe slap for ham.

"Vi må jo se hvordan vi begge bliver med tiden. Jeg har ikke så travlt med at nå til den dag," brummede han.

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik rettede sig tilbage mod ridderen og hun rystede svagt på hovedet. "Selvfølgelig ikke," medgav hun og var selv enig. Det skulle helst ikke ske, før tidligst om en håndfuld år. Når der var arvinger og de begge var klar til opgaven.

"Til gengæld er det ved at være sent," bemærkede hun, efter påmindelserne fra klokken. "Jeg bør måske vende tilbage, før tidspunktet bliver helt skandaløst." Forlovede eller ej, så ville det sende et signal, hvis hun blev hængende ud på de små timer. Ikke at hun ærligt var så bekymret.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede og tog en dyb indånding. "Det er nok for det bedste," medgav han. Han mente også de havde haft en temmelig lang samtale, selvom han nok ikke ville kunne referere noget næste dag.

Han rejste sig op for at hjælpe hende med stolen. "Kom godt hjem, Igraine," ønskede han hende.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kom på benene og som hun gjorde, blev hun bevidst om, at hun havde fået mere end det ene glas vin. Hun svajede dog ikke, men lod nakken falde lidt tilbage, så hun kunne se op på ham.

"Tak, Bartholomeus," svarede hun og smagte for første gang på navnet, der var lidt af en mundfuld. "Også for i aften. Vi ses i morgen."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede svagt og nikkede i afsked. Hun gjorde sig godt når hun gik.

Det tillod han sig diskret at nyde, da hun forlod ham.

Lukket