Efter rædslen

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich bed lidt sammen. Han ville have svaret hende skarpt, men selvfølgelig gjorde han ikke det, for hun skulle ikke opleve nogen ubehageligheder fra ham efter det hun havde været igennem. Så han gled af og klappede i.

"Vil du ikke nok drikke din medicin," bad han i stedet blot.

[Emblin af Bar Van]

Omvendt ville Emblin have presset på, hvis hun havde været sig selv, men hun borede ikke i emnet. Blikket faldt på flasken og lidt galde steg i halsen bare ved tanken.

"Jeg kaster den op igen, hvis jeg drikker den lige nu," svarede hun derfor ærligt, selvom det ikke var en køn sandhed.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich rynkede panden dybt, men så nikkede han blot.

"Hvad har du brug for? Alt andet end at lade dig gå rundt alene på borgen. Jeg vil gøre alt andet for dig."

[Emblin af Bar Van]

Emblin blinkede sløvt. Hun forsøgte at mærke efter, men følte ikke meget andet end kvalmen. Følelsesløsheden burde bekymre hende, men selv det var hun ikke i stand til på nuværende tidspunkt.

"Jeg behøver ikke noget," svarede hun derfor blot, lidt tonløst. Måske var det ikke just det svar, han ønskede sig.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrichs bryn fortrak sig tæt. Han så uendelig bekymret på sin hustru. Hans hjerte ville gå i to lige stykker, hvis hun gjorde skade på sig selv, men han ville ikke engang plante idéen i hendes hoved.

I stedet krydsede han afstanden og trak hende tæt ind til sig. Knugede hende, fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle sige eller gøre.

[Emblin af Bar Van]

Heinrichs åbenlyse bekymring føltes som en tung vægt på hendes skuldre. Hun følte en skyld over ikke at kunne lette den for ham og endnu engang tænkte hun, at det måske ville være nemmere, hvis han ikke var der. Det sagde hun ikke højt.

I stedet hvilede hun hovedet ind mod det nederste af hans bryst, endnu siddende på skamlen. Og hun følte at hun burde sige noget for at berolige ham, men hun havde ingen ord. Ikke selvom de normalt kom til hende i overflod.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich havde såmænd gerne efterladt hende, hvis blot hun havde lovet at blive i gemakkerne, men Emblin bad ikke om noget, så han vidste ikke hvad han skulle stille op.

Han stod der længe sådan. Strøg hende over håret og stirrede ud i luften.

"Jeg... Går ud og finder Liane. Jeg må høre hvordan hun har det. Jeg beder en af vores folk om at stå herude, hvis du har brug for noget som helst..."

[Emblin af Bar Van]

Emblin var hurtig til at nikke ind mod ham. Lidt for hurtig, måske, men det var, hvad det var.

"Jeg skal nok blive her," svarede hun dæmpet, for det var det eneste han havde krævet. Heldigvis havde hun heller intet behov for at gå ud.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich kyssede Emblin på håret. Han strøg hende blidt over det, før han slap hende.

"Jeg elsker dig," mumlede han dæmpet. "Drik urtedrikken når du kan, min allerkæreste."

[Emblin af Bar Van]

Emblin så op på Heinrich med et mat udtryk og hun ville gerne have smilet, men det blev kun et spøgelse af det. Det var, hvad hun havde i sig og hun nikkede.

"Jeg elsker også dig," svarede hun dog dæmpet. "Gå du bare."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich nikkede. Og gik.

Men han havde ondt i hele sjælen over det.

[Emblin af Bar Van]

Emblin vidste ikke, om hun sårede ham. Hun mistænkte, at hun måske ville komme til det. Lige nu føltes det ikke som om, at hun nogensinde ville føle noget igen, der ikke var frygt.

Hun blev siddende i lang tid, før hun endelig gav sig til at drikke urtedrikken. Da den var væk, lagde hun sig på sengen og om det var den eller udmattelsen, vidste hun ikke, men på et tidspunkt faldt hun alligevel i en urolig søvn.