Under lidt løsere rammer

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede lidt over svaret og var i stille sind ikke utilfreds med, at det var hans holdning til de unge komtesser. Hun ville hade at føle sig gammel i sit ægteskab. Til gengæld blev smilet også det eneste svar hun nåede at give på det, før han var fortsat.

I et øjeblik eller to så hun overvejende på ham, men nikkede så til sidst. "Med glæde," svarede hun og mente det. "Især med tanke på, hvad De måske skal overvære fra min side i morgen."

Nej, hun havde absolut ikke glemt hesten. Men måske ville et lidt mere familiært forhold gøre situationen bare en anelse mindre intimiderende.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tænkte ikke så meget på hesten som han tænkte på hvor lidt titler og tiltale i forvejen sagde ham. Han havde ingen planer om at kalde hende nådigfrue efter de blev gift, så hvorfor nu? En tilfreds mine besvarede hendes konstatering og han nikkede.

"Så med det, Igraine," prøvede han hendes navn lidt ud. "Kan du lide vinen?"

[Igraine af Charenoy]

Det var ærligt ikke mange, hun var dus med og det var en behagelig erkendelse, at lyden af sit navn over hans læber sendte en lille kuldegysning gennem hende.

"Absolut," svarede hun mildt og mente det, men udnyttede også den nye familaritet til et forsøgsvist spøgende tonefald. "Men det havde du måske allerede gættet, eftersom det her ikke er mit første glas af den i aften."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fnøs let, men smilede stadig, som han nikkede langsomt. "Muligvis," medgav han. "Det kunne også være, at du bare var høflig."

Han tog selv en tår mere og sank. "Jeg ved uendelig lidt om vin. Producerer de det i Triviers?"

[Igraine af Charenoy]

Det kunne virkelig meget nemt være og Igraine slap en lyd i enighed. Ved det næste spørgsmål nikkede hun også.

"Ja. Det er en af de primære handelsvarer, men vi har jo også kysten og dermed søhandelsvejene lige for," svarede hun og indså først et øjeblik senere, at det måske ikke længere var passende at bruge ordet vi.

Hun smilede lidt. "Triviers, mener jeg," rettede hun da også mildt sig selv.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lyttede med nok interesse for øjeblikket, selvom informationen sandsynligvis ville forsvinde igen. Det gik nok an. Han lagde heller ikke mærke til talefejlen før Igraine selv rettede på den og fik ham til at hæve et enkelt bryn.

"Mon ikke det vil føles som 'vi' indtil du er i Charenoy og ser dit nye hjem," funderede han. "Og forståeligt nok. Hvordan håndterer den nye arving sit ansvar, synes du? Han er ikke gift endnu, ved jeg."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var glad for forståelsen, men især at han ikke forlangte at hun forsøgte at lade som om, at hun ikke havde haft tidligere tilknytningsforhold.

Til gengæld tog hun en indånding over spørgsmålet og rynkede lidt på brynene. "Godt, alt taget i betragtning. Vi vidste selvfølgelig alle, at der var en risiko, så længe jeg ikke havde født en mandlig arving, men det kom alligevel som et chok for ham, da Hubard gik bort og overlod ham med ansvaret."

Hun drejede glasset lidt mellem hænderne, men drak ikke af det. "Men han har haft et halvt årti til at vænne sig til tanken nu og det ser bedre ud. Forhåbentlig falder det blot endnu mere på plads, inden Hans Nådes tid kommer."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede lidt. Han ville nødig have været den uforberedte, der stod i den situation, men vigtigere vidste han, at han ikke kunne efterlade sin bror med den byrde. Han ville ellers gerne, men en præst var ikke en værdig arvtager af Charenoy.

"Det bliver vores første prioritet," konstaterede han. Ikke fordi hun ikke vidste det. "Lensgreven af Charenoy er ikke ung længere og min bror er ikke et alternativ. Med fare for at være hudløst ærlig og ubehøvlet, så har vi en opgave foran os."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke det mindste skandaliseret. Tværtimod brød hun sig ganske godt om, at ridderen skar direkte til benet. Hun slap da også blot en lyd i enighed, tydeligvis hverken frastødt eller forlegen over tanken.

