Under lidt løsere rammer

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde ikke tænkt sig at tage imod et nej uanset, men der var selvfølgelig grænser for hvor meget han kunne sætte foden ned, når de kun var forlovede. Han havde heller ikke planer om at være en mand, der styrede alting med hård hånd, men han vidste at der var visse ting han skulle beslutte og hans grevinde skulle kunne ride på en hest.

"Godt," svarede han hende. "Jeg skal nok være blid," brummede han i en let hentydning.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var temmelig bekymret for udsigten til morgendagen nu, men hun havde også hørt årsagen til nødvendigheden og der var ikke så meget andet at gøre.

Bekymringen gjorde også, at hun ikke var forberedt på de næste ord og hun nåede ikke at holde et næsten muntert fnys tilbage. I kølvandet på dén åbenlyse lyd, var der heller ingen grund til at lade være med at smile svagt.

Mørke øjne rettede sig mod ham og hun pressede læberne lidt sammen, som mundvigene sitrede. "Meget nobelt af Dem," svarede hun, og skjulte ikke, hvordan ordene havde sendt tankerne på vildspor. Han lignede da heller ikke en blid mand.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nød det lille fnys fra enkefruen en hel del. Hun var ingen uskyldighed på sytten år og det kunne han ganske godt lide. Uskyldighed havde aldrig rigtig interesseret ham.

"De tror mig måske ikke, men jeg kan sagtens være forsigtig," brummede han, før han tog en tår vin og undlod at forfølge det meget længere. Der måtte vel være en grænse, selvom han ikke vidste hvor den var med en forlovet.

[Igraine af Charenoy]

Hvis Igraine blot havde set lensarvingen og aldrig havde udvekslet et eneste ord med ham, ville hun måske netop være tilbøjelig til rent faktisk at tro, at han var en ublid mand. De havde dog efterhånden talt en del og hun havde observeret hans handlinger ved flere lejligheder og ikke i nogen af tilfældende, var det reelt det indtryk, hun var blevet efterladt med.

"Jeg tror Dem," rettede hun ham da også, lidt mere mildt nu, selvom hun selv havde nydt det kortvarige glimt af noget mere intimt. Det passede sig dog næppe at dvæle det. Smilet vandt lidt, trods nervøsiteten. "Det er ikke Dem, der er min bekymring."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var en smule tabt i tanker om hvordan han ville være blid ved Igraine af Triviers på deres bryllupsnat. Lægge hende forsigtigt ned på sengen og ikke støde i hende som i en af de horer han primært havde delt seng med. Hun var en mild kvinde, men også en kvinde med humor og gnist og han håbede de ville passe sammen under lagnerne. Hvis ikke, var der altid andre, men et tæt partnerskab var bedst, om man ikke ofte forlod det og hans forældre havde oftest delt soveværelse.

Han blinkede en enkelt gang og hev sig selv ud af overvejelserne og ind i virkeligheden. "Nej, det er vel hesten," konstaterede han. "Vi finder Dem et mildt eksemplar, der ikke bliver nervøs så let," svarede han med en svagt drillende undertone.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne ikke vide, at deres tanker ikke var fjernt fra hinanden, men hun mente dog at se noget på ridderens ansigt, som afslørede at han i hvert fald selv havde været distraheret af andet. Hans ord fik hende da også til at slippe en dæmpet, munter lyd. Undertonen havde en formildende effekt på den sårbarhed, hun havde lagt for dagen og hun var reelt taknemmelig for hans håndtering af det.

Det var da også det, der tjente ham et lidt mat smil, som afslørede hvide tænder. "Jeg stoler fuldt ud på Deres dømmekraft," medgav hun, ikke usandt. "Og så skal jeg gøre mit bedste for selv at leve op til samme beskrivelse."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fnøs let og svagt underholdt og betragtede enkefruen med en gnist i blikket.

"Indtil videre er det mest det jeg selv har haft fornøjelsen af," konstaterede han, ikke utilfreds. En mild kvinde uden meget nervøsitet at spore.

