Efter rædslen

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich udvekslede et enkelt, alvorligt blik med Estienne, før han begyndte at gå med Emblin, armen omkring hende, ikke et eneste spørgsmål. Han dirrede lidt af vrede, af angst.

Først da han kunne lukke døren, dreje sig rundt og tage hende ind, lod han noget af det slippe ud.

"Emblin. Tal hurtigt og forklar mig hvad i alverden du foretog dig alene med Baronessen af Chales så tæt på de forbrydere?"

[Emblin af Bar Van]

Emblins hjerte fløj op i halsen, da baronen
og Heinrich pludselig stod foran dem. Hun tog sig primært af sidstnævnte, selvom hun ikke fik gjort hverken fra eller til, før han havde omfavnet hende og dernæst gennet hende tilbage til deres tildelte kammer.

Og så talte han og hun så ham stadig ikke i øjnene, men havde blikket mod et punkt på hans kæbe. Hun sank, men hun var ærlig.

"Jeg havde brug for at se, at de var der," sagde hun hæst, men ikke beklagende, selvom han havde forsikret hende om det.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich knyttede den ene hånd hårdt. Han havde heldigvis sat faklen fra sig på vej op, så han gjorde ingen skade, da han fægtede lidt i luften med den anden hånd.

"Du skulle se dem?! Emblin, de er farlige. Hvad hvis... Hvis de var brudt fri... Jeg har kun lige fået dig tilbage og du... Du kan ikke engang se på mig. Hader du mig så meget?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin så ikke på ham, ikke før hans indledende ord, fik hendes blik til at flyve til hans. Kun i et kort sekund, det korteste, men nok til at gnisten i hendes var helt tydelig. Så slog hun blikket væk igen og pressede læberne hårdt sammen.

"Jeg ved, at de er farlige," svarede hun dirrende og pludselig lød hun vred. "Tror du ikke, at jeg ved det?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrichs blod frøs til is. Han stivnede og stirrede på hende. "Selvfølgelig ved du det," svarede han, mere afdæmpet.

"Så derfor forstår jeg ikke et ord af hvorfor du ville nærme dig dem igen, medmindre det handler om at straffe mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at gøre det rigtigt. Jeg kan ikke gå tilbage i tiden og ikke rejse væk. Jeg ville gøre det, hvis jeg kunne."

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde aldrig været kold eller hævngerrig og hun udviste kun sjældent vrede, men nu var alle tre ting aktuelt. Hun var ikke sig selv, ikke den samme i det øjeblik og ikke den omsorgsfulde Emblin, der formåede at befri ham fra hans pinsler.

"Det handler ikke om dig," svarede hun bare, mens hun mest af alt havde lyst til at skrige. Som om det kunne få alt kaosset i hendes indre væk. "Jeg havde brug for at se dem lænket."

Nej, hun var ikke sig selv. For den Emblin, der havde været, ville aldrig nogensinde have sagt det næste:

"Og jeg har brug for at se dem dø."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrichs ego var måske lige vel stort. Det blev i hvert fald punkteret nu. Han stod efterladt med åben mund over de ord, der kom ud over hans milde, blide hustrus læber. Endelig lykkedes han med at lukke munden og stoppe med bare at stå og stirre på hende.

"Emblin," sagde han, rystet i sin grundvold over det. "Selvfølgelig kommer de til at blive henrettet. Men er du virkelig sikker? Det er et frygteligt syn. For en kvinde..."

En adelskvinde. En sød, venligsindet, hjælpsom adelskvinde.

[Emblin af Bar Van]

Emblin forstod, at hun chokerede ham, men hun kunne ikke tage sig af det. Hun så bare på det samme punkt, som hun hele tiden havde set på, frossen udadtil, selvom hun havde lyst til at krakelere igen.

"Du hørte mig," svarede hun bare hult, da han begyndte at protestere.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich tog en dyb indånding. Så nikkede han. "Meget vel," svarede han. "Vi bliver her til de er henrettet. Men jeg har betingelser."

Han ventede til han var sikker på at hun lyttede. "Du skal se mig i øjnene. Du må ikke nærme dig dem igen. Og vigtigst af alt, så skal du tale med mig. Fortælle mig om dine rædsler. Lade mig bære dem med dig."

[Emblin af Bar Van]

Emblin lyttede. Alt i hende var i uro og den stålsatte vrede fra lidt siden, vaklede nu. Hans ord fik frygten til at røre på sig igen, men en anden frygt. Den frygt, der hele tiden havde afholdt hende fra at møde hans blik.

"Jeg kan ikke," svarede hun og stemmen var så lav, at den kun netop var hørlig.

"Jeg kan ikke, når jeg ved, at du aldrig kommer til at se på mig på samme måde igen."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich rynkede panden dybt. Han trådte hen imod hende, lagde to fingre under hendes hage og tvang den bestemt op.

"Se mig i øjnene," bød han. "Emblin. Din mand og lensherre forlanger det."

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde ikke andet valg end at løfte hagen, men der gik alligevel et øjeblik, før hun endelig slog blikket op. Det var ikke ordren i hans ord, der gjorde udslaget, selvom hun ikke var vant til at han kommanderede med hende.

Men blikket mødte hans og hendes øjne blev tårefyldte.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich ventede. Endelig så hun ham i øjnene og han tog en dyb indånding. Hans anden hånd fandt hendes kind.

"Jeg ved ikke hvad i alverden, der har overbevist dig om, at jeg ville se på dig som andet end min højt elskede, værdifulde, smukke og begavede hustru, Emblin. Jeg er så uendelig ked af, at jeg efterlod dig og borgen sårbar. Det vil aldrig ske igen. Jeg lover, at passe på dig, altid."

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde været rædselsslagen for at se ham i øjnene, af frygt for, at hans syn på hende havde ændret sig, men også fordi, hun i dagevis havde troet, at hun aldrig ville se ham igen. Nu, som hun så ind i hans velkendte blik for første gang i over en måned, smuldrede det alt sammen og tårerne fik frit løb igen.

"Jeg troede, at jeg skulle dø," sagde hun endelig, kvalt.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich slap hendes hage, kun for at tørre tårer væk, håbløst. Han kuplede hendes ansigt og rystede på hovedet, imens det stak bag hans egne øjne.

"Jeg frygtede at du allerede var død," hviskede han. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg har aldrig været så bange i mit liv, liebling..."