"Så meget regnede jeg med," medgav hun da også og kunne ikke lade være med at smile bare en anelse. Ingen grund til at lade som om, at hun ikke udmærket vidste, hvad det gik ud på. "Hvad opgaver angår, så er den dog ikke den værste. Håber jeg. Er det for direkte af mig at sige?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede et enkelt bryn over den næsten direkte kompliment. Det var lige før han fik lidt farve over den og der skulle ellers ganske meget til at gøre ham forlegen. Han måtte nok indrømme for sig selv at han var tiltrukket af Igraine og det var nok ikke det værste at være.

"Det er en opgave vi nok skal klare," nøjedes han med at svare, men hans mundvige sitrede svagt. "Man må jo ofre sig for slægten."

[Igraine af Charenoy]

Det var et meget passende svar og Igraine smilede lidt over det, mens det hele summede lidt i luften mellem dem. Der var en naturlig nervøsitet over ikke at ane, hvad hun egentlig gik ind til, men tiltrækningen manglede i hvert fald ikke. Forhåbentlig levede resten op til det.

"Absolut," medgav hun da også og tog en tår vin, selvom blikket fik lov at dvæle lidt ved ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lod også blikket dvæle ved hende. Han havde, så vidt han vidste, aldrig delt seng med en kvinde, der havde fået et barn, og han formodede at det gjorde noget ved kroppen, uden at være helt sikker på hvad. Ud over det, virkede opgaven ikke særlig uoverkommelig. Ingen i Charenoy ville bebrejde dem, hvis de tilbragte hele sommeren på et sovekammer i fuld gang med deres ægteskabelige pligt, så længe det kommende forår kunne byde et barn velkommen.

Realiteten var naturligvis, at der også var andet at gøre, men Baton var endnu kun arving og kunne undskyldes fra mange forpligtelser, hvis han passede den ene. Det var da tydeligvis også det hans tanker var drevet til nu, selvom han da havde fået revet blikket væk fra enkefruen en stund. Han drak en tår vin mere og klarede halsen.

"Så. Sig lidt om Triviers eller Rouvry. Noget du har lyst til at fortælle."

[Igraine af Charenoy]

Hårene stod bare en lille smule op i nakken over den måde, han betragtede hende på, men følelsen var ikke negativ. I hvert fald antydede det, at der kunne være mere end bare pligt involveret.

Hun tog dog også villigt imod emneskiftet, der var ganske fornuftigt og smilede lidt. "Det må være omtrent tolv år siden, jeg sidst har været i Rouvry," musede hun. Hun havde da overvejet det nu, hvor hun langt om længe var så tæt på, men som de allerede havde bemærket, var alt gået stærkt.

"Men jeg nød det meget der," fortsatte hun, selvom det næppe var følelsesmæssige forbindelser, han havde været interesseret i. "Der var altid meget mere grønt, end det nogensinde bliver i Triviers."

[Bartholomeus af Charenoy]

Et svagt smil rørte Bartholomeus' læber og han nikkede langsomt. "Uden tvivl," svarede han. "Jeg har ikke været i Triviers, men det må være varmt og tørt, især om sommeren."

Han havde da været sydpå. Ikke at det var noget han rigtig nød det store Han foretrak langt det nordlige eller, som minimum, den midterste del af Falanie.

"Charenoy er også grøn, når foråret kommer og smeltevandet gør alting frodigt og landet vågner," konstaterede han. "Det er ganske kønt."

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en dæmpet, bekræftende lyd. Hun havde aldrig for alvor reflekteret over, hvad hun havde savnet i Triviers, ud fra den forventning, at hun ville tilbringe resten af sit liv der. Nu var det anderledes.

"Det vil jeg se frem til at opleve," svarede hun da også ærligt. "Fortæl mig noget mere om Charenoy?"