Det gjorde hende menneskelig, at der var ting hun var bange for.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kom til at smile igen over hans ord, men mærkede til sin egen forundring også et let sug i mellemgulvet over gnisten i hans blik. Det ansporede hende til at lade blikket søge en enkelt gang over hans ansigt og i stille sind kunne hun ikke lade være at tænke, at manglende tiltrækning ikke ville blive et problem. Ikke, at hun havde været meget bevidst om det før nu.

Tanken fik hende kort til at slå blikket ned med et lidt afslørende smil, før mørke øjne alligevel søgte tilbage op til hans. "Lad os håbe, at det ikke ændrer sig alt for meget i morgen, så," svarede hun i mild spøg, men ikke uden at nyde den mere afslappede tone, der havde fundet vej til dem.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede et øjeblik med øjnene, før han nikkede og det fortog sig i relativ alvor igen. Han drak en tår vin mere.

"Jeg er nysgerrig på at se nådigfruen under en smule pres," pointerede han lavmælt.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne ikke lade være at hæve brynene lidt over hans ord, men hun tog det ikke tilnærmelsesvis som en fornærmelse. Tværtimod slap hun en lavmælt, blød lyd, ikke blind for årsagerne bag eller at det såmænd helt sikkert var ganske alvorligt ment.

"Ud fra en interesse i, hvad fremtiden har at byde på, antager jeg," svarede hun da også, ikke uden følelsen af at blive sat på prøve, men uden at have et problem med det. Hun havde allerede selv lavet flere vurderinger af ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede en enkelt gang. "Naturligvis," medgav han sobert. "Vi har lang tid foran os sammen, Nådigfrue. Og jeg vælger at betragte et ægteskab som et partnerskab, hvor vi forhåbentlig kan få det bedste ud af hinanden. Men hvor vi også kommer til at se hinandens værre sider."

Han drak en tår vin mere. "Ikke at jeg burde indrømme at have nogen på nuværende tidspunkt..."

[Igraine af Charenoy]

Igraine betragtede ham med interesse og smilede antydningsvist over afslutningen. "Jeg forventer ikke, at De er mindre menneskelig end alle andre," svarede hun og lod blikket dvæle ved hans. Hun drejede kruset lidt, men tog ikke selv en tår vin nu. I stedet fortsatte hun.

"Jeg har utvivlsomt selv sider, der til tider vil komme til at gå Dem på." Hun smilede svagt, men var alvorlig. "Men jeg deler Deres ønske om et partnerskab, Ridder Charenoy. Og jeg tror, at vi har et godt udgangspunkt her. Jeg håber, at De er enig."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede langsomt. Et svagt smil trak lidt i hans mundvige igen og han betragtede hende interesseret, lidt nysgerrig på hvad han mon ikke ville bryde sig om.

"Jeg er enig," svarede han roligt. "En del er nok chokerede over at jeg endelig har overgivet mig..."

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede lidt, men undrede sig ikke meget over hans ord. Han havde allerede fortalt, at han havde skræmt mere end femten komtesser væk og hun havde en fornemmelse af, at det ikke ligefrem havde været ufrivilligt. Hun slog kort blikket ned til hænderne, men kun et øjeblik, før det var tilbage på ham. "Jeg vælger at tage det som noget positivt, frem for en handling i desperation," svarede hun mildt og tonefaldet antydede at hun spøgte, frem for at fiske efter komplimenter. Den slags regnede hun allerede nu ikke med fra lensarvingen.

Til gengæld fortsatte hun: "Jeg havde ærligt ikke selv forventet, at det ville gå så stærkt, når først jeg kom til Levagny," lød indrømmelsen. Bartholomeus af Charenoy havde slet og ret været den første mand, som hun havde mødtes med med henblik på et muligt ægteskab.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus betragtede Igraine med et sundt niveau af interesse, synes han selv. Han smilede ganske svagt i et øjeblik og trak på skuldrene.

"Jeg havde forventet at jeg ville blive trukket igennem hele denne miserable sæson foran endeløse mængder af syttenårige piger. Sådan lader det til at vi begge blev positivt overraskede," konstaterede han, før han åndede hørligt ud.

"Nu er vi forlovede og jeg tænkte derfor på, om De ville acceptere at kalde mig ved navn og droppe titlerne, i det mindste i enrum?"